Søren Winther Lundby fra Nyt Europa antyder i en reaktion på mit specialeinterview EU-nationalismen er på vej i Fakultet den 13. august, at jeg selv har opfundet, at Kommissionen skulle have enforkromet plan for identitetspåvirkning af borgerne samtidig med, at han paradoksalt nok bagatelliserer EU's bestræbelser på dette under henvisning til, at budgetterne ikke er så store, som nogle kunne ønske sig.
Men Søren. Det er nu ikke noget jeg har fundet på, og der bruges allerede nu milliarder af skattekroner på forskellige EU-programmer for at skabe en (kunstig) EU-identitet. Hvis vi blot koncentrerer os om tiden efter årtusindskiftet, så vedtog EU i 2004 at gøre unionsborgerskabet til et prioriteret indsatsområde og at gennemføre dette i praksis ved at fremme europæisk kultur og en europæisk identitet.
I 2005 udmøntedes dette i programmet Borgere for Europa, der havde til formål, at udvikle borgernes tilhørsforhold til Europa (EU) ved "at skabe en europæisk identitet, der bygger på anerkendte fælles værdier og en anerkendt fælles historie og kultur."
Konkret skulle programmet skabe EU-events og støtte tænketanke og arrangementer, der hylder EU og europæiske værdier. Eksempelvis nævnes Europabevægelsen direkte som støttemodtager og i alt afsattes 1,75 milliarder skattekroner i perioden 2007-2013.
Tilsvarende kan nævnes programmet Aktive Unge, der fik 6,83 milliarder skattekroner bl.a. med det formål at give unge ned til 13 år et tilhørsforhold til EU.
Desuden afsatte man i 2003 2,7 milliarder til kulturprogrammet Kultur2007 med det erklærede formål at give EU-borgerskabet et konkret indhold ved at tilskynde Europas borgere til at tage aktivt del i integrationsprocessen. De udvalgte eksempler viser, at identitetsbestræbelserne i EU-kommissionen skal tages alvorligt, og at der afsættes store beløb til dette.
Dette er udtryk for en nationalistisk identitetspolitik, hvor borgerne skal opdrages til at være en del af systemet via deres identitet og hvor denne identitet og det at være europæer påberåbes som legitimitet for systemets politiske interesser. Nogle vil måske anføre, at det minder om totalitære regimers forsøg på eksempelvis at skabe homo Sovjeticus, men uanset ens standpunkt desangående, så ville det klæde Lundby at forholde sig til substansen, og ikke gå efter manden.
