Læserbrev

Indhold - ikke ord, Lomborg

Lad mig beklage, hvis jeg, som Bjørn Lomborg skriver det i sit svar 27. september, var nedladende i min anmeldelse af hans nye bog Cool it den 22. september. Det var bestemt ikke meningen. Det var et forsøg på at være nøgtern
5. oktober 2007

Lad mig beklage, hvis jeg, som Bjørn Lomborg skriver det i sit svar 27. september, var nedladende i min anmeldelse af hans nye bog Cool it den 22. september. Det var bestemt ikke meningen. Det var et forsøg på at være nøgtern. Og når man allerede på omslaget kan læse, at bogen vil blive en af de vigtigste bøger 'i vor tid', er forventningerne store. De bliver ikke indfriet.

Svaret fra Lomborg er også skuffende. Han forholder sig slet ikke til mine to hovedkritikpunkter: (1) Lomborgs 'fattigdomsalibi' holder ikke. Vi vil ikke bruge flere penge til at bekæmpe malaria i Afrika, hvis undlader at begrænse CO2 udslippet i Europa. Tværtimod vil Kyoto processen sikre flere penge og ressourcer til verdens fattige lande. (2) Det er langt billigere at gøre noget ved den globale opvarmning, end Lomborg påstår, fordi krav om energieffektivitet fører til innovation, teknologiudvikling og bedre ressourceudnyttelse.

I stedet prøver Lomborg med sidehenvisninger, at dokumentere, at han faktisk har nævnt en række af de konkrete problemer, jeg kritiserer ham for at have glemt. Igen bliver det til sandheder med store modifikationer. Jo, Lomborg nævner vandmangel i Afrika og Asien, men nævner ikke, at det vil ramme millioner af fattige mennesker allerede om få år.

I stedet skriver han igen og igen om isbjørne, og om færre kulde-dødsfald i de rige lande i 2050. Jo, Lomborg nævner diskonteringsraten ét sted i bogen - nemlig i hans (meget nedladende!) kritik af Stern-rapporten. Men han nævner ikke, at mange af de beregninger han selv bruger, ville se helt anderledes ud, hvis vi 'satte mere pris' på fremtidige generationer. Det er meget selektivt og yderst subjektivt - og det var pointen i min anmeldelse. Jeg ledte ikke efter ord. Jeg ledte efter indhold.

Endelig lader Lomborg fortsat som om, klimaforandringerne er en risiko, vi løber om 50 eller 100 år.

Men klimaforandringerne er en realitet, som mennesker dør af i verdens fattige lande i dag. Det er de problemer, som de globale klimaforhandlinger prøver at løse. Og Lomborg nægter at forholde sig til, at Kyoto processen ikke kun er et forsøg på at lave rigide CO2-kvoter. Det er en samlende ramme med fokus på at begrænse opvarmningen, øge forskningen i energieffektivitet og hjælpe verdens fattige lande med at tilpasse sig forandringerne.

Det er der behov for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Må jeg anbefale at vi donerer en rejse til Lomborg;
en enkeltbillet til Maldiverne, der ikke har det så godt med stigende vandstand.
Her kunne han så passende prøve at prioritere sig ud af problemerne:
Lære at svømme, holde vejret, eller nøjs med at være god nok på bunden...?

Uha, vær altid på vagt, når nogen påstår at være "nøgtern" = saglig = objektiv. Så ved vi altid, der er en moralist på færde, som i følgende:

"Lad mig beklage, hvis jeg, som Bjørn Lomborg skriver det i sit svar27. september, var nedladende i min anmeldelse af hans nye bog Cool it den 22. september. Det var bestemt ikke meningen. Det var et forsøg på at være nøgtern."

Chefen for Folkekirkens Nødhjælp begiver sig ud på tynd is, når han gør sig klogere på klimastoffget end Bjørn Lomborg.

Politikere og medløbere, som skal profilere sig, har gjort denne sag til, en religiøs sag!

Det er naturvidenskab, og de med den største ekspertise på dette område er enige med BL.

Stop hysteriet om denne katastrofe,- den indtræffer aldrig.

Det er politisk korrekt stof, og derfor nyder emnet særlig fremme!

Det blive katastrofeforestillingen ikke rigtigere af!

"Det er naturvidenskab, og de med den største ekspertise på dette område er enige med BL."

AAge Øhle, kunne du evt. komme med et link eller lignende, der kan bekræfte ovenstående citat fra dit indlæg?

Venlig hilsen
Erik

Martin Trolle Mikkelsen

Christian Friis Bach forsætter den stil han lagde i sin anmeldelse af Bjørn Lomborgs bog, for han lever det ringest tænkelig forsvar for den ringest tænkelige anmeldelse. Jeg synes, at man som læser (betalende!) har ret til at forvente, at en anmelder læser og er i stand til at forstå den bog han anmelder. Og at han har så meget anstændighed, at han holder sig til at beskriv bogens svagheder, ikke bare bruge anmeldelsen til at sværte en person, som han åbenbart har et stærkt, personligt modsætningsforhold til.

I sin første indvending fastslår Christian Friis Bach igen, at vi kan bruge de samme penge to gange. Det kan vi altså ikke. Kyoto processen er et stinke-dyrt forehavende, der vil koste milliarder og give ingen eller in-signifikante resultater. Hvordan sådan en gigantisk fejlinvestering vil føre til flere penge til de fattige er et mysterium - og Christian Friis Bach løser det ikke.

Han anden hovedindvending, at omkostningerne ved at begrænse CO2 udslippet vil være lavere, end Bjørn Lomborg påstår, fordi innovation m.v. vil betale omkostningerne, er ikke andet end en subjektiv vurdering - ligesom Bjørn Lomborgs. Hvis han vil kritiser Bjørn Lomborgs antagelser om den positive effekt af innovation og teknologi, bør han begrunde det, ikke bare postulere sin egen subjektive vurdering igennem som ”videnskabelig sandhed” og herefter erklære, at alle, der uenige, tager fejl. Det er i sandhed manipulation.

Så er der diskonteringsraten, et begreb, som Christian Friis Bach helt åbenbart ikke forstår. Groft sagt er det sådan, at jo mere usikkert udfaldet af en investering er, desto højere rente (diskonteringsrate), skal der anvendes, når nutidsværdien beregnes. Og jo højere rente, desto lavere nutidsværdi og desto lavere nutidsværdi desto ringere investering. Hvis investeringen er meget stor og afkastet ligger langt ude i fremtiden (typisk for klima-investeringer), så betyder en høj diskonteringsrate, at man får en negativ nutidsværdi. Eller på almindeligt dansk: Man sætter sine penge over styr.

Når Christian Friis Bach fabler om at ’sætte mere pris’ på fremtiden er det det rene vrøvl. Det er et tåget begreb, som såkaldte miljø-økonomer har opfundet, for at undvige den ubehagelige økonomiske kendsgerning, at investering i ”klima vedligeholdelse” stort set altid er tabsgivende.

Til orientering for Folkekirkens Nødhjælps Internationale Chef kan jeg oplyse, at folk i de fattige lande hovedsageligt dør af årsager, der hænger direkte sammen med fattigdommen. Så hvis man gerne vil hjælpe de fattige, så er det hér man skal gøre sin indsats, ikke i kampen for tabsgivende investeringer i fantasifulde klima projekter.

Christian Friis Bach.- Var du eller var du ikke nedladende? Hvad mener du egentlig selv? Jeg synes din indledning er perfid - du beklager i virkeligheden ikke noget som helst - det skal kun på overfladen se sådan ud.

Martin: Det lader ikke til at du selv har forstået Friis Bachs kritikpunkter.

Punkt 1 handler ikke om, at man kan bruge de samme penge to gange, men om, at et øget fokus på klimaforandringer vil øge investeringerne i de fattige lande. Modsat vil det at ignorere klimaspørgsmålet politisk med meget stor sandsynlighed ikke betyde, at der så vil blive investeret store summer til at bekæmpe malaria. Det sidste vil jeg hermed gerne vædde en flaske årgansvin på.

Friis Bachs indvendinger om omkostningsberegningerne handler om det problematiske i, at Lomborg så at sige tager udgangspunkt i, at hvert eneste ikke-udledt co2 repræsenterer en tabt værdi - og det er som du også er inde på, et meget subjektivt skøn. Men der er faktisk meget miljøøkonomisk forskning, der netop har vist, at miljøindgreb og offentligt motiverede investeringer i miljøvenlig teknologi næsten hver eneste gang er blevet langt billigere end forventet - mht. ozonlaget, blyfri benzin, DDT-restriktioner og mange andre tilfælde. Markederne tilpasser sig jo, og det er bemærkelsesværdigt, at Lomborg anklager alle sine modstandere for at tro på dommedagsprofetier, men selv konsekvent holder sig til de allerdystreste prognoser, når det gælder omkostningsvurderinger.

Hvad angår punkt 2 omkring diskonteringsraterne, så skriver du som om, at det var objektivt rigtigt at anvende en diskonteringsrate på 5%, som Lomborg gør. Det er en økonomisk kendsgerning, at klimaforbyggelse er den rene ruin, hvis man bruger denne diskonteringsrate, ja. Og det er en økonomisk kendsgerning, at det er en fin forretning, hvis man bruger Sterns 0,1%. Både Lomborg og Stern er lige tendentiøse, og de har begge to valgt deres diskonteringsrate helt bevidst for at få deres regnestykke til at passe til den konklusion, de ønskede at drage. Det har alt med politik og meget lidt med "økonomiske kendsgerninger" at gøre.

Med diskonteringsrater på 5-6% kan vi lige så godt spare pengene til Copenhagen Consensus på forhånd, for det er jo klart, at hvis man anvender den samme høje diskonteringsrate for investeringer i klima som for investeringer i rene underbukser eller andre umiddelbart nødvendige ting, vil klimaspørgsmålet altid blive lavt prioriteret.

Hvordan forholder man sig til risici, der først for alvor bliver besværlige om 50-100 år, men som kræver handling nu, hvis det skal batte noget? Skal det vurderes i samme åndedrag som køb af underbukser, eller skal man prøve at tænke lidt længere frem? Det er dybest set det første, man vælger med Lomborgs diskonteringsrate.

Det er en ærlig sag at sige, at man er ligeglad med, hvad der sker om 50-100 år, for da er vi her alligevel ikke. Det er bare et spørgsmål netop om, hvor stor værdi man økonomisk set tillægger fremtiden - ikke et spørgsmål om økonomiske kendsgerninger, som du forsøger at få det til at se ud som.

Martin Trolle Mikkelsen

1/ Diskussionen om, hvor store investeringer, det er nødvendigt at foretage, for at have en realistisk udsigt til at ændre udviklingen i klimaet signifikant, er da væsentlig. Men den kommer altså først op i dit indlæg. Friis Bach kunne have valgt at tage diskussionen op, men han valgte altså at bruge sine spaltemillimeter på pølsesnak.

2/ Hvad angår diskonteringsrater, så gælder der altså nogle grundregler, som hverken Lomborg, Stern eller Friis Bach kan komme uden om. Den laveste diskonteringsrate, der kan opereres med, er diskonteringsraten for en fuldstændig risikofri investering. Som tilnærmet værdi for en risikofri investering benyttes normalt renten på statsobligationer, som for tiden ligger på cirka 4 %. Mindre end 4 % diskonteringsrate kan altså under ingen omstændigheder komme på tale.

Når Stern bruger en diskonteringsrate på 0,1 %, så er det bare endnu et bevis på, at hans værk ikke er økonomi, men politisk inspireret plattenslageri.

Bjørn Lomborgs diskonteringsrate på 5 % er også for lav, for når man tager usikkerhed og tidshorisont i betragtning, så er klima investeringer meget risikable, og man skulle formentlig op på en rente på over 10 %, før nogen investor ville røre ved sådan et projekt. Så Bjørn Lomborg forærer altså sine modstandere en god del af sit argument ved at bruge en meget lav diskonteringsfaktor.

Valget af diskonteringsrate har intet med betragtninger om at tænke ”langt frem” at gøre, for man tilbage-diskonterer for hele den periode, hvor der er afkast af investeringen.

Det drejer sig heller ikke om at ”være ligeglad med", hvad der sker om 50-100 år. Det drejer sig derimod om, hvordan man opnår den bedste udnyttelse af ressourcer (kapital), i forhold til de problemer, som menneskeheden vil møde. Hvis man investerer familieformuen i overflødige projekter på 50-100 års basis i stedet for at bruge dem på de mennesker, der lider nød nu, så har man jo valgt at ofre nulevende mennesker liv til fordel for at investere i et egotrip.

Og i sidste ende er det det, der er pointen i kritikken af Christian Friis Bach.

Martin: Du har sådan set ret i, at set med ethvert traditionelt investorperspektiv er co2-reduktion en dårlig investering. Men det er lige netop problemet: Klimaet har nu engang en natur, hvis tidshorisont er århundreder. På det tidspunkt, hvor gevinsten overstiger investeringen med en diskonteringsrate på 5-10%, er det for sent at gøre noget. Hvis ikke vi gør noget ved det, er der ingen, der gør det.

Dit argument for at bruge endnu højere diskonteringsrater end 5% er i øvrigt noget bizart: Der er allerede en kraftig forudindtagethed mod langsigtede projekter ved at vælge samme diskonteringsrate for køb af underbukser til i morgen og klimaafværgeforanstaltninger, hvor tidshorisonterne er helt usammenlignelige. Så vil du derudover også indføre yderlige en forudindtagethed mod klimainvesteringer, fordi den lange tidshorisont giver usikkerheder (hvilket allerede er indeholdt i den lange tidshorisont)? Hvis vi skal bruge en faktor på 10%, vil jeg foreslå at spare pengene til Copenhagen Consensus som den første sikre gevinst, for med denne diskontering behøver man ikke være økonom for at kunne rangordne en række forskellige investeringer med vidt forskellig tidshorisont.

5% er bestemt ikke en lav diskonteringsrate - heller ikke ifølge mainstreammiljøøkonomi. Jeg forstår ikke umiddelbart de 4%, når jeg ser mig omkring i miljøøkonomien? Richard Tol, der i øvrigt er ganske positiv overfor Lomborg, har anvendt diskonteringsrater på 3%, og der er store dele af den økonomiske videnskab, der vil opponere mod endda mod dette - og mod dit meget konservative syn på investeringer, fordi du på denne måde altid vil foretrække kortsigtede gevinster.

Hvordan man skal prioritere overfor små sandsynligheder for katastrofelignende udfald, er endvidere svært at afgøre alene ved klassiske økonomiske fremskrivninger. Hvis der er en sandsynlighed på bare 1% for en katastrofe for livet på Jorden om 100 år (Jeg siger ikke, at det er sådan - det er bare et eksempel), og at det kunne afværges af os ved en nutidig indsats, skal vi så hellere prioritere at gøre livet bedre for de nulevende lige nu - med risiko for at prisgive efterkommerne?

Og jo, valg af diskonteringsrate har bestemt med fremsynethed at gøre: Hvis man tilbagediskonterer gevinster med en faktor på 5% fra et bestent tidspunkt i fremtiden til nu, vil selv store gevinster blive marginale, hvis blot de først manifesterer sig tilstrækkelig langt ude i fremtiden. Kender du Alex Dubgaards "Nedlæg Danmark"-eksempel, hvor han anvendte en diskonteringsrate på 5% og antog, at vandstandsstigninger i fremtiden vil gøre Danmark ubeboeligt? Ifølge dette regnestykke ville Danmarks samlede værdi i 2100 være 50 mio. værd for os i 2000. I år 2500 vill tallet være 50 kroner og 86 øre. Selv hvis vi havde stor sikkerhed for, at Danmark ville forsvinde fra landkortet om 100 år, måtte det med Lomborgs diskonteringsfaktor afskrives som irrationelt at foretage en nutidig investering på 51 mio. for at sikre, at det ikke skete? Og er dette et rimeligt beregningsgrundlag for politiske dispositioner efter din mening?

Martin Trolle Mikkelsen

Man kan ikke se på diskontering og diskonteringsrater på den måde, du gør, for man kan ikke bryde forbindelse mellem renten på en investering (indlån i en bank, køb af obligationer, CO2 reduktion) og den rente, der diskonteres tilbage med.

Lad mig vise med et eksempel, hvorfor det er sådan. Vi laver nogle grundantagelser for regne eksemplet:

1 Renten på en risikofri investering er 4 % årligt.
2 Om 100 år (2107) vil der opstå en forud beregnet klima kalamitet, der vil koste os 1.000 (millioner, milliarder, trillioner)
3 Vi kan afværge kalamiteten ved en investering på 100 nu (2007).

Vi er 100 % sikre på alle antagelserne.

Umiddelbart kan det se godt ud at investere 100 nu og få 1000 tilbage om 100 år, men det er det ikke.

Hvis du tilbagediskonterer med 4 %, så har investeringen en nutidsværdi på -76, altså en rigtigt dårlig forretning, hvor vi investerer 100 og taber de 76.

Så siger du: Lad os bare bruge en lavere diskonteringsrate, så investeringen i det mindste ender med et nul. Det gør den med en diskonteringsrate på cirka 2,35 %.

Men vi snyder os selv, for vi har jo en udgift på 100, som altså giver nul i forrentning. Hvis vi i stedet besluttede at lade kalamiteten indtræffe og betale de 1.000 for den, hvor mange penge skulle vi så investere risikofrit (sætte i banken) for at have 1.000 om 100 år, ved 4 % årlig rente?

Svaret er 24, for hvis vi sætter 24 i banken nu til 4 % årlig rente, så vil vi om 100 år have et indestående på cirka 1.000.

Resultatet er, at det er en bedre forretning at lade kalamiteten indtræffe og så betale for den, for det koster os 24 i dag, end det er, at træffe forholdsregler, der forhindrer den, for det koster os 100 i dag.

Pointen er, at renteniveau for frem og tilbagediskonteringer er to sider af samme sag, de kan ikke adskilles, så man tilbagediskonterer særlige, lange investeringer med lavere renter, for så er nutidsværdien af fremtidige udgifter større end det beløb, der skal sættes i banken i dag for at spare op til at betale for dem i fremtiden. Og det giver ingen mening.

Det undrer mig meget, at både Stern og de såkaldte miljøøkonomer bruger diskonteringsrater på 0,1 % og 3 %, for det er fuldstændigt useriøst. Ingen ansvarlig økonom ville nogen sinde lægge navn til sådan noget.