Læserbrev

Min tid som lærer bliver kort

Læreruddannelsen er en refleksiv teoretisk uddannelse, som ikke anerkender det håndværk, det er at være lærer. Uddannelsen er for god til at føre til en uværdig karriere
17. september 2007

Jeg er læreruddannet, og jeg er stolt af min uddannelse. Men jeg er ikke stolt af mit job set i et samfundsmæssigt perspektiv. Manglende anerkendelse i samfundsdebatten er, sammen med arbejdsforhold, løn, vilkår, tidsfordeling og udviklingsmuligheder indenfor mit erhverv, med til, at jeg ikke er stolt af at arbejde for det offentlige.

Det skyldes flere forhold: uddannelsens karakter og sammensætning, lærererhvervets anseelse såvel som den generelle (manglende) forståelse for lærernes professionalisme. Forhold, som jeg ønsker at give et billede af, og som har gjort, at jeg er blevet bevidst om, at min tid som lærer bliver kort.

"Hvis man ikke kan blive andet, kan man jo altid blive skolelærer" sagde en veninde tilbage i gymnasiet. I dag giver jeg hende ret. Ikke at man kan blive lærer på det niveau jeg og mange andre lærere har, men ja, man kan altid blive lærer. Svært er det ikke. Problemet er, at uddannelsen ikke matcher jobbet.

Læreruddannelsen er en refleksiv teoretisk uddannelse, som ikke anerkender det håndværk, det er at være lærer. Uddannelsen er for god til at føre til en uværdig karriere. Lad mig give et eksempel: Forestil dig en tømrerlærling, der står ved et vindue. Mester beder ham skifte vinduet. Men tømrerlærlingen tænker i byplanlægning, og kan slet ikke gribe så konkret en opgave an. Jeg siger ikke, at jeg ikke kan undervise, for det kan jeg! Men det skyldes langt mere mine seks år som vikar på tre odenseanske skoler, og også mine tre år på en døgninstitution for unge kriminelle og misbrugere, end det skyldes min uddannelse. Læreruddannelsen håndterer ikke, at det at være lærer også er et håndværk. At praksisdelen bør fylde meget mere, og at uddannelsen bør klargøre de studerende til det job de skal ud til.

Jeg har fået min første lønseddel.

Thor Pedersen fortæller ikke sandheden! Sammenlignet med min professionalisme, min arbejdstid og indsats, mit undervisningstimeantal såvel som de krav der stilles fra Folketinget, Undervisningsministeriet, forældre og skolen, er min løn næsten til at græde over. Der er intet i min løn, der fortæller mig, at jeg bliver anerkendt for mit kunnen og indsats. Når mine faste udgifter er betalt, er det begrænset, hvad der er tilbage, når der også skal købes mad, toiletpapir og shampoo. Væk er råd til ferier, og det der shopping, de taler om, at danskerne gør sig i.

Mangel på respekt

Men lønnen er ikke eneste perspektiv i samfundets manglende forståelse og anseelse for lærernes professionalisme. Når man taler om, at der ikke er respekt for lærerjobbet, så er jeg faktisk enig. Jeg har ikke respekt for det! Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det, når man får så lidt tid til teamsamarbejde, til elev- og årsplaner, til forberedelse og mange andre aspekter af jobbet. Ikke at jeg ikke har respekt for mig selv. Det har jeg. Jeg er en dygtig underviser. Jeg er glad for at stå op om morgenen og kører ud til skolen. Jeg er professionel i alle aspekter af jobbet. Men jeg har ikke respekt for de vilkår og betingelser, lærerne stilles overfor. Og jeg tror ikke, samfundets anerkendelse af min uddannelse og mit job vil ændre sig!

Så jeg har besluttet mig: min tid som lærer bliver kort. Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal opfylde det mål. Men jeg undersøger mine muligheder. Jeg vil ikke kæmpe energisk med et job under de vilkår, den anerkendelse og manglende forståelse for mit fag. Så hellere bruge energi på at blive bedre uddannet og blive anset for at være noget i samfundet. Jeg er ikke i tvivl: lærerjobbet er ikke det værd!

Jeg fortæller det her, fordi jeg er ked af, at tingenes tilstand er, som de er.

Jeg fortæller det her, fordi det, for mig, er vigtigt, at både seminarier, lærerforeningen og skolerne forstår, at uddannelse og job ikke passer godt nok til hinanden.

Jeg fortæller det her, fordi jeg har et naivt håb om, at andre vil få øjnene op for, hvor professionelle lærerne er - og at de fortjener samme anerkendelse, som mange andre erhverv møder.

Min gode kammerat Peter er lærer på en anden skole i Odense. Forleden fik vi en øl og noget god mad på en café. Jeg fortalte ham om mine tanker, og han sagde: "Jamen Sune, du vidste det jo, inden du startede på seminariet, hvorfor klager du?". Han siger det med en del ironi, for han er selv bevidst om, at han ikke skal være lærer hele livet. Er det ikke lidt skræmmende?... at to unge mænd, der kan deres fag, ikke vil det?... jeg synes, det er pinligt! Ikke for os, men for samfundet, seminarierne og skolerne. Og jeg synes det er synd!

Sune Pihl er lærer på Risingskolen, specialklasserne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Respekt og agtelse for sit arbejde får man ikke, fordi man har taget en eksamen fra et seminarium.

Som i ethvert andet job afhænger rosen, respekten af kvaliteten af det produkt, man er med til at frembringe.

Folkeskolens produkt er så ringe, at hvis man sammenlignede kvaliteten med produkter i erhvervslivet, ville virksomheden lukke sig selv.

Folkeskolen bygger på er basal fejl,- at vi alle er lige evnerige osv.

Før vi indser denne fejltagelse og indretter Folkeskolen derefter, vil produktet og lærerpersonalets respekt ikke blive genskabt!

Hvad er helt nøjagtigt Sune Pihls problem? Jeg er bange for, jeg ikke helt forstår hvad han mener. "Læreruddannelsen er en refleksiv teoretisk uddannelse..." - hvad skal det sige? Hvad reflekterer eller refererer den tilbage til?

Efter at have læst artiklen, er man stærkt forvirret. Hvorfor er Sune Pihl stolt af sin læreruddannelse hvis den er uduelig i praksis - at sammenligne med en tømreruddannelse der ikke fører til, at den udlærte kan bedrive tømrervirksomhed?

Sune Pihl gentager, at han er en dygtig og professionel underviser At dette ikke skyldes læreruddannelsen, men derimod at han i flere år har arbejdet som lærervikar o.a. Som bekymret forælder, der har oplevet manglende faglig kunnen (en kunnen) hos mit barns lærere, kunne jeg godt tænke mig at få præciseret hvad problemet er med den uddannelse lærere har modtaget på seminarierne. Er problemet at sammenligne med det der er blevet påpeget i forbindelse med sygeplejeuddannelsen, hvor de studerende læser Foucault men ikke lærer hvordan man tager blodtrykket? Dvs. bliver der fx lagt for stor vægt på videnskabsteorien bag de benyttede teorier indenfor pædagogik og formidling?

Jeg har ingen andre forudsætninger for at spørge end dem jeg sidder inde med i kraft af at være en forælder, som ofte har været ked af den undervisning mit barn har modtaget i skolen. Simpelthen fordi jeg ser for mange fejl og mangler.

At lærerne har for lidt tid til deres arbejde, vil jeg give Sune Pihl fuldstændig ret i.

25.september 2007

Min tid som lærer bliver forhåbentlig lang

Af: Jesper Sørensen
Stakkels, stakkels Sune Pihl! Du har besluttet dig for, at dit liv som lærer skal være kort, men du ved ikke, hvordan du skal få opfyldt dit mål. Jeg skulle ellers mene, at netop du, med den uddannelse du har, er blevet ekspert i at hjælpe både dig selv, elever og andre mennesker med at nå deres mål?

Må jeg så indledningsvis foreslå, at du på trods af at du gør meget ud af at fortælle, hvor dygtig en underviser du er, ”professionel i alle jobbets aspekter”, nok hurtigst muligt burde kvitte dit uværdige, krævende og lidet respekterede job oven i købet til en elendig hyre. Dette af hensyn til dine elever, deres forældre, dine kolleger og samarbejdspartnere, din skole og ikke mindst dig selv!

Med de flotte superlativer du slynger om dig i forhold til din selvrespekt og egne evner, forstår jeg slet ikke dit behov for offentlighedens anerkendelse! Arbejdet må da være lønnen i sig selv, for det er da vel ikke størrelsen på det beløb der figurerer på lønsedlen, der afgør, om du har haft en god dag på jobbet eller ej! Hvor er dit selvværd blevet af Sune? Du er så pokkers dygtig, og alligevel higer du efter verbal og materialistisk anerkendelse!! En acceptabel løn bør være en selvfølge, men det bør ikke være det primære, hverken i lærerjobbet eller i andre erhverv. Anerkendelse er ikke altid ligefrem proportional med lønnen.

Jeg troede det handlede om en positiv tilgang til livet, om undervisningen, formidlingens kunst, relationerne mellem lærer og elev, samarbejdet med og mellem kolleger, samarbejdet med forældrene, de gensidige krav og forventninger – for du stiller vel også krav til dine elever og deres forældre?

Det grundlæggende ansvar for, at et barn kan fungere som elev i undervisningen, hviler på barnets hjem. Vores ansvar som lærere er at gennemføre en kvalificeret undervisning. Kombinationen af viden, personlig udstråling og den selvrespekt, vi besidder qua vores engagement, gør, at vi i mødet med bl.a. forældre kan fremstå som autoriteter uden at virke autoritære. Vi tør sige vores mening og kan tåle at blive sagt imod. Og så kommer anerkendelsen helt af sig selv.

Vel får vi trukket meget ned over hovedet fra centralt hold, men det er muligt at forholde sig kritisk og samtidig være positivt fleksibel.

Jeg tror på at folkeskolen er om ikke livet, så i hvert fald meget levende. Jeg er sikker på at mindst 90% af alle elever, forældre, lærere, skoleledere og andre har en positiv indstilling til skolen og er parate til at tage ansvar. Du tilhører åbenbart de sidste 10%. God vind i dit nye job. Jeg vil derimod se frem til mange gode år endnu som skolelærer.

Jesper Sørensen – lærer på Langeskov Skole