Kinas imponerende bedrift

Det er store ord at tale om verdenshistoriens største bedrift, men Kina har i de seneste 25 år formået at løfte henved en halv milliard mennesker ud af fattigdom. Og det er uhørt i verdenshistorien.

Dermed har Kina også skabt en middelklasse af nogenlunde samme størrelse. Det er ikke nødvendigvis de tidligere fattige, der er blevet middelklasse, men indtægterne er mangedoblet på alle niveauer. Og denne middelklasse har indtægter og forbrug, der svarer nogenlunde til, hvad vi havde i Danmark i 60'erne.

Samtidig har Kina med sin stramme befolkningspolitik forhindret, at et lignende antal kinesere blev født. Kinas befolkning er altså i dag en halv milliard mindre - det svarer til Europas samlede befolkning - end den ville have været, hvis antallet af børn per kvinde ikke var faldet dramatisk fra 5,7 i 1970 til 1,8 i dag. Hvis det ikke var sket, ville Kina i dag stadig være et fattigt uland med typiske sociale problemer: lav levealder, udbredt sygelighed, dårlig uddannelse og fremherskende fattigdom. I stedet har vi en kommende stormagt, hvis regering med enorm succes har formået at gøre livet behageligere for hele sin befolkning. Verdenshistoriens største bedrift.

Og dermed er alt så rosenrødt i Kina? Nej, der er stadig store uligheder mellem de rige områder i øst og de fattige i vest og mellem byboere og bønder. Deng Xiaoping fortalte sine landsmænd, at det på trods af al kommunisme var helt i orden at blive rig, og det har en stigende del af dem med begejstring taget til efterretning.

Jeg sad forleden på en bedre restaurant i det sydvestlige Kina med mine intellektuelle venner fra instituttet, hvor jeg underviser. Ved bordet ved siden af sad en gruppe nyrige mænd og mæskede sig med dyre specialiteter som hajfinnesuppe og abelone, mens vi andre nøjedes med Sichuan-provinsens standardretter: nudler og tofu.

Jeg sporede ingen misundelse hos mine venner. De blev under Kulturrevolutionen kaldt den "stinkende intellektuelle niende klasse" og var allesammen i årevis forvist til at skovle lort under grisene i Kinas landsbyer. I dag sidder de i bekvemme offentlige stillinger som lærere og læger med indtægter på et par tusinde kroner om måneden. Deres børn og børnebørn bliver godt uddannet, og deres egen levestandard stiger år for år. Ikke nok til at nå nabobordets højder, men nok til at give dem typiske middelklasseholdninger. De fleste er partimedlemmer, og de støtter alle regeringens politik, selv om de aldrig bliver spurgt. De nyrige ved siden af har endnu ikke tillagt sig middelklassens gode opdragelse. Der bliver smidt andeben på gulvet, der råbes højt, og en del harken og spytten synes at forhøje den gode stemning. Mine venner kommenterer det ikke.

Regeringen er bekymret over ulighederne. Man investerer på fuld kraft i det vestlige Kina, og man satser på at hjælpe bønderne. Det er værd at bemærke, at indtægterne på landet sidste år steg med seks procent. Det er også en verdensrekord. Samtidig steg de med 12 procent i byerne, så kløften forøges. Men helt modsat f.eks. de muslimske lande er det en kløft på et stadig stigende grundlag. I Kina bliver alle rigere, men nogle bliver rigere end andre.

Færre mennesker

Hvad er hemmeligheden bag Kinas succes?

Vigtigst har været at få kontrol med befolkningstilvæksten. Det har intet andet større uland formået. Kinas befolkning vil stadig stige fra de nuværende 1,3 milliarder til 1,5 milliarder om 20 år. Men derefter vil den falde kraftigt og nå ned på 800 millioner om 100 år. Som planlagt af regeringen.

Så har Kina i vid udstrækning fulgt en økonomisk politik i samklang med Verdensbankens anvisninger, siden Kina i 1981 tog Taiwans plads i banken. Det drejer sig om tre gode råd: makroøkonomisk stabilitet, god regeringsførelse og investering i menneskelige ressourcer.

Priserne skal være stabile. Det drejer sig om prisen på penge, altså renten. Det sikrer store investeringer. Det drejer sig om prisen på valuta. Når den er stabil, tiltrækkes de udenlandste investorer. Det drejer sig om priserne selv, altså inflationen. Hvad den angår, har Kina på det sidste oplevet en inflation på over fem procent. Det er lidt foruroligende, men i sammenligning med inflationsrater før revolutionen er det stadig småpenge.

God regeringsførelse betyder fornuftige love og forordninger, som faktisk overholdes og helst ingen korruption. Det kniber en del med det sidste i Kina, og engang imellem skyder man så en korrupt partifunktionær for at advare de andre. Kina er dog langtfra oppe på det normale ulands korruptions-niveau. Og Kina betegner stadig sig selv som uland, selv om det nok alt i alt har verdens mest kompetente regering, bestående af grå, dygtige bureaukrater, som målbevidst har arbejdet sig op gennem partirækkkerne.

Investeringerne i uddannelse og sundhed halter lidt. Begge dele var gratis i Mao-tiden, men nu skal der betales for uddannelse efter 9. klasse, og i sundhedssektoren har man i dag noget i retning af amerikanske tilstande med betaling for alle ydelser. Denne politik er til kraftig og åben diskussion. De fleste mener, at den burde forandres i retning af, hvad vi har i Danmark.

Får man så automatisk udvikling, når man følger Verdensbankens tre forskrifter? Det mener Verdensbanken selvfølgelig, men det mener jeg ikke. Jeg tror, at alle tre er nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser. Ser man eksempelvis på investeringerne i undervisning, er de lige så høje i Egypten som i Kina. Men mens halvdelen af Egyptens indbyggere er analfabeter, er analfabetismen ved at forsvinde i Kina. Kvaliteten af uddannelsen i Kina er højere end i Egypten. Kina får mere smæk for skillingen.

Et lands kultur er også afgørende for dets udvikling. Kultur er en blanding af mange ting. Sprog og værdier er to udslaggivende elementer. De kan ikke måles, og værdierne er kontroversielle. Derfor holder Verdensbanken sig fra dem.

Det kinesiske sprog er verdens sværeste. Et kinesisk barn må igennem fem daglige timer, seks dage om ugen i ni år for at få det lært. Det er mere end dobbelt så meget, som kræves af et dansk barn for at få lært dansk. Skrifttegnene er nu engang sværere at lære og huske end vore 28 bogstaver. Og man skal kunne adskillige tusinde for at kunne læse en almindelig kinesisk tekst. Det tager sin tid. Men samtidig giver denne indsats en disciplin, udholdenhed og hukommelse, der siger spar to til, hvad vi europæere formår. Min kinesiske sekretær i Beijing tog aldrig notat. Hun huskede telefonnumre, adresser og mødetider i lange baner uden besvær.

'Både-og'-holdning

De kinesiske værdier har deres rod i confucianisme og daoisme. Confucianismen fasttømrer den disciplin og autoritetstro, som allerede er kommet med sprogindlæringen. Livets formål er selvudvikling og lærdom. Daoismen er confucianismens diametrale modsætning. Livets formål er at nyde sig selv og naturen, mad, drikke og elskov for fuld udblæsning. Yin-yang holdningen giver den nødvendige balance og harmoni.

De to ideologier forenes i samme person og giver en 'både-og'-holdning til tilværelsen. Og med en sådan holdning bliver tilpasningsevnen enorm. Man kan være både kommunist og kapitalist på samme tid. Man kan være både bager og blikkenslager. Så mangler der blikkenslagere, går bagerne gladeligt i gang med badeværelserne, uden at nogen fagforening blander sig. Det ereffektivt. Fleksibiliteten er total. Økonomisk vækst følger automatisk. Helt modsat er muslimerne 'enten-eller'-mennesker i ekstrem grad. Enten er du muslim, eller også er du ikke. Og det kan være farligt at tvivle. Ingen fleksibilitet - ingen vækst.

Glemte vi ikke buddhisme og marxisme i de kinesiske værdier? Jo, buddhisme kan være udmærket til begravelser og marxisme til partikongresser med lidt paroler om at følge Maos tænkning og Dengs teorier. Men den kinesiske hverdag er confucianismens og daoismens kombinerede 'både-og'. Ikke sådan at almindelige kinesere løber rundt og citerer Confucius og Lao Zi, ligesom vi ikke citerer Sokrates og Jesus, når vi taler om demokrati og menneskerettigheder. Men det er i begge tilfælde åbenlyst, at det er fra de gamle filosoffer, holdningerne kommer.

Sidder sikkert

Kina er i dag et økonomisk kapitalistisk land med en autoritær regering. Partiet sidder sikkert i sadlen, så længe det kan sikre økonomisk vækst. Så længe har det middelklassens støtte, og så længe vil landet være regeret af de dygtige, grå bureaukrater. De fleste af dem er ingeniører. I den profession har man det med at løse problemerne med nye projekter og investeringer. Sådan prøver regeringen i dag at ordne Kinas stigende energi- og vandknaphed. Det ville være godt, om den kommende partikongres ville sætte et par økonomer ind i politbureauets stående udvalg, som kunne nedsætte energi- og vandspildet ved at sætte priserne i vejret på begge. Det ville også være godt for Kinas horrible miljøproblemer.

Men det er en anden historie. Og så længe Kina undgår, at væksten fuldstændig ødelægger landets og i værste fald hele planetens miljø, er Kina fortsat verdenshistoriens største bedrift.

Sven Burmester er forfatter og forsker og bosiddende i bl.a. Chengdu i Kina. Han er tidligere leder af FN's Befolkningsfond i Kina