Kommentar

Pludselig bli'r man socialdemokrat!

...ved mødet med Michael Moores 'Sicko' - og så dog alligevel ikke helt
18. september 2007

Havde i søndags lejlighed til i Empire Bio i København at se Michael Moores nye film Sicko, skønt den først har dansk biografpremiere om tre dage. Hvilket pludselig medførte, at socialdemokraten vældede op i en.

Ganske uimodståeligt blev man taknemmelig over at leve i et land, hvor man og ens nærmeste til hver en tid kan gå til læge uden betaling og om fornødent blive indlagt på et hospital lige så gratis. De lidelser, verdens nu eneste supermagt, USA, påfører sig selv ved ikke at have noget lignende, er på én gang frygtelig sørgelige, hylende groteske og dybt forargelige. Alle tre følelsesregistre spiller filmen uhæmmet på, og da det er dem alle tre, der uophørligt er i indbyrdes mod- og medspil, så man både græder og ler og fnyser, er det vel forklaringen på, at Moore slipper i den grad godt fra på ingen måde at skjule sine hensigter.

Sådan bliver hans film også høj kunst, uanset den vitterlig er ærligt indrømmet agitation. Som dengang, da han i Fahrenheit 9/11 viste klippet af den irakiske kvinde, som havde haft besøg af nogle af os befriere fra den kristne, demokratiske, menneskeret-bekendende, frie og økonomisk så rationelle vestlige verden og derefter skreg ind i kameraet: "Hvad har vi gjort jer, siden I gør os så meget ondt? Min mand passede sit arbejde og intet andet. Hvorfor har I dræbt ham? Hvad har vi gjort jer?".

Foghs medansvar

Kom til at tænke på sekvensen, da forestillingen i Empire var forbi, og virkeligheden udenfor meldte sig med sin Irak-diskussion af danske digteres måde at udtrykke sig på. Det Radikale Venstre kan ikke bekvemme sig til at undsige Anders Fogh Rasmussen (hvilket ikke nødvendigvis behøver at blive en undsigelse af Venstre) som statsminister efter et valg, skønt nogle radikale nordjyder udtrykkelig har foreslået det med direkte henvining til Foghs medansvar for alt det onde, vi har gjort irakerne. Ikke engang en ordentlig diskussion om, hvordan der så i fremtiden skal kæmpes for en bedre verden, for folkeretten og menneskerettighederne, når det altså ikke skal være på "Irak-måden", er der åbenbart folkelig energi til at få rejst. Skamstøtten over dette folk står derimod rejst.

Og så smuldrer den alligevel pludselig efter at være blevet konfronteret med Michael Moores Sicko-Amerika. Tænk, at vi har haft de socialdemokrater til at kæmpe igennem, at sundhedsvæsenet i Danmark er gennemført offentligt, betalt ved et velsignet godt skattetryk og derfor for den enkelte og hendes eller hans børn og børnebørn og øvrige nærmeste, ja, for alle ens medborgere, står til verderlagsfri brug, når og hvis sygdom og anden ulykke bliver vilkåret.

Og så gendannes Skamstøtten alligevel i næste øjeblik ved tanken om, at også den gratis læge og hospitalsbehandling måske er på retur. Jvf. Informations weekend-udgave den 8.-9. september: "Det offentlige sygehusvæsen har spillet fallit". Med citaterne af bl.a. Søren Laurberg, professor i mave-tarmkirurgi ved Århus Universitetshospital: "Jeg bryder mig slet ikke om de private forsikringer - når det gælder sygdom, er det som samfund en gevinst, at vi er nogenlunde lige. Generelt set har det inden for kirurgien været de bedste, der var i det offentlige. Men man kan frygte, at hvis det tager til med disse gigantiske lønforskelle, vil det ende som i det amerikanske system, hvor alle de gode sidder i det private."

Bidrager ikke økonomisk

Eller Niels Ploug fra Socialforskningsinstituttet: "Privatklinikkerne er det, man med et fint fagudtryk kalder freeriders. De har ikke bidraget økonomisk eller mandskabsmæssigt til udviklingen af behandlingerne, men tjener på at udføre dem. Man risikerer at få et sundhedsvæsen i Danmark, som minder om det amerikanske."

Skærende bliver det, når ventetidsgarantien direkte bidrager til at underminere det offentlige ved, at patienter henvises til det private - for det offentliges regning. Uden at der er udsigt til en energisk behandling af forholdet mellem det offentlige og de enkelte i en tid og i en verden med stadig flere, der ikke længere finder sig til rette i de gamle fællesskabsformer. Men heller ikke tiltrækkes af den skinbarlige jungle-individualisme.

Ifølge Monggaards referat fra Moores besøg i Sønderborg i slutningen af august i år er kunstneren og agitatoren selv inde på en sammenhæng mellem Irak-krigen og den svigtende omsorg for syge og tilskadekomne: "Det handler om, hvem vi er som folk," sagde Moore. "Det er det spørgsmål, jeg stiller til sidst i filmen: Hvem er vi? Hvad er der sket med os?"

Det samme spørgsmål, som mange danske socialdemokrater stillede sig selv i 1973, da Mogens Glistrup brød igennem som skaber og leder af det næststørte "arbejderparti", hvad vælgersammensætning angik. Og som de gentog, da Nyrup-regeringen blev væltet i 2001, og Fogh-regeringen kom til på støtte fra Pia Kjærsgaard.

Nok blev jeg i søndags pludselig socialdemokrat. Men der må mere til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en lidt bizar måde Ejvind Larsen afslutter sin kommentar på. Det er vel ikke specielt Socialdemokratiets skyld, at sundhedssektoren er blevet mere privatiseret, ligesom de vel heller ikke på nuværende tidspunkt er i en position, hvor de kan ændre den udvikling.