Legitim og illegitim vold

Hvorfor er islam en så voldelig religion? Har terrorhandlinger Koranens velsignelse? Hvorfor har muslimer ikke i større omfang taget afstand fra hændelserne for seks år siden og fra selvmordsbomber generelt?

I den offentlige debat stilles disse spørgsmål til stadighed. Mindre kendt er det, at mange muslimske religiøse ledere og muslimske organisationer faktisk har markeret kraftig modstand imod terror. Medierne er sjældent tilbøjelige til rapportere om disse fatwaer, men på internettet findes de i rigt mål.

Kort efter angrebene den 11. september opfordrede Muhammed Abdur-Rashid, den højest placerede muslimske kapellan i USA's militær f. eks. til i en fatwa at få fastslået, om amerikanske muslimer kunne deltage i krig i Afghanistan og andre muslimske lande. En gruppe prominente muslimske intellektuelle konkluderede da, at "alle muslimer bør forenes imod enhver, som terroriserer uskyldige og imod dem, som tillader drab på ikkesoldater uden retfærdig grund", og at det var acceptabelt for muslimer "at deltage i fremtidige slag imod alle, som af deres land udpeges som havende forøvet terrorisme imod dem".

Som andre religioner skelner islam imellem legitime og illegitime voldshandlinger. Koranen advokerer ikke for illegitime voldshandlinger. Den islamiske tradition pålægger vide grænser for brugen af vold og forkaster terrorisme kapringer og gidseltagning. Dog tillades det undertiden, ja, kræves af muslimer, at de forsvarer deres religion, deres familier og det muslimske fællesskab imod aggressioner.

Selvmordsbombere

Men hvad så med selvmordsbombere? Hvad med vold imod civile? Igennem de seneste årtier er dette spørgsmål dukket op i Israel-Palæstina, i Libanon, i Irak, Pakistan, Indonesien, Amerika og Europa, i takt med at selvmordsbombning af stadig flere er blevet sidestillet med et martyrium, hvor man giver sit liv i forsvaret for islam og islams trosfællesskab.

Profetiske traditioner (fortællinger om Muhammeds ord og gerninger) forbyder klart og absolut at begå selvmord, fordi alene har Gud har ret til at tage det liv, han har skænket. Historisk set har både sunni- og shiamuslimer derfor generelt forbudt religiøse selvmordsangreb og andre former for terrorisme.

De senere års stadig hyppigere selvmordsangreb, og navnlig dem, der retter sig imod civile, har udløst en heftig debat blandt prominente, religiøse autoriteter i den muslimsk verden. Sheik Ahmad Yasin, den afdøde leder og stifter af Hamas og Akram Sabri, Jerusalems mufti, foruden mange andre arabiske og palæstinensiske religiøse ledere har hævdet, at selvmordsbomber er både nødvendige og retfærdige over for Israels illegale besættelse og overvældende militære magt.

Andre fordømmer derimod selvmordsbomber som terrorisme. Saudi-Arabiens stormufti fordømmer alle selvmordsbomber, som uislamiske og forbudte i henhold til islam. Sheik Muhammad Sayyid Tantawi, den tidligere stormufti af Egypten og nuværende sheik af al-Azhar-universitetet - den islamiske verdens højest agtede center for religiøs lærdom - har draget en skarp sondring imellem selvmordsbombeaktioner som udtryk for selvopofrelse i forsvaret for sit land og undertrykte på den ene side og drab på ikke-kombattanter, herunder kvinder og børn, på den anden side, hvilket sidste han konsekvent har talt imod.

Et afgørende spørgsmål, der er dukket op i disse debatter, er proportionalitetsprincippet - altså det forhold, at et angreb eller en gengældelsesaktion må stå i et afpasset forhold til den forbrydelse, de er en reaktion imod. De, som søger at retfærdiggøre drab på civile israelere, hævder, at der i Israel ikke findes uskyldige civile, fordi Israel er et militært samfund (hvor det er obligatorisk for både mænd og kvinder at gøre militærtjeneste og være en del af landets reserver), og fordi Israels besættelses- og undertrykkelsespolitik i dræber palæstinensiske civile i flæng.

Fatwaernes strid

Debatten blandt de religiøse ledere, som af nogle har fået betegnelsen Fatwaernes strid, er afspejles bl. a. i den skarpe kritik, som sheik Yusuf al-Qaradawi - af mange anset for den mest indflydelsesrige og fremtrædende religiøse myndighed i arabiske og muslimske medier - rettede imod sheik Tantawi, efter at denne havde fordømt et selvmordsangreb, der dræbte 26 israelere i december 2001.

"Hvordan kan al-Azhars ledere stemple mujahedin (islamiske krigere, red.), der kæmper imod aggressorer, som forbrydere? Hvordan kan han opfatte disse aggressorer som uskyldige civile? ... Jeg er forbløffet over, at nogle sheiker formulerer fatwaer, der forråder mujahedin, i stedet for at støtte dem og anspore dem til opofrelse og martyrium."

Qaradawi kritiserede også sheik Muhammad bin Abdallah as-Sabil, imam i stormoskeen i Mekka, for at slå fast, at drab på civile israelere, er utilladeligt. Qaradawi erklærede:

"Den palæstinenser, som sprænger sig selv i luften, er en person, som forsvarer sit hjemland. Hvis han angriber en besættelseshær, angriber han et legitimt mål. Dette må skelnes fra den, som forlader sit land, og drager af sted for at slå til imod mål, med hvilke han ikke har noget udestående."

Heroverfor står folk som sheik Abdal Hakim Murad, en islamisk forsker ved Cambridge University, der hævder, at "målrettede angreb på civile og hele denne brug af vilkårlig terroristisk vold er et fænomen, som virkelig er meget nyt. Det har ikke vundet stort indpas blandt religionens lederskikkelser, men blandt masserne på gaderne, og navnlig på så anspændte og unaturlige steder som i Gaza, i Bagdads slum og lignende, har det ulykkeligvis en vis opbakning. Dette er den store udfordring for islams religiøse ledere - hvordan kan de på ny sikre ortodoksien over for den fundamentalistiske revoltes svulmende tidevandsbølge?"

John L. Esposito er professor i religion og internationale anliggender ved Georgetown University. På dansk foreligger 'Hvad enhver bør vide om Islam. 94 spørgsmål og svar'

© Common Ground News og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen