Kommentar

Palæstinenserne behøver en Mandela

Og israelerne behøver også deres. En ekspert i international konfliktløsning reflekterer over, hvordan en fredsproces, der er kuldsejlet i gensidig mistro, kan bringes flot
Debat
20. september 2007
Nelson Mandela.

Nelson Mandela.

Thomas Coex

For snart mange år siden bad en højtstående israelsk regeringsembedsmand mig om at give ham mit bedste bud på, hvad israelerne kan gøre for at finde en palæstinensisk Mandela. Jeg fandt hans spørgsmål interessant og meget træffende for Mellemøstkonflikten, men også ret foruroligende. For sagen er jo, at afrikaanerne ikke 'fandt' Mandela.

Det tog da også flere måneder, før jeg omsider fik formuleret et svar: Vis mig den palæstinenser, som I israelere er villige til at tabe til, og jeg vil vise jer jeres palæstinensiske Mandela.

Min israelske ven havde ganske overset, at Mandela og Den Afrikanske National Kongres (ANC) jo vandt i Sydafrika.

Det afgørende element i dette såkaldte mirakel var, at de hvide sydafrikanere - på den ene eller på den anden måde og i mere eller mindre grad - kom til at acceptere dette udfald om ikke som deres sejr, så som noget, der i al fald heller ikke var deres nederlag.

I Sydafrika var der flere faktorer, der førte denne proces til succes, men ingen kan benægte, at sandt lederskab - og frem for alt Mandelas lederskab - kom til at spille den udslagsgivende rolle. Skønt Mandela utallige gange blev tilbudt sin frihed, hvis han blot ville opgive sin livslange kamp imod apartheid, vægrede han sig resolut imod dette - en sådan aftale kunne kun en Quisling gå ind på. Men Mandela var gjort af en højere moralsk kaliber og nægtede at gøre den fundamentale indrømmelse, som afrikaanerne så vedholdende søgte at presse ham til.

Svar på uro

Sydafrikas præsident, Frederik W. de Klerks beslutning om at frigive Mandela betingelsesløst kom som et svar på den uro, der havde gjort landet umuligt at regere. De Klerk håbede på at trække Mandela ind i en langvarig forhandling, under hvilken han kunne afæskes vidtgående kompromiser. Ikke desto mindre blev det, efter mange gennembrud og tilbageslag, De Klerk og ikke Mandela som kom til at indgå de væsentligste kompromiser.

Hvordan kom dette ekstraordinære hændelsesforløb i stand? Den gængse version vil vide, at de Klerk uafvidende røg ud på en glidebane, hvor han troede, at hver ny indrømmelse var den absolut sidste, han behøvede at gøre, for at få Mandela til føje sig. Alligevel kan denne fremstilling ikke forklare, hvorfor de Klerk i sidste ende besluttede at afgive magten til ANC - især i betragtning af, at den sydafrikanske stat trods den kritiske situation trods alt ikke balancerede på afgrundens rand.

Det er altid vanskeligt at tænke sig ind i, hvad der er foregået i hovedet på en politisk leder på et afgørende tidspunkt. Ikke desto mindre tror jeg, at der gradvis indtrådte en fundamental forandring i den måde, hvorpå de Klerk betragtede Mandela. De Klerk kom til magten med den forestilling, at Mandela var den eneste sorte sydafrikanske leder, der kunne aftvinges de indrømmelser, der var nødvendige for at holde det hvide og afrikaanske Sydafrika oven vande. Langsomt kom han i stedet for til at se Mandela som den eneste afrikaner, der var i stand til at give afrikaanerne en fremtid, de kunne leve med.

Mandela lod ikke nogen chance gå forbi for at tale om den plads, hvide sydafrikanere fortsat kunne have i det nye Sydafrika. Han understregede igen og igen, at flertalsstyre ikke ville komme til at betyde, at det hvide mindretal blev underkastet det sorte flertals dominans. Idet han søgte en "mellemvej imellem hvid frygt og sorte håb" lagde Mandela selve grundlaget for fred. "Vi vil ikke kaste jer i havet," forsikrede han. Mandela var overbevist om, at der ikke ville komme nogen fred, medmindre hvide afrikaanere lyttede til hans ord og troede på dem.

I snart sagt enhver af sine udtalelser fra denne periode, fremlagde Mandela en vision for fremtiden, hvori hvide sydafrikanere ville blive både værdsat og respekteret. De, som lyttede til ham, kom til at føle, at de, deres familie og lokale samfund kunne få en tilfredsstillende og sikker tilværelse i det fremtidige nationale fællesskab, han beskrev. Snarere end at tilbyde indrømmelser, der ville afstive det gamle system, tilbød Mandela en ny fremtid til de mange, der var begyndt at betvivle, om de overhovedet havde nogen fremtid.

Betvivle fremtiden

Israelerne er nødt til at finde en palæstinensisk Mandela, og palæstinenserne er nødt til at finde en israelsk Mandela. Imidlertid er den Mandela, de må finde hos deres respektive modpart, ikke en leder, som vil gøre de indrømmelser, de tragter efter. Men vel at mærke én, over for hvem de selv kan gøre de indrømmelser, de siger, de ikke kan give. For sådan en leder var Mandela - hans gentagne politiske handlinger og utvetydige ord bar vidnesbyrd om en fremtid, som afrikaanerne kunne favne uden frygt.

Mandela-forbilledet stiller vore dages ledere over for en dobbelt udfordring. For det første: Hvordan skal vi finde den person på den anden side, over for hvem vi kan gøre de indrømmelser, vi føler vi ikke har råd til at gøre? For det andet, og langt vigtigere: Hvordan kan vi selv blive det folk, over for hvilket den anden side vil kunne gøre de indrømmelser, som det siger, det ikke kan gøre? Begge dele er afgørende, men den anden del af udfordringen er altafgørende på et tidspunkt, hvor begge parter er trådt et skridt tilbage og kun ser hen til, at den anden skal påtage sig de vanskelige initiativer, der er nødvendige for at føre fredsprocessen fremad.

Fremskridt imod fred mellem israelere og palæstinensere er ikke havnet i et dødvande, fordi ingen kan se for sig, hvordan den endelige løsning vil tage sig ud. Enhver tænksom iagttager ved, at en eller anden omtrentlig tilnærmelse til Clinton-regeringens gamle fredsmodel er eneste mulige aftale. Spørgsmålet er ikke så meget, hvad der behøves, for det er i vidt omfang kun alt for velkendt. Det virkelige spørgsmål er: Hvem vil påtage sig at lede os derhen?

Byron Bland er konfliktforsker tilknyttet det amerikanske Stanford Center on International Conflict and Negotiation og Center for Democracy, Development and the Rule of Law

© Common Ground News Service og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup