Kronik

Tilliden mellem forskere og samfund bør genoprettes

Det danske samfund er præget af en dyb mistillid mellem forskningsverdenen og det politiske system. Det er ødelæggende for videnssamfundet og bør føre til en nødvendig diskussion af forskernes rolle i forhold til beslutningstagere, offentlighed og samfund
En større og større del af forskningen finansieres med eksterne projektmidler, og det er langt fra uproblematisk. Kan eksempelvis en forsker, der har store projekter for Danisco, udtale sig uvildigt om sukker og ernæringspolitik?

En større og større del af forskningen finansieres med eksterne projektmidler, og det er langt fra uproblematisk. Kan eksempelvis en forsker, der har store projekter for Danisco, udtale sig uvildigt om sukker og ernæringspolitik?

Debat
6. september 2007

Vi er gået fra industrisamfundet til vidensamfundet. Det betyder, at samspillet mellem de videnproducerende sektorer - forskningen - og det øvrige samfund er blevet afgørende for succes. At få dette samspil til at fungere er imidlertid ikke så let. Der er barrierer på begge sider.

Den klassiske forskertype har en tendens til at sidde i sit elfenbenstårn og søge sandheden uden den store interesse for, om denne sandhed kan bruges til noget. Det er nemt at klassificere en sådan forskertype som forældet; man ser let for sig en verdensfjern humanist, der studerer en oldgræsk dialekt.

Man skal imidlertid ikke være blind for, at lysten til at isolere sig kan forstærkes af en række tendenser i den moderne forskningsverden.

Hvor de 'gammeldags' forskere skrev bøger - og dermed gav en sammenhængende fremstilling af et større emneområde - så publicerer de fleste moderne forskere i stærkt specialiserede internationale tidsskrifter. Sådanne tidsskriftsartikler er fuldstændigt ulæselige for alle andre end en meget snæver kreds af specialister.

En tidsskriftsartikel er en brik i et stort videnskabeligt puslespil og vil ikke uden kendskab til hele puslespillet give mening. Samtidig er tidsskriftsartikler oftest skrevet med anvendelse af mange meget tekniske fagudtryk.

Patenter

Dette er ikke en kritik af den moderne videnskab - udviklingen har været nødvendig, for at videnskaben kan nå mere præcise og klarere resultater. Men det forandrer ikke, at gabet mellem den rene videnskab og anvendelserne ude i samfundet derved kan blive et problem.

Den moderne tænkning i patenter kan forstærke tendensen til isolation. Meningen med, at universiteterne skal satse på patenter, er at gøre forskerne mere interesserede i anvendelsen af deres resultater. Men det kan let få den modsatte effekt. Hvis forskere først og fremmest begynder at tænke i patenter i stedet for på offentliggørelse, kan det få dem til at isolere sig og undlade at fortælle om ideer, der endnu ikke er klar til patentering. Dette forstærkes yderligere af en tendens til, at forskningsinstitutionerne i højere og højere grad opfordres til at betragte hinanden som konkurrenter og ikke som kollegaer og samarbejdspartnere.

Agressiv offentlighed

Men problemet manifesterer sig ikke kun på forskernes side. Beslutningstagerne i samfundet vil helst ikke have sat spørgsmålstegn ved 'gængs viden'. Det er ubehageligt at skulle til at revurdere sine synspunkter, fordi der kommer nye forskningsresultater.

Udtalelsen 'Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta', er mere end 100 år gammel, men kan findes i utallige nutidige omskrivninger. Et prominent eksempel på politikernes mistillid til specialister og forskere er statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2002 om opgøret med råd og nævn.

Og Jyllands-Postens chefredaktion - der ellers taler meget om ytringsfrihed - har gjort det til sit speciale at prøve at bringe videnskabsfolk til tavshed med anklager for videnskabelig uredelighed.

Politikerne nøjes ofte ikke med at erklære sig uenige i resultaterne. De har magt til at nedlægge og oprette forskningsinstitutioner, alt efter om resultaterne passer i deres kram. Og det gør de, jvf. f.eks. Naturrådets og Lomborginstituttets oprettelse og nedlæggelse.

Der er derfor ikke noget at sige til, at en fredsommelig og redelig videnskabsmand føler ulyst til at gå ud i den store aggressive offentlighed, når det alligevel giver mere prestige at publicere for en snæver kreds af positivt interesserede fagkollegaer.

Vanskelighederne ved et hensigtsmæssigt samspil mellem forskerne og det politiske system forstærkes af, at der bliver færre og færre reelt uafhængige forskere.

En større og større del af forskningen er finansieret med eksterne projektmidler, og en større og større del af forskerne er åremålsansatte. Og det er langtfra uproblematisk. Kan en åremålsansat indtage et stærkt kontroversielt synspunkt uden at tænke på fornyelsen af ansættelseskontrakten? Kan en forsker, der har store projekter for Danisco, udtale sig uvildigt om sukker og ernæringspolitik? Kan en forsker med store bevillinger fra Integrationsministeriet udtale sig frit om indvandrerpolitik?

Snavs på fingrene

Det er altså oplagt, at samspillet mellem forskerne og samfundet ikke er uproblematisk. Det er derfor glædeligt, at der i forbindelse med det tyske EU-formandskab i juni i München blev arrangeret en konference under titlen Science and its public.

Men selv om en mere dybtgående diskussion således foregår internationalt, så ligger løsningerne ikke lige for.

De 'lineære' modeller med en lige linje fra en videnskab, der producerer resultater, der bliver blåstemplet ved offentliggørelse i anerkendte tidsskrifter og derefter danner basis for politiske beslutninger, er for simple.

Det samme gælder den klassiske sondring mellem 'er' og 'bør', hvor videnskaben analyserer, hvordan verden er, og politikere derefter beslutter, hvad der bør gøres for at ændre den.

Den videnskabelige kvalitetssikring via publicering i anerkendte tidsskrifter er noget helt andet end brugbarhed i den offentlige debat. Rigtigt videnskabeligt påviste effekter kan bygge på for specielle forudsætninger, være for små eller for lidt robuste til at være relevante for den samfundsmæssige beslutningsproces.

Hvis forskere skal udfylde den funktion, der er behov for i et kompliceret vidensamfund, så er de nødt til også at gå ind i et samspil med offentligheden og politikerne, der går ud over rollen som producent af 'objektiv' viden. De er nødt til at gå ind i beslutningsprocesserne med deres mindre gennemtestede hypoteser og med deres fagligt baserede holdninger.

Samfundet har også brug for forskere, der er villige til at få 'snavs på fingrene', og som ikke kun holder sig til den 'rene' videnskab. Men kan det gøres, uden at den faglige troværdighed sættes over styr?

Succesfulde vismænd

Harvard-professoren Sheila Jasanoff, der har udgivet adskillige bøger om 'the science of science policy', har talt om et "three body problem of expertise": Eksperterne skal ifølge Jasanoff bygge på en solid faglig viden (good science), de skal være uafhængige (unbiased experts), og de institutionelle rammer skal være i orden (balanced committees).

En institution, der her i landet med succes har været villig til at give faglige input til den politiske debat og beslutningsproces, er de økonomiske vismænd. Denne institutions funktion har netop været mulig, fordi den opfylder Sheila Jasanoffs tre betingelser. Institutionen hviler på et solidt fagligt grundlag (økonomi er en gammel, næsten 'naturvidenskabelig', videnskab), og den har haft en lovgivningsmæssig ramme, der sikrer balance og uafhængighed. Andre tilsvarende institutioner, som 'naturvismændene' og Integrationsministeriets indvandrertænketank, er blevet nedlagt, inden de fik en sådan autoritet, at de kunne overleve de omskiftelige politiske vinde.

Hvis man skal få samspillet mellem forskning og samfund til at fungere, så må det bygge på en slags implicit kontrakt mellem forskerne og samfundet om, at forskerne har en forpligtigelse til at påtage sig de relevante samfundsmæssige opgaver, som deres viden gør dem skikkede til, også selv om det ikke falder inden for deres mest oplagte forskningsinteresser.

Politikerne og samfundet må så til gengæld stille midler til rådighed også til en forskning, der ikke har deres umiddelbare interesse. Og de må være villige til at lytte til svar, der ikke umiddelbart passer med deres forestillinger.

En sådan 'kontrakt' må bygges på tillid. Det er ødelæggende, hvis 'kontraktens' overholdelse skal kontrolleres med evalueringer i tide og utide. Og det danske samfund er - desværre - præget af en dyb mistillid mellem forskningsverdenen og det politiske system.

Delvist på grund af aktuelle politiske forhold, men måske også stammende helt tilbage fra Grundtvigs skepsis over for 'den sorte skole'. En sådan mistillid kan imidlertid være katastrofal ved opbygningen af et effektivt videnssamfund.

Niels Kærgård er fhv. overvismand, professor ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet og Formand for Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske udvalg.

Kronikken er inspireret af konferencen Science and its public, hvori Niels Kærgård deltog som repræsentant for Videnskabernes Selskab. Synspunkterne i kronikken repræsenterer dog alene forfatterens egne synspunkter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er åbenlyst korrekt, at "samfundet har også brug for forskere, der er villige til at få 'snavs på fingrene', og som ikke kun holder sig til den 'rene' videnskab." Jeg tror også det i mange tilfælde kan gøres, uden at den faglige troværdighed sættes over styr.

Problemet er dog ofte ikke, at forskerne sidder passivt og isoleret i det berygtede elfenbenstårn, men tværtimod at den største del af vilige modtagere af "snavs på fingrene", nemlig pressen, går efter det hurtige og uforbeholdne 'snavs'. Den er yderst sjældent interesseret i at formidle en historie baseret på faglige argumenter med de deraf ofte medfølgende forbehold, og af og til nuancerede konklusioner. Derimod vil de hellere viderebringe kontante og uforbeholdne udtalelser fra ikke-forskere som ofte repræsenterer en i sammenhængen ikke-uafhængig institution (evt. et stort pengeinstitut eller en interesseorganisation på arbejdsmarkedet).

Derfor er "den fjerde statsmagts" villighed til at give plads for flere nuancer i debatten også en meget vigtig brik i vedligeholdelsen af tilliden mellem forskere og samfund. At politikerne også må acceptere sådanne nuancer i relation til, hvad der overhovedet forskes i, det kan jeg kun give Niels Kærgaard fuldkommen ret i.

Henrik Jensen, professor, Ph.D., Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Steen Rasmussen

Den videnskabelige diskurs er ikke demokratisk. Videnskabelig sandhed kvalificeres under andre kriterier, end dem medierne vælger at producere sine budskaber og sin underholdning ud fra. Sådan er det nødt til at være for at de respektive funktioner kan maksimeres.

At sandheden så ikke altid falder i god smag, at den ikke kun resulterer i patenterede tekniske anvisninger på salgbare indretninger, at den lige frem kan indeholde ubehagelige prognoser og udsagn omkring det hensigtsmæssige i den almindelige demokratiske adfærd, får medier og politikere til at kaste sig over den i et forsøg på at gøre den mere demokratisk og i overensstemmelse med almindelige flertalsønsker og drømme.

Forudsætningen for god videnskab er ikke isolation men funktionel differentiering. Det er noget helt andet. Tillid kan ikke begrunde denne forudsætning for funktion. Enten går man ind på vilkåret for funktion, nemlig adskillelsen af politik og videnskab, eller også får man grød.

Det er i den videnskabelige diskurs, det afgøres, hvad der er videnskab (ikke i den offentlige debat/det politiske system). I den offentlige debat referes der til den videnskabelige sandhed og der refereres til så meget andet, som om det var videnskab.

Hvis det moderne samfund på ethvert plan vil maksimere effekten af det videnskabelige systems ydelser, må det lære at det selv er skyld i valget af referencer. Når medierne konstant vælger at fokusere på de selvbestaltede eks. kommunikerede videnskabsfolks udsagn, og gengiver deres moralske selvbeskrivelser omkring det udemokratiske i deres videnskabelige diskvalificering, for at få debat om hvad der er sandhed eller ej, gør man sig skyldig i at diskvalificere den demokratiske debat, for den er på den måde hverken videnskabelig, eller funktionel i demokratisk forstand. Man blander blot tingene sammen og får hverken videnskab ind i debatten eller kvalificeret den videnskabelige sandhed.

Jesper Jørgensen

Det har været en af videnskabsministerens mærkesager at forskere skulle tvinges til formidling og at evnen til formidling skulle være en kvalifikation som skulle vurderes ved ansættelser. Mange penge og forskertimer er spildt på events som nok har haft en minimal værdi i forhold til at gøre befolkningen mere interesseret i forskningens resultater. Et af de interessante spørgsmål er også om forskningsformidling alene skal ske fra forskningens side eller man også må forvente at der kræves et vist uddannelses. og dannelsesniveau i befolkningen for at de kan bruge forskningsformidling til noget. Det kan indimellem være svært at konkurrere med politisk pop og fordummende medier, fordi den mentale dovenskab som er resultat, vil vælge det nemme og lette. Vi har desværre ofte forskningsresultater som kræver omtanke, reflektion og mental energi.