Kronik

Den afgørende debat om velfærdens balance

Et nyt folketingsår indledes i dag. Der er mange forventninger til blandt andet Ny Alliance, og håbet er, at partiet kan fordrive dæmoniseringen i dansk politik og blive formidler af en mere reel politisk debat
Folketinget åbner i dag, og mange forventer store velfærdsdemonstrationer. Den skæve velfærdsdebat forklares ofte med overfladiske medier, spindoktorer og populistiske partier. Men alle disse fænomener er en del af en samfundsforandring, der ikke kan rulles tilbage.

Folketinget åbner i dag, og mange forventer store velfærdsdemonstrationer. Den skæve velfærdsdebat forklares ofte med overfladiske medier, spindoktorer og populistiske partier. Men alle disse fænomener er en del af en samfundsforandring, der ikke kan rulles tilbage.

Jens Panduro (Arkivfoto)

Debat
2. oktober 2007

Ingen kan være i tvivl om, at velfærdsstatens fremtid er udfordret. Men debatten om projektets fremtid her 40 år efter, at den skandinaviske velfærdsstat for alvor ekspanderede, er i dag meget spredt og præget af mange skæve fordrejninger.

Mange forventninger til dette års nye parti Ny Alliances potentiale knytter sig formentlig til et håb om, at partiet kan blive formidler af en mere reel og løsningsorienteret politisk debat. Men foreløbig er resultatet tvetydigt.

Den skæve velfærdsdebat forklares ofte med overfladiske medier, spindoktorer og populistiske partier. Men alle disse fænomener er en del af en samfundsforandring, der ikke kan rulles tilbage. Debatten bliver dermed præget af urealistisk politisk nostalgi eller konservatisme, som Dansk folkeparti bestemt ikke er alene om at repræsentere.

Venstrefløjen, inklusive Socialdemokraterne og Det radikale Venstre dyrker en anden version af 'Det gode gamle Danmark' end den danskfolkepartiske såkaldte Morten Korch-idyl, kendetegnet af et tæt folkeligt fællesskab og enkle, hverdagsagtige, gammeldanske værdier. Venstrefløjens version er en drøm om en klassisk socialdemokratisme, anført af velfærdens helte, og støttet - kritisk - af en privilegeret offentlighed, der i politisk kontrollerede medier diskuterede samfundets indretning.

Hverken den ene eller den anden version har rod i historisk virkelighed.

Højeste skattetryk

Velfærdsstaten har vel aldrig været mere populær i befolkningen end nu. Det er et helt enestående træk ved dansk politik, at det eneste parti - De Konservative - der har kæmpet energisk for at lempe klodens højeste skattetryk nu straffes af vælgerne og må se tilslutningen synke til markant under 10 procent.

Men skønt offerviljen er til stede blandt vælgerne, er bevidstheden om velfærdsstatens skrøbelighed helt sikkert også udbredt - langt udover dem, der diskuterer problemet i politisk jargon eller med semi-akademiske termer.

Landets bedste samfundsforskere udgiver efter hvert valg en analyse, baseret på valgdagens exitpolls, blandt det bedste empiriske materiale til holdningsdannelsen i befolkningen. Her opsummerede forskerne for nogle år siden den massive støtte til velfærdsstaten ved at påpege, at den hvilede på to væsentlige præmisser: Bæredygtighed og retfærdighed.

For at vurdere begrebet bæredygtighed i denne sammenhæng kunne det måske være nyttigt at fokusere på, at Fogh Rasmussen i 2001 vandt valget ikke alene på udlændingepolitikken, som spillede en hovedrolle, men også på sundhedspolitikken, hvor vælgeranalyser pegede på, at Fogh havde højere troværdighed som garant for et velfungerende sundhedsvæsen end hans modpart Nyrup. Store vælgergrupper, som har brug for og værdsætter den gratis sundhedsservice i Danmark, var - med lange ventelister og kritik af kræftbehandlingens effektivitet - kommet i dyb tvivl om, at problemerne blev løst med klassisk socialdemokratisk velfærdspolitik: Flere penge.

De private sygeforsikringer var allerede dengang i vækst, også fremført som overenskomstkrav af fagforeninger, og udsigterne til en fremtidig opdeling i A- og B-brugere af sundhedsvæsnet var til at få øje på.

Jeg tror, at brede befolkningsgrupper forventede, at kun med et mere dynamisk samspil med private leverandører af sundhedsservice kunne sundhedsvæsnet moderniseres til 'bæredygtighed' i en internationaliseret verden.

Ønske om retfærdighed

Vælgernes anden betingelse for at satse på skattefinansieret velfærd var 'retfærdighed' og her må det være realistisk om end kontroversielt at pege på udlændingepolitikken. Indvandring, tildeling af asyl og familiesammenføringer havde med de meget liberale regler i Udlændingeloven fra 1983 nået et omfang, som fik mange til at tvivle på både 'bæredygtighed' og 'retfærdighed'.

Det er en smuk men komplet urealistisk tanke at udvide dansk velfærdsservice til hele klodens nødlidende befolkning, hvis finansieringen skal findes inden for dette lands grænser.

Tilbage sidst i 80'erne og i begyndelsen af 90'erne udformede de skandinaviske socialdemokratiske partiers samarbejde, som inddrog regerende finansministre og vores egen for daværende finansministerkandidat Mogens Lykketoft, en serie rapporter, de såkaldte Samak-rapporter, der med stædig overbevisning påpegede, at kun ved at udvide brugen af markedsmekanismens dynamik og styringspotentialer kunne de socialdemokratiske velfærdsidealer overleve den voldsomme internationalisering af økonomien og samfundsrelationer.

Truslen er jo, at kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed lægger loft over skatteindtægterne samtidig med, at de privilegerede befolkningsgrupper får fri adgang til serviceydelser på traditionelle velfærdsområder på et helt andet kvalitetsniveau, end det, den offentlige sektor kan opvise. Tilbage vil være en stadig mere vanskelig finansierbar og kvalitativt underlegen offentlig sektor, der bliver et tilbud til de underprivilegerede.

Den berømte sammenhængskraft er truet.

Nyrup-regeringen tog fat på markedsstyring af den offentlige sektor gennem privatiseringer, udliciteringer og markedsorienterede lønsystemer. Men de radikale og dele af det socialdemokratiske bagland blokerede for den reduktion af indvandringen fra meget fremmede kulturer, der i stigende omfang vanskeliggjorde dagligdagen for underprivilegerede danskere og værst af alt begyndte at true grundstrukturen i folkeskolen med opdeling i sorte og hvide skoler, skoler for de privilegerede og skoler for de underprivilegerede.

Vælgernes oprør i 2001 var et forsvar for velfærdsstaten, selvom der blev byttet noget rundt på vante roller.

Siden socialdemokraterne efter smertefulde formandsskift har tilsluttet sig den stramme udlændingepolitik, er velfærd for alle og de offentligt ansattes vilkår blevet et politisk hovedtema.

Tidligere er de svage ofte blevet misbrugt som gidsler for de offentligt ansattes krav, men i dag er problemet i særlig grad den truende mangel på arbejdskraft i det offentlige. Men en moderne offentlig sektor, balancerende med det stadig voksende krav om udvidet velfærdsservice, et overbelastet skattesystem og manglende arbejdskraft er en enorm udfordring.

Nyrup-regeringen gennemførte væsentlige arbejdsmarkedsreformer og fortsatte den stramme økonomiske politik, men svigtede på det udlændingepolitiske felt. Fogh har taget skridt i den rigtige retning med kvalitetsreform og bestræbelserne på at lægge efteruddannelse og livslang læring ind i overenskomstsystemet gennem trepartsforhandlinger. Hvis der skal skabes finansiering til de afgørende velfærdsydelser, uddannelse og sundhed, udenom skattesystemet, kræver det et dynamisk samspil med en stærk fagbevægelse.

Her må åbnes for et forbrug af kollektiv velfærdsservice, forhandlet i arbejdsmarkedsregi, til aflastning af en offentlig sektor, som må koncentrere sig om at yde den helt basale velfærdsservice i topkvalitet til alle.

Ny politisk debat

Ny Alliance har skabt håb om en ny politisk debat uden blokdannelser og uden den ulidelige tone af fjendskab og dæmonisering, præget af dyb fjendtlighed mellem politikere, der ikke er basalt uenige om hverken mål eller metoder. Hvis Ny Alliance for alvor prioriterede et sådant projekt, satsede alt på at bryde blokpolitikken og tonen af uforsonlighed, kunne partiet lægge sig smukt i halen af de partimæssige nydannelser, der har været en afgørende del af den politiske proces, hvormed dansk demokrati har bevæget sig fra afgrundens rand i 70'ernes slutning til en placering som en af Europas stærkeste økonomier med et af kontinentets laveste arbejdsløshedstal.

Glistrup og Fremskridtspartiet bremsede Anker-Jørgensen-politikkens amokløb mod afgrunden, men blev aldrig politisk operationelt. CD derimod blev fødselshjælper for Schlüter-regeringen, der indledte økonomisk disciplin og ben bæredygtig strategi. Nyrup førte den videre.

Dansk Folkeparti bremsede undertrykkelsen af den letsindige udlændingepolitiks uholdbarhed. Nu kan Dansk Folkeparti som det fjerde, markante nye parti i de sidste 35 år åbne for en ærlig debat om den ekstremt svære balancegang, det vil være at sikre den høje grad af lighed og den høje grad af tryghed i det danske samfund. De nye partier har foreløbigt udgjort en markant demokratisk styrkelse af dansk politik - vi slår rekorder i vælgerdeltagelse og vælgernes tillid til de demokratiske institutioner.

Trods den blakkede hidtidige indsats kan man håbe, at Ny Alliance yder et afgørende bidrag til at fordrive sortsyn og dæmonisering fra dansk politisk debat, så vi sammen kan diskutere vore unikke muligheder for at videreføre et at klodens bedst fungerende samfund.

Erik Meier Carlsen er politisk kommentator

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her