Læsetid: 4 min.

Fogh eller kaos!

Om Helle Thorning-Schmidt formår at vende sin manglende erfaring til en fornyerens fordel bliver afgørende for en valgkamp, som vil dreje sig mest om udlændingepolitik og den offentlige sektor. Og så om Dansk Folkepartis kamp med Ny Alliance. Sådan lyder i hvert fald den indledende valgsang fra de politiske kommentatorer
Debat
27. oktober 2007

Statsmanden mod opkomlingen. Eller den metaltrætte minister mod den forfriskende fornyer.

Hvilken af de to spinfortællinger om valgkampens vigtigste kamphane og kamphøne, der vinder, kan blive afgørende for udfaldet.

Det mener i hvert fald et stort set samlet kor af politiske kommentatorer - et kor, som vil få rig lejlighed til at skråle igennem de kommende uger.

En af de indledende strofer fra B.T.'s Helle Ib lød sådan her:

"Frem til valget 13. november vil Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti på hver sin måde forsøge at tegne et billede af, at en ny SR-regering vil være et usikkert eksperiment. Et alternativ, som byder på økonomisk uansvarlighed, stigende skatter og afgifter og en udlændinge- og integrationspolitik, der minder om de løsagtige 1990'ere."

Men det er ikke uden risiko at forsøge at fremstå som det velkendte, troværdige alternativ, mener statsministerens tidligere spindoktor Henrik Qvortrup:

"Statsmandskortet er et tveægget sværd. Det er også Foghs problem. Han er en mand, der har fjernet sig fra folket," advarer han på Berlingske.dk.

Helle Thorning-Schmidt vil på sin side forsøge at fremstå som fornyeren, påpeger Qvortrup. Præcis den taktik, Venstre vandt på i 2001, da den nuværende Se & Hør-redaktør selv var spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, påpeger han.

Khader eller Kjærsgaard

Uanset om den tilgang skulle give bonus for Thorning eller ej, kan Foghs 'sikre alternativ' af andre årsager vise sig at blive noget mindre sikkert end i de seneste seks års VKO-æra, advarer man fra flere kommentatorsider.

Og de andre årsager er Naser Khader og hans kendis-hær af indædte Dansk Folkeparti-bekæmpere i Ny Alliance, vurderer bl.a. TV 2's politiske redaktør, Anders Krab-Johansen.

"Det bliver en rigtig valggyser, for der er ikke noget, som tyder på, at Fogh kan fortsætte med VKO alene," sagde han onsdag til studieværten.

Samme antagelse fik torsdag Berlingske Tidendes lederspalte til at drømme om et scenarie efter valget, hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti sidder på en stor bunke mandater - og som regering kan vælge og vrage mellem Khader og Kjærsgaard, når der skal indgås forlig.

Men at skulle tage hensyn til de to rygende uenige partiledere på en og samme gang, kan give gevaldige genvordigheder for Fogh under valgkampen, påpegede avisens egen kommentator, Thomas Larsen, i sin indledende analyse af de kommende ugers begivenheder:

"Her kommer Fogh til at håndtere en svær balanceakt, hvor han på den ene side skal kvittere for det tætte, stabile og loyale samarbejde med DF og på den anden side skal sørge for at holde døren åben for Naser Khader og Ny Alliance."

Og så skal man i øvrigt ikke glemme, at Khader og kendisserne måske - måske - kan overbevises om, at Helle Thorning-Schmidt kan indfri flere ønsker end Anders Fogh Rasmussen. "Jeg tror, Helle Thornings måske eneste chance er, at hun vågner op og indser, at hun skal se at få Naser Khader ud af Anders Foghs klør," som statsministerens tidligere spindoktor Michael Kristiansen formulerede det torsdag aften i TV 2 News' politikprogram Mogensen og Christiansen. Noget, som ifølge medværten, Politikens Peter Mogensen, vil kræve "politisk håndværk i et uhæmmet omfang".

Ja, måske vil det endda kræve guddommelig indgriben - ifølge socialministergemal Ralf Pittelkow i Jyllandsposten kan den første linje i Helle Thorning-Schmidts aftenbøn meget vel lyde: "Lad miraklet ske, lad Khader støtte mig."

Inden- eller udenrigs

Men Ny Alliance eller ej - kampen om Marienborg står fortsat mellem Thorning og Fogh. Og den kamp vil hverken dreje sig om Irak, Afghanistan, globalisering eller klimapolitik.

Derimod vil hovedtemaerne være udlændingepolitik og den offentlige sektor herhjemme i Velfærdsdanmark, lyder det stort set samstemmende fra kommentatorerne.

Fogh har sin kvalitetsreform som kardinalpunkt, og for Helle Thorning-Schmidt er spørgsmålet om velfærd med tilhørende skattedebat enkelt: "Det er hendes eneste chance," som Fogh's eks-spindoktor Michael Kristiansen formulerede det over for Berlingske.dk. Det må så være næst efter, at Khader skifter side, som jo også var Thornings eneste chance ifølge Kristiansen.

Men i virkeligheden er det, Helle Thorning-Schmidt først og fremmest skal håbe på, i hvert fald ifølge Kongekabale-forfatter Niels Krause-Kjær, lidt hjælp fra medierne:

"Rystende tv-billeder fra et par plejehjem i provinsen er i virkeligheden den joker, som Fogh bør være mest bekymret for. Det vil kunne sætte en velfærdsstemning i skred, som er svær at styre," skriver han på sin blog.

Og udlændinge- og integrationspolitikken? For det første er der Enhedslistens kontroversielle Asmaa Abdol-Hamid, som ifølge Niels Krause-Kjær ikke blot kan blive et problem i værdidebatten - hun kan også risikere at sende sit parti under spærregrænsen.

"Muligheden for stemmespild på venstrefløjen er stor og kan gøre Helle Thornings drømme helt urealistiske," skriver han.

Og så er der asylansøgerne. Jo, statsministeren nåede jo ganske vist lige at give en flok afviste asylsøgende familier lov til at komme ud af centrene, inden han udskrev valget - han fik med Henrik Qvortrups ord "lukket en flanke ved at præsentere et udspil, hvor han stadig fastholder den restriktive udlændingepolitik - men ikke fremstår som umenneskelig og kold".

Men udlændinge- og integrationsspørgsmålet vil stadig havne højt på valgdagsordenen, mener Qvortrup og Co - og Nyhedsavisens tidligere socialdemokratiske folketingskandidat, David Trads, giver på sin chefredaktørblog en forklaring på hvorfor:

"De 'fremmede' vil naturligvis igen komme til at indtage en absolut hovedrolle i den intense valgkamp - simpelthen fordi intet kan ophidse danskerne mere end muslimer."

Og nu vi er ved folkedybet og de fremmede, er det måske på sin plads med en ikke uskarp analyse af valgets hovedtemaer fra en ny spiller på den politiske kommentatorbane. Adspurgt af TV 2 i onsdags lød vurderingen fra mekaniker Harry Benker, Trekantens Auto/Kranservice A/S:

"Det skal handle om velfærd efter min mening. Men vi havner jo nok i udlændingepolitikken."

Får han og kommentatorerne ret, er alt vel på sin vis ved det gamle - nye alliancer eller ej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor ville det være rart, hvis Information havde så mange dygtige journalister, at man kunne være selvforsynende med artikler, reportager og analyser.

Det er simpelthen en falliterklæring af rang, at Information åbenbart hele tiden er nødsaget til at kopierer de evindelige stand-up kommentatorer fra de borgerlige aviser. Hvis vi var interesserede i at høre hvad Helle Ib, Erik Meier Carlsen, Ralf Pittelkow, Henrik Qvortrup osv. mener, kunne vi jo bare abonnere på Se & Hør og B.T.

Thomas Hebsgaards artikel er simpelthen dårligt håndværk

Det er endnu værre: Det er en meta-artikel - en kommentar af kommentatorer - hvilket gør disse kommentarer til tredobbelt meta. Hvad skal det dog ende med?

Valget handler udelukkende om Irak og klimapolitik. Hvis altså man anerkender, at ressourcespørgsmålet er en del af dem begge.

Det er dybest set kun i den sammenhæng, at der er forskel på krygsforbryderne og de andre.

Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten

THOMAS HEBSGAARD skrev:

”Hvilken af de to spinfortællinger om valgkampens vigtigste kamphane og kamphøne, der vinder, kan blive afgørende for udfaldet. ”

Ved at reducerer valgkampen til ” spin”; så kunne det også tænkes, at journalisterne har en interesse i, at iscenesætte sig selv, som afgørende for hvilken vej danske politik drejer.

En alternativ indgang kan være til Fogs tidligere spindoktor og socialministerens mands inhabile interesser:

– skal vi bevare og intensiverer den højreorienterede kurs, eller skal vi skift til en fornyet venstreorienteret kurs. Kortsagt er, der behov for at bevarer, eller er der behov innovation ( nytænkning) og udvikling.

Ligesom omkring ca. 2/3 af vælgerne holder sig til bestemte politiske anskuelser.
Til gengæld er der også altid omkring ca. 1/3 vælger som kan mobiliseres, og det er dem, som afgør de fleste valg.
Og blandt den 1/3 er der typisk flest kvindelige vælger, og der gør Fogh lidt nervøs, pga. han har svær ved, at appellerer til kvindelige vælger med hans patriarkalske tankegang.

Samtidig er han oppe mod to stærke kvinder, og hvoraf den ene kan blive Danmarks første kvindelige statsminister.
– som unægtelig vil have betydning for kampen for ligeret og de magtpositioner, som traditionel har været tilknyttet mænd som Anders Fogh Rasmussen.

Så valgkampen kan med stor sandsynlighed komme til at handle om andet end den offentlige sektor, undertrykkelse af udlændinge, men også den kønspolitiske forskelsbehandling.

Så Fogh er sårbar her, og han har brug for, at virke fornyet ved at få hentet flere kvinder ind, som ” banebryder” til at han som mand igen kan sætte sig på magten i Danmark.

Valget er derfor også et valg mellem magtfordeling mellem mænd og kvinder. Så der er altså også nu, at feministerne skal blive bevidste.

Jeg er ret sikker på, at Fogh undervurderer den kvindelige statsministerkandidats intelligens, men det er også første gang i dansk historie, at en af de mandlige statsministerkandidat har en kvindelige modkandidat. Så jeg mener, at det handler om mere end bare et valg. Det er en fornyelse aldrig før set i dansk historie, hvis vi får Danmarks første kvindelige statsminister.

Jeg kan forstå , uden at jeg har have læst artiklen, for det nægter jeg med den idiotiske overskrift , at jeg heller ikke denne gang ikke er gået glip af noget, også idag blev Information en meget tynd avis uden reelt indhold, og det enda på en lørdag mit i århundrets valgkamp.

Hvor er jeg glad for, at vi som erstatning for Information, som vi lige har opsagt , istedet har tegnet abonnemet på Politiken, så weekenden ikke var spildt hvad angår avislæsning, valganalyser, debat og og viden. Der var til mange timer sgod læsning og idag Søndag kommer der endnu en ny udgave, Jeg kan næsten ikke vente!

Og så til overskriften igen : Det må vel hedde Helle eller kaos, det andet er som sædvanlig Informations måde at manipulere os på. Se bare hvordan højrefløjende skændes så det brager og hvor desperationen lyser ud af øjnene på dem. Fogh gik ellers til valg på stabilitet og det sikre. hehe

Og nu opfører han sig som et tudefjæs over for hele befolkningen , blot fordi Khader giver Fogh lidt af sin egen medicin. Isen i maven smeltede da det virkelig gjaldt, og statsmanden blev med et ynkelig at se og høre på.

På venstrefløjende kan jeg kun se stabilitet, glæde, masser overskud og vilje til at finde løsninger på de akutte problemer Danmark og den øvrige verden står over for.

Der er ikke meget laserlys show over Fogh´s regering mere, -alt ser noget udbrændt ud. Ikke engang en frisk hal debat som i gamle regeringsdage tør han stille op til.

Så for engangs skyld har Fogh ret, når han siger "Der er ikke noget at komme efter " Nu tror vi på ham!" !

Umiddelbart efter dannelsen havde NA stor interesse,- denne er med tiden skrumpet betydeligt ind.

Nu har "partiet" fået fornyede kræfter efter at nogle velhavere har meldt sig under "fanerne"!

Denne opblomstring svinder også langsomt og systematisk, når det går op for de borgerlige vælgere som støtter NA, at en stemme på NA er en mistet
borgerlig stemme.

Når indholdet af NA's (Fremskridtspartiet med modsat fortegn) miskmask afdækkes, vil forholdene normaliseres!

Besynderligt og ulogisk at NA i givet fald kan have stalinisterne i EL og skabskommunisterne i SF som regeringsgrundlag,- men ikke DF.

NA vil vel i givet fald kunne etablere sig med nazisterne for at få DF væk!

Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten

AAge Øhle skrev:
”Nu har "partiet" fået fornyede kræfter efter at nogle velhavere har meldt sig under "fanerne"!”

Jeg kan kun se, at ud over det er nogle af landets rigeste, som styre landet i forvejen, så har det konservative medlem Brian Mikkelsen, og Venstres Thor Pedersen mv. fået noget konkurrence fra Ny Alliancen i forhold til formuer.

Jeg har lige oprettet et abonnement på Information. Jeg lod mig vist rive med af valgkampsfeber eller noget i den stil. Thomas Hebsgaards "artikel" er jo intet andet end et patcwork af copy/paste samples fra spektret af borgerligt fars. Et forsøg på et dj mix med formiddagsblade istedet for plader? Journalistik er det i hvert fald ikke. Og klogere blev man da i hvert fald ikke. Er det hvad man får for ca en 1/4 af sin usle SU?

Kom nu, Information.

Ja godt den ikke går ind under politisk analyse -det ville da for alvor være komisk.

AAge Øhle skriver:

"Når indholdet af NA's (Fremskridtspartiet med modsat fortegn) miskmask afdækkes, vil forholdene normaliseres!"

-Jeg tror ikke rigtig jeg forstår dig. Hvad er Fremskridtspartiet med modsat fortegn? Hvilke forhold er det der bliver normaliseret? Hvad betyder normaliseret i den her sammenhæng?

"Besynderligt og ulogisk at NA i givet fald kan have stalinisterne i EL og skabskommunisterne i SF som regeringsgrundlag,- men ikke DF.

NA vil vel i givet fald kunne etablere sig med nazisterne for at få DF væk!"

-For det første vil NA i første omgang pege på AFR. For det andet giver det ikke nogen mening først at sige at NA ikke vil samarbejde med DF (pga deres syn på udlændinge) og så bagefter påstå at de ville kunne samarbejde med nazister (hvem er det du refererer til?) på trods af deres syn på udlændinge.

”Hvad står til valg?”, spørger Rune Lykkeberg. Et politikområde som helt sikkert IKKE, står til valg er udlændingepolitikken i Danmark.

Efter SFs og nu også Det radikale Venstres knæfald for den ”stramme” udlændingepolitik som Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet står for, er det fuldstændig ligegyldigt, hvem der får regeringsmagten.

Der findes et meget stort antal danske statsborgere der lever i en slags eksil i Sverige på grund af den såkaldte 24-års regel, og hvad man ellers kalder de ekstreme regler som Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen har indført i forbindelse med deres kulturrevolution.

Hvis jeg var en af de mange eksildanskere i Sverige, ville jeg håbe på en ny regeringsperiode med Anders Fogh Rasmussen.

Det er blevet meget tydeligt, at en regering baseret på SFs og de Radikales stemmer vil indskrænke sig til indføre ubetydelige og kosmetiske ændringer i den danske udlændingepolitik. Derfor må Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard så langt være at foretrække, da de i det mindste er åbne og ærlige omkring deres fremmedfjendske menneskesyn.

Per Thomsen -er din pc blevet overtaget af aliens???

Maiken Guttorm

Per Thomsen -er din pc blevet overtaget af aliens???

Det skal jeg ikke kunne sige, men den opfører sig da godtnok underligt engang imellem.

Det eneste denne artikel kan siges at være meningsfuldt udtryk for er en sørgelig mangel på kvalificerede politiske kommentatorer i dansk politik.

Der var engang hvor man kunne forvente at politiske kommentarer handlede om politik - dvs. om meningsforskelle angående sociale problemstillinger.

Med de kommentatorer der her refereres pilles enhver substans ud af politikken, og vi bliver ovenikøbet dikteret hvilke emner som vi kan regne med at interessere os for.

Er det en tilfældighed, når nu VKO står så forbandet svagt ved enhver saglig diskussion af egentligt politiske problemstillinger?

Hvis man endelig ville skrive en artikel om det der her beskrives som politiske kommentarer og kommentatorer, så kunne deres perspektivforvridning, politiske slagside og negative indflydelse på demokratiet være et mere interessant udgangspunkt.

Det er rigtigt, at Anders Fogh Rasmussen har siddet længe i folketinget. Men, er dette nødvendigvis ensbetydende med, at han har gjort et godt stykke arbejde? For HELE det danske samfund og ALLE sociale lag?

Nej. Fogh er en politisk demagog og plattenheimer. Ligesom Bendt Bendtsen og skvaddernavlen Claus Hjort Frederiksen. De er løgnere og demagoger: de sir de vil BEVARE VELFÆRDSSTATEN!

Men i de snart syv år DE BEKLAGELIGVIS har været i en Magtposition har de konsekvenser søgt AT NEDBRYDE solidaritet og menneskelighed. OG ført landet ud i to KRIGE. Baseret på løgn og følgagtighed med USA.

For ikke, at tale om løgnen om EU TRAKTATEN! Det er den samme som i 2005. Det måske derfor, at vi IKKE MÅ FÅ EN FOLKEAFSTEMNING!

Helle T er ikke for go, hun er jo EU tilhænger og vil IKKE LOVE en afstemning.

Men, men, men hvis FOGH & Co inkl. Naser Khader/direktørpartiet får lov, at fortsætte så ER DET GODNAT med den såkaldte velfærds-stat.

'Som grundet bl.a. lukningen af 70 sygehuse snart er ret luvslidt.

Derfor: Kære meddanskere tænk jer enormt godt om.

Liberalisterne er jo iskolde og KYNISKE.

Stem på VENSTRE fløjen eller indstil jer på et betonliberalt politidiktatur!

Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten

Søren skrev:

”Stem på VENSTRE fløjen eller indstil jer på et betonliberalt politidiktatur!”

Ja, og helst Enhedslisten; hvis de ikke kommer i Folketinget, og der opstår stemmespild, så kan det lige præcis gøre, at Socialdemokratiets statsministerkandidat taber valgt med de manglende mandater.
Sagt af et medlem af Enhedslisten(o:

Martin Trolle Mikkelsen

Hvis man skulle danne en regering efter rent rationelle kriterier, så ville det være en VS regering, for de to partier er de største og de er enige om stort set alt. Der er lidt spil på marginalerne: Skal den reale stigning i de offentlige udgifter være én eller to procent, skal skattestigningerne være nul eller 1-2 procent – men på de store linjer og det principielle plan er der ingen luft mellem de to store partier.

Det ville også betyde, at man kunne holder det racistiske rak i Enhedslisten og Dansk Folkeparti uden for indflydelse (altid godt for nationen), de tre asociale partier, Konservative, NA og R, der vil sænke skatterne og hæve momsen, for at gøre de rige rigere og de fattige fattigere (selvom de godt nok kalder det ”grønne afgifter”, men det plattenslageri er så åbenlyst, at der alligevel ikke er nogen intelligente mennesker, der falder for det) - og endelig ville det give SF den rolle tilbage, som de behersker bedst: Som ørkesløse pauseklovne, der ved, hvordan det hele skulle have været gjort, når først det allerede er gjort og det ikke længere står til at ændre.

Så kunne Helle stå i ministerlære et par år hos Danmarks dygtigste politiker og lære håndværket (tiltrængt!) og resten af socialdemokratiet kunne få lejlighed til at udarbejde et partiprogram (hårdt tiltrængt!).

Den ideelle løsning!

Martin Ammentorp

Spørgsmål:

Hvem vil stemme på en mand, som er anklaget for Grundlovsbrud?

Jeg spørger bare!

Martin Trolle Mikkelsen

Nu bryder man jo ikke grundloven, fordi man forskelsbehandler folk på grund af køn eller hudfarve, det er kun ligestillingsloven og racismeparagraffen, man kommer på kant med. Men man er jo at betragte som uskyldig, indtil man er dømt for noget, det må vi ikke glemme.

Netop derfor er det også hensigten at holde det racistiske rak i DF og EL uden for indflydelse – på god demokratisk vis. Så kan V og S føre en rent pragmatisk og løsningsorienteret politik, uden at vi behøver at høre på den kvalmende moraliseren, som ekstremister altid plager omgivelserne med.

Hvem vil stemme på en mand, som er anklaget for Grundlovsbrud?

Jeg spørger bare!

Jeg har bare fået vide af rygterne, at Fogh hader døve.
Er det seriøst?

Man bryder ifølge Karnov grundloven, hvis man drager i krig uden et FN mandat, sådan som regeringen tilsyneladende har gjort.
Nu er vi i DK gudskelov så heldige, at en grundlov ikke skal stå i vejen for de markedskræfter der har haft voldsomme interesser i at starte en krog mod Irak. På den led, ville det være forfærdeligt hvis Fogh Rasmussen(priset være hans navn), skulle blive dømt for at have brudt grundloven, for sådan noget snavs har det jo med at danne præcedens. Det ville i værste fald betyde, at man ikke længere ville kunne deltage i krige for at tækkes kapitalistiske interesser, og det går virkelig ikke.

Derfor er det også at mennesker som Martin Mikkelse, som i parantes bemærket har store problemer med folks religion, men dyrker det fri marked som en anden afgud, har et problem med moral, og forsøger at fremstille kritik af liberalismen som racisme.
Moral, som den forståes i størstedelen af det danske samfund, og ikke i snævertsynede religiøse enklaver, har jo desværre nogle indbyggede mekanismer, som kan agere bremseklods for det altopslugende frie marked.

Martin Trolle Mikkelsen

Sandelig siger jeg Eder:

1/ Grundloven er Grundloven og Karnov er et i forhold til Grundloven fuldstændigt ligegyldigt dokument. Hvis en krigserklæring er afgivet i strid med Grundloven, så er det ikke statsministeren, men Folketinget, der bryder Grundloven. FN er i øvrigt ikke nævnt i Grundloven og er derfor en Grundloven uvedkommende institution.

2/ Der er ikke noget i vejen med at ”... tækkes kapitalistiske interesser”, for det kapitalistiske samfundssystem har skaffet omkring én milliard mennesker både frihed og velstand. Og med globaliseringen er det kapitalistiske samfundssystem i godt i gang med at gøre disse goder tilgængelige for resten af jorden befolkning. Så hvis man gerne vil gøre noget for de fattige, så skal man støtte det kapitalistiske samfundssystem.

3/ Det kapitalistiske samfundssystem bygger på den rationelle fornuft. Derfor står det i naturlig modsætning til religionen, der forsøger at undertrykke menneskene med irrationelle vrangforestillinger. Følgelig må enhver, der vil kæmpe for sine medmenneskers vé og vel, kæmpe for kapitalismen og imod religionen, for religionen er en kræftsvulst på det menneskelige åndsliv.

Ikke blot er det en dårligt skrevet artikel, den er også lang, træls og kedelig.

Martin Mikkelsen må i sandhed være den største af alle jurister, når han i en håndevending kan erklære tolkningen af grundloven, som den står skrevet i juristernes opslagsværk Karnov, for en fuldstændig ligegyldighed.
Thi alene hans indsigt er tilsyneladende garant for vor alles retskaffenhed.

Principielt er der intet galt i at tækkes et system der har skaffet en milliard mennesker frihed og velstand. Problemet er bare at det selvsamme system intet middel skyer, for at holde henholdsvis Sydamerika og Afrika uden for det ode selskab. Du har før givet udtryk for at du kender til de handelsbarrierer der sikrer at de to kontinenter effektivt bliver holdt ude fra at handle med den vestlige verden.
Det bliver i mine øjne til, at det velsignede kapitalistiske system, tilsyneladende kun kan overleve på bekosning af enorme folkemængder, og når det er på den måde klaveret spiller, kan jeg se en masse galt i at tækkes kapitalistiske interesser. Men det er jo nemt nok at lukke øjnene for, for vi ser det ikke, og dem der vover at påpege det, bliver affejet som socialister, eller med dit til nye retoriske kunstgreb, racister. Det er sjovt at du ikke selv kan se det absurde i det.
Derudover, nægter man at se i øjnene, at vores økosystemer er ved at bukke totalt under for det uhæmmede overforbrug, som vi er vant til i vesten, og som den heldige 5.del begynder at nyde godt af i Kina. Så din påstand om at det kapitalistiske system, vil komme, anført af alvidende forretningsfolk og økonomer i skinnende rustning, og rede alverden er absurd, al den stund, at bare det at bringe vestlige tilstande til en milliard mennesker, får hele verden til at knage i sin grundvold. Med alt hvad det medfører krige om resourcer, udnyttelse af billig arbejdskraft i den 3. verden etc. Og at tro at det er formularen for at gøre livet fantastisk for samfulde 6 milliarder mennesker på planeten, er i mine øjne ikke alene naivt. Det er ekstremt kortsigtet og dumt.

Det kapitalistiske samfundssystem bygger på den egoistiske grådighed. Derfor står det IKKE i naturlig modsætning til religion, i og med at de irrationelle vrangforestillinger blot er blevet opdateret.
Hvor de før handlede om himmel og helvede og evig fortabelse, er de nu afløst af en irrationel frygt for terror, samt et bombardement af sindelagskontrol, som har til formål at implementere det evigt eskalerende forbrug samt økonomisk succes, som det eneste efterstræbelsesværdige. Det er i den sammenhæng nok værd at bemærker selvmordsstatistikker, samt stressreleterede dødsfald og dødsfald der er forårsaget af livsstilssygsdomme.

Det kunne være det var på tide at gasse lidt ned.

Ja de glade tema for dette folketingsvalg, er en storkommune værdig. Resten klarer de i EU og USA.

Spinfortællinger...

"Hidtil har filosofferne nøjedes med at fortolke verden; vores opgave er at forandre den" (Karl Marx)

Hvis man bare "fortæller", "hvordan det er", ligesom Jane Aamund og gratisavisernes forbilledligt samfundstilpassede bagsideskribenter (minus Sebastian Dorset) kan vi, ganske rigtigt, lige så godt læse "24 Timer" og hvad de ellers hedder, sammen med de andre helt almindelige danskere, der skal tages i hånden for at prøve at forstå bare en brøkdel af verden.

@ Martin Mikkelsen:

Enhedslisten må da være det eneste parti, som ikke er racistisk: De opstiller jo en muslimsk kvinde, som har valgt at bære tørklæde.