Kommentar

Sandhedens time for oliemassakren i Irak

Skulle den virkelig være inde takket være - ikke Anders Fogh og Per Stig Møller, men - USA's tidligere nationalbankdirektør Alan Greenspan?
25. september 2007

I USA og omegn har der ikke alene været særdeles berettiget opstandelse, men desværre også nogen forvirring om, hvad tidligere direktør for USA's centralbank, Alan Greenspan mener med bekendelsen i sin netop udgivne selvbiografi: "Jeg er bedrøvet over, at det er politisk ubelejligt at erkende, hvad alle véd: Irak-krigen handler stort set om olie."

Forvirringen skyldes delvis efterfølgende bemærkninger fra Greenspan selv, men mon han ikke har fået tingene sat på plads med en af sine seneste udtalelser til i dette tilfælde The Washington Post (se: www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2007/09/16/AR2007091601287.html ):

Nok var sikringen af de globale olie-forsyninger ikke regeringens (officielle) motiv, hvad den burde have været. Men da nationalbankdirektøren fremførte det argument, at fordrivelsen af Saddan Hussein var afgørende på grund af den trussel, han udgjorde mod USA's olieinteresser i regionen, meddelte en embedsmand fra Det Hvide Hus ham (direkte citeret): "Altså, desværre, vi kan ikke nævne olie - Well, unfortunately, we can't talk about oil."

Derfor handlede og handler den krig, som nu af sagkyndige skønnes at have kostet 650.000 dræbte, flere millioner lemlæstede, drevet et par millioner på flugt i selve Irak og endnu flere ud af landet, om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, som Danmarks Anders Fogh Rasmussen selv havde set og som Storbritanniens Tony Blair vidste, kunne ramme London med kun tre kvarters varsel. Da det efter fordrivelsen af Saddam Hussein viste sig umuligt i hele Irak at opdrive bare det mindste, der mindede om et "masseødelæggelsesvåben", og der heller ikke kunne påvises nogen forbindelse mellem Saddam og Osama bin Laden, blev krigens årsag efterhånden slået fast som alene humanitært og - for George W. Bushs vedkommende - kristent begrundet i menneskerettighedernes navn: Irakerne skulle befries til økonomisk vækst og kapitalisme, det frie marked og den private ejendomsret samt demokrati - i nutidens nysprog fem begreber for det samme.

Rigtigt er det ganske vist, at Irak-krigen med alle dens ødelæggelser og ofre virkelig er bestemt af en stor, såkaldt ny-konservativ - der lige så godt eller måske bedre kunne kaldes ny-progressiv - vision om både velsignelsen ved og nødvendigheden af at udbrede fremskridtet, udviklingen og de moderne menneskerettigheder i nævnte fem henseender til hele verden. Så hvorfor ikke begynde med Irak? Bl.a. med henvisning til terrorbekæmpelsen og overfaldet på New York og Pentagon den 11. september 2001 (som Saddam Hussein heller ikke havde noget at gøre med)?

Ikke olie, men billig olie

Men det må dog være på tide at få slået fast, at Irak ikke helt tilfældigt blev udvalgt som første begunstigede af den ny-progressive/ny-konservative vision om en ny verdensorden og det 21. århundrede som Pax Americanas århundrede. Svaret på det spørgsmål, som den irakiske kvinde skriger ind i Michale Moores forrige film, efter at hendes mand er blevet dræbt: "Hvad har vi dog gjort jer?" lyder: Du sidder på olien, lillemor. Det er svaret.

Den amerikanske professor i freds- og sikkerhedsstudier Michael Klare prøvede allerede 25. marts 2002 i et interview her i bladet med Martin Burcharth at gøre krigsbegrundelsen klar under overskriften "USA's terrorkrig er fedtet ind i olie": "USA's globale magt hviler på dets evne til at have kontrol med olien i Den Persiske Golf (samt Centralasien og Kaukasus). Uden denne sikkerhedsmekanisme var USA ikke i stand til at imødegå Sovjetunionens indflydelse og i vore dage til at dominere Europa og Japan. Det er også vigtigt at forstå, at den amerikanske økonomi ikke som sådan er afhængig af olie. USA er afhængig af billig olie. Hele vores samfund er bygget op på princippet, at vi skal importere billig olie."

Hele det danske og britiske samfund er bygget op på samme princip.

Hvilket ikke burde komme som en overraskelse. Den 23. januar 1980 formulerede USA's daværende demokratiske præsident Jimmy Carter den såkaldte "Carter-doktrin", at uhindret adgang til olien fra Den Persiske Golf er af vital interesse for De Forenede Stater, og at USA til beskyttelse af denne interesse vil anvende ethvert nødvendigt middel, herunder militær magt: "any means necessary, including military force.

Doktrinen var foranlediget af, at shahen af Iran året før blev styrtet af ayatollah Khomeinis islamiske revolution, og den kom første gang i direkte anvendelse i 1987 under Iran-Irak-krigen, da iranske kanonbåde angreb kuwaitiske olietankere. Nuværende vicepræsident Dick Cheney og indtil for nylig forsvarsminister Donald Rumsfeld formidlede, som dengang topledere i præsident Ronald Reagans administration, USA's støtte til netop - Saddam Hussein.

Skønt de amerikanske ledere fra november 1983 af deres eget udenrigsministerium fik at vide, at irakerne brugte kemiske våben mod iranerne "næsten dagligt". Olien var vigtigere.

Hvornår får vi et moderne projekt, hvor den ikke længere er det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Der findes systemer af beskrivelser hvis indikationsværdi forbliver identisk, uanset hvordan genstanden for beskrivelse performer.

eks:
Min kone har ikke respekt for mig. Lige meget hvad jeg gør, så vinder jeg ikke hendes respekt tilbage.
For hvis jeg gør, hvad hun forlanger af mig, for at jeg skulle kunne genvinde hendes respekt, så reducerer hun min performance som blot og bar bestræbelse på at genvinde hendes respekt.
Hvis jeg ikke gør noget, af det hun kunne finde på at se som kriterium for at jeg kunne få hendes respekt igen, har jeg heller ikke fortjent den.

Ergo, lige meget hvad jeg gør, får jeg ikke hendes respekt igen.

På fuldstændig samme måde er det politiske system indifferent i forhold til det, det beskriver. Det politiske system kan indplacere ethvert fænomen i dets beskrivelse, så det ingen forskel gør systeminternt.

Om det er sandt at vi gik i krig for olien eller ej er på den måde underordnet, funktionelt uden politisk betydning.

Det eneste vi ved med absolut sikkerhed omkring det politiske systems begrundelser for krigen, er at begrundelserne var nogle andre end dem der blev fremført. For som vi ved, så vidste eksempelvis ARF, at han ikke vidste, hvad han sagde at han vidste, og hvis der skulle have været en form for logisk begrundelse i udtalelsens fortsættelse, så var den logisk ugyldig.
"Jeg ved han har masseødelæggelsesvåben, for han har haft dem" (det at have haft er ikke det samme som at have, hvilket også blev afsløret, ikke bare i den af Frank (ærlig) Grevil lækkede rapport, men i praksis, dvs. som følge af krigen, hvis realisering har negeret alle gyldige begrundelser for den).

Nutidens fremtid viser sig altid i et skær af sandsynlighed. Fortidens nutid er sammen med fortidens fremtid noget helt andet, nemlig udtryk for nutidens viden, afklaret i bagklogskabens ulideligt klare lys og klar kontrast til fremtiden.
Det, vi ved, er afsluttet, færdigt, atidsligt, uforanderligt, dødt, mekanisk i modsætning til det uviste.

Hvordan omgås det moderne samfund så det kun sandsynlige. Hvad bestemmer, hvem usikkerheden med dens risici, farer og mulige fordele skal komme til gode/gå ud over.
Det politiske systems funktion er at træffe forpligtende beslutninger, administrere og præge deres udmøntelse. Politikeren er i sin funktion funderet i sin beskrivelse. Ingen politiker kan se stort på medieverdenens gengivelse af hende/ham. Medieverdenen er konstituerende for magten, magten er mediet, det politiske systems selvbeskrivelse.

Mediet beskriver politikeren "som om" politikeren har, tager og administrerer magten, ”som om” politikeren selv udfylder sin funktion. Og det er mere afgørende for mediets magtudøvelse, at dette "som om" fungerer utematiseret i sin egen intention om performativt at bekræfte sin magt, end det er sandt at politikeren har, tager og administrerer magten.

Der er sammenfald mellem det politiske system og medieverdenen. Magten hviler i evnen til at beherske sin selvbeskrivelse, fremmedbeskrivelse. Connie og AFR behersker symbolerne. Sammenfaldet mellem spin og politik gælder over en bred kam, propagandaværdien, sandheden og politikken skabes i nettet af selvbestaltede selvbekræftede positive og negative værdier. Systemet lader sig kun i begrænset grad påvirke af andre realitetsprincipper, og det sker på systemets egne betingelser, eksempelvis kognitive semantiske kapacitet. Systemet kalkulerer autonomt med selvskabte fremtidsscenarier. Det kan ikke andet.

Det politiske system tog chancen med krigen. Det politiske system var og blev splittet på krigen i de antagonistiske positioner. Krigen har givet systemet kolossale problemer med at praktisere sin selvbeskrivelse.

At tale om løgn og løgnens løgn giver mening. Både internt og uden for de gensidigt betingende modsætninger i systemet. Indikationsværdien ”sand” har i den manifeste position en tilbøjelighed til kun at ville lade sig negere. Jo mere bombastisk den må hævde sig, jo mere vidner hævdelsen om sin skrøbelighed. Men helt galt går det, når det politiske system må opgive værdien sandhed, for ikke at falde over i negationen, løgnens position. Når en statsminister uproblematisk kan undskylde sin politiske udtalelse med, at den kun var politisk, og dermed ikke kan kvalificeres som hverken sand eller falsk, så er det hele det politiske system, der har et problem. Når hele medieverdenen lader en statsminister slippe så let fra en udtalelse, så er der tale om kollektiv ansvarsforflygtigelse.

Når Alan Greenspan så modsat siger sandheden, sker der trods alt stadigt noget. Systemet kan ikke se bort fra det. Systemet må arbejde med det på sine egne betingelser.

Kunne man importere sandheden ureflekteret i systemet ville det bryde sammen.

120 000 000 000 tønder råolie –100 000 til 700 000 døde - den petrokemiske globale økonomis betydning for livsbetingelserne på jorden, anvendelsen af 500 milliarder USD osv., er omverden i forhold til det politiske system.

Det politiske systems beskrivelse svarer ikke til noget. Det har sin helt egen autonomi i forhold til omverdenen. Men indikationsværdierne sand/falsk tilkommer og kan tilskrives dets beskrivelser, de falder dog på samme måde i kraft af andre beskrivelser som selv kan reflekteres osv., men alt sammen i en verden, der kun er, altså faktuelt hævet over det at være sand eller falsk.

Det moderne samfund er yderst komplekst, men det styrer sig selv i kraft af stabile indikationsværdier og semantiske strukturer som både forpligter (de tager sig uforanderlige ud) og udfordrer:
De forpligter ved at være ethvert psykisk og socialt systems levende og konkrete omverden. Ingen af disse systemer kan fx fungerer uden at været koblet op på sin omverdens organiserede struktur. Et psykisk system med sin personlighed er fx nødt til at orientere sig inden for økonomi, magt, kærlighed, ret, moral.
Samtidigt er indikationsværdier og semantiske strukturer også udfordrende, for de er en del af det, som kan beskrives som kontingent, dvs. som betinget og betingende! De kan ændres alene ved at forklares som foranderlige. Det kan ske på funktionel basis. Man kan se, at man i kraft af de delrationelle og ideologisk betingede semantiske strukturer, ikke er i stand til at se, hvad man ikke kan se. Alene det kan være med til at ophæve en truende form for selvnegerende tilsyneladende nødvendighed, til fordel for en højere form for rationalitet en højere form for nødvendighed.

Der bliver aldrig tale om nogen absolut nødvendighed, (Livet eller autopoiesis er ingen nødvendighed), men betinget nødvendighed. For at livet skal fortsætte, må det være værd at leve, så for at leve, kan det ikke kun leves for at overleve. Livet må være betinget af at det er værd at leve. Er det ikke værd at leve, kan det også være lige meget!
Livet kan være værd at leve, men de, der lever, som om det var et problem at overleve og som om det var den eneste udfordring, truer med at negere det. Os, der bare lever det, fordi det er værd at leve, bekræfter livet. Liberalisternes socialdarwinisme og succes i økonomisk individualistisk forstand er døden.

Hadet til det vegeterende og tilbedelsen af den destruktive produktivitet vidner om en form for overlevelseslogik, som burde havde overlevet sig selv og intet andet. At overleve på det moderne billede på succes er døden.

Lidelsen og nydelsen, lysten som positivt fænomen er resultat af evolutionen. Hedonismen er lystens ”isme”. Måske er hedonismen den eneste konsekvente ”isme”, som dyrker den eneste sande belønning. Alle de andre er bare forestillede belønninger gældende fra Guds himmel til forestillingen om det maksimale BNP. Men selvfølgelig belønner alle mulige former for tro med den lyst, som dens overbevisning giver, også selv om deres genstand for tro i sidste ende er illusion, konstruktion. Lysten og smerten er ikke tro. Overbevisningens glæde er ikke nogen illusion, heller ikke selv om den er bygget op om en Gud, der er død sammen med den entydige orden af transitive værdier.

Kære Steen Rasmussen
Tak for dit essay.
Måske især for: »Når en statsminister uproblematisk kan undskylde sin politiske udtalelse med, at den kun var politisk, og dermed ikke kan kvalificeres som hverken sand eller falsk, så er det hele det politiske system, der har et problem. Når hele medieverdenen lader en statsminister slippe så let fra en udtalelse, så er der tale om kollektiv ansvarsforflygtigelse.«
Og: »Livet må være betinget af at det er værd at leve. Er det ikke værd at leve, kan det også være lige meget! Livet kan være værd at leve, men de, der lever, som om det var et problem at overleve og som om det var den eneste udfordring, truer med at negere det. Os, der bare lever det, fordi det er værd at leve, bekræfter livet. Liberalisternes socialdarwinisme og succes i økonomisk individualistisk forstand er døden.«
For: »Hadet til det vegeterende og tilbedelsen af den destruktive produktivitet vidner om en form for overlevelseslogik, som burde havde overlevet sig selv og intet andet. At overleve på det moderne billede på succes er døden.«
Der er altså nok at sige tak for. Hvilket hermed være gjort.
Venlig hilsen
Ejvind Larsen

... "det eneste vi ved ... omkring det politiske systems begrundelser for krigen, er at begrundelserne var nogle andre end dem der blev fremført"

En fremragende analyse - er der (mindst) tre niveauer for begrundelser?

1) Den officielle: FN Resolution 1441

2) Den medie-egnede : Vi ved, han har dem (masseødelæggelsesvåben)

3) Den folkelige, ikke-udtalte: Så ta'r vi hævn over muslimerne for 11. sept.!

Alan Greenspan afviser, at olien var administrationens - altså præsidenten mv. - motiv for at invadere Irak.

Derimod var det Greenspans eget motiv for bag kulisserne at agitere for en invasion af Irak.

Greenspan anså Saddam Hussein for en alvorlig trussel, fordi han frygtede, at Hussein ville besætte oliefelterne i Mellemøsten eller blokere udsejlingen fra Den persiske Golf.

Derfor ikke blot støttede Greenspan Irak-krigen, men han agiterede selv for den overfor administrationen.

Olien var altså Greenspans motiv. Men ikke præsidentens.

En nærmere analyse af, hvad Greenspan rent faktisk har sagt og skrevet, kan ses her:

http://www.cjr.org/the_audit/todays_business_press.php?page=1

Steen Rasmussen

Ove Abilgård har plukket et link på nettet og skriver: ”En nærmere analyse af, hvad Greenspan rent faktisk har sagt og skrevet, kan ses her:”…..

Ove Abildgård burde mere korrekt have skrevet” En mere bekvem fortolkning af det som Greenspan sagde, kan ses her”:….

Det korte og det lange er at det politiske system ikke kan være Greenspans volsomt fortolkede udtalelse overhørig. Man kan fortolke og vende og dreje den i en uendelighed, det eneste der virkeligt er afslørende er de sindssyge krøller, hele systemet må slå på sig selv i sin forholden sig til hans udtalelse.
Greenspan: "Jeg er bedrøvet over, at det er politisk ubelejligt at erkende, hvad alle ved: Irak-krigen handler stort set om olie.”
Han siger blot det som de mange krøller afslører:” Det er yderst ubelejligt for det politiske system at jeg siger det højt, som jeg tror alle ved, nemlig at krigen først og fremmest handler om olie!”
Han siger ikke, at han ved en skid om hvad der skete i den lille cirkel bag den fatale beslutning, han siger blot, hvad han tror alle ved!
Dragsdal fremfører at Greenspan ikke havde grundlag for at kende sindelaget/intentionen/sandheden bag beslutningen. Det siger han heller ikke, han siger blot hvad han tror alle ved.
Mere skal der ikke til for at få de små hvepse til at fare ud af deres gemmer og stikke til højre og venstre. Det eneste der afslører sandheden er energien i deres performance. Den skal dække over sandheden, og afslører hvor meget energi det kræver.

Kære Steen Rasmussen,

Uanset alle dine konspirationsteorier, så er det en kendsgerning, at Alan Greenspan siger til Washington Post, at Bush administrationen IKKE fjernede Saddam Hussin på grund af olien.

Så burde den ged vist være barberet.

Greenspan: "Jeg er bedrøvet over, at det er politisk ubelejligt at erkende, hvad alle ved: Irak-krigen handler stort set om olie.” og det har han god grund til at være, for det afspejler nemlig det skift, der er sket i udenrigspolitik, væk fra den traditionelle, der bestod i fremme og beskytte nationens interesser i udlandet, også på andres bekostning, til en politik bygget på "moral". En form for politik/retorik, der har bredt sig lige fra Bush (og hans forgængere) til Frank Aaen. Derfor er der heller ingen til at tale imod, når hele koalitionen i forsøget på at dreje resultatet til noget positivt, fastslår, at man jo er kommet af med en brutal diktator.

Steen Rasmussen

Kære Ove Abildgård, hvilken del af citatet er forkert. Hvad er det ,som interesserer mig. Interesserer det mig hvad Greenspan ved om motivationen for at gå i krig ? Er det interessant hvor meget røre hans udtalelse har afstedkommet? Hvorfor? Hvem er det, der ikke kan klare at han har sagt, hvad han har sagt osv. osv.
Hvis du vil forholde dig til noget, så gør det. Jeg synes ikke rigtigt at din kommentar til mit indlæg hænger sammen med hvad jeg skrev.
Med venlig hilsen Steen

Den såkaldte Bush-doktrin fra 1. juni 2002 tillod USA at lave såkaldte “ preemptive strikes” eller ”forebyggende krige” mod andre lande.

Afghanistan og Irak var fx på listen over lande, som man mente skulle angribes.

En lang række andre lande fx Tyskland, Frankrig, Rusland, Kina, hele Afrika udtalte sig skeptisk om gennemførelse af en militær aktion i Iraq uden godkendelse i FN.

USA startede angreb mod mål i Irak sammen med "the coalition of the willing" den 20. marts 2003 kl. 0230 GMT

Invasionen begynder uden tilladelse fra FN’s Sikkerhedsråd og i september 2004 udtaler Kofi Annan: ”Vi og FN charteret ser invasionen som ulovlig.”

United Nations Security Council Resolution 1483 er fra 22 May 2003.

Først efter denne dato fik koalitionen - eller The Multi-National Force - Iraq (MNF-I) - bestående af de 49 lande, en slags official autoritet og legitimitet i Irak.

Herefter – også den 22 maj 2003 - ophævede EU sine sanktioner mod Irak.

Den 23-24 oktober 2003 blev der indgået aftaler med EU, FN og Verdensbanken om at genopbygge Irak.

Først den 8. juni 2004 vedtages i FN’s Sikkerhedsråd resolution 1546, som bekræfter overdragelse af ansvar til irakerne …samt udbygger FN’s rolle.

Også Henry Kissinger udtaler sig den 19 January 2007 i en artikel om årsagen til krigen:

http://www.khaleejtimes.com/DisplayArticleNew.
asp?xfile=data/opinion/2007/January/opinion
_January62.xml&section=opinion&col=

Citat: ""But under present conditions, withdrawal is not an option. American forces are indispensable. They are in Iraq not as a favour to its government or as a reward for its conduct. They are there as an expression of the American national interest to prevent the Iranian combination of imperialism and fundamentalist ideology from dominating a region on which the energy supplies of the industrial democracies depend.""

På denne blog er samlet lidt udtalelser om, hvem der sagde hvad
: "It's not about oil."

http://www.huffingtonpost.com/robert-weissman/greenspan-kissinger-oil_b_...

Greenspan: "Whatever their publicized angst over Saddam Hussein's 'weapons of mass destruction,' American and British authorities were also concerned about violence in the area that harbors a resource indispensable for the functioning of the world economy. I am saddened that it is politically inconvenient to acknowledge what everyone knows: the Iraq war is largely about oil."

Colin Powell: "This is not about oil; this is about a tyrant, a dictator, who is developing weapons of mass destruction to use against the Arab populations."

Donald Rumsfeld: "It's not about oil and it's not about religion."

Condoleeza Rice, in response to the proposition, "if Saddam's primary export or natural resource was olive oil rather than oil, we would not be going through this situation," said: "This cannot be further from the truth. ... He is a threat to his neighbors. He's a threat to American security interest. That is what the president has in mind." She continued: "This is not about oil."

.....fortsæt selv

Her en dansk kommentar:

http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2007/09/18/
motivet-til-irak-krigen-det-var-ikke-olien/
citat: Uffe Ellemann-Jensen

""Det billede, der tegnede sig dengang, var et irakisk styre, der var blevet så uberegneligt og farligt, at hensynet til regionens stabilitet gjorde det nødvendigt at fjerne det. Det var motivet. Alt andet er udenomssnak.""

( er bla. formand for Det Udenrigspolitiske Selskab og
””member of several boards of a number of Danish and international companies in the region ( baltic), first of all the A. P. Møller Group. He is chairman of Bankinvest, a Danish investment and venture capital group, and member of the board of The Royal Theatre and Opera, Copenhagen. He is also a trustee of Reuters Founders Share Company in London. Uffe is a member of the International Crisis Group.””
http://www.crisisgroup.org/home/index.cfm?id=4229
Her kan læses om gruppens vurdering af krisen i Iran: http://www.crisisgroup.org/home/index.cfm?id=2438&l=1

Vi almindelige mennesker skal stille spørgsmål til både politikere og medier. Vi skal blive "aware". Det drejer sig om menneskerettigheder for alle mennesker og ikke om power og penge til enkelte få individer, som føler sig udvalgte til at administrere de mange.

For er nogle af verdens gamle mænd og kvinder på powerfulde pladser i fuld gang med at miste troværdighed? Og står skeletterne ligefrem i kø for at komme ud af skabene?

Eller falder de selv ud fx. dengang enker fra ofre fra 911 fandt ud af, at Kissinger havde saudi arabiske klienter som fx. bin Ladens i sin virksomhed? HK trak sig fra posten som chef for kommisionen:
http://www.youtube.com/watch?v=YcxjJDlbnC4

Og efter Pinochet er blevet fængslet er der en masse folk, som har lyst at spørge Henry Kissinger om et og andet fx tæppebombningerne i Cambodia og Laos under Vietnam krigen her: Trial Of Henry Kissinger Part 1/8
http://www.youtube.com/watch?v=kqUsryqXDOk&NR=1

Det kan godt være vanskeligt at finde ud af, hvor folk på powerfulde poster lægger deres loyalitet i fx Irak/Iran kriserne:

Hos den almindelige befolkning i områderne?
Hos det amerikanske folk, som gældsættes af krigen?
Hos Israel og Palæstina?
Hos olieindustrien?
Hos indvolverede politikere med egne virksomhedsinteresser i Mellemøsten?
Hos indvolverede virksomheder med økonomiske interesser i Mellemøsten?
Hos virksomheder, der producerer våben og dele til våbenindustrien, fx. en hel del danske?
Hos tidligere Federal Reserve formand Greenspan?
Hos sig selv?

Og mens vi venter på svar og landene i regionen ( fx Israel og Iran ) hellere vil handle i EURO frem for US dollars, uddybes båndene mellem Bush familierne og de arabiske emirater http://worldnetdaily.com/news/article.asp?ARTICLE_ID=57763
Og 40% af amerikanere tror stadig på, at Saddam stod bag 9.11:
http://www.philly.com/inquirer/columnists/dick_polman/20070918_Why_myth_...

Og imens dræbes mennesker i Irak og Afghanistan..……..

Der er forskel på at "use power" og "abuse power".
Og måske skal vi i virkeligheden opsætte en Truth Commision….ligesom dengang i Syd Afrika under ledelse af Biskop Desmond Tutu…og for en gangs skyld få sandheden frem…?

Ved at Google lidt på disse key words åbnes måske nye veje til forståelse af Irak krigen.?

olieselskaber + irak
oil compagnies + iraq
Private Military Companies
Halliburton
Halliburton + Dick Cheney
Halliburton + Bush
Kellogg Brown & Root ( KBR )
Halliburton + KBR
Pentagon + KBR
Dresser Industries + Prescott Bush
Zapata Corporation + George H W Bush
Carlyle Group + Bush
Carlyle Group + bin Laden
Carlyle Group + Saud

Hvad ved alle vi, som de siger på TV, helt almindelige danskere om, hvordan politikerne når frem til deres konklusioner; hvorfor de mener det, de tilsyneladende siger eller siger det, de tilsyneladende mener?

For det første kan en tendens iagttages, der, som så meget andet i det nyere politiske billeder, blev udviklet og finpudset i Sovjetunionen: Alle tænkelige argumenter til fordel for den sag, man har besluttet at fremme, bliver bragt på banen - jf. reklamernes: "Har du tænkt over, at du også får ..."

I den sammenhæng tages vælgerne, dvs. stemmeseddel-forbrugernes selektive, ja regulært dårlige, hukommelse med i betragtning; de kan ikke huske et halvt endsige fire år tilbage - "vi troede jo alle, han havde disse masseødelæggelsesvåben" (Fogh) - "vi gik jo ind i Irak for at fjerne Saddam Hussein" (Hald Madsen) - "vi gik ind sammen med bl.a. Norge" (ukendt) Ingen af disse løsrevne citater og udsagn er i traditionel overensstemmelse med sandheden, dvs. egentlig er de løgnagtige.

Nå, ikke et ondt ord mere om det parlamentariske demokratis svagheder.

"They hate our freedom ..."

I årevis driver man befolkningerne i Vesteuropa til vanvid med krav om politisk korrekthed og tolerance, tolerance og atter tolerance over for indvandrere og andre kulturer ... når det så passer politikerne (altså de ledende), så slår de bremserne i og giver de indestængte aggressioner i befolkningen lov til at få frit løb.

Kulminationen er så en 11. september, der "beviser" de andres hensigter.

Glemt er alle årene, da politikerne plagede befolkningen om at udvise tolerance og undertrykke politisk ukorrekt trang til nationalisme, da også Pittelkow-Jespersen deltog lystigt i "naiviteterne" før Den Store Opvågnen.

... for lige at afslutte det hele - foranlediget af forargelse over politikerløgnene: Lad os bare antage, at hele forløbet, først tvungen begejstring over indvandring og forskellighed (diversity), obligatorisk jublen over globaliseringen og undertrykkelse af nationalsymboler, afskaffelse af morgensang osv., etablering af ord som "nydansker" osv. - efterfulgt af den forventede modreaktion, kronet af 11. september og Huntingdon's selvopfyldende profetier - lad os bare antage, at det hele var planlagt i årtier og Pittelkow-Jespersens m.fl. konversioner og åbenbaringer rent skuespil! Det kan man da kalde politik og fremadskuende planlægning, der vil noget!

Det er vel på sin plads, her, at gentage, at Anders Fogh Rasmussens tidlige godkendelse af sine politiske vurderinger, fordi de jo var politiske vurderinger, siden er blevet suppleret med en godkendelse, der består i, at han til Bo Elkjær sagde, at han ikke vidste hvad han gjorde, dengang, han valgte at gå i krig.

Det er også interessant, at han ikke gik på talerstolen en eneste gang under folketingsdebatten, men lod sin konservative udenrigsminister sige de ting fra folketingets talerstol, overfor folketingets medlemmer, som var vildledende løgn på grænsen til det grotesk gennemskuelige.

Om udenrigsministeren handlede efter ordre da han, som Bo Elkjær har vist, udtalte sig stik imod sit medbragte talepapir fra talerstolen, eller han blot lod sig rive med er et åbent spørgsmål.

Jeg mener, at handlingerne viser, at Statsministeren var fuldt ud klar over, at det hele var løgn i gerningsøjeblikket, og at han derfor holdt sig fri i forhold til ministeransvarlighedsloven under hele forløbet ved simpelt hen at holde kæft.