Kronik

Beppe Grillo og blog-folket

Som tidligere tiders hofnarre har en krasbørstig komiker erobret overskrifterne i Italien og skabt en vis panik i det etablerede politiske system
Komikeren Beppe Grillo spiller den klassiske rolle som hofnar, men kritikere hævder, at han med sin adfærdsform meget vel kan bane vej for -mørkets fyrster-.

Komikeren Beppe Grillo spiller den klassiske rolle som hofnar, men kritikere hævder, at han med sin adfærdsform meget vel kan bane vej for -mørkets fyrster-.

Pierpaolo Ferreri

3. oktober 2007

Italien har altid været opfindsom, når det gælder nye politikformer. Det så man allerede i begyndelsen af 1920'erne, da Mussolini banede sig vej med sine fascistiske tæskehold, ca. 10 år før Hitler gjorde det samme i Tyskland. I midten af 1990'erne dukkede Berlusconi så op med sit telekrati. Det kan begrunde, at vi nøje må følge med, når en type som Beppe Grillo erobrer overskrifterne - også i den internationale presse.

Hvem er så Beppe Grillo? Profession: Komiker af den krasbørstige og højtråbende type, der i sin tid måtte forlade det italienske fjernsyn Rai, da det blev for meget for magtens alvorsmænd. Samme skæbne overgik i øvrigt også den senere Nobelpris-tager Dario Fo. Grillo har alligevel været i stand til at optræde for fulde huse uden den sikre karriere, som medierne ellers garanterer. Med etableringen af sin blog på internettet, der efterhånden er blevet en af de mest besøgte overhovedet, er det lykkedes ham at skabe en platform for kritik af den politiske kaste og dens privilegier.

Da denne øvelse følger en rutinemæssigt tilbagevendende genre - og senest har fået ny næring med de to journalister Rizzo og Stellas bog La casta - har det ikke været svært for Grillo at bringe gemytterne i kog. Det er da heller ikke særligt gunstigt for den siddende centrum-venstre regering, ledet af Romano Prodi, når Italiens justitsminister Clemente Mastella lader sig transportere i et af statens fly til Monza for at overvære et Formel 1-løb.

Ofte kan det dog være svært at afgøre, om disse angreb skyldes moralsk renfærdighed eller måske snarere bunder i en ærgerlse over ikke selv at have været i stand til at få sig fordelagtigt placeret i samfundets mange kaster.

Skråt-op-dag

Den 8. september fik Grillo så sammenkaldt en større menneskemængde i Bologna, reformkommunismens gamle mønsterby, til det han kaldte en vaffa-day (efter det italienske ord vaffanculo, der står for 'skråt-op').

Initiativet havde udløbere til andre italienske byer og må på sine egne præmisser bedømmes som en overvældende succes. Det umiddelbare formål var at skaffe underskrifter og tvinge parlamentet til at gennemføre en lovgivning, der bl.a. skulle forbyde dømte politikere at blive valgt ind i parlamentet og sikre, at en politiker kun kan sidde i parlamentet i to valgperioder, dvs. i op til 10 år.

Hvordan skal man så vurdere et fænomen som Beppe Grillo?

Der er ingen tvivl om, at det har skabt en vis tilbageholdt panik i det etablerede politiske system. Det gælder ikke mindst i det centrum-venstre, der holder en meget porøs Prodi-regering oppe, og som er kommet yderligere under pres under de afgørende forhandlinger om næste års finanslov. Undersøgelser har nemlig vist, at det fortrinsvis er centrum-venstres vælgere, der bakker op om Grillo, pga. utilfredshed med regeringens manglende resultater.

Der er imidlertid både noget nyt og noget velkendt over fænomenet. Således åbner den italienske forfatning allerede for en udstrakt brug af det direkte demokratis virkemidler; bl.a. kan enkeltsager bringes til en folkeafstemming. Et parti som De Radikale under ledelse af den farverige Marco Pannella har i en menneskealder brugt dette middel til at prikke til den politiske kaste eller 'partitokratiet', som det siden 1950'erne har været kaldt. Man kan også tænke på filminstruktøren Nanni Morettis runddansbevægelse i 2002, der var rettet mod Berlusconis misregimente, men som ikke har ladet høre fra sig siden, hvilket Grillo ikke har undladt offentligt at håne Moretti for.

Mørkets fyrster

Der er imidlertid også nogle træk af egentlig pøbelvælde. Et udtryk som 'skråt-op' med hele dets antiparlamentariske arsenal bringer ubehagelige mindelser om det fascistiske slogan "hvad rager det mig", for ikke at nævne futuristen Guido Keller, der i 1920 fløj ind over parlamentsbygningen i Rom og viste sin foragt ved at overhælde den med en natpottes indhold.

Eugenio Scalfari, grundlæggeren af dagbladet la Repubblica, har da også været ude med en usædvanlig stærk kritik af Grillo, når Scalfari med en historisk parallel mener, at sådanne adfærdsformer blot baner vejen for mørkets fyrster.

Det nye i fænomenet ligger så i den rolle, som internettet har haft i spredningen af budskabet.

At det er centrum-venstres vælgere, der bakker op, falder helt i tråd med andre undersøgelser, der siger, at netop denne fløjs vælgere bruger internettet til at holde sig orienteret langt mere end vælgerne på den modsatte fløj, der gennemgående er lavere uddannet. Det hører dog med til en samlet vurdering, at nok har internettet været en vigtig platform for Grillo, men aviser og tv har faktisk spillet en afgørende rolle både op til den 8. september og i den efterfølgende periode med deres daglige omtaler.

Berlusconi står i kulissen

Der er lidt af en hofnar over Grillo, på samme måde som karnevallets venden tingenes orden på hovedet altid har været en anerkendt form, når blot den holdt sig inden for bestemte rammer.

Grillo bryder ud af disse rammer og har også et medium, der tillader ham at gøre det. Han vil ikke nøjes med at gøre grin med magthaverne over for et publikum, der så ved næste valg stemmer på de samme magthavere. Han vil have politikerne væk. Tabula rasa.

De fremførte krav kan isoleret betragtet virke ganske fornuftige; men hele initiativet kan meget vel sætte en proces i gang, der unddrager sig komikerens kontrol. For hvad siger mærkesagerne om den store politik, om statsræsonnen. Her bliver komikken til alvor. Den trussel, der selvsagt ligger lige for, er, at Grillo frem for at få sine krav igennem snarere bidrager til at svække den nuværende regering så meget, at den falder og giver plads til det flertal, som Berlusconi og centrum-højrefløjen allerede menes at være i besiddelse af.

Berlusconi har siden sin afgang som regeringsleder ved valget sidste år ført permanent valgkamp og har senest givet grønt lys til dannelsen af et nyt medieparti på højrefløjen, der har fået navnet Frihedens Parti (Partito della libertà). Lederne i hans eget parti, Forza Italia, ser ikke med udelt begejstring på dette initiativ. Det skal dog først og fremmest tænkes som et stemmeblikfang. Ganske symptomatisk for Berlusconis kreativitet og handlekraft er det nye parti blevet dannet over night og med en vis Michela Vittoria Brambilla som kølerfigur. Formålet har klart været at 'tænde' vælgerne, som han havde stor succes med, da Forza Italia blev dannet tilbage i 1993-94 og banede vejen for hans første regering.

Den megen fokus på Beppe Grillo kan meget nemt få os til at overse, at centrum-højrefløjen faktisk allerede har sin egen Grillo, nemlig antiparlamentarikeren Berlusconi, talsmanden for alle de italienere, der når det kommer til stykket egentlig ikke vil lade sig repræsentere af nogen.

Til sammenligning og med en langsommelighed, der ikke rigtigt matcher den hurtighed, hvormed vælgermasserne grupperer sig i disse år, har centrum-venstrefløjen i adskillige måneder arbejdet for dannelsen af et nyt parti, et Partito Democratico med rødder tilbage i det gamle kommunistpart og i venstrefløjen af det gamle kristeligdemokratiske parti.

Partito Democratico befinder sig aktuelt i en konstituerende fase og afholder i oktober måned et primærvalg blandt sine vælgere. Der er meget, der tyder på, at partiets nye leder bliver Roms borgmester, Walter Veltroni.

Spørgsmålet er derfor, om denne mere traditionelle politikform fortsat har en fremtid over for de nye former, der nu senest er båret frem af internettet i et af mange uforudset omfang. Med Beppe Grillo er dette spørgsmål blevet helt centralt.

Gert Sørensen er lektor i italiensk på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant analyse GS - og Grillo er jo et interessant fænomen, så tak for det.
Jeg kan ikke frigøre mig fra at sammenligne Grillo og Jacob Haugaard. Medvind på cykelstier, SABAE, kartoffelsækhabit og lignende gags førte jo til folketingsmedlemsskab uden at demokratiet blev rystet af det.
Og i virkeligheden er tråden fra hofnarren ved enevældshoffet til den moderne Grillo - inklusiv alle verdenshistoriens mellemformer - et godt analyseværktøj.
Hofnarren, Haugaard, Grillo osv. truer ikke magten. Snarere tværtimod kan man sige, ifølge den almindeligt anerkendte måde at se karnevallet og narren på, som også GS peger på.
Det syner for mig - i modsætning til GS - at være uklart at Grillo skulle være en større fare for magten end tidligere hofnarre. Og netop derved adskiller Grillo sig fra Berlusconi. Berlusconi var (er?) magten. Enevældsagtig og korrumperet, kan man vist rolig sige.
Ja, sikken en treenighed moderne italiensk politik byder på: Prodi, Grillo og Berlusconi. På det nærmeste en surrealistisk levendegørelse af Pär Lagerkvists Dværgen.