Læsetid: 4 min.

Selv om man er i livsfare, kan man stadig spise godt

Robert Fisk har været til middagsselskab blandt libanesiske parlamentsmedlemmer, der ikke lader sig mærke med, at de selv kan stå for tur næste attentat
Druserlederen Walid Jumblatt svæver som alle andre parlamentarikere i Libanon i evig livsfare. Det glemmer man bare.

Druserlederen Walid Jumblatt svæver som alle andre parlamentarikere i Libanon i evig livsfare. Det glemmer man bare.

Hussein Malla

2. oktober 2007

Hemmeligholdelse, sagde en intellektuel engang, er et potent elskovs-middel. Hemmeligholdelse er ophidsende. Mere dyster og skummel er faren. Den siver ind som en tåge på Beiruts gader i disse dage, kryber langs vejbanerne, hvor politifolk, som muligvis - muligvis ikke - arbejder for lov- og ordensmagten og råber deres instrukser gennem megafoner.

Parkering forbudt. Lader nogen sig narre? Da det libanesiske parlamentsmedlem Antoine Ghanem blev myrdet i sidste uge, hverken kunne eller ville politiet sikre gerningsstedet. Hvorfor mon ikke?

I onsdags krøb tågen så gennem jernporten til druserlederen, Walid Jumblatts byvilla, hvor han og nogle få, uforfærdede parlamentsmedlemmer var samledes for at spise til middag før parlamentets futile afstemning om det præsidentvalg, der nu er udskudt til 23. oktober. Der var megen snak om flertalsafgørelser og, hvad der gjorde flertal beslutningsdygtige. 50 + 1 lader til at være den forfatningsmæssige regel her, skønt de prosyriske kræfter vil anfægte netop det. Jeg må tilstå, at jeg stadig støder på libanesiske parlamentsmedlemmer, som ikke forstår deres eget parlamentariske system. Jeg formoder, at det vil kræve flere Ph. D.-grader at få ordentligt styr på det.

Maden var som sædvanlig upåklagelig. Og hvorfor skulle de, som hver dag svæver i fare for at blive dræbt ved bomber eller skud, da ikke også spise godt? Det er ikke uden grund, at Nora Jumblatt er blevet kaldt verdens bedste værtinde. Selv sad jeg tæt på Jumblatt-famlien, imens deres gæster, informationsministeren, Ghazi Aridi, kommunikationsministeren Marwan Hamade, og det i Tripolis valgte parlamentsmedlem Mosbah al-Ahdab foruden en dommer fra Beirut fyrede vitser af og foregav sorgløshed, uanset den tåge af fare, der indhyller deres liv.

I 2004 var 'de' tæt på at få ram på Hamade ved hans hjem ikke langt fra min lejlighed. I alt holder nu 46 af Libanons parlamentsmedlemmer sig skjult i Phoenica Hotel, tre per suite. Jumblatt havde hørt rygter om et andet mord, dagen før Ghanem blev blæst til atomer. Hvem står for tur? Det er det spørgsmål, vi alle stiller os selv. 'De', dvs. syrerne eller deres agenter eller bevæbnede mænd, der arbejder for mystiske regeringer, er et eller andet sted derude, i gang med at planlægge det næste mord for at skære Fouad Sinioras minimale minoritet væk. "Der vil komme et-to nye mord i de næste tre uger," sagde Jumblatt, og middagsgæsterne kiggede alle på hinanden.

"Vi har alle gjort vores testamenter klar," sagde Nora stille. Selv dig, Nora? Hun havde ellers ikke forestillet sig, at hun var et mål. "Men sammen med Walid kan jeg være det." Og jeg så på disse uforfærdede mennesker - vel er deres politik måske ikke altid videre kløgtig, men deres mod er umiskendeligt - og jeg undrede mig, hvor lidt vi vesterlændinge bekymrer os for Libanons skæbne.

Ingen bliver længere chokeret, når parlamentsmedlemmer dør i Beirut. Selv ikke jeg føler noget chok. Et ungt libanesisk par spurgte mig her i weekenden, hvordan 31 års tilværelse i Libanon har påvirket, og jeg svarede, at jeg, da jeg så Ghanems lig i sidste uge, følte intet. Så det er, hvad Libanon har gjort ved mig. Og det er, hvad Libanon har gjort ved libaneserne.

Knapt 1.000 drusere var, hvad der kunne trommes sammen til Ghanems begravelse. Og selv nu er der ingen sikkerhed. Min chauffør, Abed, parkerede gladeligt blot 100 meter fra Jumblatts hus, uden at en eneste politimand fandt på at tjekke hans bils bagagerum. Tænk nu, hvis han arbejdede for farligere personer end Independents korrespondent? Og hvem arbejder alle de betjente, der står herude, egentlig for?

Alligevel kunne jeg ved dette lille middagsselskab i Beirut ikke lade være med at tænke på alle vores kry statsmænd, Brown'erne og Straw'erne, Sarkozyerne og de overlegne Kouchner'ere og Merkler og deres lige så kry tiltro til, at de udkæmper en 'krig imod terror', og tror vi forresten stadig på den? Når man tænker på, at der her i Beirut findes intellektuelle mænd og kvinder, som kunne stikke af til London og Paris, hvis de ville, men foretrækker at stå pinen igennem, idet de venter på at demokratiet skal uddø i et land, der er mindre end Yorkshire. Jeg tror ikke, at vores vestlige statsmænd er gjort af samme kaliber.

Nå, men vi talte om døden, og kort før midnat ankom en mand med hestehalefrisure og en elegant dame i sort (en passende farve for vores samtale), bærende på en plakattavle, der kunne bruges ved næste dages parlamentsmøde. Rafik Hariri sås øverst, og så var der journalisten Jibran Tueni, parlamentsmedlemmet Pierre Gemayel og Hariris kollega Basil Fleihan - og Ghanem, selvfølgelig. Alle sammen stendøde, fordi de troede på Libanon.

Hvad skal man gøre for at blive berømt i Libanon, spurgte jeg Jumblatt, og han brast i latter. Sort humor på sin egen måde.

Og på et tidspunkt hentede Jumblatt Curzio Malapartes forfærdelige, fremragende romanværk om Anden Verdenskrig på østfronten, Kaputt, ned fra sin boghylde og gav den til mig med sin personlige dedikation. "Til Robert Fisk," skrev han. "Jeg håber, at jeg aldrig vil overgive mig, men denne bog er frygtelig grusom og på en eller anden måde vidunderlig smuk." Åh, tænkte jeg, hvor grusomhed og skønhed dog hyppigt optræder sammen.

Måske skulle man lave en film om disse mænd og kvinder. Alastair Sim måtte så spille den professorale Aridi, Clark Gable parlamentsmedlemmet Al-Ahdab (vi var alle enige om, at Gable ville få rollen), og forestillede mig, at Herbert Lom måske kunne spille Hamade. (Nu googler Hamade sikkert allerede efter Loms navn). Og Nora? Ja, hun måtte spilles af Vivien Leigh eller i vor tid af Demi Moore. Hvem skulle så spille Walid Jumblatt? Ja, det skulle Walid Jumblatt, naturligvis.

Men husk på disse libanesiske navne. Og tænk på dem, når den næste eksplosion sønderflænger denne farlige by.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu