Kronik

Vor tids Grundtvig

Grundtvig var ikke kun imod enhver form for tysk indflydelse, han var også imod almindelig værnepligt, imod skolepligt, imod offentlig forsørgelsespligt og imod skatteopkrævninger.I det hele taget var han mest imod. Enkelte nulevende politikere skiller sig ud i et slægtskab med Grundtvigs tilgang til det politiske. Grundtvigianere bryder sig næppe om sammenligningen, men når man i dag betragter Søren Krarups politiske løbebane, er slægtskabet til Grundtvig slående
I Rigsforsamlingen talte Grundtvig gerne og længe i et sprudlende sprog, fyldt med superlativer og båret af et stort, personligt engagement.

I Rigsforsamlingen talte Grundtvig gerne og længe i et sprudlende sprog, fyldt med superlativer og båret af et stort, personligt engagement.

Finn Frandsen

10. september 2007

I lørdags var det 224 år siden N.F.S. Grundtvig blev født. Der er løbet en del vand i åen siden da, ikke mindst i den politiske andedam. Både krop og sjæl i det demokrati, Grundtvig som medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling var med til at forme, er præget af alder på godt og ondt.

Det har dog ikke gjort Grundtvig mindre nærværende. Har man i dag held til at spænde Grundtvig for denne eller hin sag, som han af indlysende grunde ikke kan værge sig imod, betvivler ingen tilsyneladende lødigheden af foretagendet. Stiller man sig på Grundtvigs skuldre, står man på helle i danskens land!

Men hvordan var Grundtvig egentlig som politiker?

Om en måneds tid udkommer bogen Grundtvig som politiker på forlaget Anis. Historikeren Claus Bjørn var i gang med at belyse den politiske side af Grundtvigs virke, da han døde pludseligt i 2005. Manuskriptet var dog så langt, at Thorkild C. Lyby påtog sig at bearbejde materialet til udgivelse med støtte og bistand fra det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet. Jeg har haft lejlighed til at smuglæse, og det har givet anledning til at tænke lidt på, hvor meget Grundtvig der er egentlig er tilbage på den politiske arena i dag. Mere herom senere.

Skrivefrækhed

Grundtvig var i 60'erne, før han engagerede sig politisk. Han havde ganske vist mødt enevældens knytnæve mere end en enkelt gang, når han stødte ind i censuren. Enevoldsstyret havde forsøgt at lempe lidt på censuren ved overgangen til 1800-tallet, men på grund af det, der blev betegnet som den 'tiltagende skrivefrækhed', blev der atter strammet til. Det var vanskeligt forGrundtvig at få tilladelse til, at hans salmer kunne synges ved gudstjenesterne, og udgivelsen af det lille skrift Kirkens Gienmæle i 1825 udløste, at han tilmed blev pålagt skærpet, livslang censur.

Først efter en halv snes år havde Grundtvig fået indyndet sig så meget hos hoffets indflydelsesrige damer, at der atter blev slækket på censuren. På den baggrund er der er ikke noget at sige til, at især skrivefriheden, som det hed, lå Grundtvig meget på sinde.

Alligevel var Grundtvig bestemt ikke at finde blandt enevældens fremmeste kritikere. Ved tronskiftet i 1839 havde Grundtvig talt mod de liberale kræfter, der ønskede en konstitutionel forfatning, og han var tro mod Christian VIII, der viste sig at være en god støtte i de sager, der lå Grundtvig på hjerte.

I folkets tjeneste

I foråret 1848 var der for alvor grøde i det politiske Europa, også i Danmark. Da Christian VIII døde den 20. januar 1848, stod den politiske situation åben. Hans søn, Frederik VII, blev ikke mødt med stor begejstring, men efter en uges tid blev der klogeligt udstedt et forfatningsreskript, der afstak rammer for udarbejdelsen af en forfatningslov. Afsættet var, at kongedømmet og stænderforsamlingerne skulle arbejde med sagen, men mange, herunder Grundtvig, fandt, at hertugdømmerne ville få for stor indflydelse. Utilfredsheden kulminerede som bekendt i det nærmeste, Danmark nogensinde har været på en revolution - folketoget til Christiansborg og Kong Frederik VII's erklæring om, at han fra nu betragtede sig som konstitutionel monark.

Regeringen blev afsat, og der blev udskrevet valg til Den grundlovgivende Rigsforsamling. Grundtvig besluttede sig for at stille sig "i Folkets Tjeneste, da jeg skylder Fædrelandet at vove min Trøie for dets Frelse". Det, danskerne skulle frelses fra, var tysk indflydelse. Det var kærligheden til alt dansk og hadet til alt tysk, der for alvor tændte den politiske ild i Grundtvig.

Grundtvig var helt på det rene med, at han næppe ville blive modtaget med jubel på den politiske scene. Han skriver i et brev til sønnen Johan i september 1848, at når jublen ville blive til at overse, så måtte det "ikke være min skyld (-), da jeg immer veed bedre Besked end de Fleste".

Selvværdet fejlede altså ikke noget. Men det var på et hængende hår, Grundtvig kom med i arbejdet. Han sonderede gennem flere måneder terrænet i udvalgte kredse, men sort så det ud. Det endte med forsøg på opstilling i København, hvor Grundtvig tabte. Heller ikke gode støtters forsøg på at få ham placeret som en af de kongevalgte medlemmer af forsamlingen lykkedes.

Men så skete der noget. I Præstø, hvor Grundtvig som ganske ung virkede som præst, havde en væver, Hans Hansen, vundet. Mandens omdømme var imidlertid blakket, og skønt han aldrig var blevet dømt, endte det med at han trak sig.

Herefter ilede Grundtvig til Præstø og meddelte vælgerne, at han ville stille sig til rådighed. Ikke som repræsentant for nogen gruppering, men som sig selv. Under selve valghandlingen skete der det forunderlige, at modkandidaten sagde, at han ikke ville stille sig i vejen for Grundtvig, der var hans gamle konfirmandlærer. Han anbefalede tværtimod vælgere at stemme på Grundtvig, der indkasserede omkring 600 stemmer mod blot 11! Hermed var vejen banet til Den grundlovgivende Rigsforsamling.

Tog ofte ordet

Men hvordan svømmede ordets mand i den politiske andedam? Ikke alt for ubesværet. Grundtvig erklærede ganske vist på et tidspunkt, at omend han tidligere havde haft en overdreven lyst til at tale, så var denne nu gået tabt ligesom tænderne!

Det holdt dog ikke. For Grundtvig tog ofte ordet i månederne frem mod juni 1849. Han talte gerne og længe i et sprudlende sprog, fyldt med superlativer og båret af et stort, personligt engagement. De andre politikere blev hurtigt trætte af ham, og hans forslag blev som oftest nedstemt med et brag, ligesom mishagsytringerne strømmede ham i møde. Det dæmpede dog på ingen måde Grundtvigs lyst til at kæmpe en personlig og dybt engageret kamp. For danskheden - og for friheden. Han ville banke tyskerne, til de drev af, og i spørgsmålet om Slesvig udtrykte han bekymring for, at regeringens manglende handlekraft ville føre til, at "Danmark visselig ikke frelses, men gaar med stærke Skridt sin Undergang, Lemlæstelse, Sønderrivelse, Opløsning, Skam og Skjændsel i møde".

Grundtvig var ikke kun imod enhver form for tysk indflydelse, han var også imod almindelig værnepligt, imod skolepligt, imod offentlig forsørgelsespligt og imod skatteopkrævninger. I det hele taget var han mest imod. Det går som en tråd gennem hans argumentation, at det først og fremmest skal være frivilligheden og kærligheden til fædrelandet, der skal motivere borgernes samfundssind og ansvar for fællesskabet. Til gengæld skulle de sikres en række grundlæggende frihedsrettigheder. Men selvom frihedsrettighederne endte med at få en central placering i grundloven, fik den ikke Grundtvigs stemme, da det kom til stykket.

Enkelte skiller sig ud

Både politikkens form og indhold var markant anderledes, da grundlaget for demokratiets udvikling blev skabt. Det personlige engagement var enormt, sproget var levende, og meget stod på spil, også for den enkelte politiker.

Det kan synes milevidt fra forholdene i dansk politik i dag. Og så alligevel. Enkelte politikere skiller sig ud i et slægtskab med Grundtvigs tilgang til det politiske. Grundtvigianere bryder sig næppe om sammenligningen, men når man i dag betragter Søren Krarups politiske løbebane, er slægtskabet til Grundtvig slående.

Krarups hovedvirke gennem livet har ikke været politik. For ham har politik aldrig været et mål i sig selv - men et nødvendigt og temmelig besværligt middel. Krarup er som Grundtvig enormt selvbevidst. Han tager som Grundtvig afsæt i historien, han kæmper med inderlighed for danskheden og mod det fremmede, og han kaster konstant sin egen person ind i polemikken på en måde, som kun få tør - eller kan.

Uanset, hvor uenig man kan være med Krarup, varetager han på den politiske scene rollen som vor tids Grundtvig. Han er optaget af de samme emner, og hans facon er et krydderi i en politisk debat, der i øvrigt i hovedsagen er præget af historieløshed, rituel stammedans om det taktiske spil om magten - og et bedrøveligt fattigt sprog.

Forskellen mellem Grundtvig og Søren Krarup er alene, at mens Grundtvigs politiske kamp førte Danmark ind i en tid med større frihed, er Krarups ærinde det stik modsatte - at føre Danmark ind i et samfund med mindre frihed.

Mette Bock er prorektor på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu