Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
11. oktober 2007

Kort strå og lang næse

Astrid Krag, København

Kim Boeskov beskriver i Information 6. oktober, hvordan han blev hjemme fra 2. oktober-demonstrationen, fordi de fattigste i verden var glemt og demonstrationen en opvisning i grådighed. Men fokus på nærværende og hjemlige problemstillinger er både rigtig og nødvendig. Som Kim er jeg studerende, men jeg har ikke nogen studie-kammerater, der svælger i bil, båd og udlandsrejser, som Kim har.

Til gengæld arbejder jeg i hjemmeplejen, hvor mine kolleger de sidste seks år har trukket det korte strå hver eneste gang Fogh-regeringen har indgået en politisk aftale med betydning for danskernes hverdag. Senest kan de hygge sig med den lange næse og de cirka 33 kroner, der bliver til hver af dem ud af skattelettelserne på ni milliarder, VK har givet. Sidste års forringelser af efterløn og folkepension rammer dem - for som lavtuddannede lever de kortere og får dermed færre år udenfor arbejdsmarkedet til at nyde livets efterår. Intet af dette er argumenter for, at vi ikke skal kære os om de fattigste ulande - her er en højere bistand et must, men på ingen måde tilstrækkeligt.

Men hvis højrefløjen fremstår som de nærværende, der giver skattelettelser og sikrer reformer af velfærden, mens venstrefløjen verdensfjernt snakker om global solidaritet og asymmetrisk protektionisme, så er det sikkert og vist, at Fogh bliver ved magten og alle - lige fra den fattige afrikaner til min kollega i hjemmeplejen - står tilbage med det korte strå og den lange næse.

1984

Allan Levin, København

Bortset fra at tortur i enhver henseende er forbryderisk og et grønt lys derom er den lige vej ned af en blodplettet slidske, så kan det også undre mig at tilståelser fremtvunget under tortur kan have nogen nyttevirkning. Skulle jeg falde i kløerne på nogle af disse professionelle bødler skulle der ikke gå mange sekunder før jeg var villig til at tilstå hvad som helst de forlangte for at forlænge livet.Læs 1984!

Opportunisme er akilleshælen

Carsten Kofoed, København

Enhedslisten har indkaldt til ekstraordinært årsmøde, som skal 'afklare medlemmernes holdning til den nuværende kandidatliste', som der står i pressemeddelelsen fra partiets hovedbestyrelse.

En enkelt borgerlig mediehetz var alt, hvad der skulle til for at sende det 'revolutionære' Enhedslisten i kanvassen med blåt øje. Den islamofobiske smædekampagne mod Asmaa, hvor løgn og fordrejning gik hånd i hånd, og deraf følgende dårlige meningsmålinger gav panik i toppen af det parlamentsfikserede 'socialistiske' parti og voldsom uro på bagsmækken, anført af den tidligere VS'er Keld Albrechtsen, som ikke ville respektere det ordinære årsmødes kandidatliste. Det ekstraordinære årsmøde er et ynkeligt knæfald, som ikke vil løse Enhedslistens Asmaa-problem, fordi det ikke drejer sig om én enkelt tørklædebærende dansk muslim og hendes placering på en opstillingsliste, men om forskellige politiske holdninger, der findes i det ideologiske miskmask, som Enhedslisten er, og hvor opportunismen er blevet stadig mere fremherskende. Opportunismen er Enhedslistens akilleshæl.

Guds mening?

Flemming Gundersen, Viborg

Tom Behnke fra de Konservative har netop afvist at støtte en undersøgelse om homoseksuelles børns vilkår. I samme forbindelse udtaler han: "Gud har bestemt, at der skal en mand og en kvinde til at få børn".

Vil det sige, at vi kan forvente at de konservative vil stille forslag i Folketinget om en revision af biologibøger mm. Så Darwins evolutionslære i folkeskolen og på højere læreanstalter kan erstattes af biblens ord (læs =kristen fundamentalisme).

Tørklædets biologi

Niels From, Lyngby

Tørklædediskussionen vil ingen ende tage. I den debat må alle begrundelser, argumenter og modargumenter efterhånden have set dagens lys dog med undtagelse af et enkelt, som måske er det vigtigste: Det biologiske.

Ingen mand - og for en mere almen biologisk betragtning ingen han - bryder sig om at forestille sig - endsige se - sin(e) kvinde(r) i et gensidigt attrået samleje med en anden mand. Et formiddagsblad satte i weekenden en oversigt over nyligt begåede jalusidrab på forsiden. Fem myrdede kvinder, så her er stærke kræfter fra mellemhjernen på spil!

Indbildte eller reelle udfordringer af den karakter kan en mand naturligvis lettest undgå ved at spærre sin kvinde inde, og hvis det ikke er muligt, så kan han i hvert fald hægte nogle symbolske elementer fra den indelukkede fængselsstruktur fast på hende. Bare som en påmindelse, der er både indad- og udadrettet.

Ingen bryder sig naturligvis om at erkende endsige indrømme den slags bevæggrunde, så derfor er den virkelige årsag naturligvis gemt væk under diverse historiske, religiøse og kulturelle overbygninger og sløret med vås om et beskyttelsesmotiv. Og for kvinderne: Hvem reflekterer over og indrømmer godvilligt sin egen undertrykkelse?

Når jeg ser en mere eller mindre indhyllet kvinde, tænker jeg på hvordan man kunne argumentere for at gøre tildækningen til noget mindre attråværdigt. Måske sådan:

Manden/faderen i den familie er en frygtsom, vel egentlig lidt fejg person, uden den nødvendige tiltro til egne evner som mand og som den der tør frisætte sine nærmeste.

Den mest ringe...

Annette Arnfred, Hvidovre

Hvordan kan det være, vi - i 'vores avis' - skal belemres med Erik Meier Carlsens udgydelser? Hans småborgerlige, kvalmende synspunkter er én ting, men artiklen sidste weekend er simpelthen uværdig læsning for os, der dagligt følger med i 'den mindst ringe'.

En Arlatank-vogn i Dafur

Elisabeth Geday, MF(R), København

En FN soldat i Dafur skal bruge ca. 15 liter vand dagligt. Det svarer til, at 10-12 Arla-tankbiler hver dag skal køre flere tusinde kilometer gennem Sudans ørken med vand til 26.000 fredsbevarende FN-tropper. Alt til Dafur-aktionen skal bringes ind udefra.

En del af min tid i New York under FN's generalforsamling i disse dage går med at høre om FN's arbejde og hvor komplekst det kan være. Én ting er at skabe forudsætninger for en fredsaftale. Noget andet er rent faktisk at indsætte FN-tropper, der kan sikre, at fredsaftalen bliver overholdt.

Her fra FN-hovedkvarteret skal styrken sammensættes og aftaler laves med regeringer og private virksomheder om leverancer. Samtidig skal det politiske niveau holdes til ilden. Det gælder i Sudan, hvor regeringen ynder at ændre visum- eller toldregler med jævnligt. Men det gælder også i de lande, der skal bidrage til FN-styrken. Tidligere kom man med det, landene lige havde til overs. Nu sender FN ønskesedler ud for at få en styrke, der passer til opgaven.

Når man sidder på Christiansborg, kan det være svært at forstå, hvorfor FN ikke handler hurtigere eller mere effektivt. Efter mit besøg her er det sværere at forstå, hvordan det lykkedes at få tingene gennemført, så godt og så hurtigt, som det trods alt sker.

Tortur

Torsten Christiansen, Årre

Jeg har været socialdemokrat i en menneskealder, og det er mere end svært for mig at skippe partiet. Men jeg vil aldrig stemme på et parti, der ikke utvetydigt tager afstand fra tortur.

Modig Camp X

Frej Elbæk, Mungo Park, Allerød

Man fristes næsten til at sammenligne det med kejserens nye klæder, når københavnske teaterfolk har slynget om sig med ord som 'samtidsteater'. Mest udtalt er det på Camp X på Frederiksberg, hvor samtidsteaterbegrebet bliver brugt igen og igen. Det er bare som om, ingen rigtig ved, hvad der menes. Men måske er der lys for enden af tunnelen.

Camp X har nemlig lavet et interessant tiltag. Det drejer sig om en for teaterverdenen ny måde at forholde sig kritisk til egne forestillinger: På Camp X's blog kan man nemlig læse, hvordan Ditte Marie Bjerg, der er kunstnerisk ansvarlig på Camp X, kritiserer en af de forestillinger, hun selv har været med til at søsætte. Selvfølgelig sætter teatrene den ikke i skabet hver gang, og selvfølgelig følger succeserne ikke i hælene på hinanden - sådan er det bare.

På Mungo Park piller vi en forestilling af plakaten, hvis vi kan se den ikke fungerer i mødet med publikum, men det samme kan man desværre ikke gøre på andre teatre, fordi de ikke fungere som repertoireteatre.

Men hvis Camp X's måde at forvalte samtidsteaterbegrebet på blandt andet er at turde forholde sig kritisk over for egne forestillinger, der skal spille i lang tid, ja så løfter jeg sgu lidt på hatten. Pludselig begynder der at tegne sig et billede af hvad 'samtidsteater' kan være anno 2007. Gad vide om man på Det Kongelige Teater tør gøre det samme?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her