Kommentar

Farlige mænd i Danmark

Hvis du er høflig mod samfundets hæders-mænd, så vil de som tak generøst udråbe også dig til en hædersmand. Så er du også selv blevet en farlig mand
12. oktober 2007

Efter at Marianne Jelved og Mogens Lykketoft har erklæret vor statsminister for en farlig mand, kan der være grund til at se på fænomenet farlige mænd. I den vidunderlige filmatisering af Sherfigs Den forsvundne fuldmægtig bliver den pæne Ove Sprogø til sidst fanget af ordensmagten, og helt uforglemmelig er scenen, hvor den joviale, men emsige landbetjent Karl Stegger på bifaldende ærkesjællandsk opildner sine høje kolleger fra politiets rejsehold i Kongens Kjøbenhavn: "Pas på ham, pas på ham - for han er faaarlig; jaha - han er faaarlig!"

En troværdig bekendt fortalte mig engang, at han i sin tid havde været kollega til en mand, som i dag er en både udadlelig og hæderkronet borger. Min kilde tilføjede nu, at skønt den brave mand skam dengang ofte havde bistået ham med uopfordrede professionelle råd, så har han efter sin opstigning i samfundslegemet konsekvent helt ignoreret hilsner og genkendende nik på gaden. Skam ikke af ond vilje, men vel dels af pure uberørthed ved synet af en i hans øjne komplet ufarlig (!) medborger, dels af den voksne svanes instinktive frygt for at blive trukket tilbage i andedammen.

Nu kommer pointen. Jeg erindrer nemlig at min kilde med eftertryk tilføjede: "Sådan en mand er farlig!"

Hvornår er man altså farlig? Jo, når man på en eller anden vis er en ulv i fåreklæder. Det farlige består just i fåreklædernes immuniserende virkning mod enhver mistanke, der nemlig altid falder diskvalificerende tilbage på sin ophavsmand. Just dyrenes verden er fuld af eksempler på dels får i beskyttende ulveklæder såsom hvepselignende fluer, dels farlige ulve i fåreklæder såsom hvepse forklædt som harmløse fluer, og virus forklædt i vort immunforsvars trojanske fortrop.

I ly af positionens diplomatiske immunitet kan store mænd frit lyve, bedrage og stjæle frit - just fordi ingen vil tro, at så store mænd har grund til at synke så dybt. Ja, også de stores eget forfængelige selvbedrag betjener sig af dette argument, jvf. tidens mange svindel- samt plagiatsager, som kun opdages, når det går ud over andre med en høj position. Ikke helt sjældent beklæder små mænd høje poster, for i ly af disse kan de som dørvogtere tiltvinge sig en status og rolle, som de ellers ikke havde kunnet opnå. Og dermed får de carte blanche til uset at gøre alt det, som positionens ulveklæder netop synes at hæve dem over. Sådanne mennesker fornemmer tidligt, at deres store chance i livet er at spille deres kort uhyre fornuftigt og ikke fornærme de forkerte undervejs.

Middelmådigheder

P.O. Enquist har i sin roman om Struensee møntet det fremragende udtryk "intelligente middelmådigheder". Ja, for disse folk er skam tit intelligente, men de bidrager aldrig med noget smukt, godt eller sandt, og deres hele lyst består i at 'være med', bestemme og gøre sig gældende. Man finder dem derfor tit som nøglepersoner i alle hånde organer, hvor de holder langfingret justits blandt benovede aspiranter.

Hvem kan skade jer mest, og hvem er den fuldkomne forbryder? Og hvem er altså farligst? Jo, den som I stoler mest på, og den som politiet sidst mistænker. For uventet svig rammer hårdere end velkendte fjenders forudsigelige anslag: Du vil længe være døv og blind og vil dernæst stå helt ene med din harme. En fjendes gode råd ville du aldrig følge, men gerne en vens dårlige råd. I sin hverdagsudgave ser vi dette når folk, der sidder i samme båd, hyggeligt holder hinanden fast for ikke at sidde alene tilbage i suppedasen. Problemer skaber fællesskab - men problemernes løsning kan true fællesskabet. I amorøse forhold har mange ligeledes oplevet at blive kammeratligt vildledt, og på samme vis kan vi i ly af venskab ubevidst vildlede andre i karrieren ved at tilskynde dem i en for os ufarlig retning.

Tænk sluttelig på fænomenet høflighed. Hvem behøver vor høflighed? De ensomme, de svagt stillede og de af modgang ramte. Men hvem viser vi høflighed? De stærke og dem med succes - kort sagt alle dem der slet ikke behøver den. Og hvorfor? Jo, for hvis vi er fornemt afvisende over for ufarlige folk, vil ingen opdage det, for de svages suk hører ingen. Og skulle det alligevel komme frem, vil alle forstå at de blot ligger som de har redt. Omvendt, hvis du er høflig mod samfundets hædersmænd, så vil de som tak generøst udråbe også dig til en hædersmand. Så er din lykke gjort, for da er du også selv blevet en farlig mand. Bravo!

Henrik Bandak er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu