Læserbrev

Håbet om at gøre en forskel

Som kommende udsendt soldat for det danske forsvar er jeg efterhånden træt af, at folk uden for forsvaret tillader sig at dømme til hvilken nytte, de udsendte soldater omkommer
24. oktober 2007

Som kommende udsendt soldat for det danske forsvar er jeg efterhånden træt af, at folk uden for forsvaret tillader sig at dømme til hvilken nytte, de udsendte soldater omkommer. Jeg bliver vred og fortvivlet over folks manglende forståelse.

Som soldat er jeg, lige som de af mine kammerater der netop er taget af sted til Helmand-provinsen, fuldstændig afklaret med det faktum, at vi risikerer vores liv ved at blive udsendt. Selvfølgelig er der ingen af os, der ønsker at se vores venner blive skudt, men ingen mennesker kan tillade sig at dømme vores valg ud fra et eget synspunkt om, at krigen i Afghanistan er forkert. Tro mig. Jeg finder på ingen måde, at krig er den optimale løsning på verdens problemer. Jeg ville ønske, der var andre muligheder for at skabe fred, men som verdensbilledet ser ud lige nu, kan man ikke undgå væbnede konflikter.

Hvorvidt krigen i Afghanistan kan retfærdiggøres eller ej er ikke soldatens, men politikernes opgave. Hvis folket er utilfredse med regeringens krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan må de huske, at de selv valgte regeringen.

Men som et højteknologisk, demokratisk og velhavende retssamfund har vi en pligt til at hjælpe lande som er underlagt diktatur. Jeg er træt af den egoisme og manglende handlekraft, som præger Danmark.

Nedværdigelsen af Islam, som medierne giver udtryk for, og stigmatiseringen af de muslimske lande som værende fyldt med terrorister og selvmordsbombemænd skygger for det faktum, at langt hoveddelen af den befolkning, der lever undertrykt i f.eks. Afghanistan og Irak, er fornuftige mennesker, der kun ønsker at leve i fred med hinanden. Problemet er de få, der får lov til at undertrykke mængden. Disse få bruger propaganda og væbnede aktioner til at polarisere mængden i undergrupper, som vender sig mod hinanden til trods for minimale kulturelle forskelle. Vi så det bl.a. i Serbien og Bosnien, hvor gode venner og naboer pludselig blev dødsfjender, og vi ser det i problematikken med kurderne. Disse interne stridigheder muliggør diktatorerne.

Som udsendt soldat til et af verdens brændpunkter er man fuldt bevidst om, at man ikke har en kinamands chance for at påvirke det store verdensbillede. Håbet ligger i at få lov til at gøre en forskel på det personlige niveau. At overbevise mennesker om, at vi er der for at hjælpe dem. Vi er der ikke for at erobre magten. Hvis vi kan vinde lokalbefolkningens respekt, så vinder vi det hele, og gudskelov er de danske tropper nogle af de mest respekterede soldater i verden

Som soldater er vi der ud af et oprigtigt ønske om at befri dem for tyranni. Vi gør det ikke for lønnens skyld. Vi gør det ikke for at fremstå heroiske, for medierne latterliggør jo vores ambitioner og spørger, til hvad nytte de døde har givet deres liv?

Her er min forklaring og min grund til, at jeg er soldat. Vi giver vores liv til en idealistisk overbevisning om, at der kan herske lighed og fredelig sameksistens i verden, og intet menneske skal vove at stille spørgsmålet: Til hvad nytte!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Til Johannes Chr. Bollmann.
"Jeg ville ønske, der var andre muligheder for at skabe fred, men som verdensbilledet ser ud lige nu, kan man ikke undgå væbnede konflikter. "

-Men hvem har skabt det verdensbillede? Der er mange der mener at verden er en anden efter 11/9 01, det er den muligvis også. Og det er fordi vi i vesten fortæller os selv at den er en anden.
Man kan ikke tilkæmpe sig fred med våben. Det kræver at du behandler andre med et minimum af respekt, og respekten får du ikke igen for enden af et gevær -frygt er ikke respekt.
Du nævner selv lighed som et mål, men med al respekt kan den lighed jo ikke indfinde sig før end besættelsen ophører. Besættelse er jo i sig selv vidne om ulighed.

"Hvis folket er utilfredse med regeringens krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan må de huske, at de selv valgte regeringen. "

-Er helt enig med dig på det punkt, det er ikke soldater der skal klandres for forkerte beslutninger. Jeg er sikker på at I forsøger at gøre jeres arbejde så godt som muligt. Men det betyder ikke at jeg accepterer den politiske motivation bag.

"Men som et højteknologisk, demokratisk og velhavende retssamfund har vi en pligt til at hjælpe lande som er underlagt diktatur."

-Men der magler noget her. Pligt defineret ud fra hvad? Er det en pligt til at hjælpe andre til at blive 'ligesom os'? For det er altså ikke givet at andre ønsker det samme som en selv. De fleste vil muligvis ønske sig højteknologi, demokrati, velstand og retssikkerhed men det er ikke givet at det skal være i samme form.
Da den danske regering er godt igang med at bøje FN's menneskerettigheder ved at åbne for samarbejde med stater der anvender tortur og USA's administration samtidig har fortolket den 3. Genevekonvention til ukendelighed synes jeg ærlig talt det moralske overtag er begyndt at smuldre. Er det også denne situationsbestemte fortolkning (hvad-der-passer-MIG) man føler pligt til at 'eksportere'?

Held og lykke, gør en forskel!

Hvem har hjernevasket denne unge mand. Fredsskabelse? Det er altså blot almindelig imperialisme, han vil deltage i. Det er faktisk svært at respektere hans offer, når tågesnakken er så tyk. Hvad men disse to:

"Som kommende udsendt soldat for det danske forsvar er jeg efterhånden træt af, at folk uden for forsvaret tillader sig at dømme til hvilken nytte, de udsendte soldater omkommer." og få lineier længere fremme:

"Hvorvidt krigen i Afghanistan kan retfærdiggøres eller ej er ikke soldatens, men politikernes opgave. Hvis folket er utilfredse med regeringens krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan må de huske, at de selv valgte regeringen.

Sprogofficeren (kan vi lade den stå et øjeblik) synes det er så tarveligt, at folk udenfor forsvaret vurderer en politiks krigserklæring. Cirkelargumentet er (naturligvis) at det er en politisk opgave.

Øh... Ja?

"Som kommende udsendt soldat for det danske forsvar er jeg efterhånden træt af, at folk uden for forsvaret tillader sig at dømme til hvilken nytte, de udsendte soldater omkommer. "

I et militærdiktatur er det naturligvis militærets privilegium at have monopol at bedømme sig selv. I et demokrati er militæret underlagt demokratisk kontrol.

Hvis vores soldater ikke har forstået det, er de simpelthen ikke udannede godt nok.

Jeg tror, at jeg og mange andre, som læser denne avis, har stor respekt for de holdninger, der ligger bag din beslutning om at tage til Afghanistan.
Det er svært at være uenig med dig om, at forsvare menneskerettigheder og bekæmpe diktatorer.
De fleste, som læser denne avis, har været imod Saddam og Talebanerne længe før USA erklærede krig imod dem.

Jeg kan også godt forstå, at det er irriterende, at andre blander sig i din personlige beslutning om at drage af sted. Især, når du sætter dit eget liv ind på det.

Men forsvaret er ikke dit eller de andre soldaters. Det er vores allesammens.
Og derfor bliver forsvaret udsat for kritisk vurdering, ligesom sygehusvæsnet og skolesystemet og andre områder, som berører os alle. Det sårer sikkert mange, der til daglig gør en stor indsats, at skulle høre på al den kritik.

Sådan må det være i et demokrati.
Men selvfølgelig er der grund til at overveje, om kritikken er rimelig, eller om nogen befolkningsgrupper bliver udsat for hetz.

Hvis indsatsen i Irak og Afghanistan var rene FN operationer, uden underliggende motiver så som kontrol med magt&olie (Den olieledning, som Talebanerne sagde nej til, er gennemført nu), så kunne du have ret i, at du kæmper for en retfærdig sag. Og så ville der nok ikke være så megen polemik om din udsendelse.

Men som det er nu, så er der mange hele verden rundt, der af gode runde opfatter krigene i Afghanistan og Irak som imperialistiske, med alt hvad det indebærer af undertrykkelse, vilkårlighed, uretfærdighed og tortur.

Det er vi mange danskere, der ikke vil lægge navn, rygte og skattekroner til. For ikke at tale om danske liv. Derfor bruger vi vores ytringsfrihed til at sige vores mening om det.

Når det er sagt, så håber jeg virkelig, at du trods den anløbne sammenhæng, den danske indsats er viklet ind i, kan gøre en god forskel.
Jeg ønsker dig alt godt på missionen.

" ... hvorvidt krigen i Afghanistan kan retfærdiggøres eller ej er ikke soldatens, men politikernes opgave" (at tage stilling til)

Jo, det er i allerhøjeste grad soldatens opgave, vi lever jo ikke i middelalderne eller under Enevælden længere, og ellers ville al regeringens ævl og højstemte nonsens (altså som pralende og selvretfærdigt anbragt og især uanbragt i enhver sammenhæng) om demokrati og ytringsfrihed jo være forgæves - og "vi" har ikke valgt regeringen til at drage i krig på danskernes vegne i Afghanistan, men for at slippe af med Nyrup, få en lavere trækprocent eller hvad grunden nu var.

Håbet, det længst levende i verden, når alt andet er væk, er der håbet tilbage.
Kun den der foragter denne verden, kan fuldt forberede sig til den anden verden. Calvin

Tak for dine fornuftige og velafbalancerede ord, Karen Helle Grue. Jeg ville gerne have skrevet noget lignende, men jeg tror ikke, at jeg ville have ramt så godt som du.

Jeg har utroligt svært ved at forholde mig til Afghanistan-krigen. Fra jeg første gang hørte om talebanerne og deres modbydelige og perverse kvindesyn - og praktisering af det - var min "gut-reaction", at det var syge mennesker hinsides pædagogisk rækkevidde, som bare skulle isoleres og spærres inde hurtigst muligt. Lidt som jeg havde det med Pol Pot, bare endnu værre.

På den anden side ved jeg udmærket godt, at krig (næsten) altid gør problemerne endnu værre. Den lysende undtagelse her er krigen mod Hitler, der - ganske vist efter ufattelige ødelæggelser og nød - faktisk endte med at føre til et bedre og friere Tyskland. Men en sådan udgang er der næppe nogen sinde håb om i Afghanistan.

Det, man i virkelgheden burde gøre, var en storstilet indsat - der såmænd nok ikke ville koste mere, end krigen har gjort og kommer til - hvor vi åbner vores grænser for alle afghanske kvinder, der ønsker det. Så kan talebanerne sidde tilbage med det, de inderst inde ønsker sig: Et samfund, hvor de er fri for alle de kvinder, de er så bange for.

Rettelse: Kun den, der foragter denne verden, kan fuldt og helt berede sig til den næste.
Den fromme gerning har aldrig eksisteret, som ikke, hvis den blev ransaget for guds strenge blik, ville blive fordømt. Calvin

Kære Johannes

Jeg kan kun sige ENIG! Og jeg har dyb respekt for dig og det du gør i mit navn. Vær sikker på at de ovenstående kommentarer alene repræsenterer et lille og ubetydeligt mindretal af den danske befolkning. Hvoraf hovedparten ALDRIG har gjort noget for at gøre verden uden for landets grænser bedre bortset fra at købe en ulandskalender hvert år til jul.

De ved ikke hvad de taler om, men de har ret til at tale. Sådan er demokratiet, men jeg forstår din frustration.

Men du skal vide, at du er bedre end dem, fordi du har rent faktisk sat dit liv på spil for andre menneskers frihed og fremskridt. En mere nobel handling findes ikke.

“…ingen mennesker kan tillade sig at dømme vores valg ud fra et eget synspunkt om, at krigen i Afghanistan er forkert.”

Svaret til dette er jo, det kan vi godt tillade os. Som frit menneske er det til dels din egen beslutning, både at tilslutte dig hæren og at deltage i militære gerninger i Afghanistan.

“Hvorvidt krigen i Afghanistan kan retfærdiggøres eller ej er ikke soldatens, men politikernes opgave. Hvis folket er utilfredse med regeringens krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan må de huske, at de selv valgte regeringen.”

“Men som et højteknologisk, demokratisk og velhavende retssamfund har vi en pligt til at hjælpe lande som er underlagt diktatur.”

Med de to ovenstående citater modsiger du dig selv. Du skriver, at det er ikke soldatens opgave at bestemme om retfærdiggørelsen af krigen, men politikernes. Men umiddelbart efter, i næste afsnit gør du nøjagtigt det, du siger ikke er soldatens opagave!

Det er den evige problem, som professionelle soldater altid står over for i sådanne situationer, og det kender man også godt i Storbritannien, hvor jeg bor. Både her, og i USA er der eksempler på soldater, der har valgt at blive straffet for at nægte at deltage i krigene i Afghanistan eller Irak, netop af samvittighedsgrunde. Under Vietnamkrigen, som man ved, var der mange desertører og militærnægtere, som flygtede til Canada eller Sverige netop for ikke at deltage i en aggressive imperialistisk krig.

Du siger alligevel nogle fornuftige ting om hetzen i DK mod muslimer, som jeg synes er velkomne, men til sidst tillader du dig at gentage det, der ser ud som et ønske om censur, når du skriver: ”Vi giver vores liv til en idealistisk overbevisning om, at der kan herske lighed og fredelig sameksistens i verden, og intet menneske skal vove at stille spørgsmålet!” Der er ingen der har tvunget dig til det, eller til din idealisering af den opgave du selv har valgt, og jeg synes, at de er urimeligt af dig til at bede andre at tie stille om det.

You’ve got yourself in a right muddle, som vi siger her i England!

Til sidst, håber jeg, selvfølgelig, at du kommer godt hjem i live og sund og rask, men hvis det skulle gå anderledes, det er kun dig selv du skulle beskylde for det. Du er til sidst ansvarlig for dine egne valg og gerninger.

Jeg savner muligheden for at trykke "stødende kommentar" på artiklen.

"og intet menneske skal vove at stille spørgsmålet: Til hvad nytte!"

Det er himmelråbene dobbeltmoralsk at ville drage ud og pløkke løs på: "de få, der får lov til at undertrykke mængden.", - mens man samtidig forsøger at true sine landsmænd til at holde kæft.

Jeg vover ikke desto mindre at sige: det nytter ikke en skid!

Krig er IKKE vejen til fred.

KHN

Du skriver:
"Jeg savner muligheden for at trykke "stødende kommentar" på artiklen. "

Du antyder herved, at du ønske lignende cesur, som du beskylder Bollmann for!

Jo, krig kan være vejen til fred. Ellers ville mange af jer nok ikke have siddet som i gør i dag. Jeg har haft tæt inde på livet hvordan enkeltpersoner og armeer gjorde en forskel for flygtninge og deres nation og stadig gør. Når mange af jer sidder og skælder huden fuld på nazister, så gør i det med god grund, men i kan det fordi andre har båret omkostningen og nogle har betalt den ultimative pris for jer. I er det ikke værd! Det vil jeg påstå med den viden jeg har i dag. Jeg havde hellere beholdt min familie og levet i et andet land.

Der er en helt basal grundregel for menneskelighedens overlevelse, ikke menneskehedens. Det er at man i perioder tør opgive sin menneskelighed for at vinde den igen. Vi kan ikke vinde en krig uden at føre den til ende. Det er præcis den samme logik fjenden må have. Spørgsmålet er om vi kan stå så meget inde for den menneskelighed vi kæmper for, at vi tør gå hele vejen. Som land er det en demokratisk beslutning, som person er det en personlig beslutning. Og begge skal tages, eller går det ikke.

Start med en vægtning, er 'mine' moralske skrupler vigtigere end fremtidens kvinder i Afghanistan? Er jeg villig til at sætte mit liv på spil og blive svinet til af en del af mit land, for deres fremtid. Og sidst men ikke mindst, giver mit land mig den nødvendige opbakning, det nødvendige kommissorium til at nå målet?

Der er intet der er gratis, hverken den ene eller anden løsning, det er blot et spørgsmål om hvem det vil være med til at betale prisen og hvem der vil lade andre betale prisen.

Johannes Chr. Bollmann, en stor tak fra min side for din og dine kammeraters indsats!

Ib S. Skriver:
“Jo, krig kan være vejen til fred. Ellers ville mange af jer nok ikke have siddet som i gør i dag.”

Sand nok. Men hvordan den bliver vejen til fred er lige så vigtigt. At en krig kan ende i ødelæggelsen af flere humdrede tusinde menneskeliv af både dem der dør og dem der eventuelt overlever rent fysisk, til trods for de påståede fine motiver af regeringer og soldaterne som Bollman, skal også tages i betragtning.

Motivet for det amerikanskledede angreb på Afghanistan var simpelthen blind hævn for de terroristiske angreb på tre ikoniske amerikanske bygninger, og ofrene for dem (lidt under 3000 mennesker). Den amerikanske regeringen krævede med det samme af Afghanistan, at de folk de havnede, nemlig Osama bin Laden og sine fæller, skulle udleveres med det samme, ellers var der krig. Uanset hvad man synes om Talibanregimet, bad det om nogle beviser, eller mindst indicer, om at Bin Laden og co. skulle være ansvarlige for disse angreb. Nu ved vi, fra flere indicer siden, at de faktisk var det. Men problemet er, at USA gik til angreb på Afghanistan uden at vente på sådanne beviser, med hundredtusindvis af civile døde og kvæstede som resultat. Selvfølgelig er den amerikanske regering, og for den sags skyld de britiske og danske regeringer ligeglade med det, og er kun interesserede reelt med deres egne ofre, inkl. deres soldater, der er omkommet som resultat af deres aggression. Hvis de havde ventet indtil de havde de nødvendige beviser, er det muligt, at talibanregimet havde enten udleveret de skyldige Al-Qaeda folk, eller havde beordret dem til at skride, men den chance fik de ikke.

Mht. til Irak, var der en anden, men til en vis grad lignende, situation. Man (inkl. Fogh og Blair), gik i krig uden at vente på, at FN inspektører under Hans Blix havde færdiggjort deres undersøgelser om, at der var ødelæggelsesvåben eller ej. Tillige gik der en snedig propagandakrig i gang for at tilsvine inspektørerne. Resultatet var døden og kvæstelser af flere hundrede tusind mennesker som resultat af det amerikanskledet angreb.

Så skriver Ib S. Videre:
” Jeg har haft tæt inde på livet hvordan enkeltpersoner og armeer gjorde en forskel for flygtninge og deres nation og stadig gør. Når mange af jer sidder og skælder huden fuld på nazister, så gør i det med god grund, men i kan det fordi andre har båret omkostningen og nogle har betalt den ultimative pris for jer. I er det ikke værd! Det vil jeg påstå med den viden jeg har i dag. Jeg havde hellere beholdt min familie og levet i et andet land.”

Du appellerer som autoritet til din egen fortid som soldat(?), eller hvad ved jeg, og siger med rette, at ” enkeltpersoner og armeer gjorde en forskel for flygtninge og deres nation og stadig gør.”. Rigtigt nok i visse tilfælde i fortiden, men når du antyder, at f.eks. danske soldater stadig gør det i Afghanistan stadig gør det, synes jeg, at du misbruger din status som du tilråber dig som en slags veteran, som om det er en rimelig argument.

Du tilføjer:
” Når mange af jer sidder og skælder huden fuld på nazister, så gør i det med god grund, men i kan det fordi andre har båret omkostningen og nogle har betalt den ultimative pris for jer. I er det ikke værd!”

Du minder mig om noget, der skete da jeg var dreng i Kent i England i halvtredserne. Med to venner, som 12-årig var jeg på vej hjem på et lokalt tog fra crickettræning, og vi grinede og opførte os drengeagtigt, hvilket irriterede en fyr mellem 30 og 40 år gammel, men som for os så ud som temmelig gammel. Han sagde til os: ”and to think I fought the war for the likes of you!” Sikkert noget urelevant vås!

Så fortsætter du”:
”Der er en helt basal grundregel for menneskelighedens overlevelse, ikke menneskehedens. Det er at man i perioder tør opgive sin menneskelighed for at vinde den igen. Vi kan ikke vinde en krig uden at føre den til ende. Det er præcis den samme logik fjenden må have. Spørgsmålet er om vi kan stå så meget inde for den menneskelighed vi kæmper for, at vi tør gå hele vejen.”

De første to sætninger kan man være enig i. Men det betyder ikke, at man derved forlader sin bedømmelseskraft, om det er retfærdigt eller moralsk at går i krig i første omgang. Så skriver du: ” Vi kan ikke vinde en krig uden at føre den til ende”. Men hvis krigen er uretfærdigt begyndt af ”os”, hvorfor skulle ”vi” føre den til ende? Den samme logik gjorde, at tyskerne fortsatte deres uretfærdige krig til den bitre ende i 1945. Og at sige, at fjenden må have den samme logik sætter dig i samme bås som dem.

Du fortsætter videre:
”Som land er det en demokratisk beslutning, som person er det en personlig beslutning. Og begge skal tages, eller går det ikke.”

Jeg kan ikke huske, at der var en demokratisk beslutning af hverken de amerikanske, britiske eller danske regeringer at føre krig i Afghanistan eller Irak. Godt nok var der formelle beslutninger af mere eller mindre demokratiske valgte regeringer (dog noget tvivlsomt i USA efter præsidentvalget i 2000), men ingen af dem blev valgt pga. valgløfter om at gå i krig, og jeg husker ikke nogle folkeafstemninger om man skulle i krig eller ej, et spørgsmål, der forekommer mig som meget mere alvorligt end det om den nye Europatraktat, som visse folk både i England og i Danmark kræver en folkeafstemning for. Og det om personlig beslutning er diskuteret meget i de tidligere indlæg.

Og videre:
” Start med en vægtning, er 'mine' moralske skrupler vigtigere end fremtidens kvinder i Afghanistan? Er jeg villig til at sætte mit liv på spil og blive svinet til af en del af mit land, for deres fremtid. Og sidst men ikke mindst, giver mit land mig den nødvendige opbakning, det nødvendige kommissorium til at nå målet?”

Det er godt nok at tale om ”fremtidens kvinder i Afghanistan”. Men det er det rent humbug, når man ved, at dette slet ikke var årsagen til krigen i Afghanistan. I firserne støttede jo amerikanerne Al-Qaeda og deres muslimske meningsfæller mod den kommunistiske regering og den sovjetiske besættelsesmagt, selv om disse to havde som del af deres politik ligestilling af afghanske kvinder. Du siger, at du er villig til at blive svinet til for de afghanske kvinders fremtid. Efter det du har skrevet indtil dette punkt, lugter jeg kun endnu mere humbug. Din sidste sætning i dette afsnit er en anden måde at sige ”my country right or wrong”, en holdning som også fik tyskerne til at kæmpe til den bitre ende under anden verdenskrig.

Til: Johannes Chr. Bolleman, Sprogofficersaspirant:

Jeg ville gerne vide, hvor meget du er betalt for dit frivillige arbejde som soldat i Afganistan, foruden din uniform, vaaben, rejse til Afganistan, kost og logi, samt hvor meget betaler du i skat, hvis du betaler nogen skat i det hele taget ? ? ?

Hvis du ikke blev betalt noget i det heletaget, og hvis du skulde betale din egen rejse til Afganistan, samt betale for dit eget vaaben og ammunition, og alt andet udstyr, ville du saa kampe som en god dansk frivillig soldat i Afganistan, for Kongen, Dronningen og Danmark ? ? ?

Med venlig hilsen,

Balther J. Jensen.

Ja, kriges årsager er aldrig hvad de giver sig ud for. Og de bliver sjældent bedømt på dette når de vindes. Hvad var amerikanernes grund til at redde Europa? Hvad var deres grund til at smadre Japan? Hvordan synes du resultatet er?

Hvad var Stalins grund til at lave en pagt med Hitler? Hvad synes du? Hvad ved du? Hvor stor var ikke østblokkens indflydelse på trods af og ikke fordi de undertrykte? Det er vinderen der skriver historien. Det er derfor at vi uanset årsagen skal vinde. Og vi har hver især en årsag, noget der trigger.

Du er dæleme nød til at tænke både småt og stort, ellers er du et fjols, Patrick Reay Jehu. Du har din mening og den kommer til at gælde hvis Afghanistan tabes, og så kan du sidde og sige "Hvad sagde jeg" og pege fingre. Men hvis det lykkes, og det skal det, ikke for din skyld, men for Afghanernes skyld (ikke de skide muslimske mænd, men deres undertrykte kvinder, sådan generelt og overfladisk betragtet, Per Vadmands forslag er godt). En anelse rygrad, en anelse holistisk syn og så lidt selvreflekterende tanker vil være en god start. På et tidspunkt kan du nå øjenhøjde på de danske soldater der er udsendt. Indtil da er du stadig ikke indsatsen i 40'erne værd, og indtil da er du stemmekvæg for den rette mening . Og der er ikke flertal for den for tiden. Jeg er ikke veteran, det har jeg ikke alderen til, jeg har derimod set følgerne, snakket med resterne af familien, oplevet at starte fra nul og derunder. Det er en speciel oplevelse som bette purk at se skibe med flygtende blive sænket og stirre i op i snuden af et bombefly der valgte ikke at slippe den denne gang. At se stor stærke mænd reduceret til 100% invalider i KZ fordi en skide dansker stak dem. Dette snylterfolk var det ikke værd. Mange andre var. Så ligningen passer.

Jeg er rent ud sagt ligeglad hvorfor USA gik ind i Afghanistan, ligesom du nok var det da Soviet gik ind og da Talebans regime styrede. Det er i sidste ende også derfor din mening ikke er relevant, du skal have den rigtige årsag for at gøre det rette. Jeg vil skide på årsagen, når det er sket skal vi stadig gøre det rette. Og det er at sende soldater og tanks.

Balther J. Jensen,

Hvad har du søbet? Ingen er soldat uden uniform og ingen er i uniform uden et land bagved, alså rigtigt bagved som i opbakning/pligt. Det er folkeret. Alt andet er NoGo. Læs lidt op på international lov og konventioner. Og start tidligt (historisk) du skal mindst tilbage til Sparta, og få så lige dine skolepenge igen. De var ikke givet godt ud. Har jeg misforstået dig fuldkommen, så forklar hvad?

Ib. S.:

"Det er i sidste ende også derfor din mening ikke er relevant, du skal have den rigtige årsag for at gøre det rette. Jeg vil skide på årsagen, når det er sket skal vi stadig gøre det rette. Og det er at sende soldater og tanks."

Allan Olsen:

"Jeg lå jo i Herning i min tid som sergent - der var ingen der hunsed med far... Vi graved og vi graved og vi graved hele dagen, der var her vi lært og forsvare... (osv.)"

Per Thomsen
Jeg er også stor fan af Allan Olsen. Nede på jorden musik til MP3'en. Han ved hvordan verden er i Jylland og hvor man skal grave. 'Op til Alaska' er min favorit, har selv oplevet sådan en idiot i vildmarken. Kernesund dansk kolonihave og ølstue musik... ;o)

Ib S. stillede følgende spørgsmål:

" ... er "mine'" moralske skrupler vigtigere end fremtidens kvinder i Afghanistan? Er jeg villig til at sætte mit liv på spil og blive svinet til af en del af mit land, for deres fremtid?"

Strengt taget Ja, dine moralske skrupler er vigtigere, jf. din i al fald på dette område meningsfælle Søren Krarup, der i årevis tordnede om NÆSTEN - den nærtboende hvide nationale fælle, hvis ve og vel er det eneste, der tæller, når det handler om godgørenhed - de afghanske kvinder er lige så langt væk som bananplukkerne i Nicaragua, eller hvem Søren Krarup nu rasede over, at nogen kunne finde på at "solidarisere" sig med.

Kvinder i Afghanistan - problemet er TOTALT UDE AF ENHVER PROPORTION i forhold til emner som magtbalancen i verden, ressourcer, atomoprustning, klimaforandringer, sikkerhed, terror, sult - og krig!

Hansen dog,
Kender du en bananplukker i Nicaragua, eller er det bare et indfald til at forstærke din manglende rygrad? Så har du måske taget skade af de midler der bruges til at bekæmpe nematoder i jorden, der år efter år slår også plukkerne ihjel? En god ven fra ditto land, bananplukker, har betroet mig at Paven er en skurk og skulle for en menneskerettighedsdomstol for at holde folk i fattigdom og påtvungent slaveri. Jeg er enig. Iøvrigt er jeg kun perifært meningsfælle med SK, jeg er mere S og SF. Men det er en biting i "de rigtige meningers univers". Følg Thomsens råd og lyt til Allan Olsen, vil du ikke nok. De små ting, som kvinders ret i denne verden har også betydning. Det er vist kun mænd, religiøse og magtsyge, der fører krig. Desværre er jeg ikke til det med at vende den anden kind til.

Tom W. Petersen

Tilbage til Karen Helle Grue 24. oktober.
Hendes kommentar har et niveau, der passer til emnets alvor.
Det har hendes sprog også.

Godt! Jeg har også stor respekt for Johs. Chr. Bollmanns holdninger og idealisme - men det er nu engang mere påkrævet at gå i krig for at forsvare sit eget territorium eller trusler imod det end for at skaffe rettigheder til kvinder i et forholdsvis fjernt land, der er blevet invaderet af en i anden sammenhæng allieret. Ikke at disse rettigheder er at foragte. Men det er altså et spørgsmål om logik.

" ... som et højteknologisk, demokratisk og velhavende retssamfund har vi en pligt til at hjælpe lande som er underlagt diktatur. Jeg er træt af den egoisme og manglende handlekraft, som præger Danmark."

Det er ikke egoisme og manglende handlekraft, men omtanke og kølige (lidt for kølige, kan man så hævde) overvejelser, der taler imod et engagement i Afghanistan; det er tilladt at tænke sig om og evt. undlade handling; men jeg ved godt, at det er en dødssynd i amerikanske TV-serier (there I go again!).

OK, nu tilbage til Karen Helle Grue og et niveau og et sprog, der passer til emnets alvor.

“Ja, kriges årsager er aldrig hvad de giver sig ud for. Og de bliver sjældent bedømt på dette når de vindes. Hvad var amerikanernes grund til at redde Europa? Hvad var deres grund til at smadre Japan? Hvordan synes du resultatet er?”

Ja, selve motiver for krigsførelsen under anden verdenskrig var forskellige. Storbritannien og Frankrig erklærede krig, ikke som den historiske ignorant, Tony Blair, påståede for nylig, for at hjælpe de forfulgte jøder, men selvfølgelig mest for at bevare deres egne interesser med den voksende tyske magt. De havde jo også givet garantier til Polen, Grækenland og Rumænien, at de selv ville gå i krig, hvis nogen af dem blev angrebet. Derfor erklærede de krig mod Tyskland. En sådan krig var også nødvendig, for at standse en militært aggressiv politik ført af Tyskland. At de ikke også erklærede krig mod Stalins Sovjetunion da denne selv invaderede Østpolen, skyldes uden tvivl rent pragmatiske årsager, at de ikke var i stand til at føre krig med dem også. At krigen var retfærdig skyldes nemlig at Tyskland udløste den med at angribe Polen uden nogen som helst retfærdige grunde. Men den var slet ikke for at beskytte jøderne. Hvis Storbritannien, eller for den sags skyld USA havde været interesseret i at hjælpe jøderne dengang, havde de lempet deres immigrationspolitik. Men rent faktisk, før krigen, gjorde de det, de syntes de kunne tillade sig for at holde de tyske jøder udenfor. Så kan man sige at, jo, krigen var nødvendig for at standse Nazityskland, men sandheden er, at krigen reddede eller befriede slet ikke de flest jøder i Europa. Snarere tværtimod, da de 6 millioner omkom midt i krigen.

Som briter med slægtninge, inkl. min egne far og andre medlemmer af min familier som deltog i anden verdenskrig, hørte jeg gennem mit barndom om deres frygtelige erfaringer under krigen, så jeg noget kendskab fra direkte vidner, det der reelt foregår. Min onkel, som var ”chindit”, dvs. medlem af Orde Wingates elitetropper, som opererede bag japanske linier i Burma, kom ud af junglen i begyndelsen af 1945, da Burma var blevet generobret af briterne. Han led meget, og vejede ca. 40 kilo da han nåede til Indien. Hans holdning var, at man slet ikke skulle gå letsindet i krig, som f.eks. USA, Storbritannien og Danmark har gjort i Afghanistan og Irak, uden selv at blive angrebet militært.

”Hvad var Stalins grund til at lave en pagt med Hitler? Hvad synes du? Hvad ved du? Hvor stor var ikke østblokkens indflydelse på trods af og ikke fordi de undertrykte? Det er vinderen der skriver historien. Det er derfor at vi uanset årsagen skal vinde. Og vi har hver især en årsag, noget der trigger.”

Stalins grund til at lave en pagt med Hitler, var netop for at undgå en krig med ham. At han forrådte Polen med det var både en biting for ham, men også, som han så på det, en gevinst, fordi det lykkedes ham at udvide sit territorium med Østpolen og de baltiske stater med samtykke fra Hitler. Han havde forsøgt både inden Tjekkoslovakiet fiaskoen og også senere i 1939, at forhandle sig til en alliance med Frankrig og Storbritannien mod Tyskland, men disse var ikke interesserede, fordi de var mere antikommunistiske dengang end antinazistiske. Ang. østblokken, eksisterede den ikke indtil efter 1945, og derfor er uvedkommende mht. til Stalins pagt med Hitler.

Det er ikke altid, at vinderen skriver historien, i hvert fald i det lange løb. Du skriver at vi skal vinde, for at kunne skrive historien. Også når krigen er åbenbart uretfærdig, og når USA med deres allierede er aggressorerne? Hvad for en slags moral er det?

”Du er dæleme nød til at tænke både småt og stort, ellers er du et fjols, Patrick Reay Jehu. Du har din mening og den kommer til at gælde hvis Afghanistan tabes, og så kan du sidde og sige "Hvad sagde jeg" og pege fingre. Men hvis det lykkes, og det skal det, ikke for din skyld, men for Afghanernes skyld (ikke de skide muslimske mænd, men deres undertrykte kvinder, sådan generelt og overfladisk betragtet, Per Vadmands forslag er godt).”

Du læser åbenbart ikke ordentligt det jeg har skrevet, ellers var det klart for dig, at jeg tænker både småt og stort som du udtrykker det. Og at bruger udtryk som det, at jeg skulle være et fjols, er bare vulgært værtshussprog, som er tom for argumenter og fortjener ikke et svar. Min mening gælder eller ikke gælder, om Afghanistan ”tabes” (af hvem?) eller ej. Jeg er ikke interesserede i at sidde og sige, ”det sagde jeg”, hverken i Irak eller Afghanistan, heller ikke i ”sejr” eller ”nederlag”, men hellere, at en fornuftigere politik skulle føres både af mit eget land, Storbritannien og for den sags skyld Danmark, et land som jeg både kender og holder af. Jeg er interesserede i at disse lande ikke føres i den blindgyde, som USA er ved at føre dem i med deres nyimperialistiske egoisme.

At du virkeligt tror, at den nuværende politik kan frigøre afghanske kvinder fra de ”skide muslimske mænd” som du kalder dem, er ganske naivt. Et samfunds kvindefolk, også i Afghanistan er bundet nødvendigvis til deres mandfolk, som er deres brødre, fædre, sønner osv., og til trods for deres undertrykkelse, vil de næppe takker danske eller andre udenlandske soldater for at prøve at befri dem fra de mandlige medlemmer af deres familie. At man så åbner grænserne for afghanske kvinder som måtte ønske det, går jeg også ind for, men hvorfor ikke for mændene også? Men dine idealiserende påstand om danske soldaters beskyttelse og redning forekommer mig stadigvæk som noget romantiserende humbug, som intet har med realiteterne at gør.

”En anelse rygrad, en anelse holistisk syn og så lidt selvreflekterende tanker vil være en god start. På et tidspunkt kan du nå øjenhøjde på de danske soldater der er udsendt. Indtil da er du stadig ikke indsatsen i 40'erne værd, og indtil da er du stemmekvæg for den rette mening.”

Bombastiske udtalelser, tom for argumenter, som ikke fortjener noget svar.

”Og der er ikke flertal for den for tiden. Jeg er ikke veteran, det har jeg ikke alderen til, jeg har derimod set følgerne, snakket med resterne af familien, oplevet at starte fra nul og derunder. Det er en speciel oplevelse som bette purk at se skibe med flygtende blive sænket og stirre i op i snuden af et bombefly der valgte ikke at slippe den denne gang. At se stor stærke mænd reduceret til 100% invalider i KZ fordi en skide dansker stak dem. Dette snylterfolk var det ikke værd. Mange andre var. Så ligningen passer”

Godt nok, men denne sag uvedkommende. Så ligningen passer slet ikke.
.

”Jeg er rent ud sagt ligeglad hvorfor USA gik ind i Afghanistan, ligesom du nok var det da Soviet gik ind og da Talebans regime styrede. Det er i sidste ende også derfor din mening ikke er relevant, du skal have den rigtige årsag for at gøre det rette. Jeg vil skide på årsagen, når det er sket skal vi stadig gøre det rette. Og det er at sende soldater og tanks.”

Du siger til mig, at jeg skulle ”tænke både småt og stort”. Men du er åbenbart ikke i stand til at gøre det selv, når du erklærer, at du er ligeglad hvorfor USA gik ind i Afghanistan. Du ser bare ukritisk på det. Så påstår du, uden at kende mig, og uden den mindste bevis, at jeg var ligeglad da Sovjetterne invaderede eller da Talebans regime styrede.

Dengang de invaderede DK, boede jeg i Danmark, og var stærk modstander. Jeg blev uvenner med nogle af mine venstreorienterede bekendte pga. deres støtte til det jeg så som en ren imperialistisk indblanding i Afghanistans affærer, med tusindvis af døde og kvæstelser af civilbefolkningen til følge, ligesom det amerikanske angreb 22 år senere. Mht. Talebanerne, indtil kort tid før terroristangrebene i New York og Washington, forhandlede den amerikanske regering med Telebanregimet om mulige olierørsledninger fra Usbekistan til havet i Pakistan, for at prøve at undgå, at disse skulle føres gennem f.eks. Iran.

Til sidst siger du: ”Jeg vil skide på årsagen, når det er sket skal vi stadig gøre det rette. Og det er at sende soldater og tanks.” Krigerisk vrøvl!