Læsetid: 4 min.

Velfærd forpligter

Det har aldrig været meningen, at velfærdssamfundet skal være synonym med et kæmpestort tag-selv-bord, hvor selvbestaltede politiske kræfter lover guld og grønne skove, hver gang valgdagen nærmer sig, uden samtidig at inddrage os alle sammen i det ansvar der også følger med
Velfærdssamfundet har aldrig været tænkt som et stort tag-selv-bord uden afregning. Velfærd koster, og de jubeloptimister blandt politikerne, som i øjeblikket prøver at bilde befolkningen ind, at vi kan slippe billigere og bevare velfærdsstandarden, får det politiske spektrum til at ligne en forstørret udgave af Hjallerup Marked, skriver Søren Bøjgård.

Velfærdssamfundet har aldrig været tænkt som et stort tag-selv-bord uden afregning. Velfærd koster, og de jubeloptimister blandt politikerne, som i øjeblikket prøver at bilde befolkningen ind, at vi kan slippe billigere og bevare velfærdsstandarden, får det politiske spektrum til at ligne en forstørret udgave af Hjallerup Marked, skriver Søren Bøjgård.

Debat
10. september 2007

Luften har i sensommeren været tyk af valgrygter og dertilhørende milliardløfter til vælgerne: Højere løn til alle, bedre hospitaler, bedre offentlig transport, mange broer, bedre ældreleje, bedre børnepasning, beskyttelse af børnefamilier og lavere skat er nogle af de løfter mange af partierne lancerer i disse dage.

Hvis vi oveni disse gaver lægger et planlagt køb af amerikanske jagerfly i 40 milliarder kr. klassen, ser det ud til, at der fremover er rigeligt at bruge pengene til.

De af os, der har levet længe nok til at opleve partierne positionere sig op til et forventet valg, ved godt, at der er tale om rent blålys.

De løfter, som i øjeblikket bliver præsenteret, vil aldrig kunne gennemføres. Hvis man tager udgangspunkt i regeringens og DF's løfter alene, vil staten skulle øge sine årlige udgifter med mere en 100 milliarder kr., samtidig med at befolkningen betaler mindre i skat.

Der er simpelthen tale om et kæmpestort vælgerbedrag!

Hvor ville det være forfriskende, hvis man i stedet begyndte at agere på en måde, så alle borgere fik medejerskab af velfærdssamfundet. Den nuværende måde at føre politik på bærer præg af en konstant leflen for interessegrupper, der er store nok til at give mandater, og de smarte nye partier, sørger endda for, at have varer på hylderne til alle tænkelige vælgergrupper, i form af positive løfter om snart sagt alt. Ikke et eneste politisk parti tør åbenbart tale om vores alle sammens pligter!

Indsats for fællesskabet

Det bør være en selvfølge at alle, der har mulighed for det, dagligt yder en indsats for fællesskabet.

Hvis man fraregner de ganske få, som desværre for dem, er nødt til at modtage passiv forsørgelse, bør en gradueret indsats for samfundet være synonym med det at være dansker. Det er en meget stor misforståelse, at man gennem de sidste årtier har set en accelererende tendens til, at vi alle opdrager hinanden til at arbejde for engang at blive 'fri'.

Denne holdning har lært flere generationer, at et eller andet sted derude, ligger lykken og venter i form af efterløn, pension og arbejdsfrihed.

Hvis bare vi slider nok i det, så når vi målet en skønne dag-. Friheden har vi fået foræret hver eneste dag, fordi vi lever i et samfund, der er så rigt, at langt det største flertal i Danmarks selv kan definere deres eget liv.

Valg har konsekvenser

Som alle andre steder har valg dog konsekvenser. Vil vi leve et liv i luksus, koster det ved kasse et. Det har bare aldrig været meningen, at velfærdssamfundet skal være synonym med et kæmpestort tag-selv-bord, hvor selvbestaltede politiske kræfter lover guld og grønne skove, hver gang valgdagen nærmer sig, uden samtidig at inddrage os alle sammen i det ansvar der også følger med.

Parolen synes at være: I kommer med krav, og vi gør som om, vi kan opfylde disse.

Hvor er de modige politikere, som tør stille krav til befolkningens engagement?

Hvorfor er det acceptabelt, at mere end en halv million danskere er på passiv forsørgelse i tider, hvor der er brug for flere hænder? Hvorfor accepterer politikerne, at store grupper af medborgere får lov til at forblive i en daglig, statsfinansieret bistandstrummerum, som på bundlinien handler om, at de modtager almisser for at holde sig væk fra den store middelklasses forbrugsfællesskab?

Hvor er de ansvarlige erhvervsledere, som bifalder det skattesystem, der har medvirket til den infrastruktur, der har gjort dem og deres virksomheder hovedrige?

Hvorfor er de tunge erhvervsledere altid borgerligt drejede alvorsmænd, som kræver frit flow til sig selv fra statskassen, en manøvre de i øvrigt aldrig kunne drømme om, at udsætte deres egne firmakasser for?

Alle bør blande sig

Det politiske hovedtema i en tid, hvor den opsparede rigdom er historisk stor, burde entydigt være, at nu skal alle være med.

Man modtager ikke bare ydelser for at blande sig uden om og miste sin frihed i et sagsbehandlerhelvede.

Danmark har mest ud af, at alle der overhovedet kan, blander sig og bliver venligt men bestemt indbudt til at være med. Og ansvarlige politikere burde have is nok i maven, til at forklare jakkemændene fra DI, at deres succes er synonym med velfærdsstatens ditto.

Hvis vi vil beholde den nuværende velfærdsstandard, kræves der som minimum en uændret skatteprocent. Vil vi betale mindre i skat, og det vil regeringens vælgere, så skal der skæres ned på velfærden! Så enkelt er det.

De jubeloptimister blandt politikerne, som i øjeblikket prøver at bilde befolkningen ind, at vi kan slippe billigere og bevare velfærdsstandarden, får det politiske spektrum til at ligne en forstørret udgave af Hjallerup Marked: Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt, og alle ved godt at ham den sjove fra Låsby snyder så vandet driver!

Søren Bøjgård er lærer på Fanø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her