Kommentar

7-skalaen er ikke innovation, men en mangelliste

Siden Immanuel Kant har oplysning og uddannelse ikke været et spørgsmål om perfektion i forhold til et allerede eksisterende ideal, men om uddannelse til selvstændighed. Det er vi gået bort fra med den nye karakterskala
4. oktober 2007

Nogle gange oplever man som censor eksamen som en intellektuel fornøjelse. Ind kommer en studerende, som ikke alene kan sit stof, men som præsenterer selvstændige iagttagelser og lægger uventede vinkler på stoffet. Som indgår i samtalen med eksaminator og censor på en måde, der inspirerer og fornøjer. Som har gode bud på forklaringer og fortolkninger, også på stof der ligger uden for pensum.

I gamle dage kunne man slå op i eksamensbekendtgørelsen og nikke genkendende til beskrivelsen:

"Omfattende og sikker viden". "Skelner klart mellem væsentligt og uvæsentligt". "Anvender sin viden (-) over for ikke kendte problemer ved at kombinere foreliggende principper sådan, at løsningsmuligheder opstilles."

Sådan karakteriserede 'bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse' fra 1995 karaktergruppen 'udmærket'.

I sådanne tilfælde kunne man så vælge mellem 10, 11 eller 13. 13 var undtagelsen. Så skulle præstationen være suveræn, og eksaminanden skulle vise "selvstændig stillingtagen og overblik". Men var præstationen ikke til 13, så valgte man 11 eller 10.

Men hvad gør man i dag?

Klar tale

Jeg har prøvet det for nylig, da jeg var censor ved et speciale, der skulle forsvares mundtligt i begyndelsen af september. Derfor var det røget ind i den nye karakterskalas tidsalder, som på universiteterne startede første september i år.

Jo, i dag må man vælge mellem syv trin, fra tolv til intet mindre end minus tre. 12, 10, 7, 4, 02, 00 og -3. "Minus tre" - så kan han lære det!

Men det er såmænd ikke antallet af trin eller afstanden mellem dem, der generer mig. I gamle dage havde vi ti trin, i dag har vi kun syv. Det bliver måske lidt mindre nuanceret, men det er nu engang konsekvensen af harmonisering med den internationale såkaldte ECTS-skala.

I gamle dage havde vi undtagelseskarakteren 13, i dag er 'undtagelser' afskaffet. Igen: Lidt ærgerligt, men så pyt da. I gamle dage kunne man ikke få lavere end nul, i dag hedder bundkarakteren minus tre.

Det er måske lidt svært at forstå, for når man skal harmonisere med en skala, der går fra A til F, kan man altid diskutere, hvad det enkelte bogstav skal oversættes med, når man nu insisterer på at bruge tal. Det har konsekvenser for beregning af gennemsnitskarakter, som jeg ikke helt kan gennemskue, og psykologisk set er minus tre godt nok et signal, der kan mærkes. Men hvad Søren, hvor tids pædagogik går jo ind for klar tale.

Og så kan jeg ærgre mig over, at det gamle 'midterfelt' - 7, 8 eller 9 - nu enten skal resultere i 4 eller 7 (som dækker både 8 og 9). Det giver færre muligheder for at differentiere mellem gennemsnitspræstationer. Men igen: Det finder vi vel ud af.

Nej, det der generer mig er beskrivelsen af de enkelte trin.

Topkarakteren 12 gives "-for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler."

Går man en tak ned, lyder beskrivelsen: "Karakteren 10 gives for den fortrinlige præstation, der demonstrerer en omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler." Eksaminanden skal have 7, hvis der er "-en del mangler", og 4 hvis der kan konstateres "-adskillige væsentlige mangler".

Ideal om perfektion

Og sådan fortsætter listen. Den er ikke en karakterliste, men en mangelliste. Kan eksaminanden det hele, skal han eller hun have 12. Og derudfra kan man så sidde og trække fra, med den ene del af opmærksomheden rettet mod facitlisten og den anden rettet mod eksaminanden.

7-trins-skalaen er en mangelliste. Fra nul huller til uacceptabelt mange huller. Og sådan bliver den da også præsenteret, når man bliver instrueret i skalaen. "Du skal starte ovenfra og trække fra", lyder den populære instruktion, som jeg har hørt. Problemet er, at sådan forstår vi ikke som moderne mennesker viden og færdigheder.

Jo, der var engang, hvor man underviste i forhold til et ideal om perfektion. Når eleven eller den studerende begyndte på sin uddannelse eller sit studium, kunne hun ingenting. Så blev der fyldt på, og til sidst kunne hun - hvis projektet var lykkedes - det hele. Der blev fyldt på fra minus tre til tolv.

Men siden slutningen af 1700-tallet, siden salig Immanuel Kant og hans banebrydende svar på spørgsmålet om, hvad oplysning er, har oplysning og uddannelse ikke været et spørgsmål om perfektion i forhold til et allerede eksisterende ideal, men om uddannelse til selvstændighed. "Hav mod til at bruge din egen forstand", lød hans motto. Og det er just det, man glæder sig over, når man hører en top-præstation. I så fald reproducerer den studerende ikke facitlisten. I så fald bruger hun sin viden og sine færdigheder selvstændigt.

Det var just det ideal, som den gamle 13-skala udtrykte. Men det gør den nye syv-trins-skala ikke. Den inviterer til perfektion, ikke til innovation. Den er en mangelliste.

Lars Qvortrup er rektor for Danmarks Biblioteksskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Obiter dictum:
Nu er Immanuel Kant altså ikke synonym med enorm indsigt.
Han dog vigtig at forstå for at gennemskue nogle af de mange misforståelser og præmisser, som eksisterer på venstreføljen. For en omfattende og dybdegående forklaring af Kants fejl og mangler se Ayn Rand i "The Virtue of Selfness" og "The new Intectual".

Det var da en tør og trist kommentar til en velskrevet artikkel, der sœtter fokus på et vigtigt emne.

Jeg synes at vores samfund de seneste år har bevœget sig i en retning der gør os mere og mere til robotter uden selvstœndighed. Vi er måske blevet mindre naive, hvilket bare har ført til en større ligyldighed og mere indelukkethed omkring os selv.

Vi forlanger for lidt af os selv og for lidt af politikerne. Det matrielle er for tiden vigtigere end det mentale, måske fordi de matrielle og økonomiske vœrdier er lettere at leve op til, end at have en høj moral (regeringen). De samme tendenser viser den nye karakter skala, hvis beskrivelse er glimrende til diktat eller fœrdighedsregning, men til en fristil? til noget kreativt...

@Niels
Man kan sagtens kritisere Kant, men forestillingen at Ayn Rand skulle være autoriteten til at gøre det, synes direkte pinlig. Kant er filosof, hvilket i første omgang vil sige en man kan diskutere med (in absentia), være enig og uenig med - man kan vurdere argumenternes styrke og svagheder osv. Ayn Rand er først og fremmest skønlitterær forfatter (og i øvrigt anakro-kapitalismens hof-ideolog). Pointen er, at du lige præcis fejler overfor det eneste som Kant bliver taget til indtægt for i artiklen - nemlig fordringen om at have modet til at gøre brug af din egen forstand. Hvad er det der går galt hos Kant? Hvis du kunne give et bud på det ville det være interessant. Udnævnelsen af Ayn Rand til den, der er god til at kritisere Kant, er (ud over at den provokerede denne skribent til at give et svar) uendeligt kedelig.

Kants pointe (at oplysning først og fremmest er kendetegnet ved menneskets mod til at gøre brug af egen forstand) vedbliver for mig at se at være yderst vedkommende i dag. Og jeg synes at artiklen gør glimrende opmærksom på det forstemmende i, at evnen til at tænke selvstændigt øjensynligt ikke længere skal tillægges værdi ved eksamensbordene.

Hvis du mener, at selvstændig tænkning er noget, som vi gør bedst i at bandlyse fra vores uddannelser, vil jeg da gerne høre (læse) dine argumenter. Det er jeg sikker på at der er andre der også gerne vil. (Hvis du mener at der er andre dele af Kants tænkning, som bør diskuteres, vil jeg da sådan set også gerne drøfte dem).

Steen Rasmussen

Kulturel og social evolutionen kan, fx i form af den europæiske middelalders selvforståelse, ses som resultat af forsøget på at forklare sin samtids udvikling som en eller anden grad af realisering af den græske oldtids kulturelle idealer. Man ville op gennem den europæiske historie gerne forstå sin kultur som emanation, eller som afledt fænomen i forhold til oldtidens Grækenland. Denne bestræbelse var sammen med de mange misforståelser af netop oldtiden og sig selv som sin fortid yderst produktiv, og kulturen er også i dag på mange måder resultat af produktive misfortolkninger af, hvad der egentlig har været, er og bør være.
Spørgsmålet er bare, om der skabes mere ved at de studerende frem over i højere grad skal vurderes på deres evne til at leve op til det givne eller samtidens tilfældigt gældende ideal for, hvad der er rigtigt og perfekt. Jeg tror ikke folkene bag det nye karaktersystem forstår sig selv, og hvis de gør, så er de bange for et eller andet. Med kanoner og andre eksterne kriterier for det gode og det rigtige i forhold til de skabende unge mennesker, ser man et konservativt initiativ, et forsøg på at bevare det allerede værende eller at reducere det kommende til perfektion af allerede skabte idealer. Jeg håber ikke kanonerne kan standse udviklingen. I så fald ville det være udtryk for, at uddannelsessystemet frem over i højere grad ville stå for en form for udvælgelse af de mindre egnede, frem for befordringen af den mere autentiske evne til at være tilstede og forstå midt i samtiden med dens aldeles ukanoniserede paradokser af skabende modsætninger. Jeg tror kanonerne er resultat af et forsøg på at reducere fremtiden til fortiden, eller det kommende til plagiatet af noget, der er ved at skide i bukserne ved synet af sin egen skygge.

Jeg vil give Lars Qvortrop ret. Nu har jeg selv gået i gymnasiet, og fået et 9-tal (eller 7-tal som det jo vil hedde i dag) og jeg kan godt skrive under på, at ingen, heller ikke mig, fik fik et 9-tal for at udvise 'del mangler i stoffet eller i forståelsen af denne' som man nu åbenbart kan et 7-tal (9-tal) for.

Nu har karakter-kommisionens formand været amerikaner. Og det kan tydeligt ses, mener jeg. Det kan det på den baggrund af den nye karakterskala hviler på et amerikansk-engelsk grund forstået på den måde, at karakterskalaen ganske enkelt måler hvor meget den enkelte elev kan ifht. en viden som må formodes at udgøre 100% af det samlede fags data-mængde. Karakterskalen understøtter således blot den borgerlige regerings ideologisk felttog om, at viden=information&data, og at hvor meget man får i karakter er lig med, hvor meget information&data af den rette slags man kan gylpe op med til eksamen (for nu at sige det på den måde).

En anden grund til at man se at formanden er amerikaner, kan man se i karakteren -3, som er blevet udnævnt til at være en straffekarakter til 'dumme' elever som totalt ødelægger undervisningen, fordi de ganske enkelt forstyrrer undervisningen for meget. Og det er nemlig lige præcis sådan karakterne også bruges i USA - til at disciplinere eleverne, så de gør som lærerne siger, da den amerikanske skole hader al denne selv-stændigheds-tænkning..

Nu er Kant jo et resultat af Oplysnings-tiden i bl.a. Frankrig og Tyskland, og hans insisteren på at bruge sin forstand mv. som værende oplysning er
jo en direkte konsekvens eller anledning til Oplysningstidens holdning til undervisning mv. Måske er det sådan at den borgerlige-danske regering vil gøre op med Kant og Oplysningstidens holdninger til dannelse; noget kunne tyde på det, da den har allieret sig med Dansk Folkeparti der jo som bekendt huser to fætre som er meget imod denne oplysningstid...

Formanden er jo også matematiker. Det ses også tydeligt. Det er nemlig ulige lettere at tjekke om f.eks. en elev har lært procent-regning eller lært hvad et retvinklet trekant er end om eleven formår at bruge en analyse-model korrekt eller argumentere selvstændigt og godt for sin tolkning af en digt eller en novelle. Men således skal det ikke være mere: Eleven skal nu kunne reproducere lærerens facitliste...som med garanti kommer til at bestå af data, fakta og information f.eks. om hvor Nakskov ligger, men intet om hvad lukningen af Nakskov skibsværft betød for byen. Det kunne jo betyde, at eleverne kom til at tænke selv....

/Karsten