Læserbrev

Hvilken offentlig sektor?

Velfærd og den offentlige sektor er emner, som hurtigt kan blive centrale i valgkampen. Men regeringens oplæg til en kvalitetsreform betyder kun mere topstyring og kvantitativ kontrol

Velfærd og den offentlige sektor er emner, som hurtigt kan blive centrale i valgkampen. Men regeringens oplæg til en kvalitetsreform betyder kun mere topstyring og kvantitativ kontrol

Tariq Mikkel Khan

Debat
30. oktober 2007

Velfærden og indretning af den offentlige sektor og hermed kvalitetsreformen tegner til at blive centrale temaer i valgkampen.

En undersøgelse af reformens 180 forslag viser, at kvalitetsreformen er langt overvejende en styrings- og administrationsreform, ikke en velfærdsreform. Og den handler især om udbygning af markedsgørelse og markedslignende regulering. Kvalitetsreformen ligger her i forlængelse af en længere udvikling af den offentlige sektor mod markedsrationalitet. Denne omlægning har imidlertid haft en stor negativ påvirkning på såvel offentligt ansattes mulighed for at udføre deres arbejde tilfredsstillende som på modtagernes udbytte af indsatsen.

Under markedsrationalets fremmarch har de enkelte professioners etik og faglige viden måttet vige. De offentligt ansattes råderum og mulighed for at sikre en forsvarlig kvalitet i løsningerne indskrænkes, og den enkeltes medindflydelse på opgaveløsningen reduceres.

Kvalitetsreformen vil her yderligere udbygge denne markedsstyring i form af evalueringer, mål - og resultatstyring, udbredelse af krav om endnu flere målinger og registreringer, dokumentation og kontrol.

Kvalitetsreformen må derfor vurderes at videreudbygge bureaukratiseringen af de offentlige ansattes arbejde og indskrænkningen af deres faglige og professionelle råderum.

I regeringens oplæg til Kvalitetsreformen nævnes, at omsorg, nærvær og tryghed skal komme nedefra. Det betyder, at velfærdsarbejderen skal bidrage med et indhold, der ikke respekteres som en væsentlig faktor i beskrivelsen af indholdet af den enkelte velfærdsydelse. I og med, at kontraktliggørelsen af ydelserne kun omhandler kvantificerbare faktorer, og medarbejderne er klemt af ressourcemangel, dårlige arbejdsforhold og et konstant bombardement af ny lovgivning og omstruktureringer, som medarbejderne er uden medindflydelse på, usynliggøres de kvalitative sider af velfærdsydelserne.

Markedsgørelsen vil også blive på bekostning af omsorgen og fagligheden. Allerede i dag hører man hyppigt, hvorledes mange offentlige ansatte oplever, at snævre tidsrammer og manglende indflydelse på eget arbejde forhindrer dem i at udvise den fornødne omsorg, og de går hjem fra arbejdet med en fornemmelse af at have svigtet. Der er ikke tid og plads til at udføre opgaven, som de fagligt ved, den bør udføres. Omsorgsdelen må så at sige sniges ind som en slags "sort arbejde", som ikke ses af registrerings- og evalueringsskemaet.

Men sin fokus på topstyring, registreringer og kvantitativ kontrol vil kvalitetsreformen kun forstærke tilsidesættelsen af faglighed, omsorg og professionelt råderum.

Bente Rich, børne- og ungdomspsykiater og Henrik Herløv Lund, økonom. Begge er medlemmer af Den Alternative Velfærdskommission

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I en række artikler i Information i den sidste tid, har der været rettet en hård kritik mod styring og kontrollen af den offentlige sektor og markedsgørelsen. Eks. en kronik af Per Clausen (17-10) Revolution i sundsheds sektoren, Bent Vinters Fællesskabet d.25-10.
Kun Rune Lykkebergs kommentar fra weekenden stiller spørgsmålet, om hav man vil stille istedet. Svarene synes at være mere faglighed, og selvbestemmelse.
Problemet er bare at man på en række områder kan få den opfattelse at der er for lidt centralisme, for lidt styring og måske for lidt marked.
For en 3 uger siden havde Politikken ( for en gangs skyld) en fremragende artikel, hvor man dokumenterede forskellen i kræft behandling mellem Vejle sygehus og Århus. En forskel der iøvrigt for de involverede parter har være kendt i flere år.
Man kan stille sg det spørgsmål, hvorfor ikke alle har taget ved lære af Vejle,
eks. det banale forhold at man i Vejle kan scanne 4 i timen, i Århus kun 2. (gang lige op til årstal !)
Er det virkeligt styring, kontrol der forhindrer at Århus ikke gør det bedre ?
I mange år har det været kendt, at de danske transplantations tal (såvel fra levende som afdøde donorer) har været betragtelig lavere end i mange lande vi sammenligner os med.
Der synes ikke i den nuværende organisations struktur at være noget incitament til at forbedre denne situation. Hvorfor ikke, er det styring og kontrol, der forhindrer dette, næppe.
troen på at faglighed, decentralisme i sig selv kan løse de problemer som sundshedsvæsenet ( men også andre dele i den offentlige administration) står overfor er vildt overdrevet.
Implementering af strategiske mål og best practice kræver styring og kontrol og ikke mindst gennemsigtighed.
Istedet for at afvise dette bør man gå ind i en konstruktiv diskussion hvorledes effektivisering kan realiseres.

@Niels Christensen: Bestemt! Fuldstændig ligesom udviklingen af økonomien også kræver styring og kontrol. Det er utrolige ressourcer som hver dag spildes i den private sektor fordi der ikke koordineres, erfaringsudveksles og udvikles best practices. Løsningen er naturligvis langt strammere styring fra den offentlige top af de private virksomheder. Deres ansatte skal styres, deres metoder udvikles, og produktionen harmoniseres.

Hvis en fabrik i Hjørring kun kan producere 1000 dåser tun i timen, mens en fabrik i Skive kan producere 2000 (prøv at gange op i årstal!), så må de relevante embedsmænd fra finansministeriet selvfølgelig gribe ind og sikre at produktionen optimeres.

Det ved enhver jo er den eneste fornuftige måde at skabe en velfungerende og effektiv privat sektor!

Alternativt kunne man tilføre den offentlige sektor de ressourcer den har brug for, så den kan udvikle sig. Eller man stemme VKO og fortsætte den nuværende udsultning, som forhindrer de ansatte i at kunne tænke længere end til næste umiddelbare arbejdsopgave.