Læsetid: 4 min.

Tjetjenske kvinder vil hverken sløres eller snøres

Som med så meget andet i det ødelagte Tjetjenien er landets leder Kadyrovs tørklæde-påbud trist i dobbelt forstand. Dels fordi det som nævnt er så let gennemskueligt falskt, dels fordi disse påbud er endnu en del af ødelæggelsen af de tjetjenske kvinders stor selvstændighed
Den russisk indsatte leder i Tjetjenien, Ramzan Kadyrov, danser med en tjetjensk pige iklædt nationaldragten. Kadyrov indførte for nyligt et påbud om, at alle kvindelige ansatte i hans -administration- fra nu af skal være -tækkeligt klædt- efter de mere rigide dele af muslimske regelsæt

Den russisk indsatte leder i Tjetjenien, Ramzan Kadyrov, danser med en tjetjensk pige iklædt nationaldragten. Kadyrov indførte for nyligt et påbud om, at alle kvindelige ansatte i hans -administration- fra nu af skal være -tækkeligt klædt- efter de mere rigide dele af muslimske regelsæt

Dmitry Nikiforov

25. september 2007

Det er i grunden mærkværdigt: Når man i årevis har forsøgt at bryde den russiske præsident Putins nyhedsblokade om Tjetjenien og efterlyst både protest og ikke mindst handling over for denne ekstremt blodige og forbryderiske krig, har svaret oftest været en generelt deprimerende ringe interesse. I hvert fald i de fleste mainstream-medier og politiske kredse med få, markante undtagelser. Aage Brogrevinks nylige kronik her i bladet var et fornemt eksempel på det sidste.

Men pludseligt rydder et bizart nyt 'dekret' udstedt af Moskvas marionet nr. 1 i Tjetjenien siden 2004, Ramzan Kadyrov, forsiderne herovre: Kadyrovs påbud om at alle kvindelige ansatte i hans 'administration' fra nu af skal være 'tækkeligt klædt' efter de mere rigide dele af muslimske regelsæt. Årsag: Kadyrov var efter eget udsagn blevet voldsomt 'chokeret' over at se, hvorledes de tjetjenske kvinder iført T-shirt, bare arme og korte kjoler bevægede sig rundt på offentlige kontorer og i hovedstaden Grosnij.

Kadyrovs lysthuse

Hvorfor Ramzan Kadyrov pludselig lader sig 'chokere' over tjetjenske kvinders normalt frie påklædning - opretholdt trods alle krige og i tråd med Tjetjeniens dominerende sufistiske og helt egne relativt afslappede traditioner, kan man foreløbigt kun gisne om. Normalt har Ramzan Kadyrov nemlig ikke det fjerneste imod 'umoralske' PR-stunts med letpåklædte kvinder i forgrunden, som da han inviterede tidligere 'Miss World' kvinder på besøg i hans eget palads.

Eller da han indviede Grosnyjs genåbnede lufthavn med at smide pengesedler ad libitum på jorden. Offentliggjorte private videofilm fra Ramzans egne 'lysthuse' i selskab med alt andet en tækkeligt klædte kvinder (og samtidige uhyggelige skrig fra fanger i samme bygningers torturkældre) fuldender både billede og lyd af et hyklerisk dobbeltansigt.

Afprøver grænser

Selv uden egen krystalkugle til analyse af, hvad der egentlig foregår i den mands hoved, tvivler jeg dog som udgangspunkt på, at Kadyrovs nye tørklæde-dekret er helt så spontant og selvstændigt som nogen har antydet: At Kadyrov nu afprøver grænserne over for Moskva med hensyn til råderummet for sit eget 'lens-styre' i Tjetjenien og dermed indfører sin egen 'kadyrovisme' som en slags ideologisk-religiøst fundament fremover.

Thi Kadyrov har hidtil i den grad været Putins mand - og foretager sig fortsat næppe meget uden en telefonopringning til Kreml. Huskes skal også, at mindst 50.000 russiske tropper fortsat er besættelsesmagt med stort B i Tjetjenien, trods Kadyrovs egne godt 10.000 mand store og brutale milits-bander.

Men der kan være andre fælles interesser, og som Putin også sagtens kan leve helt fint med. Ramzan Kadyrov har på det seneste været på en hel del officielle besøg i bl.a. Jordan og Saudi-Arabien. Også hans i 2004 bombedræbte far, Akhmad Kadyrov, havde indtil sin død samme besøgsrute. Een af Kadyrov Seniors ture var forøvrigt et VIP-besøg hos Saddam Hussein i Irak.

Finansiel støtte

Udover at sole sig i den 'legitimitet' for Ramzan Kadyrov og hans dukkefører Vladimir Putin, som disse besøg fremmer, er der givet også samtidig fulgt løfter med hjem om klækkelig finansiel støtte til Kadyrov-regimet og den genopbygning, som til dels er påbegyndt, skønt meget af det fortsat må betegnes som Potemkin-kulisser.

Kort fortalt har Kreml foreløbig ikke det fjerneste imod, at en del af de enorme genopbygnings-summer, som officielt skal allokeres fra Moskva til Kadyrovs tjetjenske 'administration', nu i stedet kommer fra Kadyrovs nye venner blandt visse magthavere i Mellemøsten. Enhver sådan støtte fra disse pengestærke kredse har formentlig samtidige krav om mere 'renlivet religiøs regulering' i Kadyrovs Tjetjenien.

Hvorvidt Kadyrovs nye religiøse stil samtidig kan svække den mere islamistiske del af den tjetjenske militære modstand er straks en helt anden sag, da både bevæggrunde og momentum her fortsat udspringer af samme hovedmål som hos den gamle Maskhadov-fløj: At smide både den russiske militære besættelse og dens tjetjenske marionetter på porten.

Trist i dobbelt forstand

Som med så meget andet i det ødelagte Tjetjenien er Kadyrovs tørklæde-påbud trist i dobbelt forstand. Dels fordi det som nævnt er så let gennemskueligt falskt, dels fordi disse påbud er endnu en del af ødelæggelsen af dét, som uanset alle elendigheder og krige hidtil har været et positivt særkende ved tjetjenske kvinder fra sen-Sovjetårene til Dudajevs og Maskhadov-årenes kamp for tjetjensk uafhængighed: Stor selvstændighed, stor uddannelsesgrad, grundfæstede sekulære principper, der adskilte privat religiøse traditioner fra offentligt reguleret adfærd.

Med mit kendskab til tjetjenske kvinders fine traditioner for altid at vandre med ryggen rank, for altid at turde at være både velartikulerede og velklædte - uanset al krig og undertrykkelse - tror jeg derfor heller ikke, at det vil lykkes for sidegade-forbryderen Ramzan Kadyrov at ødelægge denne stolte og selvstændige adfærd.

Thomas Bindesbøll Larsen er historiker og formand for Støttekomiteen for Tjetjenien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu