"Du hører her en sociolog sige, at det ikke er samfundets skyld," sagde sociologen Henrik Dahl, da han i 'Debatten' på DR2 den 20. september blev bedt om sit bud på årsagerne til 'fedme-epidemien' i den vestlige verden.
"Vi kan ikke komme uden om, at det handler om mangel på selvkontrol," forklarede han, og den forklaring fraveg han ikke, uanset hvad andre debattører sagde om samfundet.
Konflikten mellem individualistiske og samfundsmæssige forklaringer på menneskers adfærd er ikke ny. Det gælder "usund livsstil" og "fedme" såvel som "asocial opførsel" og "kriminalitet". Kriminologiens historie viser, at teorierne har skiftet alt efter, hvilke politiske vinde der blæste i en given periode. I 20'ernes og 30'ernes USA blev det påvist, at unges kriminalitet hang sammen med en opvækst i storbyernes slumkvarterer, og at 'den amerikanske drøm' i sig selv kunne fremme kriminel adfærd, fordi så mange ikke havde socialt og økonomisk grundlag for at erhverve sig legitime midler til at få den opfyldt.
Kontrol teorier
Disse teorier blev i 50'erne afløst af de såkaldte kontrol-teorier. Idealet efter krigen blev familien med en far, der hver aften kommer hjem fra arbejde til dejligt forstadshus, en smuk kone, fire rene børn, en Lassie-hund, mad på bordet og orden i sagerne. Konformitet og konventionelle dyder var i højsædet. Teorier om manglende kontrol passede godt til denne tidsånd.
I 60'erne dukker der en fuldstændig modsat teori op. Den ser kriminalitet som en social konstruktion og påviser, at samfundets indgreb mod dem, der har begået en eller anden som strafbar "konstrueret" handling, bevirker mere i stedet for mindre kriminalitet. De stemples nemlig som "forbrydere" og holdes derved fast i et kriminelt livsmønster.
Stemplingsteorien får gennemslagskraft i en periode, hvor konsensus-samfundet fra 50'erne sættes under kritik. Analyser af konflikten mellem samfundsklasser, mellem dem, der har, og dem, der har meget lidt, giver grundlag for rent samfundsmæssige forklaringer på kriminalitet.
Medfødte brist
I 80'ernes USA, hvor der - som i Europa - igen sker en politisk højredrejning, opstår der en kriminologi, som nu lægger hovedvægten på individuelle forklaringer. Vi får teorier om genetiske fejl, uorden i det centrale nervesystem, hjerneskader, hormonale forstyrrelser, medfødt lav intelligens etc. Biologi, biokemi og genetik bliver brugt som værktøjer til at finde medfødte eller tidligt implanterede årsager til afvigende adfærd i det enkelte menneske.
Teorier om "det præmenstruelle syndrom" som forklaring på kvinders kriminalitet og sammenhæng mellem kønshormonet testosteron og mænds aggressive adfærd florerer.
I 1990 publicerer to kendte kriminologer en generel teori om årsagerne til kriminalitet, som passer godt til nutidens individualistiske menneskesyn. De forlader deres egen teori fra 60'erne om, at stærke sociale bindinger til samfundets konventionelle institutioner og normer beskytter individet mod at udvikle en kriminel livsstil. Nu hævder de, at det hele drejer sig om mangel på selvkontrol. Hvis et barn ikke senest i seks-syv-års alderen har lært at vente med at få sine behov tilfredsstillet, til det kan ske efter reglerne, så går det galt i alle livets forhold: Skole, uddannelse, arbejde, ægteskab etc.
Selvkontrol er den mekanisme, som forhindrer folk i at begå kriminalitet og skaffe sig hurtig tilfredsstillelse i form af røg, druk, spil, stofmisbrug, fartbølleri og uansvarlig sex. (Sjovt nok nævner de ikke overdrevet æderi). Hvis forældre ikke har ressourcer og vilje til med omsorg, kontrol og straf at indgive deres (små) børn selvkontrol, er der ikke senere meget at gøre for at ændre situationen. Hvorfor disse teoretikere så går ind for straf, står hen i det uvisse.
Erhvervslivets top
Teorien om manglende selvkontrol er blevet mødt med såvel accept som kritik. På den ene side er der forskning, som viser, at mangel på selvkontrol (hvordan den så måles) kan have sammenhæng med kriminel adfærd. På den anden side påpeges det, at økonomisk kriminalitet blandt erhvervslivets topfolk ikke tyder på lav selvkontrol.
De har jo måttet arbejde målrettet og kontrolleret for at nå deres position. Forskning, der følger personer over længere tid, viser også, at selv om en ung mand starter ud med livlig kriminel aktivitet, så kan stabilt arbejde og ægteskab med en god kvinde senere blive indgangen til høj grad af konformitet og selvkontrol. En kritik af teorien går ud på, at den er uinteresseret i, hvilke typer af forældre der ikke magter at opdrage deres børn til lovlydige borgere, og hvad deres sociale og økonomiske baggrund er. Teorien går nemlig ud fra, at hvad der foregår inden for familien ikke har sammenhæng med de kræfter, som påvirker familien udefra.
Hvis jeg forstod sociologen Henrik Dahl ret, så er han også uinteresseret i, hvordan "manglende selvkontrol" udvikles, og hvorfor der tilsyneladende er mindre selvkontrol, når det gælder erhvervelse af fedme, blandt folk med lav uddannelse og dårlige sociale kår end blandt folk som Henrik Dahl.
Eller hvorfor fede kvinder tilsyneladende har selvkontrol nok til ikke at begå kriminalitet i nær så høj grad, som både fede og slanke mænd.
Beth Grothe Nielsen er lic.jur. og forfatter
Niels Hausgaard skrev for nogle år siden en sang, der handlede om højrefløjens og de borgerliger standardmetode til at fraskrive sig ansvar for deres medmennesker. Omkvædet lød noget i ret ning af "De ku bår ha lat wær."
Lene Espersen sagde engang om folk, der klagede over overfyldte og dårlige fængsler: "De har jo selv valgt at sidde der".
Nu siger Henrik Dahl: "Fede mennesker ka' bare ikke styre sig."
Ligner det et mønster?
Jeg mener at erindre at Henrik Dahl sagde i Debatten at han ønskede en debat om hvorfor folk ikke har selvkontrol, så jeg synes ikke helt at
han er i kategori med "det er din egen skyld" forklaringer.
Men ellers tror jeg også at det i høj grad handler om dårlige vaner, som er sværere at komme af med hvis man har fået dem tidligt i barndommen, hermed har forældrene og miljø betydning. Og det miljø
er afhængigt af social klasse.
Desuden kunne jeg også godt forestille mig at mennesker i lavere
sociale lag har en højere grad af biologisk arvemateriale som
disponerer for fedme, men dermed mener jeg overhovedet ikke
at vi skal overlades til os selv med elendige fødevarer i forretninger
og kantiner.
En vigtig parameter i forhold til motion tror jeg er at folk i
overklassen har bedre udvalg iat vælge noget spændende / interessant motion. De bor tættere på skov og strand, de har råd til
at spille tennis osv. Jeg vil tro at vi andre har længere vej ( i tid) til
det motion vi har lyst til.
Overklassen?!
Eksisterer der en analyse af, at det er sjovere at spille tennis end fx fodbold, gymnastik eller håndbold - sportgrene som de fleste kan være med til også økonomisk. Og alene i københavnsområdet er der mange klubber, der ovenikøbet søger nye medlemmer til deres hold!
Desuden bor mange velhavende mennesker midt i storbyerne - ligesåvel som belastede beboere på Nørrebro.
Det kan kun være den absolutte laveste ende at de sociale lag, som har problemer med at få råd eller tid til at sørge for deres børn kommer ud til sportsaktiviteter - altså børn hvis forældre lever på kontanthjælp. Jeg mener Dansk Røde Kors har programmer til at hjælpe disse familier, om ikke andet er det her det offentlige skal sætte ind. Det nytter ikke noget at skære det sådan over at det er overklassen der har alle muligheder. Faktum er at fra den laveste middelklasse og op, er der i lige så høj grad råderum til at sende ungerne til sport
Da jeg var barn i 1970erne var der arbejdsmedicinske klinikker overalt. De forskede i sammenhæng mellem arbejde og sygdom. Og vi ved at at f.eks.
natarbejde, hårdt fysisk arbejde mv. giver skader på f.eks. bevæge-apparatet og bedre grobund for f.eks. at udvikle sukker-syge, uanset om man så er genetisk disponeret for at få sukkersyge eller ej. Den dimension mangler Henrik Dahl helt at få med. Og det er helt utroligt at man skal høre en sociolog sige, at det ikke til dels er samfundets skyld ;) - jeg troede sociologien bl.a. handlede om at afdække magt-strukturer i samfundet, at afdække og analysere konflikter i samfundet, herunder hvorfor fedme-epidemien er over os. Og det handler altså om mere end selvkontrol, Henrik Dahl.
Men det er jo så nemt at sige til folk, at de bare skal tage sig sammen, og lade være med at spise både det ene og det andet mv. Det handler både om folks vaner, og om at folks madvaner som oftest hænger sammen med den tryghed de oplevede i barndomm,en mv. Og så handler det om den mad vi bliver præsenteret for i supermarkederne. Og her handler det altså om at mænd ikke anser salat for at være maskulint, den er snarere for dem et udtryk for en feminisering af maden. Bøffer er vurderet som maskulin mad. Det er grønt ikke. Selv i samfund hvor man kun lever af fisk, f.eks. langs Norges Vestkyst er der forskel på fisk ;) - bogstaveligt talt. Nogle fisk er maskuline, mens andre fisk bliver anset som feminine.
Og hvis ikke det er samfundets skyld, at der opstilles sodavands-automater på skolerne, at sodavands-afgiten sættes ned (og alkoholafgiften ligeså), ja hvis skyld er det så ? Elller rettere ansvar: Hvis politikerne virkelig ville gøre godt for at slå til fedme-epidimien, ja så indførte de 6-8 idrætstimer i skolen hver uge, indførte en differentieret på 50-100% på fødevarer med en fedt- energiprocent over 30%, afskaffede momsen på fødevarer med en fedt-energiprocent under 30% mv. Det ville hjælpe folk med til at ændre adfærd, det ved vi at det gør.
Jo, Henrik Dahl ved at det er fordi folk ikke har 'selvkontrol' - de kan nemlig ikke styre dem selv, når de f.eks. nyder en is en varm sommerdag, eller en kold på terrassen eller en god argentisk bøf eller vælter sig rundt i sex mv.
Grunden til at de gør det, vil jeg hævde skal findes i alt for meget selvkontrol.
Hvis man nu gerne vil have en kage, ja så går man hele ugen og under-trykkker denne længsel for kage. Og når søndagen så endelig kommer, ja så skal man altså opføre sig som cookiemonster og kaste kagerne i sig, fordi nu skal der altså spises kage. [Det er bl.a. også derfor teenagerne går amok i weekenderne, vil jeg mene, pga. dette konstante krav om selvkontrol, så bliver de nødt til at lukke en smule luft ud i weekenden - og så kammer det over...].
Hele ideen med at lære 6-7 årige børn behovsudskydelse er direkte forkert. Voskne kan udskyde deres behov, fordi de ved, at der stadig er mad den næste dag, det gør børn ikke. Og børn har lov til at være børn på deres egne præmisser, ikke på de voknes.
Læg mærke til at denne teori? om mangel på selvkontrol mv. lægger skylden(igen) på familien og også lægger grobund for en moralisme og en moralistist nypuritansk stats. Hvis du ikke har selvkontrol nok, ja så skal staten nok sørge for, at du får det. Hvis du ikke har så meget selvkontrol, at du ikke kan holde op med at ryge, skal staten nok moralsk gå ind og bestemme, hvad du må og ikke - for din egen skyld, naturligvis. Hvem sagde '1984'...selvom vi snart i 2008...
Hæ, jeg er faktisk enig i at der er for meget selvkontrol (i hvert fald i Danmark), men det er i forhold til at udtrykke sig overfor andre mennesker, ikke i forhold til at spise skod-mad. Tror faktisk at en stor del af problemet er at vi ikke får dækket nok af de andre behov og alt for ofte tyr til spisning af noget fedt, bare fordi det smager bedst, for at føle et eller andet tilfredsstillende, det kender jeg selv. Det mad der er lettest tilgængeligt og velsmagende er desværre næsten altid usundt.
Når vi er børn lærer vi med stor selvfølge at møde i folkeskole om morgenen og at aflevere lektier til tiden, dette er eksempler på at samfundet "kræver" selvkontrol. Samfundet opfordrer i hvert fald kraftigt til det. Så der eksisterer adfærdsregulering og oplæring af gode vaner i samfundet. Børnene bliver ikke hentet af Staten, familierne sørger selv for at de kommer i skole, det er ikke tvang det er selvstyring. Lektie- og mødevaner er selvfølgelig ikke helt det samme som madvaner. Det er bare for at illustrere hvor meget samfundet i forvejen styrer og opdrager.
Skal man så stille lige så store krav til gode madvaner som til fremmøde i skolen? Det er jo lidt svært at kontrollere hvad folk spiser. Så mit umiddelbare forslag er de velkendte at opfordre til gode vaner ved oplysning, uddannelse, tilskud og lavere afgifter. Men man kan vel godt prøve på at være kreativ og se på hvordan kan man styre folk i en retning som også er bedre for os selv. Jeg synes fx det ville være fint med flere kommunale spisesteder med kvalitetsmad, når nu markedet tilfældigvis ikke kan finde ud af det. Hvorfor ikke gøre det lettere at leve sundt?