Non-profit som ideal?
Henrik Larsen, København
Henrik Marstals omtale af Radioheads nye bestem-selv-prisen netudgivelse som et lille skridt hen imod ønsketilstanden, hvor al musik er gratis, var dråben for musiker Maria Køhnke. Hun er træt af musikintellektuelle på antikapitalistisk frihjul, der sætter fremtidens musik lig gratis musik.
Marstal virker da også ubekymret om forudsætningerne for et tiltag som Radioheads. Dette band råder jo selv over de nødvendige produktionsmidler i form af lydstudie mv., og hvad skal mindre holdne musikere leve af, hvis andre livsfornødenheder udover musik ikke bliver gratis? Ønsket om en generalisering af Radioheads (anti)prispolitik synes forhastet.
Men Køhnke forhaster sig også ved at sætte antikapitalisme lig 'gratis'. Hvad med blot 'non-profit'? Det handler om at lade kapitalen smage sin egen medicin og bruge de teknologiske fremskridt til at bortrationalisere det overflødige pladeselskabsfedt. Ikke kunstneres krav på et livsgrundlag skal væk, men pladeselskabers krav om profit og kunstnerisk indflydelse. Det vil give rimelige priser, digitale brugervilkår og mere original musik.
Non-profit-modellen kan heller ikke generaliseres, da mange bands i starten er afhængige af pladeselskaber for at få realiseret deres ideer, som tingene er. Men den kan udgøre et regulativt ideal, der over tid rykker tingene. Vil Køhnke ikke overveje det i stedet for at lade det hænge i luften, at udgivende musikere, som de er flest, altid vil have brug for Big Business?
Skammelig indsats
Albert Jensen, Allerød
Per Stig Møller skriver om Gaza, at Danmark "gør en indsats". Det er korrekt. Danmark gør en betydelig indsats for, at Israels besættelse kan fortsætte. Udenrigsministeren henviser til, at Hamas regeringen "afviser internationale standarder". Derfor boykottes Palæstina. Men Danmark stiller ikke lignende krav til Israel, der siden 1967 har holdt Vestbredden og Gaza besat.
Den Internationale Dom-stol i Haag afsagde i 2004 en kendelse, der kendte Israels bygning af Muren ulovlig og dømte Israel til at rive muren ned. Israel ignorerer kendelsen. Danmark gør ingenting.
Amnesty International oplyser, at 650 palæstinensere blev dræbt af israelere i 2006. Heraf halvdelen civile, heraf 120 børn! Til sammenligning blev 27 israelere dræbt af palæstinensere, heraf 22 civile, heraf 1 barn. Tallene taler deres nøgne sprog. Israel er langt den mest voldelige part i konflikten. FN's Mellemøstudsending Alvaro de Soto smækkede i maj 2007 med døren i frustration over den vestlige verdens følgagtighed overfor Israel. Mellemøstkvartetten skulle fungere som fredsskaber i konflikten, men har med sine ensidige krav til palæstinenserne gjort sig til part i konflikten på Israels side.
Ofrene gøres til skurke, mens EU og USA bakker op om Israels fortsatte krænkelse af menneskerettighederne. En skammelig indsats.
Voldsfikseret
Ane Kirk, København
Én aktion! Det er så mange voldelige aktioner, der har været siden marts. Og kan du, læserbrevsskribent Jacob Degn, tælle til 4000 - det er så mange, der turde tage tåregas og knippelslag (uden at slå igen) i kampen om flere ungdomshuse. Der har været så mange fredelige demonstrationer, cykeldemoer, fester, folkekøkkener, workshops, seminarer og søde fredelige sammenkomster på Ground69 det sidste års tid, at selv ikke jeg kan tælle dem. Men langt de fleste, som dig Jacob Degn, har ikke opdaget det - dels fordi du nok i virkeligheden er lidt ligeglad, men nok især fordi det ikke er synderligt interessant for vores medier og/eller folkevalgte politikere. Det er nemmere at ignorere fredelige demoer - ikke sandt?
Det eneste, man får ud af at ignorere ungdomshusbevægelsen, er flere og flereog flere radikaliserede unge, der har mistet al tiltro til det danske politiskesystem, politiet og retsvæsnet. Og unge der har fundet et stærkt politisk fællesskab med troen på at ændringer kun sker, hvis man gør det selv. Måske harvi ret?
Under alle omstændigheder burde du forstå, at det du har med at gøre her ikke blot er fåvoldspsykopater, men en kæmpe ungdomsbevægelse der vokser sig større ogstærkere for hver dag der går - helt uden vold.
Kære Brian M.
Mustafa Hussain, Ballerup
Nu da du har besluttet at invitere den forfalskede somaliske asylsøger i Holland, Hirsi Ali, der er blevet verdenskendt for at blande folkekultur og primitive og kvindeundertrykkende stammetraditioner med islam i sit forfatterskab, vil jeg gerne komme med nogle forslag til hendes integration i landet. Også fordi Denmark er et af de lande i Europa, viser al forskning, hvor det kan været meget svært at integrere folk fra ikke-europæiske lande. For at gør det lettere for Hirsi Ali at føle sig hjemme i det ellers tillukkede land og kulturen vil jeg foreslå, at hun ved ankomsten ved Kastrup skal forsynes med private telefonnumre til Karen Jespersen, Pittelkow, Khader, Ulrik Høy, Flemming Rose, Lars Hedegaard, fætter Langballe, Søren Krarups familie og selvfølgelig Pia, der ved noget om hjemmehjælp, for at hun kan danne sit netværk af venner, der kan føre hende i det danske kultur og samfund. Jeg kunne nævne flere, men som udgangspunkt må hun heller ikke overvældes med de mange rigtige varme danskere med det samme, der vil brænde for hendes vellykkede integration i vores samfund og kultur.
Møgsagen
Preben Hammer Jensen, Skælskør
I skriver i Information 17. oktober, at den løbske kommuneøkonomi er blevet 'en møgsag' for regeringen. Men, som det osse fremgår af artiklen, er det dybest set skattestoppet, der er blevet 'møgsagen'. Sådan går det ofte med firkantede regler i en indviklet verden. Det blir møgsager, endda uden anførselstegn.
Sat ud
Lars Weiss, København
Vi, som med sved på panden dagligt strider for at leve op til Kultur-Brians kanon, genkalder i disse måneder Erik Henningsens trøstesløse maleri fra det københavnske brokvarter (1892): Sat ud. Den skræmte fattigfamilie, med dens få ejendele på trækvognen, smidt ud i kulden af fogeden på signal fra boligspekulanten.
Antallet af familier, som i øjeblikket sættes på gaden, er voldsomt stigende p. gr. af forringelser i kontanthjælpen - og den minimale starthjælp til flygtninge og indvandrere. Samtidig forvandles regeringens skattelettelser og Kjærsgaards omsorg for de ældre til stigende skatter for pensionister i mindst en femtedel af kommunerne. Mens friværdierne går fri.
Mon ikke tiden er inde til, at Karen Jespersen genoptager sin pr-runde med pressefotograferne i følget, hun og chaufføren kender ruten: Først på hug blandt hjemløse ved Nørreport Station med en kaffetår i plasticbægeret. Dernæst til flere hjemløse på Vesterbro med mulighed for et søstersolidarisk klem til pigerne omkring Halmtorvet. Og endelig til en ældre-bebyggelse for - med den tid, ministerens og personalets stopur levner - at trøste og holde i hånd.
Noget må der jo gøres, Anders Fogh.
Mytemager
Søren Nielsen-Man, Knebel
Jørgen Grønvald Laustsen gentager sin myte: før juni 1941 havde kommunisterne ikke tanker om at bekæmpe tyskerne og forventede derfor ikke illegalitet, desuden fredede DKP de danske nazister. Myten er uden kildebelæg.
På CK-mødet 30. juni 1940 advarede Aksel Larsen mod aktuelle forsøg på at indblande partiet i sabotage, men fortsatte så: "Vi vil kunne føre an i den nationale kamp og få hjælp af størstedelen af den danske befolkning, såfremt Danmark bliver undertrykt endnu mere". Mødet signalerede også forventning om Hitler-Stalinpagtens sammenbrud, bl.a. berettedes at sønderjyderne havde fået "mere sympati for vort parti. Man venter hjælp fra Sovjet mod tyskerne".
Der kunne dog ikke ventes hjælp udefra "såfremt vi ikke selv gør noget," formanede partiformanden, og advarede om at tyskerne ønskede "Europas forenede stater under tysk overherredømme". Han profeterede derfor: "Det vil komme til en national befrielseskamp. "
Fredning af danske nazister da? Aksel Larsens folketingstale 22. november 1940 formede sig som et frontalangreb på de danske nazister "om hvem enhver ved, og de selv allerbedst ved, at de til dato i deres liv ikke har været lykkeligere end netop, da tyske tropper den 9. april marcherede over den danske grænse, da tyske krigsfartøjer ankrede op i vore havne, da Danmark blev et af fremmed militærmagt besat land, og da de 13 danske soldater blev dræbt."
I glashuset!
Kai Dalsgaard, Ulfborg
Før i tiden sagde man: "Man skal ikke kaste med sten hvis man bor i et glashus". Derfor har det været svært at forstå, hvorfor USA's kongres har haft travlt med at fordømmme Tyrkiets folkemord på armenierne for 90 år siden, mens man lukker øjnene for det folkemord, som de selv har anstiftet i Irak og som foregår hver eneste dag.
Her er mere end en million irakere døde efter invasionen. Her er også Danmark medansvarlig som deltager i besættelsen. Man behøver ikke at gå 90 år tilbage for at finde folkemord.
