Kronik

Hvad PET ikke fortalte

Ytringsfrihed omfatter retten til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art. Ytringsfrihed kræver altså åbenhed. Og det er meget mere end PET's maskinsvar om, at de har foretaget en konkret vurdering af ens anmodning om aktindsigt. Vi bør have et åbent samfund, fordi hemmelighedskræmmeriet skaber angst
PET ved mange ting, men hvor ved de det egentlig fra? Arkiv

PET ved mange ting, men hvor ved de det egentlig fra? Arkiv

Jan Grarup

19. september 2007

For knap 10 år siden afslørede TV2, hvordan Politiets Efterretningstjeneste plantede betalte agenter i lovlige, danske politiske foreninger, overvågede medlemmerne og kopierede nøgler til foreningslokaler, så man uden dommerkendelser kunne begå indbrud, uden at det kunne spores.

Ifølge udsendelsen fik PET kopier af de stillerlister, som Socialistisk Arbejderparti (SAP) ville aflevere i Indenrigsministeriet for at blive opstillingsberettiget til folketingsvalg. På listerne stod ikke bare partiets medlemmer og sympatisører, men også borgere der mente, at ethvert parti skulle have ret til at deltage i folketingsvalget. Det var fuldt lovligt at tilhøre hver af disse grupper.

Udsendelsen var hårrejsende, så jeg skrev straks til PET og anmodede om akt-indsigt. Det gjorde jeg på vegne af Komiteen til Ytrings-frihedens Værn. Kort efter bekræftede PET-chef Birgitte Stampe, at der ville gå 20 dage, før hun kunne svare. Det var det første af en lang række breve, jeg modtog fra spionchefen.

Tv-afsløringerne havde rystet mange, og en del havde åbenbart henvendt sig til PET. Politikere spurgte, pressen skrev, og en veloplagt justitsminister Frank Jensen lovede en redegørelse, der kort efter fik det passende navn '1. april-redegørelsen'.

Inden den kom, skrev jeg igen til PET og anmodede om aktindsigt i, hvad PET på nogen måder havde registreret om mig på min nuværende eller tidligere adresse.

For at undgå misforståelser bad jeg i særskilte skrivelser om aktindsigt i, hvad de havde registreret om Socialistisk Bogklub, Komiteen til Ytringsfrihedens Værn, Husets Forlag samt Selskabet for smukkere Byfornyelse, som jeg havde været talsmand for.

PET-chefen afslog min anmodning. Derefter anmodede jeg PET om aktindsigt i, hvem der senest havde bedt om aktindsigt. Jeg spurgte altså ikke, hvad der stod i brevene, blot hvilke breve der var modtaget og sendt fra PET. Altså en slags postliste, men den kunne jeg ikke få. PET-chefen svarede, at jeg skulle kunne angive de dokumenter, jeg ønskede at blive gjort bekendt med.

Men uden postlister, som enhver demokratisk forvaltning burde stille til rådighed for borgerne, var det umuligt at angive de ønskede dokumenter.

Først bad jeg derfor PET om aktindsigt i OOA's henvendelse til PET, for den havde været omtalt i massemedierne - og den 4. juni kunne PET-chefen meddele, at PET i medfør af offentlighedslovens § 4, stk. 1 fandt at kunne imødekomme min anmodning.

Jeg bad derfor om aktindsigt i PET's svar til OOA - og igen viste PET-chefen sig imødekommende. Det var altså muligt at få udvidet akt-indsigten i efterretningstjenestens breve til andre interesserede borgere. Men brevet var ret indholdstomt, og det havde som skrevet været omtalt i pressen.

Og så et tykt brev

Så var det jeg bad om aktindsigt i Komitéen mod Magtmisbrug og Korruption i Danmarks henvendelse om aktindsigt, indgivet mellem 1. marts og 30. april. Igen fik jeg udleveret Komitéens anmodning, og så bad jeg om PET's svar på Komitéens anmodning.

Denne gang svarede PET-chefen med et tykt brev: 64 sider med breve frem og tilbage. Tilsyneladende havde PET hældt hele sagsmappen gennem fotokopimaskinen. Med rettelak var fjernet et enkelt cpr-nummer, men ellers var det ganske nydelige maskinskrevne breve, jeg fik - altså slet ikke noget med de sorte bjælker eller hvide pletter, som jeg kender dem fra spionfilm.

Blandt de mange kopi-sider fandt jeg flere af PET's interne sagsoversigter. Det var åbenbart organisationens huskehjælp: Hvornår har min kollega skrevet hvad til hvem - så man ikke hver gang skulle hitte på noget.

Således kunne jeg se, at Komitéen, ved landstalsmand Jussi Merklin, den 11. november 1995 indgav en polititanmeldelse mod statsadvokat for Fyn, Birgitte Vestberg, for behandlingen af Komitéen ved dens politianmeldelse af Haarby Kommune. Ja, faktisk var kopi af hans politianmeldelse også vedlagt.

Merklin er cand.polit., og i 1976-78 var han ansat i Finansministeriet, hvor han arbejdede med edb-sikkerhed og beskyttelse af offentlige personregistre. Efter han offentligt kritiserede Danmarks Statistiks brug af cpr-numre, blev han tvangsforflyttet. Sagen udløste en del skriverier, folketingsdebatter og frygt i de offentlige kontorkroge. I 1980 var vi begge medstiftere af Komiteen til Ytringsfrihedens Værn.

Jeg kunne forledes til at tro, at PET udleverede så meget materiale om hans komite, fordi PET vidste, at vi tit talte i telefon sammen. Men hvor vidste de det fra? Eller var det fordi, vi skrev sammen? Var vi blevet registreret sammen? For at insistere på menneskerettigheder og retsstat?

Fyring af lærere

Jeg kunne også tage et skridt længere tilbage. Den offentlige sag i Haarby Kommune var skudt i gang med fyringen af tre lærere - for at genoprette et elendigt samarbejdsklima. Den 28. marts 1995 protesterede 100 elever fra 7., 8. og 9. klasse mod fyringerne foran rådhuset og tvang borgmester Børge Jensen i tale.

Både Merklin og jeg havde - på hver vores komiteers vegne - indgivet politianmeldelser. For ytringsfriheden var krænket.

Ud fra PET's kopier kunne jeg konstatere, at sagen også havde optaget PET. Men er ytringsfrihed på Fyn en sag for PET? Er en politianmeldelse? Er en politianmeldelse mod statsadvokaten på Fyn en sag for PET? Havde PET også registreret mig for mine årevise politianmeldelser mod især offentlige chefer, der havde krænket borgeres ytringsfrihed?

De spørgsmål fik jeg ikke svar på.

PET skifter kurs

Derpå anmodede jeg om akt-indsigt i henvendelser fra Bjørn Elmquist, Preben Wilhjelm, Rebel og Tillidsmandsringen, der havde været nævnt i aviserne. PET svarede, at man af ressourcemæssige grunde endnu ikke havde færdigbehandlet min anmodning, men den 21. august 1998 (30 års-dagen for invasionen i Prag!) skiftede PET kurs.

PET svarede, at det var tjenestens opfattelse, at jeg ikke havde kendskab til, hvorvidt de omspurgte sager reelt fandtes, og at jeg ved min fremgangsmåde reelt sigtede efter at opnå adgang til en ubestemt flerhed af sager. PET påstod altså, at jeg var på fiske-ekspedition!

Jeg skulle dokumentere, at jeg vidste, at dokumenterne eksisterede, før jeg kunne få dem udleveret. Den slags kræver enten synske evner eller en postliste, og den kunne jeg jo ikke få.

1. december 1998 afslog Justitsministeriet at hjælpe mig til bedre aktindsigt i denne sag, og den 11. januar 1999 tilsluttede Folketingets Ombudsmand Gammeltoft-Hansen sig ministeriets afvisning.

PET's chefer gennem et tiår - Stampe, Findsen og Scharf - er sikkert vidt forskellige mennesker. Stampe udleverede altså 64 sider, der afslørede, at PET overvågede lovlydige borgeres korrespondance. Det lykkedes ikke at få nogen forklaring på den overvågning.

Registrering er ovre

I 1968 erklærede VKR regeringen: "Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed." Dengang fik det mange til at tro, at registreringens tid var ovre.

I 1983 bad PET om tilladelse til at infiltrere og overvåge mennesker, alene fordi de var medlemmer af lovlige organisationer på venstrefløjen, i fredsbevægelse og fagbevægelse samt af mennesker, der havde kontakter til lande i østblokken. Regeringens sikkerhedsudvalg gav lov og satte regeringserklæringen fra 1968 ud af kraft.

Regeringen førte borgerne bag lyset og accepterede et fjendebillede, hvor danske medborgere blev gjort til omvandrende sikkerhedsrisici. Ikke fordi der var skyggen af bevis for nogen form ulovlighed, som ellers er et bærende princip i en retsstat, men fordi de havde meninger og holdninger, der adskilte sig fra PET, regeringen og Folketingets flertal.

VK-regeringen har magt over Danmark sammen med Dansk Folkeparti. De har proklameret, at de vil styrke ytringsfriheden. De har skreget det fra plakater og kulturministeren og integrationsministeren har i en fælleskronik i Jyllands-Posten (16. april) valgt et citat af mig for at kunne formulere forsvaret for ytringsfrihed.

Ytringsfrihed omfatter retten til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art. Ytringsfrihed kræver altså åbenhed. Og det er meget mere end PET's maskinsvar og paragrafhenvisninger om, at de har foretaget en konkret vurdering af ens anmodning om aktindsigt. Vi er borgere i dette samfund, der hævdes at være civilt. Derfor forlanger vi stadig åbenhed. Hemmelighedskræmmeriet skaber angst.

Mikael Witte er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

det er skræmmende læsning, og den nye logningbekendtgørelse, gør det ikke mere sikkert i Danmark, tværtimod. Nu er det ikke "bare" de sædvanlige skurke på højre og venstrefløjen samt deres hang-a-rounds, der bliver ført "sagmapper" om. Siden den 15. sep. har vi alle været under midlertidig mistanke.... Dette "terrorbekæmpende" initiativ, er fabuleret på et tykt lag af paranoia...