Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
15. oktober 2007

Terror og Moro

Zilla Mørch Pedersen , Hellerup

Lederen 10. oktober indledes med et citat af den italienske antiterrorchef, der i 1978 udtalte: "Italien kan tillade sig at miste Aldo Moro, men ikke at udføre tortur."

Lederens synspunkt om torturhæleri vil jeg ikke argumentere imod, men citatet er måske malplaceret?

Jeg er ikke ekspert i italiensk politik, men jeg har bidt mærke i, at Aldo Moro støttede det kompromis, som skulle inddrage kommunisterne i en samlingsregering med Kristendemokraterne.

Man kan spørge sig, hvorfor det italienske terrorpoliti synes, man kan tillade sig at miste en ledende person i partiet Kristendemokraterne? I citatet fremstilles modstand mod tortur som noget overordentligt vigtigt for terrorpolitiet. Kan det virkelig passe, at terrorpolitiet var modstandere af tortur? Jeg kommer til at tænke på Dario Fos skuespil fra 1970 En tilfældig anarkist hændelige død, som jo handler om politiets arrangerede selvmord på den anarkistiske togfører, som skulle hænges op på et attentat i Milano i 1969.

Kan det tænkes, at terrorpolitiet slet ikke ønskede at finde Aldo Moro? Kan det tænkes at højreorienterede kræfter var interesserede i at skaffe Aldo Moro af vejen?

Jeg har her blot antydet forhold der gør, at det citat lederen begynder med ringer hult i mine ører.

Lovligheden?

Pauli Andersen, Hørsholm

David Rehling anfører i sin leder den 28. september, at "modsat Irak er der i udgangspunktet ingen tvivl om, at krigen i Afghanistan er fuldt lovlig." Denne konstatering er yderst tvivlsom.

Inden 11. september var amerikanske efterretningsagenter allerede i Afghanistan. Den 7. okt. 2001 sendte USA et brev til FN's Sikkerhedsråd og luftbombardementerne af Afghanistan blev iværksat og tusinder af civile døde. Argumentet var, at al-Qaedas handlinger mod amerikanske mål den 11. sept. 2001 kunne tillægges Taleban for så vidt Taleban-regeringen havde givet husly til al-Qaeda. USA støttede angrebet på FN-Pagtens artikel 51, men den folkeretlige forudsætning for anvendelsen af artikel 51 er, at 11. september-angrebet skulle kunne henregnes Taleban-regeringen. USA skulle dermed løfte bevisbyrden for, at Taleban ydede al-Qaeda en ganske betydelig support og at denne support og aktive medvirken var blevet brugt i angrebet mod USA. En sådan bevisbyrde har USA aldrig løftet, og ifølge UN Doc. S/2001/946 og 947 synes der ikke grundlag for at henregne al-Qaedas handlinger den 11. september 2001 til Taleban-regeringen. Følgelig må det konkluderes, at både angrebet på Irak og på Afghanistan var i strid med international ret. Efter luftangrebet kunne FBI's chef Robert S. Mueller fortælle, at planlægningen af 11.september-angrebet skete i Tyskland, men amerikanerne undlod dog at iværksætte et tilsvarende luftbombardement over Tyskland.

Lys forude?

Niels I. Meyer, Hørsholm.

Advarslerne i rapporterne fra FN's klimapanel er allerede blevet overhalet af virkeligheden. En rapport om afsmeltningen af den arktiske is i sommeren 2007 dokumenterer, at den skræmmende udvikling går langt hurtigere end forudset (se www.carbonequity.info )

Derfor er det glædeligt, at den tyske kansler, Angela Merkel, er gået ud med to vigtige taler i august og september i år. Her peger hun på nødvendigheden af en fair aftale med udviklingslandene vedr. reduktion af udslippet af drivhusgasser. Samtidig oplyser hun åbent, at industrilandene skal reducere deres emission med omkring en faktor 10 inden 2050. Så vidt jeg ved, er hun den første toppolitiker i et industriland, som har vovet at informere vælgerne om de reelle krav.

Derfor er det også rimeligt, at der på dansk initiativ er udformet en støtteerklæring til Merkel underskrevet af 25 energi- og klimaforskere fra en række lande. Støtteerklæringen kan fås ved at maile til nim@byg.dtu.dk.

Merkel har ikke ligget på den lade side. 8. - 10. oktober deltog hun i det såkaldte Potsdam Nobel Laureates Symposium, som resulterede i et vigtigt memorandum (se www.nobel-cause.de). Her angives en række konkrete forslag til krav til det internationale samfund, hvis vi skal undgå, at klimaændringerne går helt ud af kontrol. Memorandummet bør være pligtlæsning for politiske beslutningstagere i hele verden. Pligtlæsningen gælder ikke mindst det danske folketing.

Retsfølelse

Lars Pehrson, Bagsværd

Da VOK-regeringen og dens retspolitiske støtteparti S nu går ind for formaliseret samarbejde med torturstater 'for at forhindre terrorangreb', bringes her en videreudvikling, til fri afbenyttelse .

Hvert år sigtes en række personer for forskellige forbrydelser. En del frifindes. Blandt disse frifundne findes der givetvis statistisk en vis mængde, der rent faktisk er skyldige - bevisbyrden kan blot ikke løftes. Disse skyldige frifundne kan nu begå ny kriminalitet til stor skade for samfundet, retsfølelsen osv.

Problemet lader sig imidlertid let løse. En ny praksis kunne bestå i, at vi fremover simpelthen beholder alle de sigtede indespærrede, sådan lidt á la Guantanamo. Er man én gang sigtet, slipper man aldrig ud igen. Dette vil givetvis nedbringe kriminaliteten, og dét er jo godt. Det går hele befolkningen ind for. Og hvis en pladderhumanist som mig skulle finde på at sige noget om grundlæggende retsprincipper og menneskerettigheder , vil politikerne fra V, O, K og S kunne svare: "Jamen, går du da ikke ind for at bekæmpe kriminalitet? Vil du have, at mennesker skal risikere at blive slået ned på gaden?"

Svigt!

Pernille Frahm, (SF), København

Nu har Anders Fogh så afvist at lade afviste asylsøgere slippe ud af centrene, og dermed er børnene stadigvæk i klemme. Når vi griber ind i andre børnesager, taler vi om manglende forældreevne. Børn, der udsættes for omsorgssvigt, er vores fælles ansvar, og vi bruger forskellige tiltag for at sikre, at også disse børn får en mulighed for at vælge deres egen tilværelse, hvad flertallet så også får. Men når det drejer sig om børn i asylcentrene er sagen åbenbart anderledes?

Jeg forstår ikke, hvordan Søren Krarup kan blive ved med at pålægge afviste asylsøgere et forældreansvar, som de helt åbenlyst ikke er i stand til at tage! Jeg er af den overbevisning, at det er fordi de er for knækkede af deres situation og for bange til at vende hjem, at deres børn ikke får den barndom, de fortjener. Krarup mener, det er, fordi de afviste asylsøgere bruger deres børn i et kynisk spil. Men uanset hvem, der har ret, fratager det vel ikke os andre fra det fælles ansvar, vi har overfor børn, hvis forældre ikke løfter forældre evnen? Må jeg spørge Søren Krarup hvorfor, han vælger at skelne mellem afviste asylsøgeres børn og 'andre' børn?

Unges ansvar

Jacob Degn, Roskilde

Politiets omkostninger i forbindelse med de voldelige demostrationer på Nørrebro er nu gjort. Indtil videre har det kostet de danske skatteydere 75 millioner vurderer DR. Dette sætter de få unge brugere af det hedengangne ungdomshus i relief.

Hvordan har man tilladt, at de unge har kunnet føre det så vidt? Ingen er vel uenig i, at 75 millioner kroner kunne være brugt meget bedre. Den eneste grund til, at de mange penge er brugt, er de unges voldsorgier og hærværk. Nogle vil mene, det er politikernes eller sågar poltiiets skyld. Men der har ikke deltaget folkevalgte politikere i de voldelige demostrationer, og Ritt og Co. samt politifolk ikke har brændt folks barnevogne og cykler af. Det er udelukkende de unges ansvar, at de penge er væk for de danske skatteborgere!

Havde de unge sat sig på ground 69 med blomsterkæder i håret og festet og danset, så havde situationen i dag nok set lidt anderledes ud. Ingen politisk beslutning (om man er enig eller ej) retfærdiggør vold og hærværk.

Inf. og CO2

Erik Jespersen, Frederiksberg C.

Information gør meget ud af at informere om global opvarmning, og hvad der gøres for at begrænse disse ting.

På den baggrund virker det derfor direkte anstødeligt at Inf. på bagsiden af Refleks bringer helsides reklame for luksusrejser til Østen.

Far, mor - børn

Bjarne Christiansen, Tureby

Utroligt som den politiske forargelse falder over Kim Behnke for hans undsigelse af regnebuefamilier.

Siden Freud har psykologien fastholdt forældrenes forskellige køn som afgørende faktorer i barnets psykoseksuelle udvikling, herunder udviklingen af barnets kønsidentitet, og nu synes denne veldokumenterede viden pludselig at være passé. Ja, Lone Dybkjær mener andetsteds endda at vide, at det er uden problemer med forældre af samme køn. Hvor har hun denne viden fra?

Børns Vilkår peger på, at tryghed for børnene er det allervigtigste i opvæksten, ja hvad ellers? Men derfor er det ikke sikkert, at det er 'rasende ligegyldigt, om forældrene er far og far eller mor og mor'. Hvor har man denne viden fra?

Sagen er, at det stadig er en mand og en kvinde der får et barn, blot er manden i tilfælde med insemination helt fraværende, og man lader som om, det er to kvinder, der har fået et barn. Har nogen f.eks. overvejet, hvad det betyder for relationen mellem kvinderne og barnet, at det er den ene kvinde, der alene er mor til barnet?

Det er indlysende nødvendigt at få en undersøgelse af regnbuebørns opvækstsvilkår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu