Kommentar

Et blik på striden mellem regeringen og forskerne

Regeringen satser på forskning. Parolen lyder, at dansk forskning i verdensklasse skal fremmes. Det er forskerne enige i. Men alligevel befinder debatten mellem regeringen og forskerne sig på kogepunktet. Stridens kerne er, hvordan forskning i verdensklasse genereres
24. oktober 2007

Regeringen og forskerne er enige om, at man skal sikre, at de bedste forskere ikke forlader Danmark, og at de bedste udenlandske forskere søger til landet. Det er et af de afgørende elementer i satsningen på forskning. Med det afsæt i kaster regeringen en politisk økonomisk logik på forskningen, mens forskerne kaster en videnskabelig logik på forskningen. Og her støder de modsatrettde argumenter mod hinanden med en rasende fart.

Videnskabsministeren udtaler, at flere midler bør gå til den strategiske forskning, hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence; strategisk forskning, hvor der er en forventning om resultater inden for et konkret område. Og resultater i form af patenter og produkter, som giver et godt afkast til samfundet.

Forskerne svarer igen med, at en profilering af den strategiske forskning vil lægge bånd på forskernes kreativitet. Det vil dræne den frie forskning for de dygtigste talenter, og en konsekvens deraf er, at der gives køb på unikke opfindelser samt den videnskabelig bredde og kvalitet, som den strategiske forskning hviler på.

Vejn til geniale ideer

Set fra en videnskabelig optik er regeringen, gennem satsningen på den strategiske forskning, ved at grave sin egen grav. For hvordan kan man profilere en strategisk forskning til fordel for den frie forskning, som den strategiske forskning netop er baseret på? Hvordan kan regeringen tro, at dette er vejen til geniale ideer, der kan bidrage til Danmarks økonomi?

Det kan sammenlignes med en gartner, der smider alle sine frø væk og derefter læner sig tilbage og venter på et hav af smukke blomster!

Et skift til et par briller med en politisk økonomisk optik giver en ganske anderledes udsigt. Her virker den frie forskerdrevne forskning formålsløs. Hvorfor arbejder en forsker på et projekt, uden der er en sikkerhed for, at dette projekt umiddelbart resulterer i et produkt, som bidrager positivt til samfundsøkonomien? Fri forskning er spild af tid, idet forskeren ikke kan vide, om arbejdet udløser en check ved kasse ét i den nærmeste fremtid.

En politisk overstyring

Uenigheden er larmende. I et forsøg på at skabe ro ledes opmærksomheden her over på noget, som politikerne og forskerne næppe kan være uenige om: Det politiske system er sat i verden for at styre samfundet, og det videnskabelige system er sat i verden for at generere viden. Det betyder, at politikerne ikke kan generere viden, og at forskerne ikke kan styre samfundet. Med dette in mente kan der gennem et par objektive briller - her forstået som et par briller, der hverken er politiske eller videnskabelige - pludseligt ses en mulig løsning på striden mellem regeringen og forskerne.

Med den aktuelle politiske styring af forskningen bliver mere og mere af forskningen planlagt på Christiansborg. Et eksempel er, at de fleste offentlige forskningsmidler for tredive år siden blev delt ud til institutionerne, som så selv fordelte pengene internt. I dag skal institutionerne konkurrere om halvdelen af de offentlige midler, og udfra strategiske prioteringer afgøres det, hvem der får del i midlerne. Det er et eksempel på en politisk overstyring.

Det er et eksempel på, at regeringen styrer forskerne på områder, hvor forskerne bør være selvstyrende; at politikerne ikke holder sig til deres egen opgave, som er at styre samfundet. Dette krav om selvstyring har sin begrundelse i, at det er forskerne, som er de profesionelle, når det drejer sig om forskning. Det er ikke politikeren. Derfor bør forskerne have et råderum udfra en overordnet politisk styring, hvor de kan udøve deres professionalitet i planlægningen og gennemførelsen af forskningen.

Så hvis regeringen vil sandsynliggøre, at dansk forskning skal være i verdensklasse lyder her et råd om, at de benytter sig af den ekspertise, som forskerne har, i stedet for at detailstyre dem udfra en politisk økonomisk logik.

Helle Gammelgaard er lærer, cand. pæd. soc og projektkoordinator i SOPHIA - Tænketank for pædagogik og dannelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu