Kommentar

Den S-mertelige vildrede

Det (halv)store gamle (arbejder)partis (identitets)krise i sidelys
Debat
15. september 2007
Kan det tænkes, at den højrøvede overfladiskhed på folkets vegne, den, som for længst har bemægtiget sig massemedierne, er smittet af på formandens pc, da hun skrev sin tale, og at den holder vælgerne væk?

Kan det tænkes, at den højrøvede overfladiskhed på folkets vegne, den, som for længst har bemægtiget sig massemedierne, er smittet af på formandens pc, da hun skrev sin tale, og at den holder vælgerne væk?

Rasmus Baaner

Det burde ikke være så byrdefuldt at knække vælgerkurven og få ordentlige tal i meningsmålingerne; ikke for et oppositionsparti med historisk tradition for regeringsmagten. Og da slet ikke i forhold til en regering med kirkegårde af lig i lasten.

Man nævne i flæng statsministerens kreative bogføring og vildledning af Folketinget, finansministerens sommerhusskandale, kulturministerens fantasifulde historie om attentatforsøg på Per Stig Møller i DR, justitsministerens nærmest forhåndserklæring om skyld i en verserende straffesag og hendes fup med bopælsoplysninger - justitsministeren(!) - Helge Sanders velvillige optræden i private annoncer, den nu fyrede Hans Christian Schmidts magtmisbrug og vennetjenester i Vojens. Eller de mange andre kritisable forhold.

Hver for sig og tilsammen ville disse pinlige og banale snyderier under normale forhold, hvor den demokratiske kontrol ikke er deponeret i et støtteparti, for hvem moral er de andres problem, have fældet regeringen flere gange. Målt med en dansk parlamentarisk alen er forholdene imidlertid ikke normale. Det er ikke normalt, at en regering kan slippe af sted med fundamentale fordrejelser, direkte løgnehistorier og store brølere.

Miljø og krig

Alene på miljøområdet, hvor vicestatsministeren i sin tid meddelte, at nu havde man haft nok af vindkraft og derefter høvlede pengene til forskning i alternative energikilder ned til bundlinjen. Miljøministeriet fik en på go'daen, bekymring for klimaet var kun for jammerkommoder, og Lomborg med sin tautologiske statistik fik kronede dage og millioner.

Nu blæser andre vinde, indlandsisen smelter, så selv statsministeren må tage til Grønland, fordi det kan flytte stemmer.

Krigen er den anden megabegivenhed, hvor forklaringerne om sagen er i den grad utroværdige, at man kan forestille sig, den daglige joggingtur i skovene omkring statsministerens bolig for en sundere sjæl ville være én lang flugtkompensation.

Krigsdeltagelsen var forfalsket, indsatsen i Irak beløjet, tilbagetrækningsgrundlaget af samme valør som TV-Avisens dækning. Irakerne havde bedt os om det, efter vi havde bedt dem om at bede os om det. Arbejdet var gjort færdigt. Alene påstanden om at dét havde med realiteterne at gøre!

Krigen var og er en katastrofe af uoverskuelige dimensioner og burde have ført til en hvilken som helst regerings afgang - eller i hvert fald statsministerens, hvilket er det samme.

Tidsånden

Man kan dårligt forestille sig en opposition have mere tjenlige sager at gå i kødet på en regering med. Dertil kommer det udprægede kammerateri, som statsministeren engang anklagede sine modstandere for. Nu i relief til en regering, der stort set kun har indsat egne folk med kontrollerbare synspunkter i råd og nævn og dét i en skala, socialdemokraterne end ikke i deres mest forpamprede perioder drømte om.

Regeringen har i et vist omfang selv ved sin adfærd udøvet oppositionens gerning og vanskeliggjort det for sig selv. Det ses i Venstres tørre tal. Partiet under Fogh har tabt samtlige valg siden sejren i 2001 og taber fortsat signifikant mandater.

Hvordan kan det så være, at dette ikke for alvor og entydigt forrykker balancen, og at Socialdemokraterne med få måneders undtagelser stadig ligger og roder under katastrofevalgets tal?

Først og fremmest skyldes det jo vælgerne. Man kan kalde det tidsånden. Hvis det ikke gør så meget, at man går i krig på et vaklende grundlag; hvis det kommer ud på det samme, om det er den ene eller anden begrundelse; hvis det ikke betyder noget, om ét argument er falsk og et andet ægte; hvis det ikke anfægter, hvorvidt påstande om indvandrere og flygtninge er sande eller falske; hvis man dybest set er ligeglad med folk, der klarer sig mindre godt eller kommer galt af sted; hvis man godtager forringelser i retssikkerheden med uigennemskuelige begrundelser; hvis man accepterer strengere straf som middel mod kriminalitet, skønt enhver ved, at straf ikke hjælper; hvis man godtager kreativ bogføring som moralsk antageligt; det ene med det andet. Ja, så har den demokratiske proces vanskeligere kår. Så begrænser det demokratiske begreb sig til hvert fjerde år at sætte et blyantskryds ud for et parti eller et navn uanset valøren i pågældende partis eller persons udsagn og handling, blot det tjener ens egne interesser. Forsvar for egoismen er uden grænser.

Har man engang betjent sig af udsagn som 'pengene ligger bedst i borgernes lommer' eller 'enhver er sin egen lykkes smed', og har man handlet derefter, ligger vejen åben for den hæmningsløse selviskhed, som ofte forveksles med rettidig omhu.

Brug for alle

Socialdemokraternes politiske og historiske grundlag om det solidariske samfund, hvor skat foruden finansiering af fællesskabet også fungerer som aktivt fordelingsredskab, er med andre ord betænkeligt eroderet.

Tyngdepunktet i tanke og sprog er forskudt til andre holdninger, hvilket afspejlede sig i formandens tale på kongressen forleden.

Hun har en idé. Med spinkel rod i traditionen: Hun har en idé om "et Danmark præget af lighed, velfærd og miljøpolitik", og hvor "der er plads til alle og brug for alle". 'Alle der vil', hed det i sangen, men ikke brug for, det skrev Oskar Hansen ikke. Her rækker formanden den barkede næve frem mod arbejdskraftmanglen i erhvervslivet og antyder, måske uden at ville det, borgerlighedens anskuelse af mennesker som en vare, der er til rådighed.

Brug for? Hvad hvis man helst ikke vil være brug for, men fise den af, hvis man nu ikke kan andet? Er det ikke også en rettighed, man skal have i et rigtigt velfærdssamfund? Ikke at være brug for, fordi man ikke kan holde det ud mere.

Ellers har formanden en idé om et Danmark, der tør gå forrest. Forrest i forhold til hvem og hvad? Og hvorfor verbet tør? Er det det samme som 'ikke er bange for at gå i udbrud, bære førertrøjen og sætte fart i feltet'? Hvilke metaforer, hvor uprøvede og forfriskende!

Personificeret krise

Det er ikke for noget. Men skal man finde årsagen til Socialdemokraternes situation, er svaret ikke at finde i regeringen eller Dansk Folkeparti. Balancen forrykkes ikke nævneværdigt, skønt regeringen som sagt har gjort alt, hvad man ifølge Grønspættebogen ikke må. Ej heller i de radikales genkomst eller i Ny Alliances tvivlsomme fremtid eller i Søvndals succes ligger meget af svaret. Så er der jo kun et sted tilbage at lede.

Kan det tænkes, at den højrøvede overfladiskhed på folkets vegne, den, som for længst har bemægtiget sig massemedierne, er smittet af på formandens pc, da hun skrev sin tale, og at den holder vælgerne væk? At have en idé er en god idé. Men når ideen ligner samme selvsavlende retorik som regeringens: Vi skal være de bedste og kan købe hele verden - hvad så? Hvorfor har formanden ikke i stedet fået en idé om at tale til sin vælgere som til tænkende væsener. De findes ude i mørket.

Partiets personificerede krise blev så atter minister med modsat fortegn af sig selv. Vi slutter med en konkurrence. Hvad ville Karen Jespersen have svaret, hvis nogen i 1972, kan hænde inspireret af personlighedens kroniske medløb, havde sagt til hende, at hun i 2007 ville blive minister i en VK-regering med støtte af et nationalt socialt parti:

a) Du vil blive udrenset af Ralf Pittelkow ved daggry!

b) Du må have spist små blå søm!

c) Du har fat i noget!

Svaret nedlægges ufrankeret i Damhussøen. Det nytter alligevel ikke noget over for den slags.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grunden til at Socialdemokratenre ikke kan profiterer at de mange skadaler Venstre har rodet sig ud i, er naturligvis, at der med Helle Thoning som formand for Socialdemokratiet, reelt ikke er nogen forskel på S og V.

Det er muligt, der ikke er den store forskel på lederne, men der er heldigvis stadig forskel på medlemmerne. Jeg har ikke mødt ret mange af mine socialdemokratiske partifæller, der ikke var imod skattestop og den såkaldt "stramme" flygtningepolitik og eksamenshysteriet i skolen.

Thorning fedter for marginalvælgerne og skider på baglandet, fordi hun ved, at vi socialdemokratiske kernevælgere alligevel ikke har andre steder at gå hen.

Per Vadmand:

"Det er muligt, der ikke er den store forskel på lederne, men der er heldigvis
stadig forskel på medlemmerne."

Åh, Jeg ved nu ikke rigitigt, Per Vamand. Med din gentagne og udokumenterede påstande om at Asmaa Abdol-Hamid skulle være "anti-feminist", som du udtrykker det, synes du at ligge fint på linje med dit parti.

Dit uklædelige medløberi i forsøget på at moppe unge indvandrere ud af den demokratiske proces, synes ikke at sandsynliggøre, at der skulle være den store forskel på dig og andre socialdemokrater.

Mon det ikke forholder sig sådan at en socialdemokrat er en socialdemokrat?

Per Thomsen, dine totalt bevidstløse angreeb på alle der kritiserer den mindste detalje ved Islam minder mere og mere om Geoffrey Cain og ligesindedes beskyldninger for antisemitisme mod folk, der kritiserer Israel.

Men vi tager den én gang til: Asmaa har klart tilkendegivet, at hun går ind for forskelsbehandling af mænd og kvinder. Det er til overflod dokumenteret med citater fra hendes egne udtalelser og hjemmesider. Det kalder jeg antifeminisme, som ikke hører hjemme i NOGET venstrefløjsparti.

Og at kalde det et "forsøg på at mobbe (det staves med b, ikke med p, Per) inge indvadrere ud af den demokratiske proces" finder jeg faktisk groft injurierende.

Som efterhånden utallige gange sagt: Jeg kritiserer #¤%&#!!! ikke Asmaa for hendes etnidke tilhørsforhold, men for hendes holdninger. FAT DET NU!!!

Kære Per vadmand
Du har ganske ret i at mobbe staves med "b", og ikke med "p" som i pedant. Så er du vel også enig i at at "etniske" staves uden "d"?

Kære Per Vadmand
Det kunne egentlig være interessant at få at vide hvad du egentlig mener. Du bliver jo ved med at bedyre at du skam ikke er ude I noget antiislamisk korstog i forbindelsee med dine angreb på Asmaa Abdol-Hamid, men at du kun forholder dig til det, du postulerer er hendes “anti-feministiske” holdninger, som du udtrykker det.

Alligevel skriver du om undertegnede:

”Per Thomsen, dine totalt bevidstløse angreb på alle der kritiserer den mindste detalje ved Islam minder mere og mere om Geoffrey Cain og ligesindedes beskyldninger for antisemitisme mod folk, der kritiserer Israel.”

Hvordan kan min kritik mod dig være en del af det du hævder, er et ”bevidstløst angreb på alle der kritiserer den mindste detalje ved Islam”, når din kritik ifølge dig selv går på kønsroller og ikke på religion?

Det er i øvrigt meget muligt at du finder det ”groft injurierende” at beskrive det der sker i forhold til Asmaa Abdol-Hamid som mobning, men det er ikke desto mindre sådan flere og flere opfatter det, der foregår i øjeblikket.

Der findes eksempelvis en række anstændige SFére der tager kraftigt afstand fra det, der sker i forhold til Abdol-Hamid. Flere har rent faktisk valgt at melde sig ud af partiet i protest mod at partiets ledelse helt åbenlyst forsøger at mobbe en ung indvandrer ud af dansk politik.

Eksempelvis har Sara Hadra fra SF-ungdom meldt sig ud af partiet. Sara Hadra er medlem af Rådet for Etniske Minoriteter og Københavns Kommunes integrationsråd. Hadra udtaler:

»Når udlændinge stiller op i folketinget, så bliver de spurgt om alt muligt, som danskerne ikke bliver spurgt om. Det er blevet til en afhøringsproces at gå ind i et politisk parti.«

Søvndals kritik af Asmaa Abdol-Hamid er blevet anfægtet af SF-folketingskandidat Ida Auken. Partiets regionsformand på Fyn, Holger Lomholt, har også hele tiden forsvaret Asmaa. Derudover har den århusianske instruktør Christian Braad-Thomsen meldt sig ud af SF på baggrund af SF-formandens håndtering af Asmaa-spørgsmålet.

Atter andre har taget bladet fra munden og udtaler nu en skarp kritik mod deres eget parti. Ole Riisgaard, der er medlem af SF's hovedbestyrelse har således udtrykt utilfredshed med hele debatten om Asmaa Abdol-Hamid. Han har til Kristeligt Dagblad udtalt:

” Det er mit indtryk, at kun få ved, hvad Asmaa egentlig mener politisk. De fleste synes at have besluttet, hvad de synes, hun skal mene, for at det passer ind i deres ærinde«,

Riisgaards kritik illustreres med ulidelig klarhed, hvor eksempelvis A. Abildgård hårdnakket bliver ved med at påstå at Abdol-Hamid er religiøs fundamentalist uden at han kan give det mindste dokumentation for sin påstand, ligseom du, Per Vadmand, på samme letbenede måde fremsætter påstande om at Abdol-Hamid skulle være ”anti-feminist”, uden at du har fremlagt det mindste belæg for sin påstand.

Derfor er det virkelig rart at se at man så småt er begyndt at vågne op i SF. Hvis den danske venstrefløj vitterligt er kommet så langt ud, at den ikke vil accepterer unge indvandrere i sin midte, har den bevæget sig så langt væk sit oprindelige mål om at ville solidariserer sig med- og repræsenterer de svageste i samfundet, at hele projektet er blevet meningsløst.

Og det burde også gælde for en socialdemokrat som dig, Per Vadmand.

Dorte Sørensen

En ting jeg slet ikke foestår er, at Fogh Rasmussen beholdt en finansminister, der ikke overholdt sin bopælspligt og dermed overtrådte landets love. Men det værste var ,at Thor Pedersen, som finansminister, fuskede med sin landbrugsstøtte.
Er det fuskeri forklaringen på hans trang til sin og ministeriets talmagi?