Kommentar

Reformpædagogik - hvad var det nu, det var?

Reformpædagogikkens kærne var en kritik på barnets og samfundets vegne. Spørgsmålet er imidlertid om reformpædagogikken er bundet til afskaffelsen af datidens sorte skole?
3. september 2007

Den danske folkeskoleskole, der har været så fortrinlig, hævdes at være i krise. Børnene er ikke længere blandt de bedste i verden til at læse og skrive. Og de opfører sig ikke, som børn bør, de rejser sig ikke i bus og tog, og de svarer igen.

Årsagerne til denne og andre miserer synes uklare, men f. eks. i Informationens ledere den 7. og 18. august, hævdes det, at reformpædagogikken har noget af skylden. Dette fremstår efter min mening som en forenklet forklaring.

Betegnelsen reformpædagogik anvendes både om de visioner om en ny skole og en ny opdragelse, som blev formuleret i den vestlige verden fra slutningen af 1800-tallet og om eksisterende undervisningsformer. Visionernes baggrund var en kritik af den autoritære undervisning og det terperi af for børn uvedkommende kundskaber, der den gang dominerede i de kasernelignende skoler, der i 1800'tallets blev bygget i de stadig voksende storbyer. Skolerne blev bygget som en konsekvens af tidens befolkningstilvækst, industrialisering og urbanisering.

Børnene vantrivedes - litteraturen har mange beskrivelser deraf - og som voksne blev de passive, lydige og autoritetstro. De blev ikke selvstændige og kritiske borgere, men samfundsbevarende.

Den ny skole skulle tage udgangspunkt i børnene, deres selvstændige personlighedsudvikling skulle fremmes - opvækstvilkårene skulle være trygge, og børnenes såkaldte naturlige behov for at lære - som i det rigtige miljø ville vise sig - skulle imødekommes. Skolen skulle have et virkelighedsnært indhold, fysiske sanktioner skulle være bandlyste og lærerens undervisning skulle være præget af samarbejde med børn og forældre. Barnet skulle simpelthen frigøres fra samtidens opdragelsestradition. Blev barnet opdraget og undervist efter disse retningslinjer, ville det som voksen kunne danne nye og mere menneskeværdige samfund.

Pædagogik og politik

Reformpædagogikkens kritik var i sit udgangspunkt både pædagogisk og politisk. Første verdenskrigs gru førte til, at kritikken af skole og opdragelse blev styrket - først og fremmest i de lande der var ramt af krigen. Soldaternes lydighed og autoritetstro blev anset for at være en af krigens årsager. Den internationale organisation 'New Educational Fellowship' blev dannet, og her mødtes i mellemkrigstiden skolefolk fra det meste af verden for at drøfte udviklingen af fremtidens skole.

I Danmark manifesterede reformpædagogikken sig som en inspiration til reformering af den daglige opdragelses- og undervisnings hverdag i hjem og skole, som skoleforsøg og som en kraftig pædagogisk debat - tit under temaet: for eller i mod fri opdragelse.

Den manifesterede sig også i skolepolitikken og skolens hverdag, først og fremmest på folkeskoleområdet og tit bistået af udviklingspsykologien. Fællesundervisning af piger og drenge blev indført i de fleste danske byer efter 2. verdenskrig - landdistrikterne havde fællesundervisning, læseplanerne blev gjort mere børnevenlige. Den legemlige revselse i skolen blev afskaffet i 1967, mens den først blev forbudt i de danske hjem i 1997.

Den danske skolehverdag blev med årene humaniseret i den forstand, at arbejdsformerne blev mere differentierede, forholdet mellem lærer og elev blev mere ligeværdig, og elevernes erfaringer fik større plads i undervisningsforløbene.

Kreative i stedet

De forskellige nye undersøgelser af den danske folkeskoles elever, der viser manglende færdigheder i dansk og matematik, viser jo samtidig, at de danske børn både er selvstændige og kreative. Spøgsmålet er ,om ikke denne selvstændighed i dag simpelthen er en af forudsætningerne for vores demokrati?

Reformpædagogikkens kærne var en kritik på barnets og samfundets vegne. Den var i sin opståen bundet til tid og sted, til den gang almen skolegang blev almindelig i den vestlige verden. Spørgsmålet er imidlertid om reformpædagogikken er bundet til afskaffelsen af datidens sorte skole?

Dens vision er imidlertid relevant.

Kan vi med denne i baghovedet finde frem til en for videnssamfundet relevant faglighed og en skole, der opdrager alle grupper - uanset etnisk baggrund, køn eller socialgruppe - til selvstændige og ansvarlige borgere?

Så vil den senmoderne, globaliserede tilværelse måske blive mere menneskeværdig.

Ellen Nørgaard er tidligere skolelærer og pædagog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har gået i "Den sorte skole"

Jeg har fulgt Folkeskolens udvikling siden marts 1945 gennem egne oplevelser, mine børns og børnebørns oplevelser af skolen og det nære kendskab til Folkeskolens udvikling gennem mit arbejde.
Afgangseleverne fra "Den sorte skole" har skabt fundamentet for det samfund, vi i dag lever i.
Hvad man kalder pædagogikken i forandringen af Folkeskolen er mig aldeles uinteressant,- jeg er kun optaget af Folkeskolens produkters kvalitet i videste forstand.
Man er gået fra lærerens ansvar for undervisning (viderebringelse af kundskaber) til elevens ansvar for egen læring, man har af gode grunde forladt målingen af elevernes kundskaber til at lade eleven klare sig selv ( i alle andre sammenhænge måles næsten dagligt kvalitetskontrol af produkter), ikke i Folkeskolen, fornuftige færdselsregler mellem elever indbyrdes og mellem elev og lærer er ikke-tilladt, alle gør, hvad der falder dem ind.
Men allermest katastrofalt er det, at man påstår, at eleverne er lige evnerige, hvilket er indlysende fejlagtigt.
Lighedsmageriet af værste skuffe,- til stor skade for elever.
Man har simpelt hen sat biologien ud af kraft!
For at alle kan følge med, har man været tvunget til at sænke det generelle niveau med den følge, at videregående uddannelser tilsvarende måtte sænke niveauet.
For at gøre katastrofen fuldkommen, har man ladet Folkeskolens ansatte dirigere og vurdere eget arbejde.
Det kunne kun gå galt, grueligt galt,- hvilket erfaringerne også viser.
Hvis man tror, at det er forældrene, der har "forlangt" denne katastrofe, er man galt afmarcheret.
Jeg har igen og igen mødt sætningen "det må vi gerne i skolen", hvortil jeg i klart sprog forklarede, at hjemmet var ikke skolen.
Jeg har siddet i forældremøder og kritiseret div. af skolens tiltag, hvor andre forældre efterfølgende erklærede sig enige med mig men ikke selv kunne tage denne diskussion.
Folkeskolen skal skabe "hele mennesker", åbenbart vås,- jeg har aldrig i min skoletid mødt "delvise mennesker".
I skoletiden skal eleverne lære at blive "demokratiske", som om man ikke kan "lære" det samtidig med at man tilegner sig kundskaber.
Således er diskussionen omkring Folkeskolen fyldt med postulater af
varm luft.
Hertil kommer, at Folkeskolen "terroriseres" af "feminine værdier", fordi det ligger i kønnets gener, at "man altid skal have ondt af nogen".
Kaptajnen på en supertanker på vej mod katastrofen lægger straks kursen om,- hvorfor?
Fordi han føler ansvaret!
En slagter måles ikke på hans svendebrev, men på kvaliteten af hans arbejde!
Folkeskolens lærerpersonale vil have anseelse og respekt alene i kraft af læreruddannelsen,- den holder ikke!
Jeg kunne blive ved med argumenter om årsagerne til Folkeskolens dilemma,- det levner pladsen ikke mulighed for.
Vi havde stor respekt for vore lærere, som var meget ansete af vore forældre,- fordi de "kunne deres kram"!

Øhles første sætning gør egentlig resten af indlægget overflødigt.

Det skal dog tilføjes, at vi er mange, der ligesom Øhle har gået i den sorte skole, men modsat Øhle har svoret, at en sådan omgang voldeligt og ensrettende terrorregime skal vores børn aldrig udsættes for.

Det er nok ret karakteristisk, at det tætteste, man i dag i Danmark kommer på Øhles og ligesindedes ideal er i de private koranskoler.