Den individuelle revolution

Efter valgsejren i 2001 sendte Claus Hjort Frederiksen det klare budskab, at Venstres mål ikke var at gennemføre en liberal revolution, men at skabe det liberale menneske og samtidig bevare velfærdsstaten. Nu skulle der udformes en moderne politik, som alene tog udgangspunkt i individet og ikke i den fællestænkning, som havde holdt befolkningen i en spændetrøje og som gidsel for interesseorganisationernes egeninteresser. Den enkeltes frie valg skulle nu være regeringens ledetråd.

Her blev 'frit valg' og 'pengene følger' den syge, den gamle og børnehavebarnet gennemført som en styreform, der i dag bruges på langt de fleste velfærdsområder. Alle er frie, alle er glade - eller hvad? Nu skal man jo være en slem apparatnik for ikke at hylde frihedsbudskabet - og det er bestemt heller ikke mit ærinde. Men bag 'frit valg' og 'pengene følger dit, dut og dat' gemmer sig en ganske særlig forståelse af frihedsbegrebet. Der er tale om en klar markedsudgave af frihedsbudskabet, hvor borgerens indflydelse reduceres til et frit valg af færdige produkter. Væk er indflydelsen på ydelsens omfang eller indhold, og hvad det sidste angår henvises til tilkøbsydelser hos private leverandører.

Nedbryder tilliden

Udover markedsgørelsen af forholdet mellem borger og velfærdsstat er der løbende blevet introduceret nye liberale slogans som f.eks. 'Noget-for-noget'. Princippet er socialt set ét, der nedbryder den gensidige tillid og lyst til at hjælpe andre. På mange områder, f.eks. miljøområdet, er princippet helt absurd: Hvorfor gøre noget for kommende generationer? Hvad har de gjort for os? Eller hvorfor gør noget for at skabe flere daginstitutionspladser, mine børn er da blevet store.

Realiseringen af Claus Hjort Frederiksens visioner om det liberale menneske er desværre nået langt - for langt efter min vurdering. Ja faktisk så langt, at det er en opgave for fagbevægelsen at gå imod denne ideologiske udvikling. Den nuværende regering har på en række væsentlige områder gennem dygtig italesættelse og efterfølgende lovinitiativer ændret fundamentalt på borgerens tilgang til velfærdssamfundet. Det er et problem for samfundet generelt, men også specifikt for fagbevægelsen.

For fagbevægelsen indebærer regeringens mantra om individualisering og markedsgørelse et angreb på vores fundament - på muligheden for at arbejde med kollektive løsninger, i konstruktiv dialog med arbejdsgivere og overfor det politiske system. Når der politisk arbejdes på at styrke den snævre individuelle tilgang, vil det ikke bare svække organisationerne, men også svække organisationernes bærende rolle som nødvendig med- og modspiller i samfundets løbende udvikling. Er det et reelt problem, eller er det blot organisationsfolk, som klynker? Jeg er af den opfattelse, at det er højst problematisk for samfundet, hvis organisationernes rolle udspilles. Med etableringen af velfærdsstaten samt fagbevægelsens sikring af løn- og arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomster og aftaler har der været tale om en omfattende civilisering af det markedssamfund, vi lever i. Den civilisering er nøglen til det overskudssamfund, som vi kender i dag. Og organisationernes samspil er grundlaget for den flexicuritymodel, som andre lande misunder og efterstræber, og som er grundlaget for den stærke danske økonomi og den historisk lave arbejdsløshed.

Den individualisering, markedsgørelse og kontrakttankegang, der er fremelsket gennem de senere år, indebærer ikke kun et strukturelt angreb på fagbevægelsens fundament. Også på de konkrete politikområder, slår problematikken igennem. Tag f.eks. arbejdsmarkedspolitikken.

Hvad er godt for mig?

Den nuværende regering bygger sin politik på et menneskesyn, hvor folk antages at ville reagere ens - mens virkeligheden taler om forskelligartede situationer, behov og måder at reagere på. Ofte har folk uden arbejde flere typer af problemer end blot manglen på et job; og det må anerkendes i indsatserne, hvis de skal give mening og succes. Regeringen har søgt at gøre arbejdsmarkedspolitik til en slags tvangsmekanisme for at få alle - raske som syge - til at elske lønarbejdet. Regeringen laver 'kontrakter' med alle - vælgere, arbejdsløse, syge, revalidender osv., men det er ofte ensidige kontrakter, hvor der ikke påhviler det offentlige reelle forpligtelser, og så ender det let med en individualisering af problemer, der ret beset er strukturelle. Kontrakten siger i grunden, at du skal kunne mestre dit eget liv og vise dig kontraktduelig - ellers kan du ikke få noget fra andre. Noget-for-noget-princippet er et selvhjælpsprincip, der går imod behovsorienteret hjælp. Men regeringen har galt fat i den grundlæggende præmis: Uden kvalitet og gensidighed kan man heller ikke forvente accept og medspil.

På samme ureflekterede måde går den nuværende regering helt og holdent ud fra, at velfærd for borgerne er lig med spørgsmålet om nytte for den enkelte. Det hjælpes på vej af, at markedets sprog er krøbet ind i næsten alle samfundets porer. Det har presset alle mellemmenneskelige relationer ud i et skema for egoistisk handlen. Hvad er godt for mig? Hvad vil jeg være tilfreds med? Hvad vil jeg betale for? Kun egne præferencer tæller. De sociale bånd, som knytter os sammen ud fra gensidig anerkendelse, går ikke uden videre op i begreber som rationelt valg, nyttemaksimering og kontrakt. Et sådant nytteorienteret velfærdsbegreb griber helt ved siden af det væsentlige, nemlig behov som grundlag for velfærd.

Vi skal rose hinanden

For fagbevægelsen er det stik modsat. For os handler det om samfundsborgerskab, om universelle rettigheder til behovssikring og om at få indrettet samfundsforholdene, så vi kan leve fornuftigt og godt sammen, med social samhørighed, med omfordeling af ressourcer og livschancer og med klare og ligeligt fordelte rettigheder.

Reelt er det kun mindre grupper i samfundet, som i dagligdagen kan genkende regeringens mål om frihed, selvrealisering og personligt demokrati gennem fritvalgsordninger. Store grupper oplever en anden virkelighed, hvor udvandingen af de kollektive tryghedssystemer betyder større ufrihed og utryghed og langt større bundethed af den enkelte.

For fagbevægelsen vil det være naturligt, at vi samler den gryende utryghed, og arbejder for vores bud på konkrete og moderne velfærdsinitiativer, som bygger på kollektive løsninger og en strategi for, hvordan VK-regeringens omstrukturering og markedsgørelse af samfundet kan ændres i demokratisk retning.

Vi må som altid tage udgangspunkt i, at investeringer i velfærden også er at investere i bedre menneskeliv. Noget bedre at investere i end mennesker, kan vi ikke finde. Det skal følges op af initiativer, der udvikler vores egentlige 'konkurrenceparameter' og velfærdsmål: Gode, trygge, glædesfyldte, aktive og produktive samfundsborgere.

Samtidig er det på tide for fagbevægelsen at bevæge sig af en ny vej. Vi må gribe i egen barm og indrømme, at vi for en tid har overset, at udviklingen af materiel tryghed og ressourcer kun er den ene side af folks velfærdssikring. At sikre folk job, indkomst (også uden for lønarbejdet), kompetencer og muligheder for aktivering osv. er alt sammen noget, vi har kunnet sætte os ned ved et forhandlingsbord og få resultater med hjem omkring.

Men måske har vi undervurderet, hvor stærkt behovet er, for at få sikret anerkendelse, respekt, medindflydelse, retfærdighed og fællesskab. De mellemmenneskelige forhold. Set fra vores ståsted er det relationerne på arbejdspladsen, der er i centrum. Det angår menneskers måde at behandle hinanden på - og også arbejdsgivernes syn på de ansatte. Tænk bare på, hvor lidt ros folk får for veludført gerning på arbejdet. Det rationeres enormt - og så er det ellers ganske gratis for arbejdsgiveren at uddele! Naturligvis skal vi stadig kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår, men vi må overveje, hvordan vi også får hjulpet anerkendelse og respekt, medindflydelse, retfærdighed og fællesskabet bedre på vej som mål i vores arbejde. Det er måske et af de vigtigste nye projekter for os i det nye århundrede!

Harald Børsting er LO-sekretær