Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
30. oktober 2007

Ligestilling og politik

Sacir Camo, Hjørring

I de muslimske lande har man opnået ligestilling mellem kønnene. I hvert fald når det gælder om at bestige landenes vigtigste poster som præsident og premierminister. Husk Benazir Bhutto (Pakistan), Sheik Hasina & Khaleda Zia (Bangladesh), Megawati Sukarnoputri (Indonesien), Tansu Ciller (Tyrkiet. Hvornår opnår vi dog samme grad af ligestilling i Danmark og USA? Det er nu, vi skal vælge en kvindelig statsminister, ellers kan vi ikke rigtigt tillade os at belære andre om, hvordan de skal indrette deres samfund og opnå ligestilling på landets ledende poster.

Vores velfærd - vores valg!

Gwen Gruner-Widding, Struer

Det ord, der er blevet brugt flest gange i denne valgkamp er 'Vældfærd'. Alle, fra Ø til K snakker vældfærd og de fleste snakker godt om det. Både Anders Fogh og Helle Thorning lover velfærd hvis de bliver valgt.

Som gymnasieelev ser jeg uddannelse som midlet til at sikre fremtidens velfærd. Derfor bør politikerne ikke glemme gymnasierne og de andre ungdomsuddannelser.

Hvis danskerne fortsat ønsker god og gratis velfærd, er det nødvendigt at investere i god og gratis uddannelse.

Ungdommen er Danmarks råstof, Gi' os chancen for at vise det!

Ændring af 24-års-reglen

Kjeld Madsen, Århus C

DF's og Pia Kjærsgaards totale hersken over den danske asyl-, indvandrer-, flygtninge -og udlændingepolitik har nu fået både De Radikale og SF til (af taktiske grunde?) at æde eller frede 24-årsreglen for at kunne gøre sig regeringsfæhig i en socialdemokratisk regering.

Pias magt på dette område er total. Pia hersker. Sørgeligt, men sandt.

Har SF mon ved sin insisteren på at komme i regering slugt en ufordøjelig kamel?

Mænd i krise

Balder Mørk Andersen, København

Rigtige mænd hverken græder eller får kriser. Men det gør altså selv på overfladen stærke og rigtige mænd. Mandeforskningen taler om frygten for at mislykkes og derved blive afmaskuliniseret. Med rette fokuserer vi f.eks. ofte på pornoficeringen af samfundet, men de færreste tænker over, at mændene man ser på reklamesøjlerne er evigt attråværdige og succesfulde. Kort sagt påduttes vi konstant et idealbillede af mænd. Et billede som ikke alle kan leve op til, og desværre er det stadig tabuiseret for mænd at række armene ud og bede om hjælp

Mænds indadvendthed i kriser bliver ikke nemmere at imødegå, når der i det ganske land kun findes tre krisecentre for mænd. Til sammenligning findes der godt 46 (nødvendige) krisecentre for kvinder fordelt over hele landet. Det er i grunden paradoksalt, når man regner med at 80 pct. af de socialt udsatte er mænd. Krisecentre kan hjælpe med til at undgå den totale sociale og menneskelige nedtur, og i sidste ende kan tidlig indgriben spare samfundet for store udgifter.

Politisk bør der derfor nu tages social- og sundhedsmæssigt ansvar. Et brud med tabuiseringen er her første skridt på vejen til et forsøg på rettidig omhu, som det vil være at få åbnet flere krisecentre for mænd

Tre år mere

Mogens Hansen, Hillerød

Fra statsministerens pressekonference om Venstres nye sundhedsinitiativ er her et par citater: "Vi ryger for meget, vi drikker for meget alkohol, vi bevæger os for lidt og vi spiser for fedt." Målet er " en national forebyggelsesplan, der i løbet af de kommende 10 år skal resultere i, at danskernes middellevetid forlænges med ikke mindre en tre år."

Så véd vi det: Fra nu af er livskvalitet i regeringens optik gjort til et spørgsmål om livslængde. Endnu et af tilværelsens væsentlige områder - måske det allervæsentligste - underlægges regeringens sygelige trang til at udtrykke alting i tal.

Og videre: "Den nationale forebyggelsesplan medfører, at regeringen, hvis den fortsætter efter valget, vil nedsætte en decideret forebyggelseskommission." "Målet er, at den kommende kommission skal komme med forslag til, hvordan de nuværende ressourcer kan bruges bedre og mere effektivt." "Vi skal have en række råd fra eksperterne."

Et citat fra statsministerens nytårstale 2002: "Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter."

Så kan hykleriet vist ikke dokumenteres tydeligere. Trangen til at agere formynderisk har sejret over en liberal tilgang til tilværelsen. Det er ikke folkesundheden eller den faktiske viden om, hvad der er sundt eller usundt, der er i forfald. Det er derimod den politiske moral og den medfølgende trang til populisme.

Sanders inkonsekvens

Allan Madsen, København Ø

Samme dag, som statsministeren udskriver valg, har Helge Sander en kommentar i Information. Han argumenterer her for at hæve fribeløbet for de studerendes indtægter, således at de kan arbejde op til 15-20 om ugen ved siden af studiet, uden at der bliver trukket i SU'en.

Det synes jeg er en god ide. Det er ikke det, der er problemet. Problemet er den manglede konsekvens bag forslaget. Helge Sander afslutter således sin kommentar med synspunktet om, at han da ikke ser nogen modsætning ved dette at arbejde op til 15-20 timer ved siden af studiet og gennemføre dette på normeret tid. Her må man spørge, hvordan i himmelens navn dette skulle kunne lade sig gøre, når dette at gennemføre et studium på normeret tid er baseret på et fuldtidsstudium.

Den inkonsekvente argumentation er imidlertid, hvad den er. Langt værre er, at ministeren og regeringen samtidig pisker universiteter og de studerende til netop at gennemføre på normeret tid - ledsaget af en konstant mistillid til de samme universiteter om, at vi ikke gør, hvad der kan gøres, for at nedbringe frafald og øge gennemførselstiderne. Universitetsverdenen bombarderes på dette område som så mange andre uafbrudt med krav om dokumentation, målformuleringer, initiativer, handleplaner og hertil tillige trusler om økonomiske sanktioner. Universitetsverdenen vånder sig herunder, men sættes yderligere i relief endnu engang af inkonsekvente udmeldinger, mangel på indsigt, tillid og respekt fra ministerens side til universiteternes virke - men nu er der jo altså Gud være lovet udskrevet valg.

Agrobrændstof

Safania Eriksen og Bente Hessellund Andersen, NOAH

Bent Sørensens kommenterer i et læserbre 24. oktober, at det er beskæmmende, vi ikke i vores artikel 22. oktober skelner mellem 1. og 2. generations agrobrændstoffer.

Vi skelner ikke, fordi det ikke er påvist, at 2. generation har potentiale til at reducere udledningen af drivhusgasser på globalt plan. Løfterne om deres snarlige anvendelighed tager fokus væk fra det, at agrobrændstoffer stadig produceres af madafgrøder, og at produktionen netop nu udvides dramatisk med inddragelse af enorme naturområder pga. stigende efterspørgsel.

I vores optik er der risiko for, at 2. generations agrobrændstoffer faktisk er endnu værre end 1. generation, netop fordi alle plantens dele kan bruges i produktionen, hvis det bliver kommercielt attraktivt at omdanne plantemateriale ved hjælp af industriens gensplejsede mikroorganismer og enzymer. Selv om nogle af næringsstofferne kan føres tilbage til jorden, vil kulstoffet mangle - uden kulstof nedbrydes humus-indholdet, og jorden mineraliseres. Men kulstoffet skal jo brændes af i bilerne, mener Bent Sørensen.

Konsekvenserne er uoverskuelige og til ubodelig skade for både natur og mennesker - derfor vores støtte til et øjeblikkeligt moratorium.

Flottenhejmer

Vagn Søndergård, København

50 milliarder kr. var hvad Fogh bidrog med til Venstres valgkamp.

Et løft der batter noget. Abel Spendabel så helt uden at kløjs i det.

Skattefrit!

Løgn eller dumhed?

Søren Krarup, København

Under denne overskrift skriver Ib Jensen 27.oktober, at "lidt mere oplyste borgere vil vide", at indvandrings- og flygtningepolitikken i 1980'erne blev anført af Poul Schlüter og hans regering. Ib Jensen er ikke oplyst nok. Nej, den katastrofale indvandringspolitik blev skabt af den udlændingelov af 1983, der blev skrevet af nuværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, daværende formand for Dansk Flygtningehjælp, og hans sammensvorne på venstrefløjen, Bernhard Baunsgaard (R), Preben Wilhjelm (VS), Ole Espersen (S) og Ebba Strange (SF). Regeringen bøjede sig for forslaget, da den ellers ville komme i mindretal. Den historiske anklage for denne katastrofe skal rettes mod Gammeltoft-Hansen og den forenede venstrefløj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stig Winther Petersen

Hvis den forenede højrefløj allerede i 1983 havde vedtaget den nu gældende udlændingelov, så havde Skåne nu måske været vundet tilbage til moderlandet gennem kolonisering.

Nej, nej, nej Reimer Bo. Det her valg handler IKKE om velfærd, som du påstår i dit propagandaindslag på tv. Det handler i allerhøjeste grad om hvorvidt Anders Fogh Rasmussen og hans hjulspindende doktorer kan tillade sig at gøre Danmark til en krigsførende nation. Og det handler i endnu højere grad om hvorvidt at Anders Fogh Rasmussen kan gøre dig og mig til krigsførende personer.Hvordan i alverden kan det være at der har været skræmmende tavshed om hele dén problematik siden der blev udskrevet valg? Er der lige pludselig blevet erklæret borgfred omkring krigen i Irak/Afghanistan? Jeg, for min part, vil meget gerne have noget fokus på på den problematik (Men det er måske ikke 'valgkampsexy'?). Vil de danskere, der ikke bryder sig om den såkaldte 'venstrefløj', ikke nok være så venlige at følge med i de kritiske amerikanske medier - det være sig de aktuelle trykte publikationer, eller artikler på nettet. Jeg taler om alt fra 'The New Yorker' over 'Newsweek' til 'The Rolling Stone'. Der har været talløse og ekstremt veldokumenterede beviser på at hele krigen i Irak har været et veltilrettelagt kup fra G.W.Bush' side. Det at vi har en statsminister, med en en så dårlig dømmekraft, at han uden blusel og uden omtanke holder med den stærkeste, bare for at være på 'amerikanernes' side, bør i dén grad mane til eftertanke. (Med 'amerikanernes side taler jeg på ingen måde om den 'menige' amerikaner ... men udelukkende om om om de helt uhyrligt stygge interessenter, der holder stakkels lille George (og Anders Fogh Rasmussen, og mellemøsten) i et for os allesammen ødelæggende jerngreb.

Kære Herr Søren Krarup.

Historien - som den altid er blevet - vil blive skrevet af de, der sejrer. Sidst tabte i.