Kommentar

Familiefar

Hvorfor har vi brug for sådan et udvidet begreb som familiefar, når nu vi allerede har en far? Der er jo ikke noget, der hedder familiemor, vel?
6. oktober 2007

Vi kender ham alle sammen fra medierne. Især formiddagsaviserne har en særlig faible for denne sociale konstruktion, som åbenbart siger noget karakterdannende om en kioskbaskers hovedperson, hvad enten han er gerningsmand eller offer. Er han f.eks. skyldig (mistænkt!) i brug af børneporno forværrer det udåden, mens tragedien tilsvarende forstørres hvis manden, der sagesløst er stukket ned på åben gade, kan beskrives som familiefar. En af hverdagens mange klicheer, der bare sluges som den latte to go, man urbant hælder i sig under sit henkastede medieforbrug. Lige dér skal man altid være på vagt, ofte er det i den skødesløse omgang med faste udtryk, hunden ligger begravet.

For hvad er egentlig en familiefar? Hvorfor har vi brug for sådan et udvidet begreb, når nu vi allerede har en far? Der er jo ikke noget, der hedder familiemor, vel? "Det var en 48-årig familiemor, der i aftes voldtog en ung 18-årig mand på vej hjem fra fest -" Helt igennem absurd. Så en familiefar må være en far+, dvs. mere end blot barnets ophav. Han må have leveret mere end gener og kromosomer og tendensen til indadvendte fødder. Først og fremmest er han tilstede i fysisk forstand. Han er blevet hos den kvinde, han har besvangret og er ikke stukket af efter turen i høet eller "gået ned efter cigaretter" en træls torsdag for derefter først at dukke op tyve år senere i Sporløs. En familiefar må altså være en far, der har taget faderskabet på sig og lever sammen med sin familie, dvs. konen og børnene. Hvilket indikerer, at sådan behøver det ikke altid at være med fædre.

Symbolsk faderdrab

Heri ligger dramaet. I svigtet. Enhver mand ved jo, at det er en maskulin dyd at være pater familias. Som Don Corleone siger i Godfather: "a man who doesn't spend time with his family can never be a real man".

Unge danske mænd er enige; de 22,7 procent af dem, der forbliver barnløse, fordi de hverken kan klare sig på arbejds- eller ægteskabsmarkedet, betragtes som - og oplever sig selv som - tabere. Mens mænd, der har scoret en rugemor, gerne flasher deres faderskab. Som f.eks. filminstruktøren Nicholas Winding Refn, der i DR2's Den 11. Time tårevædet fortæller om den betingelsesløse kærlighed til sin datter - en stærk kontrast til hans film, hvori han som den svigtede søn efter eget udsagn begår symbolsk faderdrab. Han vil ikke være som sin egen far, siger han, og dog må han erkende, at han trods sine gode hensigter ikke magter at leve op til den faderfigur, han har opstillet som ideal. Også han sætter arbejdet og ambitionen øverst, når det kommer til at vælge og vælge fra. Han siger med andre ord ét og gør noget andet.

Deri er han ikke alene. Denne grådkvalte mand har røbet forbløffende sandheder, ikke mindst om køn og maskulinitet, og en af dem er just, at de 'nye fædre' har deres hyr med at bryde den forkætrede patriarkalske arv og derfor ender med at reproducere den ved selv at være langt mere fraværende i deres børns liv end de bilder sig ind. Halvdelen af dem tager eksempelvis ikke barselsorlov overhovedet, i gennemsnit tager danske mænd 3,9 ugers barselsorlov, mens kvinder tager 42,3.

Kvinder er også ansvarlige for det meste af husarbejdet og yngelplejen og har i forbindelse med skilsmisse følgelig fået tilkendt forældreretten i 75 procent af alle tilfælde. Mange har det passet fint at slippe for lusekure, madpakker og alt til faget henhørende, mens andre fædre har været højlydt forbitrede over denne 'uret'.

Fra den første oktober har disse farmænd fået medhold i loven, eftersom den nye forældreansvarslov tvinger moderen til at dele forældreretten med faderen (hvad enten han vil have den eller ej). Radikalt, må man sige.

Så mangler vi bare, at den samme borgerlige regering slutter cirklen ved også at indføre de famøse fædrekvoter og således tvinge/anspore mænd til at tage barsel. Dermed kunne de måske træde i karakter som rigtige familiefædre.

Vi venter med længsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Hanne Vibeke

For omkring et år siden stod jeg i kælderen på universitetet og var ved at tage min nye specialeplads i brug. I det lille tekøkken der fulgte med faldt man i snak med de andre studerende, som delte samme skæbne. Tit handlede sådanne snakke om, hvor fint det var at universitetet stillede med disse faciliteter, når man nu skulle skrive speciale. ”Særligt for os familiefædre” tilføjede så en mandlig medstuderende så en dag.

Hvorfor nu det? Familiefædre!? Hvad betød det???

Min specialemakker og jeg var begge kvinder – sidst i 20’erne – helt uden børn. Vi kunne altså hverken kalde os selv for mødre – eller ”familiemødre” for den sags skyld! (For det kan man jo ikke - som du også skriver!!!). Samtidig nærmede vi os begge entreen på arbejdsmarkedet og udsigten til at være jobsøgende i ”den fødedygtige alder”. Og med en klar fornemmelse af, at dette i sig selv kunne være en barriere.

Men familiefar derimod – det lød næsten som en fordel. Og så vel at mærke sådan en ung, frisk og ansvarstagende en af slagsen. Det måtte da være et klart fortrin til jobsamtalen.

Vi har siden mange gange grint af familiefarens selviscenesættelse. Ordet familiefar er blevet en hel fast mærkat på en bestemt slags mænd i vores verden. Men over den urbane latte (som vi, som du, drikker) har det også irriteret os grænseløst, at mor ikke på samme måde som far, kan profilere sig på at være den ansvarlige familiemor.

Tak fordi du tager et relevant tema op.

Feminisme = Facisme??

Hvis jeg vil dele (hus-)arbejdet mellem mig og min partner, hvorfor er det så dit problem?
Hvis min mand har en højere timeløn end mig, så er det da dumt, hvis han passer børnene, mens jeg er på arbejde.
Eller hvad nu hvis jeg har mere lyst til at passe børnene end at arbejde? Hvad blider Dybkjær sig ind, og tro at hun skal ændre vores familie. Vores fælleskab. Det véd hun jo ingenting om.

Ulækkert, men oplysende tilståelsessag fra Dybkjær.

Sorry, fik vist lige blandet nogle navne sammen.

Det er selvfølgelig Holst jeg mener, om end hende og Dybkjær virker til at være på ideologisk bølgelængde ;-)

Det er ikke sjældent, at man hører den ovenstående indvending, når kvinder begynder at stille spørgsmålstegn ved den måde vi tilrettelægger vores samfund, vores sprogbrug osv. i forhold til køn. Argumentet er typisk at disse feminister forsøger at bestemme over ens livsførelse og ens valg. Men som jeg ser det, er det på to forskellige niveauer diskussionen foregår. Et er at interessere sig for den samfundsmæssige organisering og i den se, at kvinder og mænd ikke får lige muligheder. Noget andet er at se på sin egen konkrete hverdag og tænke, at den fungerer fint, og at andre ikke skal bestemme over den.
Man kan da sagtens sætte spørgsmålstegn ved, at flere kvinder end mænd står for husarbejdet og få kvinder til at reflektere over, hvorfor de mon gør det uden at ville ændre noget. Hvis kvinderne så når frem til, at de rent faktisk godt kan lide det - jamen så er det jo deres valg. Hvis kvinder hellere vil passe deres børn end at arbejde - fint, men det skal jo ikke afholde andre fra at sætte spørgsmålstegn ved, at der på områder ikke er lige muligheder mænd og kvinder imellem. Der er måske andre rundt omkring i andre familier, hvor dette rent faktisk udgør et problem.

Problemet synes jeg opstår, når barrierer for lige muligheder mellem mænd og kvinder fungerer som et argument for ikke at ændre det. Så går man i ring og får ikke blik for de uligheder, der er indbygget i den måde, vi har tilrettelagt vores samfund på. Det sker der ofte, hvis man bare tager udgangspunkt i sin egen hverdag. Hvad med de familier hvor manglende ligeløn betyder, at kvinder går hjemme i stedet for manden, fordi det kan svare sig økonomisk. Her er det uligheder indbygget i vores samfund, der gør, at kvinder går hjemme, og hvis det bliver brugt som et argument for ikke at ændre det - hvor er vi så henne? I stedet for at anerkende det som en barriere, hvorfor kan vi så ikke sætte spørgsmålstegn ved den manglende ligeløn og starte med at forsøge at få ændret dette?

I forhold til barsel er de fleste mænd jeg kender frustrerede over, at de ikke har samme muligheder som kvinder. Så i stedet for at se det som kvinder, der forsøger at tvinge kvinder ud på arbejdsmarkedet, så også have blik for, at der også bliver kæmpet for, at mændene får samme muligheder som kvinder i forhold til deres børn.
Nu handlede Holst´ indlæg om "familiefædre", men der er et andet fænomen som jeg er begyndt at blive mere og mere opmærksom på.
Det er ved at være kotume, at hver gang kvinder udtaler sig om køn og ulighed er de feminister, og ordet feminist har efterhånden fået en så negativ klang, så mange kvinder straks går i gang med at formulere en forsvarstale, når de bliver konfronteret med det prædikat. Sjovt nok er det kun kvinder, der dukker nakken og føler de skal forklare præcis, hvilken form for feminist de er, hvilken de ikke er, hvordan de forstår ulighed, lighed, forskelle kønnene imellem osv. Hvor mænd derimod stolt fortæller om, at de rent faktisk er feminister og her har jeg ofte kunnet spore en forventning om, at man som kvinde skal stå tilbage med en dyb undren, overraskelse og en interesseret spørgen ind til deres position som feminist. Det der bliver knyttet til en mandlig feminist er, at vi har med en mand at gøre, der har det fornødne overskud til at sætte sig ud over sit eget køn, hæve sig op over den samfundsmæssige organisering og så til sidst indse, at kvinder og mænd skal have lige muligheder (wow!). Dvs. den bløde mand med en særlig refleksionsevne og overskud.
En kvindelig feminist er derimod ikke en blød kvinde, men en mere militant en af slagsen. Hendes refleksionsevne er ikke så god, da hun tænker sort-hvidt om mange ting og et manglende underskud er mere kendetegnende, da hun er en meget vred kvinde.
Afslutningvist vil jeg som engang kommende familiemor og erklæret feminist (er det modsætninger?) sige tak til Holst for at bringe køn på banen. :o)

Ja, man kan jo føle, hvad man vil om fordeling af husarbejde og kommercielt arbejde, som man vil.
Som der også bliver sagt, så bliver det først ulækkert, når man "vil hjælpe" ad politisk vej, idet politik definitorisk er forholdet mellem individ og staten. Og i dette spil, vil staten altid bruge tvang.
Derfor er det naturligvis fint, hvis Holst føler, at mænd skal passe mere børn lige som det modsætte også ville være fint. Hun skal bare ikke forsøge, at gøre det til politik - SÅ BLIR DET ULÆKKERT

Til Hanne Vibeke Holst.
Du har for mig leveret en fin iagttagelse vedr. brugen af ordet familiefar i medierne. En rigtig øjenåbner. Ordet familiefar vil fremover skærpe min opmærksomhed overfor sagligheden og motiverne hos de folk, der anvender ordet.
Ole

Bravo, Hanne Vibeke Holst. Så fik vi den afsløret.

For der er høj status i at være far og lav status i at være mor.

Far tager barsel - hvis han blive tvunget til det - og så kan mor ellers trække det store læs derefter. Og når man så får nok og vil skilles, så kan far bruge den afholdte barsel, som trods alt er en meget lille del af den nødvendig omsorg i de tidlige år, til at postulere deleordning med selv helt små børn.

Det er uhyggeligt, at mange fædre kan tro, at det er godt for helt små børn at skulle flytte hver anden uge. Det viser nedsat forældreevne og mangel på indsigt i børnenes liv! Og politikerne med kvindernes fjende nr. 1 Lone Dybkjær i spidsen giver dem ret.

Jeg så fornyligt i Berlingske en undersøgelse, der viste, at fædre bliver forfremmet, udelukkende fordi de har børn, mens vi alle ved, at kvinder taber. Hvorfor? Fordi der er enorm højstatus i at være far, og lavstatus i at være mor. Og hvorfor? Fordi der ikke er ligeberettigelse. Det betragtes stadig som noget særligt at være en god far, mens en god mor - det er da bare noget, man er!

Der skal skrives og råbes op. For ellers bliver det aldrig bedre. Godt at Hanne Vibeke Holst prøver.

De fleste kvinder inklusiv mig selv gerne vil omsorgen for børnene og hjemmet. Det kan man jo også se af debatten her.

Og det er ikke forkert - det er bare forkert, at det ikke længere er accepteret. For der skal pinedød være ligestilling. Der er jo en grund til, at de fleste børn bliver boende hos mor, når mor og far skal skilles. For de kender jo mor bedst.

Det handler om at få den samme anerkendelse af omsorgen fra mor som fra far. Lad "familiemor" få høj status.

Hvis det var accepteret for kvinder, at det var (hvad det jo er) en kvalifikation i sig selv at have børn, som det er for mænd, så var vi langt. Så kunne vi både få karriere og børn og tilgodese begge dele af kvindelivet.

Jeg mener ikke, at lang arbejdstid nødvendigvis er det samme som store evner. Hvorfor kan man ikke blive forfremmet, hvis man ikke kan arbejde 50 timer om ugen? Der er ingen, der siger at man bliver mere effektiv af at sidde og hænge på arbejdet - tværtimod. Kvinder arbejder generelt kortere - der er i hvert fald flest kvinde med nedsat arbejdstid - men vi når vel også det vi skal? Fædreforeningerne vil helt sikkert være uenige. For vi kvinder, vi er dovne og uduelig og tillige lyver, bedrager og manipulere vi. Ikke sandt?

Den nye forældreansvarslov er en katastrofe - almindelige børn bliver rodløse, fordi man vil tvinge til samarbejde og deleordninger og de udsatte børn er helt prisgivet. Horribelt, at samarbejdskravet kan komme til at stå i vejen for beskyttelsespligten. Så hvis far er skidt for børnene, så kan mor ikke gøre noget. Nu skal mor lærer at holde kæft og smile, når far kræver ind.

Loven bygger på myter og ikke på fakta. Og den er lavet for reglen og skal bruges på undtagelserne. Det er noget skidt.

Per.

Jeg antager, at dette er en åben og fri debat, hvorfor man vel godt må komme med synspunkter afledt af en artikel?

Hanne Vibeke Holst har gjort opmærksom på et problem og en række tilhørende ting , og jeg forsøger at gøre opmærksom på en række andre.

Derfor kan jeg ikke se problemet.

Problemet er vel, at du ikke lægger op til debat, men fremlægger dine egne noget klichefyldte fordomme om mænds og kvinder "natur", som om de var kendsgerninger, hvad de ikke er. Og det var heller ikke det, Holst skrev.

Nu udgangspunktet var et sprogligt udtryk ("familiefar"), der kun fandtes for det ene køn kunne du jo tænke på, hvorfor vi har et ord som "ravnemor" - men ikke "ravnefar."

I øvrigt: En "familiefar" er en far, der lever sammen med sine børn. På grund af skilsmissesædvanen er det langt fra givet, at en far lever sammen med sine børn, hvorimod det er reglen, at en mor gør det. Derfor har vi ikke brug for ordet "familiemor." Så enkelt er det.

Nå, jamen nu starter debatten jo så.

Det er muligt, at du mener, at det er en fordom, at nogle mænd mener, at det er godt for helt små børn med deleordninger, men det er der altså nogle, der gør - jeg har bestemt ikke sagt, at det er alle. Og jeg har heller ikke sagt, at det bedste er, at børn så er mest hos mor. Det kan nemlig være ligeså godt at være mest hos far.

Nu er det altså bare sådan i dagens Danmark - og det er vel tæt på en kendsgerning - at det oftest er mor, der har taget hele barslen, er på nedsat tid og laver det meste i hjemme. Og derfor er det vel naturligt nok oftest - men ikke altid - mor, der har været mest sammen med børnene. Og det er en kendsgerning at mange fædre ikke tager ret meget barsel. Om det skyldes økonomi eller har andre årsager kan vi så diskutere.

Hvis man har fulgt med i debatten om den nye lov har det netop været et af fædreorganisationernes hovedkrav – at der som udgangspunkt skal etableres en deleordning ved samlivsbrud uanset barnets alder. Og det er forældres ønsker og ikke barnets, der her komme til udtryk. Det er altså bare sådan, at der er forskel på at leve i et ægteskab og være familiefar og mor og være skilt. Og så bør det altid være forældrene, der bærer omkostningerne og sorgen, og ikke børnene. Også selv om det betyder, at man ikke er sammen med børnene hver dag.

Derfor ville jeg bare gerne påpege, at forældrerettigheder går forud for børnenerettigheder og det har den nye forældreansvarslov ikke ændret på. Som Hanne Vibeke Holst påpeger, så giver den netop delt forældremyndighed til alle, uanset om man er familiefar eller for den sags skyld er ravnemor.

Jeg vil, selv om du måske mener det er en fordom, fastholde at det ikke er barnets perspektiv, der er omdrejningspunkt, hvis man som forælder (i øvrigt uanset om man er far eller mor) mener, at det er godt for et 0-6 årigt barn at bo en uge hos den ene og en uge hos den anden. Barnet har brug for en tryg base og et sted, der er hjemme. Skulle barnet være i centrum, så burde det være mor og far, der flyttede ind og ud af barnets bopæl.

Berlingske's undersøgelse af, at fædre jobmæssigt belønnes er vel om ikke en kendsgerning, så dog underbygget med undersøgelser. Og det bliver kvinder ikke, og det er en kendsgerning.

At fædreorganisationerne mener at kvinder er dovne og uduelig og lyver, bedrager og manipulerer er ulykkeligvis ikke en fordom eller kliche. Prøv selv at se på deres hjemmesider! Og de har altså haft ganske meget indflydelse på den nye lov.

Hvad du derimod kan kalde en fordom eller en kliche? er mine holdninger til forfremmelser. Her tager jeg udgangspunkt i egne oplevelser, og det der i øvrigt har været sagt for nyligt fra en svensk topleder. Så om det er en fordom ved jeg ikke.

At det skulle være en fordom at forældreansvarsloven bygger delvist på myter er forkert – det gør den. Den bygger på erfaringer fra de forældre (ca. 90%) som klarer det fint efter et samlivsbrud, og så myten om den dumme, egoistiske mor, der ubegrundet forhindre fars kontakt til børnene, lyver og bedrager og udøver samværschikane. Prøv at se, hvor meget samværschikane fylder i Vejledningerne til loven og i debatten. Og "straffen" for samværschikane er nu den samme som, hvis man udøver vold eller seksuelt overgreb på barnet.

Jeg siger ikke, at de mødre ikke findes – det gør de ganske givet – men at der skulle være et utal af dem er en myte. Hvilket også er dokumenteret i projekter fra Socialforskningsinstitutet.

Og loven er som sagt baseret på reglen om den gode skilsmisse og far og mor, der kan finde ud af det med børnene. Men det er altså heller ikke dem, der ender i Statsforvaltningerne og ved domstolene. Det er altså undtagelserne.
Det er de sidste 10%, alle de tunge sager med konflikter, vold, misbrug, social udsathed. Det er det, der gør det så problematisk.

Der, hvor kæden knækker, er, at du forveksler delt forældremyndighed med det fænomen, at barnet skiftevis skal være fx en uge/14 dage hos hver af forældrene. De to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre.

Jeg vil lige tilføje noget til det du skriver Annette Christensen.
Angående at forældrene nu i højere grad skal løse konflikten sammen ser jeg det som noget positivt, det vil jo i høj grad 'ramme' de 90% (som du skriver) hvor der ikke er vold og mishandling i billedet.
Da mine forældre blev skilt var det gennem advokater og med fælles forældremyndighed, som betød at os børn så vores far omkring 3/4 gange om året (hans valg). Da der ikke længere var brug for advokaterne, betød det at der var nogle andre der skulle være mellemmænd, nemlig min bror og mig.
Det skal lige siges at hverken min far eller mor var horrible eksemplarer, men der lå en bitterhed som de pine og død skulle have været tvunget til at ordne i enrum før de blev sluppet ud som fraskilte med børn.
Derfor synes jeg det er en god idé, i de tilfælde hvor kommunikationen er 'det eneste' der fejler noget, at forældrene bliver tvunget til at snakke sammen. For hvis de ikke gør det er det børnene der kommer til at trække læsset.

Per.

Jeg håber inderligt, at du har ret i, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre.

Men kan du være sikker? Bemærk, at begrebet normalsamvær ikke mere eksisterer i vejledninger og pjecer.

Det er lovens klare intention, at der skal være fælles forældremyndighed i alle tilfælde. Også der, hvor der ikke har været et fællesskab om barnet, og ikke har været et samliv. At det ikke nødvendigvis har indflydelse på samværet er ikke klart endnu – det kommer an på udmøntningen af loven. Måske bliver det ikke sådan, men måske bliver det – det er i hvert fald det, som toneangivende i debatten ønsker. Herunder fædreorganisationerne..

Derfor er det problematisk.

Der er 3 parter i en skilsmisse. Far, mor og børn. Og det er altid børnene, som er den svageste part. Det er ikke forældrene. Og børnene er ikke et møbel, man bare kan flytte omkring. Selvfølgelig overlever de – men hvordan bliver deres liv?

Det står dig frit for at mene at kæden knækker. Jeg synes ikke, at det er bevist endnu!

Jeg hører dog gerne din holdning til problemstillingerne.

Til Maiken:

Jeg er ked af at høre om dine erfaringer. Det er trist for dig at miste din far. Jeg føler med dig. Og det er naturligvis urimeligt, at I har været budbringere.

Men den nye forældreansvarslov vil jo ikke ændre situationer som din i fremtiden. Hvis far vælger at fraskrive sig børnene, så er der ingen sanktionsmuligheder bortset fra at fratage ham del i forældremyndigheden og muligvis, og også kun muligvis, samvær. At barnet angiveligt har ret til samvær er jo blot en floskel. Man kan jo ikke tvinge en mor eller far til at se børnene. Så det havde jo ikke ændret noget i din og dine søskendes situation. For det er jo jeres far, som har valgt jer fra. Og det vil en far stadig kunne gøre. Og for så vidt også en mor.

Hvis dine forældre havde fået konfliktmæling havde det måske og måske ikke hjulpet. Det kan jeg ikke vide. Jeg er absolut ikke modstander af at alt forsøges. Tværtimod , det synes jeg er en af de få gode ting ved loven. Men der er altså situationer, hvor problemerne er så store, at det ikke hjælper.

Derfor har jeg svært ved at se, at du er i modsætningsforhold til mig. Jeg har jo netop påpeget, at Hanne Vibeke Holst har ret. Den nye forældreansvarslov giver stadig kun rettigheder til forældrene, ikke pligt til omsorg for børnene.

Tilgengæld giver den stadig barnet pligt til samvær i de svære sager. Og det er min anke.

Og misforstå mig ikke, men jeg tror at det er en ønskedrøm at tro, at den nye lov vil få så mange flere forældre til at snakke sammen. Dem der kan gør det allerede og dem, der ikke kan, er bare endnu mere ilde sted med den nye lov.

Til Annette Christensen.
Jeg tror du misforstår noget. Jeg har aldeles ikke mistet min far. Jeg kom med et eksempel for at vise at i nogle tilfælde kunne det have været frugtbart at tvinge forældre til at snakke med hinanden. Fordi det har været for nemt som forældrer bare at sige at man er såret og derfor ikke ønsker at have noget med den anden part at gøre. -Jamen too bad, der er altså nogle børn her der skal snakkes om i fremtiden. Det er muligt at den nye lov ikke ændrer på det, men den gør da i det mindste et forsøg.
Grunden til at jeg brugte eksemplet er at jeg kender flere der har stået i den situation. Lad være med at have ondt af mig, jeg har det skam fint. Jeg prøver sådan set bare at sige det er positivt at der bliver taget nogle skridt i den retning, og så må vi lade tiden vise om det virker. Jeg er ikke i modsætningsforhold til dig, jeg skrev "tilføjelse".

Jeg er så ked at, at jeg har misforstået dig.

Det er dejlig, at du har det fint. Tillykke med det. Jeg er oprigtigt glad. Men det er jo altid sådan i en debat, at man ikke har hele billedet. Så derfor tak for dit oplysende indlæg. Jeg glæder mig over, at du ikke mistede din far. Dit tidligere indlæg forledte mig til at forstå det sådant. Du har jo også, så vidt jeg nu forstår, forældre med god forældreevne trods problemerne.

Og ja, jeg kan godt se, at du skrev tilføjelse. Jeg ville jo ikke træde på dig. Og derfor igen: Jeg håber, at det vil være frugtbart i nogle tilfælde at tvinge forældre til at snakke sammen. Og det er også en bedre del at den nye lov.. Jeg er bare nødt til at konstatere, at jeg kender flere tilfælde, hvor det kan lade sig gøre.

Undskyld, at jeg ikke forstod din situation korrekt

"Far jeg elsker dig. Det er jo ikke fordi jeg ikke vil se dig mere end jeg gør nu, men mor og advokaten siger, at hvis jeg siger, at jeg gerne vil ind til dig mere, så står mor dårligt i den der sag der kører".

"Halvdelen af dem tager eksempelvis ikke barselsorlov overhovedet, i gennemsnit tager danske mænd 3,9 ugers barselsorlov, mens kvinder tager 42,3. "

Den nuværende lange barselsorlov er jo også blot en slags "kvinderne hjem til kødgryderne"

Erfaringerne fra dengang barselsorloven var begrænset til en måneds tid eller deromkring, motiverer jo ikke ligefrem fædre til aktiviteter, der indebærer øm kropskontakt med afkommet.

http://www.rolf-r.dk/artikels/malipol.gif
http://www.rolf-r.dk/artikels/920504_POL_Faedre_bange_for_at_roere_boern...
http://www.rolf-r.dk/artikels/KANINHEL.GIF