Kommentar

Er Fogh den ene omvendte synder?

Som vækker større glæde i himlen end 99 klima-frelste? I så fald skal han til at skynde sig
2. oktober 2007

Endnu for mindre end et år siden kunne dagbladet B.T. i en leder inderligt beklage, at "rædselsforestillingerne om klimaproblemerne erobrer dagsordenen." "Lomborg har ret", hed derimod lederen med bl.a. denne begrundelse:

"Nogle af forslagene til at forebygge ulykker og skader som følge af den globale opvarmning er helt sikkert meningsfulde og nyttige. Men ofte overser dommedagsprofeterne, at global opvarmning faktisk også giver store fordele til de betydelige områder af kloden, hvor livet er besværligt på grund af kulde."

Hvilket bestemt må trøste alle dem, der rammes af den globale opvarmnings ulykker og skader ved at blive fordrevet fra deres hjem eller tørste og sulte ihjel: Egen død er andres brød, lyder B.T.'s nøgterne opmuntring. Hvorfor lederen slutter: "Det er utrolig vigtigt at debattere miljøproblemerne nøgternt og helt på linje med de mange andre problemer, som menneskeheden står overfor - præcis sådan som Lomborg har agiteret for."

I fredags kunne Weekendavisen imidlertid over hele forsiden i en overskrift konstatere:

"Vindbøjtel. Statsministeren sprang i den forløbne uge ud som fuldtonet klima-aktivist. Glemt er fuglen, fisken og frøen, der kunne tåle nedskæringerne". Altså, som overskriften også lød: "Fra Lomborg til indlandsisen". Med et grønlandsk foto nedenunder af en vejr- og sammenbidt, sælskinds-iklædt Anders Fogh Rasmussen, som for ikke så mange år siden sammen med Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden promoverede Bjørn Lomborg til sin status som en af verdens mest indflydelsesrige mænd.

For lige som Danmarks statsminister ikke længere taler så meget om sin og sit lands indsats for at befri irakerne til fred og velstand, menneskerettigheder og demokrati, er han heller ikke mere så stolt af, hvad han i samme Weekendavis skrev for 15 år siden: "Drivhuseffekt eller ej? Klodens temperatur stiger ikke, den falder". Nu siger han tværtimod: "Jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var en af dem, der meget længe tvivlede på, om klimaforandringerne var menneskeskabte. Men efter at FN's klimapanel i februar i år kom med sin overbevisende rapport, føler jeg, at vi er forpligtet til politisk handling".

Nu kom FN's klimapanel i februar i år for det første ikke med meget andet afgørende nyt, end at der efterhånden ikke er en eneste hæderlig forsker tilbage, der betvivler, hvad mange videnskabsfolk har sagt i årtier, at menneskeheden direkte bidrager til klodens opvarmning. Som igen kan udløse de indbyrdes selvforstærkende og uigenkaldelige naturændringer, der i sidste ende gør kloden ikke delvis men totalt ubeboelig for utallige planter, dyr og da også for synderne selv: mennesker.

For det andet var det ikke den menneskeskabte del af klimaforandringerne, Anders Fogh Rasmussen var i tvivl om. Det var selve klodens opvarmning, han benægtede.

"Klodens temperatur stiger ikke, den falder."

Nok har Svend Auken ret i, hvad han siger til Weekendavisen, at Jesus i sin tid sagde, at "der er mere glæde i himlen over en omvendt end over utallige frelste", men troværdigheden af statsminister Anders Fogh Rasmussens omvendelse ville styrkes, hvis han uddybede, hvordan han for blot 15 år siden kunne hævde, at klodens temperatur ikke stiger, men falder. Og ved samme lejlighed også begrundede, hvorfor der stadig er afsat 4,5 millioner kroner til en ny Lomborg-konference i 2008, og hvorfor samme Lomborg fortsat oppebærer 2,2 millioner kroner om året til sit Copenhagen Consensus institut under Handelshøjskolen i København/Copenhagen Business School, og hvorfor der i 2002 blev opført 373 nye vindmøller, men sidste år kun ni, og hvorfor Danmarks CO2-forgiftning af kloden, der i forvejen er en af de allerstørste i verden - stiger!

Angela Merkels opsang

Fogh skal passe på, at han ikke - igen - kommer bagud. I sit bidrag til klimakonferencen i New York for en uge siden stillede Tysklands konservative CDU-forbundskansler Angela Merkel allerede som mål, at menneskehedens årlige gennemsnitlige CO2-udledning på fire ton pr. person mere end halveres til to ton eller - understreger Merkel - endnu mindre, hvis befolkningsvæksten tages i betragtning.

"Omfanget af den opgave, vi står overfor," illustrerede hun med, at USA's udslip - kald det bare terror, hvad Merkel dog ikke gjorde - i dag ligger på 20 ton CO2 pr. år pr. person og Tysklands på 11 ton. Hun kunne også have sat opgaven i relief ved at nævne, at Danmarks folkelige miljø-kampagne i øjeblikket gå ud på at nedsætte vores CO2-udslip med et ydmygt ton - fra de nuværende 10-12 ton (afhængig af beregningsmetoden).

Fra 9-10 ton pr. hoved til et-to ton er der stadig et stykke vej, hvis Foghs omvendelse virkelig skal glæde om ikke himlen så dog alle de planter og dyr og da også mennesker, der ellers er truede af vores økonomiske vækst. Som før eller siden må finde sine grænser, slog Merkel fast i en tale i Japan i slutningen af august i år.

Der er nok at tage fat på for en nyomvendt synder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu