Kommentar

Forudsætninger for kvalitet

Misbrugere, hjemløse, sindslidende, udsatte børn og voldsramte kvinder betragtes ikke som borgere, der skal i centrum
18. oktober 2007

Hvis nogen skulle mene, at kommunalreformen ikke blev den forbedring af den offentlige sektor, som var målet, så er her forklaringen; Kvalitetsdiskussionen var fraværende under tilrettelæggelsen af kommunalreformen, og derfor får vi nu en særskilt kvalitetsreform. Nuvel. Til at hjælpe os på vej i diskussionen har vi et udspil fra regeringen. Men holder dens forudsætninger?

De fleste ord i udspillet findes under overskriften 'Borgerne i centrum'. Desværre er de borgere, som har allermest behov for en velfungerende offentlig sektor, stort set ikke nævnt. Når sammenhæng, nærvær, borgertilfredshed, respekt og overskuelighed nævnes, gælder det alene for børnehavebørn, syge, handicappede og ældre. Misbrugere, hjemløse, sindslidende, udsatte børn og voldsramte kvinder betragtes ikke som borgere i den forstand, at de skal i centrum.

Sygehuspatienter og hjemmehjælpsbrugere skal have en fast kontaktperson. Det er en glimrende ide, men hvorfor stoppe der? Man har netop splittet indsatsen overfor ledige op i atomer. Strukturen i de nye jobcentre er grundlæggende i strid med intensionerne om enkel og borgervenlig service, navnlig for dem, som både har problemer både med beskæftigelsen, børnene, økonomien og eksempelvis et misbrug. De skal nemlig have en tid hos hele fire forskellige sagsbehandlere, som i princippet kan have kontor fire forskellige steder i den nye store kommune. De er ikke for fem øre i centrum.

Selv et ansvar

At socialt udsatte ikke figurerer i udspillet, bekræfter mistanken om, at regeringen mener, at vi ikke har behov for en socialpolitik. Den er nemlig i disse år reduceret til at handle om beskæftigelse og økonomiske incitamenter og eftersom der netop er gennemført en beskæftigelsesreform, som skal få selv de mest forkrøblede i arbejde, er der ikke behov for at fokusere på de socialt udsatte her. Det understreges til gengæld gang på gang, at brugere ikke bare er brugere - alle har et selv et ansvar.

Udover princippet om eget ansvar, er der to andre bærende principper. Det ene er retten til et privatliv for borgere omfattet af Serviceloven. Dette princip (som ligner en mærkesag for Ældresagen) skal skrives ind i Servicelovens formålsbestemmelse. Jeg glæder mig til at se det udmøntet for brugere af f.eks. forsorgshjem og kvindekrisecentre!

Tredje princip, som angives at være helt centralt for kvaliteten, er retten til at vælge mellem offentligt og privat tilbud. Dog nævner regeringen kun en ressourcesvag målgruppe, som skal have denne valgfrihed, og det er børn og unge psykiatribrugere. Alt godt til dem, men hvad med også at give et frit valg til borgere med f.eks. dobbeltdiagnoser? De falder i øjeblikket ned mellem to stole, fordi de ikke kan komme i psykiatrisk behandling, så længe de er misbrugere og ikke kan komme i misbrugsbehandling, så længe de er psykisk syge. Her er virkelig tale om nogle forhutlede borgere, som har brug for kvalitet.

Frit-valgs-princippet er en bombe under velfærds-ydelserne som et ensartet gode. Og så er det stensikkert, at øget valgfrihed giver øget administration. Der skal jo både udbydes, kvalitetsvurderes, tilbydes, bevilges, afregnes og evalueres i hvert eneste tilfælde. Jeg tør slet ikke gætte på, hvor mange hænder og kroner det koster, uden at det giver garanti for højere kvalitet i opgaveløsningen.

En grimasse der kan...

Det bringer mig frem til afbureaukratiseringsreformen, som er helt centralt for kvaliteten. Hvis effektiviteten skal højnes, og antallet af varme hænder forøges uden, at der reelt kommer flere, så skal de 'tørre' opgaver minimeres for de ansatte, som er uddannet til borgerkontakt.

Den igangværende reform på beskæftigelsesområdet udråbes til en succes, der skal efterlignes på de øvrige områder, og det er bekymrende. Når forslagene, som nu foreligger på beskæftigelsesområdet nærlæses, viser det sig nemlig, at det kun er 38 procent af dem, som reelt medfører afbureaukratisering. Heraf er en del allerede afvist i beskæftigelsesministeriet. Et af de forslag, som er blevet afvist, er forslaget om at forenkle revalideringsbestemmelserne. I øjeblikket skal der henvises til 19 (nitten!) forskellige paragraffer i to love og udfærdiges en ressourceprofil ved indstilling til en simpel uddannelsesrevalidering. Afvisningen af forslaget begrundes i, at det "vil ændre den overordnede lovsystematik". Det er svært at finde en grimasse, der kan passe.

Behandlingen af forslagene tyder på, at en af barriererne for afbureaukratisering er embedsværket. Det er nemlig de samme medarbejdere, som har spidsformuleret hver lille særregel, som nu bliver bedt om at rydde op i skidtet. Og det lader til at være ubærligt for dem, at opgive den detaljering. En ubærlighed som de deler ligeligt med de politikere, som uagtet den igangværende proces, fortsat lystigt sprøjter særregler ud som skal regulere indsatsen for de rødhårede og dem med sideskilning. Det må vække den største eftertanke, når samme politikere højlydt efterlyser varme hænder og fagligt engagement hos de offentligt ansatte.

Det er mit håb, at regeringen snart forstår, at fagligheden er en forudsætning for kvaliteten - og ikke en trussel imod den!

Bettina Post er næstfmd. for Dansk Socialrådgiverforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu