Læserbrev

Kommunale panikhandlinger

Lad det være sagt med det samme. Man kan vel dårligt forestille sig en værre forbrydelse end de forbrydelser, der ligger bag begrebet Tønder-sagen. Den stedlige kommune er blevet kritiseret kraftigt for ikke at have grebet ind, selv om man havde viden om, at alt ikke var fryd og gammen i familien. Alligevel skal man holde tungen lige i munden, når man forsøger at lære af sagen
26. oktober 2007

Lad det være sagt med det samme. Man kan vel dårligt forestille sig en værre forbrydelse end de forbrydelser, der ligger bag begrebet Tønder-sagen. Den stedlige kommune er blevet kritiseret kraftigt for ikke at have grebet ind, selv om man havde viden om, at alt ikke var fryd og gammen i familien.

Tønder sagen er forfærdelig og chokerende. Alligevel skal man holde tungen lige i munden, når man forsøger at lære af sagen. For hvad kan man lære?

Desværre kan noget tyde på, at Tønder-sagen har medvirket til, at kommuner laver panikhandlinger og rykker ud over hals og hoved. Et eksempel er sagen om 'Brunos børn' i Herning, hvor to børn på fire år blev revet ud af deres trygge hverdag alene på baggrund af en enkelt psykologs hypoteser om muligt seksuelt misbrug.

Anklagen blev afvist øjeblikkeligt af børnelæger og retsmedicinere, men socialforvaltningen valgte stik imod alle almindelige retsprincipper fortsat at isolere børnene fra faderen, og hele familien samt deres netværk. Gennem otte måneder forsøgte Herning Kommune at dreje, hvad der startede som en kriminalsag over i en social sag, helt uden held, idet en forældreevneundersøgelse konstaterede, at børnene allermest havde brug for at være sammen med deres far. Børnene blev retfærdigvis hjemgivet øjeblikkeligt herefter.

Tønder-sagen er en sag, hvor en række mennesker har begået strafbare handlinger over for et barn. Og den slags er det politiet og domstolenes opgave at tage sig af.

I sagen om Brunos børn, fandt politiet aldrig anledning til at afhøre faderen, endsige sigte ham fordi mistanken var alt for tynd, og efter mindre end to måneder afsluttede politiet sagen. Alligevel fortsatte Herning kommune herefter i seks måneder deres helt egen 'efterforskning'. Noget måtte jo være galt, siden psykologen råbte incest! Men der dukkede altså intet som helst op.

Hvis en mand bliver anklaget for bankrøveri, men efter en måned kendes uskyldig, sætter man vel ikke alverdens psykologundersøgelser i værk for at finde ud af om der nu alligevel ikke er noget andet galt med manden, og tilmed fortsat at frihedsberøve ham.

Men når en mand bliver udsat for en falsk incestanklage, bliver børnene øjeblikkeligt frihedsberøvet. Og selvom anklagen afvises flere gange, ja så fortsætter man alligevel frihedsberøvelsen af børnene i otte måneder, mens man desperat leder efter et anbringelsesgrundlag.

For familier der udsættes for panik handlinger, der hos kommunerne kan være en direkte følge af Tønder-sagen, er det ganske katastrofalt. Det skulle undre om sagen fra Herning var helt enestående.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu