Kommentar

Hvad Grønland kan lære af Tanzania

Råstofdirektoratet burde overveje at give lokalbefolkningen den reelle brugsret til mineralforekomster tæt på overfladen
Debat
17. oktober 2007

Der er på mange måder langt fra Grønland til Afrika. Alligevel er der lighedspunkter mellem, hvad Tida Ravn i Information den 3. oktober kalder 'kampen om rubinerne' i Grønland og situationen i flere afrikanske lande, hvor internationale mineselskaber presser de såkaldte 'small-scale miners' (små-skala minearbejdere) væk fra de rigeste mineralforekomster. Men hvor sådanne hændelser i Grønland fører til ærgrelse og følelsen af at være 'uretfærdigt behandlet' blandt den lokale befolkning, betyder det i Afrika, at folks eksistensgrundlag går tabt.

I august 1996 fik titusinder af guldgravere i Tanzania 24 timer til at forlade deres miner omkring Bulyanhulu minesamfund. Et internationalt mineselskab havde fået licens til området, som guldgraverne ellers havde udnyttet i årtier. Huse blev revet ned, mineskakter fyldt op og mange mistede alt, hvad de ejede. Alligevel modtog ingen guldgravere kompensation. I år har historien gentaget sig. I Buhemba, Tanzanias nyeste guldgraversamfund, blev 5000 guldgravere i januar smidt væk, da rettighederne til området tilhørte et udenlandsk selskab.

Mineralrige Tanzania

Tanzanias undergrund er rig på guld og ædelstene, der udvindes af både internationale mineselskaber og over 500.000 små-skala minearbejdere. De sidstnævnte spænder fra bønder, der med spade og vaskepande tjener lidt penge ved at vaske guld i den lokale flod til foretagender med flere hundrede folk, der udvinder forekomster ned til 100 meters dybde.

Det er almindeligt anerkendt, at denne form for minedrift kan føre til økonomisk udvikling. Tusinder får arbejde. Og penge tjent på minedriften bliver brugt lokalt med positive økonomiske effekter for lokalsamfundet til følge. Men de sidste ti år har budt på mange konflikter mellem små-skala minearbejdere og internationale mineselskaber. Dette skyldes mangelfuld håndhævelse af minelovgivningen samt statens bestræbelser på at tiltrække udenlandske mineinvestorer ved at tilbyde mere favorable betingelser end andre mineralrige afrikanske stater.

Tanzanias minelov fra 1999 har potentialet til at hjælpe små-skala minefolk. Men der er en stor kløft mellem lovgivningen og den reelle situation, hvor statens evne til at håndhæve og gennemføre loven er begrænset. Makusudi Simchimbas bror havde haft en minetilladelse i guldområdet Chunya siden 1985. Da han døde i 2001, overtog Makusudi tilladelsen. Da han efter et par måneder ville forny den, kunne det ikke lade sig gøre. Området var nu registreret som prospekteringslicens for et kommercielt selskab. Det var første gang, Makusudi stiftede bekendtskab med den nye minelov. Kun få minefolk fra guldrige Chunya har minelicenser på trods af, at der er blevet drevet små-skala guldminedrift i området siden 1920erne. Et kort over områdets licenser viser, at stort set alt er taget af kommercielle selskaber.

Først til Mølle

Lovgivningen dikterer 'først til mølle' princippet. Den, der først ansøger om prospekterings- eller minelicens til et område, får den. De kommercielle selskaber kendte til loven før de fleste små-skala minearbejdere og udnyttede denne viden til at sikre sig licenser til mineralrige områder. Myndighedernes begrænsede evne til at informere små-skala minefolk om den nye lovgivning gjorde at de kommercielle selskaber blev uhensigtsmæssigt favoriseret. I Tanzania sikrer små-skala minedrift flere hundrede tusind mennesker deres levebrød. Det kan derfor virke underligt, at staten er gået så langt i bestræbelserne på at tiltrække udenlandske investeringer. Men landet havde brug for udenlandsk kapital, og der lå et udtalt pres fra det internationale donorsamfund med Verdensbanken i spidsen om vidtrækkende liberaliseringer af blandt andet minesektoren.

Således sikrer minelovgivningen udenlandske mineinvestorer skattefordele, gunstige afskrivningsregler, lempede importafgifter og fri udførsel af kapital. Staten har kun sikret sig en tre procents afgift på eksportværdien, mens resterende statsindtægter skal komme fra selskabernes overskud. Det er problematisk, da selskaberne gennem kreativ bogføring kan styre deres overskud i landet. Det sker blandt andet ved såkaldt 'transfer pricing', hvor der ved over- og underfakturering mellem selskabets filialer i forskellige lande bestemmes, hvor overskuddet skal placeres. Således havde ingen internationale guldmineselskaber i Tanzania registreret et overskud i perioden 1998-2003 til trods for at prisen på guld i samme periode var mere end fordoblet. Tager man i betragtning, at mineraler er ikke-vedvarende naturressourcer, har de udenlandske mineinvesteringer haft en begrænset udviklingseffekt for Tanzania.

Sameksistens

Og hvad kan Grønland så lære af det? Umiddelbart er Grønlands mineralressourcer ikke lige så tilgængelige som i Tanzania. Indtil videre er det kun rubinforekomsterne syd for Nuuk, der kan udvindes af lokalbefolkningen uden massive investeringer. Muligheden for sameksistens mellem de to grene af sektoren virker derfor realistisk. Tida Ravn skriver i Information den 3. oktober, at råstoflovens første mål er "anerkendelse af den grønlandske befolknings grundlæggende ret vedrørende de mineralske råstoffer i Grønland". Denne brugsret virkede fint og uproblematisk, da der var tale om fedtsten og andre mindre værdifulde mineraler. Men med opdagelsen af rubinforekomster tæt på overfladen er loven kommet i konflikt med virkeligheden, efter at folk får påbud imod at indsamle mineraler. Råstofdirektoratet burde overveje at give lokalbefolkningen den reelle (og kommercielle) brugsret til mineralforekomster tæt på overfladen. Dette kunne eksempelvis klares ved at opbygge et licenssystem for små-skala minefolk, der kunne fungere parallelt med internationale firmaers større licenser. De økonomiske problemer og spæde mineralkonflikter i Grønland kan ikke sammenlignes med, hvad det afrikanske kontinent kæmper med. Men hvis interesserede grønlændere kan finde en levevej og ikke mindst fornyet selvværd ved udvinding af rubiner, er det en overvejelse værd.

Jesper Bosse Jønsson er Ph.D.- studerende på Geografisk Institut ved KU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her