I sin kronik: 'Coaching - et symptom på angst' 10. oktober skriver Finn Janning, at han ikke mener, at det 'trendy' fænomen coaching skal forklares med, at livet i dag er blevet mere komplekst og svært, og at mange derfor søger hjælp hos en coach.
Det er jeg uenig i.
Jeg tror, at mange oplever livet som mere komplekst, fordi tilværelsen i forhold til tidligere tiders mere statiske samfund rummer mange flere valgmuligheder og på væsenlige punkter er blevet mere omskiftelig . Dette afføder let rådvildhed og derfor behovet for en form for vejleder.
I sin analyse henviser Finn Janning til den franske filosof Michel Serres bog Genèse, hvori det hævdes, at angsten er blevet livets vejleder, fordi det, der er ukendt og afviger, gør os utilpasse og urolige. Dette er der imidlertid ikke noget nyt i. Mennesket har altid kendt til 'frygten for det ukendte' og i øvrigt dets modsætning 'genkendelsens glæde'. Derfor drages flertallet af det vante og forudsigelige.
I forhold til tidligere tiders samfund er det i dag ikke mere kontrollerende og moraliserende, som hævdet af Finn Janning. Tværtimod var der i tidligere tiders mere småborgerlige og homogene samfund mange flere begrænsninger i den enkeltes udfoldelsesmuligheder og færre socialt acceptable måder at komme igennem livet på. Og paradoksalt nok gav disse mere snævre rammer for de fleste mere tryghed og enkelhed i tilværelsen - man behøvede ikke en coach til at vejlede sig gennem tilværelsen, men blev så at sige vejledt af de ret snævre sociale normer, der varierede alt efter ens klasse tilhørsforhold. Det gav mere forudsigelighed, mindre rådvildhed og mindre angst.
Fra det øjeblik man blev født, var ens livsbane i større eller mindre grad fastlagt. Blev man f.eks. født ind i en arbejderfamilie, blev man også selv arbejder, når man blev voksen, og det var ikke ualmindeligt, at man arbejdede på den samme arbejdsplads hele sit liv. Når man blev gift, forblev man som regel med den samme ægtefælle hele livet. Et forudsigeligt liv, der overflødiggjorde ethvert behov for coaching.
Utrygheden, angsten og behovet for coaching kommer med det moderne samfunds øgede muligheder bla. for social mobilitet. Et arbejderbarn skal ikke nødvendigvis forblive i arbejderklassen, men kan lige såvel vælge at blive student, studere på universitet og ende som embedmand i et ministerium langt fra det miljø, han oprindelig kom fra. Undervejs har han måske prøvet at skifte uddannelse et par gange, og inden han endte i ministeriet, har han måske også været ansat i det private erhvervsliv. Han har måske også været gift og skilt et par gange og har børn fra begge ægteskaber.
Jo, eksistensielt set er livet for mange blevet mere omskifteligt, uforudsigeligt og derfor mere komplekst.