Kommentar

Kære Per Stig Møller

Hvorfor protesterer du ikke over Israels kollektive og vilkårlige afstraffelse af Gazastribens civile palæstinensere? Åbent brev til Per Stig
Debat
10. oktober 2007
Den palæstinensiske menneskerettighedsforkæmper Eyad el-Sarraj står i spidsen for en kampagne, der skal prøve at vække os andre til at gøre noget ved den israelske belejring af Gaza.

Den palæstinensiske menneskerettighedsforkæmper Eyad el-Sarraj står i spidsen for en kampagne, der skal prøve at vække os andre til at gøre noget ved den israelske belejring af Gaza.

Ellen Gossner

Jeg sidder og kigger på en hjemmeside for det israelske blad Occupation. Der kravler en tekst hen over siden, hvor der står: "Verden er ikke et farligt sted at leve, fordi der er mennesker, som er onde, men fordi der er mennesker, som ikke gør noget ved det."

Det giver mig dårlig samvittighed. For lige neden under står en henvendelse fra det belejrede Gaza, som vi i omverdenen stort set lukker øjnene for.

Nødskriget fra Gaza kommer fra lederen af Gaza Community Mental Health Programme, dr. Eyad El-Sarraj. Gennem årene har dr. El-Sarraj været en af de stærkeste forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder - det bragte ham i fængsel under Arafat - og han har altid været imod brug af våben i kampen mod den israelske besættelse og i stedet anbefalet fredelig modstand. Nu står han i spidsen for en kampagne, der skal prøve at vække os andre til at gøre noget ved den kvælende israelske belejring af Gaza. Man vil prøve at få gæster fra Europa og USA til at komme på besøg og se forholdene med egne øjne og senere beskrive dem for deres landsmænd.

Jeg ringer til dr. El-Sarraj i Gaza og beder ham sætte ord på belejringstilstanden i et stykke land på størrelse med Langeland med halvanden million indbyggere: "Lukningen af grænserne for al eksport og import undtagen det mest basale inden for medicin har stort set ødelagt alt økonomisk liv. Arbejdsløsheden, som i forvejen var høj, stiger dag for dag, fordi der ikke er materialer hverken i byggeriet eller på fabrikkerne. Priserne er fordoblet, mens folk tjener mindre og mindre, sådan at det store flertal nu befinder sig under fattigdomsgrænsen."

Jeg spørger ham, om denne kollektive israelske afstraffelse ikke er et resultat af, at der stadig skydes missiler fra Gaza og ind i Israel, navnlig mod byen Sderot. Han erkender, at det er en grund, Israel kan bruge, men mener, at det samtidig kommer meget belejligt for Olmert-regeringen: "Siden Hamas vandt valget i januar 2006, har Israel forsøgt at ramme Hamas. Da Hamas smed Fatah ud af Gaza, fik man en yderligere begrundelse for sanktioner, og jeg synes, at de to palæstinensiske fraktioner har en stor del af skylden for miseren. Jeg tror, at Israels hensigt er at få Gaza ind under Ægypten - som før 1967 - og resterne af Vestbredden ind under Jordan. De igangværende forhandlinger er endnu en gang kun en manøvre, som man foretager af hensyn til amerikanerne. Og alt imens lider folk i Gaza."

Da jeg har lagt telefonen på, spekulerer jeg over, hvordan Israel kan slippe af sted med den form for kollektiv afstraffelse uden at kunne finde på anden begrundelse end den sædvanlige, nemlig at snart sagt enhver kritiker bliver stemplet som antisemit, og at der findes en meget effektiv pro-israelsk lobby. Den er netop blevet udførligt skildret i en bog af de to amerikanske professorer, John Mearsheimer and Stephen Walt: The Israel Lobby and US Foreign Policy.

Bogen er skrevet, efter at Mearsheimer og Walt for et års tid siden blev voldsomt angrebet af amerikanske zionister på grund af en artikel i et britisk tidsskrift med samme tema. I stedet for at krybe i et musehul besluttede de to professorer at forsyne offentligheden med yderligere dokumentation. Ingen af dem kan på nogen måde betegnes som yderligtgående. Tværtimod tilhører de den såkaldte 'realistiske skole' blandt amerikanske udenrigspolitiske forskere, en skole, der mener, at USA bør se på sine reelle interesser i stedet for at føre ideologiske felttog.

Forfatterne sætter ikke spørgsmålstegn ved Israel-lobbyens legitimitet i et system, hvor også en række andre interesser bruger bunker af penge på at blive hørt af politikerne. 'Lovlig korruption', som min journalistkollega fra Washington, Chuck Lewis, altid kalder det. Det vigtige i bogen er den overbevisende beskrivelse af, hvordan denne lobbyisme har forhindret ethvert pres på Israel for at opnå den fred, som har været inden for rækkevidde, og sidste år førte til en uforbeholden støtte til den katastrofale krig i Libanon.

Den gamle fredsaktivist Uri Avnery skriver i sin ugentlige klumme, at de to forfattere selvfølgelig bliver anklaget for "antisemitisme, racisme og had mod Israel". Men gør samtidig opmærksom på, at den amerikanske lobby også hader hele den israelske fredsbevægelse og mere og mere knytter sig til det yderste højre, Likud-partiet og dets leder Binyamin Netanyahu. "Milliardærerne, som finansierer lobbyen, er de samme, som finansierer, det ekstreme højre i Israel og ikke mindst bosætterne", skriver Avnery.

Selvhadende jøder

Jøder som Avnery kan man vel dårligt kalde for anti-semitter, men så bruger lobbyen udtrykket "selvhadende jøder". Og dem er der tilsyneladende mindst 317 af i Storbritannien. Så mange skrev forleden under på en helsides annonce i The Times med overskriften 'Dear David'. Det åbne brev er henvendt til den britiske udenrigsminister David Milliband, og de opfordrer "som britiske jøder" udenrigsministeren til at bruge sin taleret i FN til afstandtagen fra de israelske sanktioner over for Gaza. De skriver, at denne "vilkårlige afstraffelse af civile palæstinensere ikke beskytter beboerne i Sderot, men forener palæstinenserne i bitterhed og had mod israelerne". De minder også om, at israelske forfattere som David Grossman, Amos Oz og A B Yehoshua har opfordret til direkte forhandlinger med Hamas.

Jeg kender ikke de 317 underskrivere, og jeg er ikke jøde, men jeg vil gerne skrive mit eget lille åbne brev:

"Kære Per Stig,

Hvorfor hører vi ikke din stemme i protest mod den form for kollektiv afstraffelse. Skulle jeg have overhørt den, må du undskylde, men ellers savner jeg en forklaring fra vores regering. Her er virkelig noget at komme efter. Hvis der er tale om tavst og diskret diplomati, må jeg konstatere, at intet tyder på, at det virker over for Israel. Gør dog noget ved det."

Med venlig hilsen,

Jørgen Flindt Pedersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

evert friberg-jensen

"Gør dog noget ved det" Jeg har taget en kopi af Jørgen Flindt Pedersens artikel, skrevet mit navn og adresse i topbjælken og sendt den til Per Stig Møller. Vi kan vel blive flere end 317 medunderskrivere i Danmark?

Alle apeller er prisværdige - men sikkert uden virkning. Dertil har den nuværende regering fra sin start forbundet sig alt for stærkt med kræfter i verden, der tilsyneladende - efter deres handlinger at dømme - tilstræber så temmelig præcist det diametralt modsatte af, hvad vor udenrigsminister ved festlige lejligheder hævder er Danmarks udenrigspolitiske linie.

Barnemord i Bethlehem sidder adskillige af de damer og herrer sikkert og hykle-græder over i kirken om søndagen; det kniber imidlertid gevaldigt med at få øje på børnenes lidelser i dagens Bethlehem.

Palæstina, Iraq, Afghanistan - dansk "aktivistisk" udenrigspolitik ligner mere og mere Kong Hans' felttog til Ditmarsken, synes jeg. Jeg tror, at vi må arbejde på at skabe et flertal for en selvstændig og ansvarlig dansk udenrigspolitik i den kommende tid - frem mod det næste valg. Så vi kan rette ryggen lidt igen - se verden i øjnene, og så verden atter vil kunne lytte med repekt til, hvad en dansk udenrigsminister siger!

Kunne vi mon slippe for åbenlyst rablende, antisemitiske indlæg som dem fra "Balther J Jensen"? Holder webmasteren lang weekend?