Kronik

Om ringorme, patienter og mennesker

Nysgerrighed og ønsket om at hjælpe patienten burde kunne rokke ved læger og sygeplejerskers modvilje mod at anerkende alternative behandlingsformer som en mulighed
Hvis lægerne tog de alternative behandlingsformer mere alvorligt, ville man kunne luge ud i den alternative urtehave og sortere ukrudtet fra - for ikke al alternativ behandling lader troen flytte bjerge på egen hånd.

Hvis lægerne tog de alternative behandlingsformer mere alvorligt, ville man kunne luge ud i den alternative urtehave og sortere ukrudtet fra - for ikke al alternativ behandling lader troen flytte bjerge på egen hånd.

Debat
7. september 2007

Alternativ sygdomsbehandling er svindel, og udøverne fordeler sig mellem profitsøgende snydere og håbløse naivister. Eller hvad?

Det er en broget skare, der under ét kaldes det alternative behandlingsunivers. Og det er vitterligt det letteste at afvise hele banden, hvilket mange mennesker også gør.

Pludselige omvendelser forekommer dog hyppigt; ofte i forbindelse med et drastisk rolleskift fra kølig, objektiv beskuer til deltager i en desperat kamp - sommetider for selve livet. For de kæmpende gælder det, at der simpelthen ikke er råd til at afvise en mulig redning, om den så kommer fra en læge i hvid kittel eller fra en indiansk medicinmand med små knogler hængende i en kæde om halsen.

Min bror har kræft

Såvel patienter som pårørende ville imidlertid stå med langt bedre forudsætninger, hvis der slap en anelse mere lys igennem den massive tågebanke, der ligger i gråzonen mellem det etablerede sundhedssystem og de alternative behandlingsformer. I denne proces er læger og sygeplejersker et uundværligt omdrejningspunkt som objektive sparringspartnere i en dialog om supplering af en etableret behandlingsform. Men i hvor høj grad honorerer de denne opgave?

Alle kan opleve at stå i en situation, hvor stillingtagen til forskellige behandlingsformer pludselig bliver faretruende relevant. Og med de stadigt dårligere odds for, at vi selv og vores nærmeste pårørende kan snige os uden om en livstruende sygdom, er der brug for en debat om vores sygdomsbehandling.

Min bror har kræft, knoglekræft. Og som alle med en smule medicinsk forstand ved, så er det en af de mere alvorlige retter på sygdommens helt igennem rådne menukort - og den bliver om muligt endnu mere besk, når man som 23-årig stadig har en masse ønsker og mål i livet.

Desuagtet intentionerne så rækker forbandelser og påkaldelsen af én eller anden form for metafysisk retfærdighed ikke langt. Derfor har vi, som supplement til kemobehandlingerne, gennem grundig research fundet frem til et kosttilskud, som flere kræftpatienter har draget nytte af. Den ujævne vej er gået via mirakelsukker, nonijuice og et utal af andre midler, indtil vi fandt et produkt, der levede op til vores primære kriterium: Der måtte ikke kunne findes negativ omtale om produktet fra andre patienter.

Alt andet lige ville min pligtskyldige bror lige nævne det for personalet på afdelingen, der efter vores mening i værste fald ville trække på skuldrene. Reaktionen var imidlertid helt anderledes, idet der øjeblikkeligt blev vinket afværgende, som havde vi netop foreslået åreladning for at komme kræften til livs.

I forhold til fremtidige patientklagesager er det forståeligt nok, at sundhedspersonalet ikke aktivt anbefaler produkter, der ikke har gennemgået tilstrækkelige kliniske forsøg. Men der er milevid afstand fra dette synspunkt og til det tankevækkende argument, fremført af flere læger og sygeplejersker:

"Det ville være fjollet at bruge så mange penge på et produkt, som man ikke er sikker på virkningen af."

Den tager vi lige én gang til.

På den ene side har vi en kritisk syg patient - nogens søn, kæreste, bror, onkel - på den anden side har vi et alternativt kosttilskud, der muligvis har en gavnlig effekt.

Hvem med bare et gran af menneskelig forståelse vil påstå, at ussel mammon har en plads i samme sætning, endsige i samme bog? Hvis et produkt umiddelbart har en positiv effekt på patienten, især én der er livstruende syg, så gælder det om at sætte alt i spil. Dette betyder også, at selv den højt estimerede overlæge må sluge sin faglige stolthed med velbehag og affinde sig med, at der muligvis findes ting uden for hans univers, som han ikke kan forklare. For hvad er vigtigst - hans ufejlbarlighed eller patientens tilstand?

Hos biopat

Min søn har haft eksem, meget slem eksem. Det havde stået på i skiftende varianter siden hans fødsel, og det var tydeligt, at det kløede voldsomt. Efter utallige konsultationer, syv forskellige cremer og to speciallæger i hudsygdomme var vi ikke blevet det mindste klogere.

Diagnoserne svingede fra bestemt ikke ringorm til ganske sikkert ringorm tilbage til i hvert fald ikke ringorm. Seneste meddelelse lød på svær eksem af ukendt oprindelse - men vi kunne jo få en ny hormoncreme, som vi kunne påsmøre efter behov. Et forsigtigt fremsagt ønske om at finde en mere holdbar løsning blev gentagne gange fejet af bordet med en belærende konstatering af, at der ikke fandtes andre muligheder.

I håb om, at dette ikke var sandt, konsulterede vi en biopat, der straks satte den lille mand på en mere olierig kost. Et voila! Min søn er i dag i kraftig bedring og er stort set ikke generet af sin vigende eksem. Tilbage sidder man med en undren over de berørte hudlægers ensidige fokusering på at symptombehandle.

De så aldrig op på drengen, men stirrede sig i stedet blinde på det forstørrelsesglas, hvorigennem de observerede hans eksem. Som en kriminalbetjent, der alene fokuserer på skudhullet i offeret frem for at søge efter pistolen.

Uheldige følgevirkninger

Nysgerrigheden og ønsket om at hjælpe sygdomsramte i samme situation burde kunne rokke ved det jordskælvssikrede fundament, hvis støbning medicinstudiet på mange punkter er ansvarlig for.

Nationale råd for alternativ medicin og værdigrundlag, der opfordrer til dialog om alternative behandlingsformer, er prisværdige initiativer, men det svarer til at servere broccoli for en løve med besked om, at grønt er godt for kredsløbet.

Akupunktur er undtagelsen, men som hovedregel er langt de fleste læger kun fysisk til stede, i det øjeblik en patient nævner ordet 'alternativ' i hans/hendes nærhed. Og vist så findes der et utal af selviscenesættende mystikere, som hævder at have evner inden for alt fra vandrensning til spontan helbredelse ved håndspålæggelse. Men ved at afvise alle under ét er der høj risiko for at skylle flere børn ud med badevandet.

I denne optik har den medicinske praksis her i landet flere uheldige følgevirkninger: For det første bevirker den krampagtige fokusering på patientens umiddelbare sygdomssymptomer, at individets egenart opsluges og transformeres til et brækket ben, en blindtarm eller en kræftsvulst. Én af konsekvenserne bliver, at patienterne står alene i deres jagt på supplement til den etablerede behandling samt at eventuelle forbedringer som følge af en alternativ behandling devalueres, hvilket i sidste ende kan betyde en reel forværring af patientens tilstand.

Derudover bliver der først luget ud i den alternative urtehave, når lægerne tager området alvorligt og sorterer ukrudtet fra - for ikke al alternativ behandling lader troen flytte bjerge på egen hånd.

Kasper Bondo er stud. scient. soc på Roskilde Universitetscenter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her