Kommentar

Den dårlige ånde fra højre

EU's indvandringspolitik må ændres. Fælles regler for den lovlige indvandring er strengt nødvendige. Men hvad laver Juni- og Folkebevægelsen sammen med Mogens Camre?
19. oktober 2007

Indvandringen over EU's grænser er på nuværende tidspunkt præget af kaos - og ansvaret ligger hos de usolidariske medlemslande. De klamrer sig desperat til deres 'suverænitet' af frygt for ukontrollerede 'strømme', og samtidig vender de det blinde øje til arbejdsgiveres grove udnyttelse af den illegale arbejdskraft.

De sidste ugers debat i EU-parlamentet tegner heldigvis et billede af nye og afgørende erkendelser. Her afskærmede parlamentets flertal sig mod den dårlige ånde fra højrefløjen og gav grønt lys til Kommissionens videre arbejde med udviklingen af en fælles europæisk politik for immigration.

Det er dog ganske ubegribeligt at både Jens Peter Bonde og Søren Søndergaard vælger på Junibevægelsens og Folkebevægelsens vegne at sætte sig over i et ildelugtende hjørne med Mogens Camre og resten af den ekstreme højrefløj i Parlamentet; der bekæmper man ufortrødent enhver indvandring, lovlig som ulovlig, og der ønsker man hverken rettigheder eller ordnede forhold for mennesker, der kommer hertil for at arbejde eller kommer hertil, fordi de er i nød. At modstanden mod en fælles europæisk indvandringspolitik tilmed understøtter den beskæmmende danske udlændingepolitik, gør Bondes og Søndergaards linje helt grotesk.

De højeste mure

Historisk set har selv de højeste mure aldrig forhindret migration - de har i værste fald gjort det sværere og farligere at krydse grænser og i bedste fald sendt mennesker ud på endnu længere rejser for at opfylde deres ønske om at migrere.

Årsagerne til migration er mange og foranderlige: væsentlige klimaforandringer, hungersnød og uløselige konflikter (krige gør primært at folk flygter, ikke så meget at de migrerer) gør flere regioner ubeboelige, men også stærkt subsidierede europæiske varer har mange steder udkonkurreret muligheden for at afsætte varer på de lokale markeder. Dertil kommer ønsket om bedre livsvilkår som igennem det seneste århundrede har fået Europæerne på vandring.

Vi er nødt til at sikre at de mennesker, der i dag risikerer deres liv ved at krydse Middelhavet i små både og de, der er ofre for trafficking og menneskesmuglere, ikke behøver at udsætte sig selv for den slags drabelige forsøg for at kunne rejse til EU.

Fælles regler for den lovlige indvandring er strengt nødvendige. Dels for at sikre at EU faktisk får den indvandring, som arbejdsmarkederne ifølge fagforeningernes egne undersøgelser desperat har brug for. Og dels for at få sat en effektiv stopper for den grusomme udnyttelse af fattige og ofte desperate indvandrere, der villigt tilbyder deres arbejdskraft, hvor europæere ikke længere 'gider' - eller ikke gider betale, hvad det koster.

EU-kommissionen har bl.a. præsenteret et forslag der ved at tildele kvoter til forskellige faggrupper vil give bedre mulighed for lovlig indvandring med henblik på arbejde i EU. Det kan måske lyde kynisk, at man kun vil give adgang til folk med særlige kvalifikationer og dermed lave regler for, hvem der kan arbejde i EU og hvor længe. Men det skal ses på baggrund af den nuværende brutale virkelighed: Grov udnyttelse på mange af de 27 nationale arbejdsmarkeder, hvor regeringer og arbejdsgivere ser igennem fingre med selv de mest basale arbejdstagerrettigheder. Selv i Danmark hvor arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle i kontrollen med arbejdsgiveres overholdelse af loven, finder der desværre udnyttelse sted.

Margrete Auken er SF's medlem af EU-parlamentet, og Christine Sidenius er rådgiver for Den Grønne Gruppe i EU-parlamentet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med Villy Søvndals usaglige og usmagelige angreb på Asmaa Abdol-Hamid og SFs forslag om maksimalt 3000 assylsøgere til Danmark pr. år, kunne det godt være at SF i virkeligheden burde prioritere at beskæftige sig med sin egen dårlige ånde?

Information skulle overveje een gang til før indlæg der bruger begreber som "ildelugtende hjørne" og "dårlig ånde" om politiske modstandere.

Margrete Auken er om nogen en bastant politisk møgspreder. Hun er ikke kendt for at argumentere, men for at nedgøre.

Det turde ikke være en uoverstigelig opgave at finde sober argumentation mod f.eks. Mogens Camre.

Hvis Margrethe Aukun fulgte en smule med, ville hun måske indse at det er skatten der skræmmer de dygtige fra Danmark. og senset jager en forskningsvirksomhed ud.

Det er top - og mellemskatterne der skal fjernes. Så kan man ellers spare en del ved at nedlægge det COMECON agtige Europaparlament. Men det er så en anden sag.

Ib S: "Det turde ikke være en uoverstigelig opgave at finde sober argumentation mod f.eks. Mogens Camre."

Spørgsmålet er, om det er umagen værd. Kender du ikke det gode, gamle ord: "Som man råber i skoven, får man svar"?

Hvornår har der sidst lydt "sober argumentation" fra Camre?