Når højt kvalificerede forhenværende militærledere undsiger deres politiske overhoveder, gør offentligheden klogt i at lytte. Nu taler general sir Mike Jackson, Storbritanniens nyligt pensionerede hærchef, ud, og hans bekymringer fortjener overvejelse. Jeg har kendt Mike i mange år, og skønt vi har ikke være enige om alt, står han på et solidt fundament i den kritik af USA's politik i Irak, som han fremfører i sin nye bog, Soldier: The Autobiography.
Mike Jackson er dog ikke den første pensionerede general, der kritiserer Bush og hans politik. Allerede i de første måneder af 2002 satte jeg spørgsmålstegn ved nødvendigheden af denne krig og ved den hast, hvormed Bush-regeringen drev USA ud i invasionen af Irak. September samme år advarede jeg imod at give præsidenten blankocheck til at føre USA i krig, før alle alternativer var prøvet.
Mike udråber i bogen den daværende forsvarsminister Rumsfeld som den ansvarlige for en strategi, som han betegner som en "intellektuel fallit". Rumsfelds modvilje imod 'nationsopbygning' og fredsbevarelses-operationer generelt er i dag også velkendt. Han og hans hold hindrede en adækvat planlægning for situationen efter invasionen.
Jeg advarede ved en høring i Senatet om, at sådanne planer nødvendigvis må forberedes med stor omhu, ganske som Mike og jeg gjorde i NATO-regi før 1999-operationen imod Serbien. Jeg advarede også imod, at USA's intervention i regionen ville give al-Qaedas rekrutteringsgrundlag et formidabelt løft.
Vi fik ret
Irak-operationens mådelige resultater har i vidt omfang givet kritikere som jeg selv ret i vore advarsler. I Irak i dag er en omfattende borgerkrig undervejs. Byer og landdistrikter splittes op i sekteriske, stammebaserede eller militsdominerede len - i mange tilfælde på iransk tilskyndelse. Iran har åbenlyst iværksat en ihærdig indsats, der spænder over det politiske, økonomiske og militære område, for at vinde indflydelse og forberede sin dominans i den tid, der vil følge efter den amerikanske og britiske tilbagetrækning. I det centrale og nordlige Irak har USA brugt en stor del af de seneste fire år på at tjene Irans agenda ved at bekæmpe de sunnimuslimske oprørsgrupper, herunder al-Qaeda i Irak. Først i den senere tid er amerikanerne begyndt at fokusere episodisk på de iransk støttede shiamilitser.
Rygter i regionen vil vide, at den seneste amerikansk-sunnimuslimske alliance i al-Anbar-provinsen i højere grad er resultat af finansiel støtte fra andre sunnimuslimske magter end resultat af amerikanske aktiviteter. Og at den er en forberedelse - ikke til at støtte centralregeringen i Bagdad - men snarere til at bremse en iransk-shiamuslimsk konsolidering i det øjeblik amerikanerne trækker sig ud.
Hvad der står tilbage
Den vanskelighed, koalitionen nu står overfor, er at finde ud, hvilke fornuftige ting, der står tilbage for os at udrette på det nuværende grundlag, hvad der bør gøres rent strategisk, og hvilke bidrag vore tropper kan yde til det formål. Desværre markerer den rapport, general Petraeus i går fremlagde over for den amerikanske kongres, endnu et skridt væk fra den bestræbelse. Det står allerede klart, at The Surge (amerikanernes seneste fremstød i Irak, red.) ikke er blevet den succes, som operationens fortalere havde håbet på. En politisk forsoning i Irak er i dag som illusorisk som nogensinde, uanset at den mere intensive styrkeanvendelse på det taktiske plan måtte have givet udbytte i form af bedre efterretninger og større operationel effektivitet. The Surge har holdt USA inde i spillet, men alt imens Iran har fortsat sin trestrengede strategi om at anskaffe sig a-våben, ramme Israel gennem Hizbollah og Syrien og dominere Irak.
The Surge har ikke været og kan ikke blive nogen holdbar løsning. Højst har operationen købt tid for alle parter: For præsident Bush, som endnu ikke vil konfrontere et forestående strategisk nederlag; for iranerne, som endnu ikke er rede til at satse alt på deres nukleare og regionale ambitioner; og for de irakiske fraktioner, som kæmper indbyrdes om dominans.
Løsning et andet sted
I USA har debatten især drejet sig om tropper og taktik. I sidste del af bogen blander Mike Jackson sig i denne debat, idet han bl. a. advarer imod at alt for faste tidsfrister. Heri har Mike ret. Alligevel er det en skam, at debatten føres om disse aspekter, for løsningen ligger slet ikke på dette niveau. Skønt republikanerne kan påberåbe sig nogen sejr ud fra det amerikanske militærs seneste begrænsede og skrøbelige gevinster, og skønt demokraterne nærer modvilje mod en forhastet og fuldstændig tilbagetrækning, så ligger den reelle løsning et andet sted:
Medmindre USA og dets allierede udvikler en effektiv strategi over for Iran og dets ambitioner, vil der næppe blive stabilitet eller afslutning på konflikten i Irak. At bevare de amerikanske tropper i Irak sikrer os flere muligheder på hånden, men det er også alt.
USA's jævnlige sabelraslen og forsøg på at isolere Iran er ikke nogen løsning - og det er ej heller de febrilske, gentagne bestræbelser på diplomatiske sanktioner. Et effektivt strategisk modtræk må begynde med en intensiveret dialog med hele regionen og med reelle, vedvarende og grundige samtaler med den iranske ledelse på flere niveauer. Regionale allierede som Saudi-Arabien og Jordan må inddrages, ikke bare underrettes. Nye principper må udvikles og konsekvenser gøres klare, både positive og negative. Denne vej fremad vil blive snoet og vanskelig. Der vil være trusler og modtrusler undervejs, der vil lyde lokketoner og løfter, der vil være kriser og fare for konfliktudbrud. Det økonomiske pres vil blive optrappet.
Men dette er den kurs, vi må slå ind på, hvis vi skal undgå en konflikt med Iran og samtidig blokere for dets nukleare bestræbelser. Vi har kun kort tid tilbage. Der er alternativer til krig, langt bedre alternativer. Men hvis alt, vi kan finde på, er at diskutere frem og tilbage om vores troppers styrke i Irak, vil vi ikke finde dem.
Wesley Clark er pensioneret amerikansk general. Under Kosovo-konflikten var han øverstbefalende for NATO.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
