Kommentar

Jeg vil forsvare Det Muslimske Broderskab

Det er nødvendigt, at Det Muslimske Broderskab forbliver på Egyptens politiske scene, ikke mindst for at sikre at dets ideer kommer offentligt frem og kan blive udfordret
Debat
17. oktober 2007
Lederen af Det Muslimske Broderskab, Mohammed Mahdi Akef, vil ikke stille kvinder dårligt, siger han. Det beviser han ved at have besøg af det han kalder en -nøgen kvinde- - hun var iført kortærmet T-shirt og bukser.

Lederen af Det Muslimske Broderskab, Mohammed Mahdi Akef, vil ikke stille kvinder dårligt, siger han. Det beviser han ved at have besøg af det han kalder en -nøgen kvinde- - hun var iført kortærmet T-shirt og bukser.

Amr Nabil

Første gang jeg skulle interviewe Det Muslimske Broderskab, det var i 1995, gav en officer i deres hovedkvarter mig et tørklæde, jeg skulle bære. Anden gang, i 2005, var der intet tørklæde, der ventede på mig.

Det gjorde mig nysgerrig. Jeg havde boet i USA siden 2000, men havde under besøg i Egypten hørt, at Broderskabet, eller Al-Ikhwan som de hedder på arabisk, havde ændret sig. De var blevet flydende i reform- og demokratisprog. Udtryk som 'politisk pluralisme' havde sneget sig ind i de interview, de gav til pressen.

Var dette virkelig det nye Broderskab?

Deres Øverste Leder, Mohammed Mahdi Akef, indledte vores møde for to år siden med at tale om "fredelige midler der kan skabe forandring." Jeg indrømmer, jeg var imponeret - indtil jeg spurgte ham om, hvorvidt Det Muslimske Broderskab, hvis det nogen sinde kom til magten, ville ændre noget i den egyptiske forfatning angående kvinders rettigheder.

Arabere der går ind for et politisk system baseret på islamiske principper møder forskellige udfordringer, men når det drejer sig om kvinders rettigheder, er de stort set fælles om et konservativt standpunkt. I Kuwait var der indtil sidste år ikke stemmeret for kvinder, og de kunne ikke stille op til valgene. I Jordan nedstemte man lovforslag om at give kvinder ret til at ansøge om skilsmisse og blokerede love, der ville øge straffen for såkaldte æresforbrydelser.

Så ville de religiøse egyptiske konservative stille kvinderne lige så dårligt?

"Nej," svarede Akef, "og mit bevis er, at selv om du er nøgen, fik du adgang til mit kontor."

Jeg var iført en kortærmet t-shirt og bukser.

Kun én tolkning

Specielt ordet 'nøgen' skurrede i mine øren, fordi jeg som ung kvinde havde båret et tørklæde, eller hijab, i ni år. Jeg besluttede mig for at gøre det, da jeg var 16 - jeg troede det var et religiøst krav. Jeg valgte at tage det af, da jeg blev 25, efter at have læst mig frem til, at det var det ikke.

Ikke desto mindre tog det år for mig at ryste skylden af mig, skylden over at have afvist en måde at klæde sig på, der i løbet af de seneste 15 år i vid udstrækning er blevet muslimske kvinders uniform i Egypten - ikke mindst på grund af Det Muslimske Broderskabs arbejde.

Hvis jeg ikke havde gjort mig mine egne erfaringer med tørklædet, havde jeg måske nok trukket på skulderen, og overhørt Akefs lille 'nøgen'-bemærkning. Men jeg havde været der, prøvet det, og jeg var efter sigende i selskab med det nye og forbedrede Muslimske Broderskab, med politisk pluralisme og det hele. Det der skyldtrip virkede ikke på mig.

"Jeg er ikke nøgen," mindede jeg ham om. "De vers i Koranen, der handler om kvinders påklædning, er blevet tolket forskelligt."

"Ifølge Guds lov er du nøgen," svarede han. "Dine arme er nøgne, dit hoved er nøgent. Der findes kun én tolkning."

Én tolkning? Hvad blev der af pluralismen? Tydeligvis havde Det Muslimske Broderskab stadig et stykke vej at gå.

Som sekulær, liberal egyptisk muslim, der forsvarer alles ret til at deltage i den politiske proces, er jeg pinligt bevidst om ironien i at forsvare rettighederne for dem, som ikke udviser den samme imødekommenhed over for mig. Denne 'én fortolkning', som Akef nævnte, var for mig et klart bevis for, at Det Muslimske Broderskab fortsætter med at optræde som vogtere af islam, og at enhver, som vover at kritisere dem, vil blive anklaget for at kritisere religionen som sådan.

Men som den samme, sekulære, liberale, egyptiske muslim føler jeg mig overbevist om, at jeg må forsvare Broderskabets tilstedeværelse på Egyptens politiske scene. Hvis jeg ikke gør det, er jeg lige så skyldig som det regime, der i årtier har suget ilten ud af statens lunger. Gamal Mubarak bliver i disse år skolet til at overtage præsidentposten efter sin aldrende far, hvilket betyder, at regimet er sikret magten i endnu en generation. Bortset fra staten, er Broderskabet den sidste opretstående søjle i Egypten. Det drejer sig nu kun om staten og moskeen. Det er nødvendigt, at Det Muslimske Broderskab forbliver på Egyptens politiske scene, ikke mindst for at sikre at dets ideer kommer offentligt frem og kan blive udfordret.

Plads til alle

Til trods for at Broderskabet vandt 88 sæder ved parlamentsvalget i 2005, er jeg stadig ikke overbevist om, at flertallet af egyptere ville stemme for dem i et frit og fair valg. Mindre end 22 procent af egypterne stemte ved valget i 2005, hvilket fortæller mig, at de fleste egyptere hverken ønsker staten eller moskeen. De ønsker et reelt valg.

Det egyptiske regime synes at bøje sig en ganske lille smule under internt pres fra forskellige modstandere og gadedemonstrationer og udefrakommende pres fra et Washington, der er interesseret i arabisk demokratisering. Men i forbindelse med Broderskabets parlamentariske succes, spillede præsident Hosni Mubarak med stort held sin joker.

Regimet har brugt de seneste to år på at fængsle og forfølge sine kritikere. Så sent som i sidste uge forbød det Broderskabets største årlige forsamling - en gallamiddag under ramadanen - for første gang i 20 år. Omkring 40 medlemmer af gruppen står i øjeblikket anklaget for en militærdomstol, sigtet for terrorisme og hvidvaskning af penge.

Jokeren vil med garanti fortsætte med at blive spillet af det egyptiske regime, så længe der ikke er plads til alle på Egyptens politiske scene. Så, 'nøgen' som jeg er, vil jeg fortsat forsvare Det Muslimske Broderskabs ret til at befinde sig på den scene.

Mona Eltahawy er arabisk journalist og kommentator. Hun har sin egen faste debat klumme i en af de mest indflydelsesrige arabiske aviser og skriver i store aviser som Washington Post, New York Times og International Harald Tribune. Artiklen er distribueret af Common Ground News Service og har tidligere været trykt i 'The Forward'.

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her