Kronik

Vi må fjerne frygten fra demokratiet

Frygt er blevet hovedingrediens i politikeres forsøg på at vinde stemmer, og frygt anvendes som politisk middel til at styre borgernes adfærd. Det er på tide, at vi holder op med at ligge under for frygten. Vi må øve os i civilcourage
Frygt indarbejdes som kontrolmekanisme i politikernes forsøg på at styre borgernes adfærd. Arkiv

Frygt indarbejdes som kontrolmekanisme i politikernes forsøg på at styre borgernes adfærd. Arkiv

1. november 2007

Frygt for det uhåndgribelige og det fremmede, for globalisering og for ukendte kulturer er en vigtig faktor i politik. Dette er dog langtfra det eneste område, hvor frygt og forskræmthed er hovedingrediens i politikken. Frygt spiller ind på to hovedområder: For det første bruges den som argument for forslag og vedtagelser, som overskrider almindelig anstændighed og elementære rettigheder. For det andet indarbejdes frygt som kontrolmekanisme i politikernes forsøg på at styre borgernes adfærd.

Frygt som argument

Når politikere bliver valgt på og gennemfører Europas mest restriktive politik over for flygtninge og indvandrere, skyldes det i høj grad frygten for 'det fremmede'. Og når Folketinget kan vedtage vidtgående terrorlove og øjensynligt få opbakning til det fra store dele af befolkningen, skyldes dette frygt for 'terror'. Det samme gælder love om strengere straffe og særlove som rockerloven. De går igennem på grund af angst for kriminalitet og vold.

Det synes ikke at betyde noget, at Danmark i forhold til mange lande i Europa er etnisk homogent, at risikoen for at blive dræbt ved fald i badekarret er større end risikoen for at dø ved et terrorangreb, eller at voldskriminaliteten i længere tid har været faldende. Der er nemlig ikke tale om en konkret frygt. Relativt få borgere bliver truet eller overfaldet, færre endnu oplever reelle problemer på grund af etniske modsætninger, og næsten ingen kommer nogensinde til at opleve real life terror. Frygten er i høj grad irrationel, delvis medieskabt og bygger på fuldstændig urealistiske forudsætninger.

Også velfærdsdebatten kører på elementer af frygt. Forfærdelige historier om dårlig behandling af ældre på plejehjem, om snavs på hospitaler, om mennesker, der dør, mens de venter på behandling, om børn, der ikke får mad, fordi der er for få voksne i deres daginstitution osv. osv., skaber en forargelse, som politikerne bruger som grundlag for deres markeringer og forslag. Selv om der er realiteter bag i hvert fald nogle af historierne, drives velfærdsforargelsen også delvist af irrationel frygt. Frygt for, at jeg eller mine kære skal få en dårlig behandling, sammen med en mere almen usikkerhed over for det at blive syg, gammel, afhængig osv.

Frygt som kontrol

Frygten bruges ikke kun til at manipulere befolkningens holdninger og stemmer. Frygt er også i stigende grad blevet et redskab til at kontrollere borgeres og offentligt ansattes adfærd med.

De fleste af de 'effektivitetsfremmende' initiativer, som er blevet gennemført under den nuværende regering (og også en del under den forrige), har som bærende idé, at frygt for at miste job eller anerkendelse skal få folk til at være mere effektive. Øget overvågning og krav om dokumentation giver ikke i sig selv mere effektivitet. Faktisk koster den slags både penge og arbejdskraft. Al den nye overvågning og kontrol, som er blevet indført, virker kun, hvis de ansatte af angst for repressalier presser sig selv til at yde mere.

Desværre lader det til, at dette rent faktisk er tilfældet. Offentligt ansatte knokler, bliver stressede og syge og bukker under som aldrig før. Kun de færreste protesterer eller stiger af. Selv i en højkonjunktur er folk åbenbart bange for at miste deres arbejde, eller for at de skal blive upopulære hos ledelsen eller kolleger, hvis de siger fra over for umenneskelige forhold.

Også i uddannelsespolitikken anvendes frygt i adfærdsstyringen. Regeringens regler om højere karakterer, hvis man skynder sig videre i uddannelsessystemet, er først og fremmest et signal til dem, der ikke har så travlt: I risikerer at få sværere ved at komme ind på en uddannelse, hvis I venter. Vi ved endnu ikke, i hvilket omfang unge mennesker lader sig styre af den slags luftige forudsigelser om fremtiden, men der skal nok være nogle, som bliver påvirket af det.

Anders Fogh Rasmussens udfald mod smagsdommere og eksperter lader også til at have spredt en vis forskræmthed. Sammen med diverse retssager mod offentligt ansatte, der har formastet sig til åbent at kritisere deres arbejdsgivere, har dette lagt en tydelig dæmper på embedsmænds, akademikeres og andre offentligt ansattes lyst til at ytre sig kritisk.

Frygt og demokrati

Vi lever i en tid og i en del af verden, hvor der er ikke er særlig meget at være bange for. Sult, lidelse, overgreb og nød er heldigvis ikke dagligdag for særligt mange i vores samfund. Det overvejende flertal af befolkningen får opfyldt alle basale behov, og der er ikke noget, der tyder på, at dette vil ændre sig i overskuelig fremtid. Dertil kommer, at uddannelses- og oplysningsniveauet i dette land er højt.

Sikke en frisættende situation! Nye ideer om samfundets indretning, verdens udvikling, overvindelse af den økologiske krise ? you name it ? burde blomstre op overalt. Sikke en spændende valgkamp vi kunne have!

Realiteten er desværre, at valgkampen handler om beskyttelse, privilegier, rettigheder, og ? især ? frygt. Med basis i en irrationel og urealistisk frygt for vold, død, nød, elendighed og arbejdsløshed konkurrerer politikerne om at fremstå som forsikrere og beskyttere mod alt dette onde. Samtidig med at rigtig mange mennesker i deres hverdag kæmper mod stress og en følelse af utilstrækkelighed, som skyldes den samme irrationelle frygt.

Frygten er altså ødelæggende for demokratiet og for mange menneskers hverdag.

Civilcourage

Der findes heldigvis mennesker som handler ud fra andre motiver end frygt:

En social- og sundhedsassistent, som prioriterer at være sammen med den gamle i stedet for at udfylde skemaer, en skolelærer, som hellere vil undervise børnene end rapportere om, at hun har gjort det, en pædagog, som nægter at bruge tid på at teste børnene og i stedet bruger sin faglighed til at lave aktiviteter og være sammen med børnene, en pr-medarbejder, som skriver en intern bulletin om en uretfærdighed i en offentlig forvaltning.

Sådanne mennesker løber en risiko. De kan få reprimander, miste anerkendelse, blive forflyttet, latterliggjort, hængt ud, degraderet og i sidste ende fyret. De kender risikoen og handler alligevel, som de mener, er rigtigt. De har civilcourage.

Civilcouragen kan også ytre sig mindre dramatisk, f.eks. ved at man siger fra, når man i sin dagligdag møder fordomme og urimeligheder, eller ved at man støtter en person, som er udsat for dårlig behandling. En minimal, men nok så vigtig form for civilcourage ligger i, at man ikke lader sig overvælde af mediernes og politikernes appel til frygt og fordomme, men i stedet søger facts, stiller irriterende spørgsmål og træffer sine valg, herunder sætter sit kryds, ud fra dette.

Civilcourage kan altså være en modvægt til frygtens regimente og bidrage til, at samfundet bliver mere demokratisk og menneskeligt.

Men det er ikke nemt at udvise civilcourage. Hvad gør man i en stresset hverdag, hvor man delvis er styret af frygt for ikke at være god nok, for hvad der måske kan ske, for arbejdsløshed eller udstødelse?

Der gives naturligvis ikke nogen entydig opskrift på civilcourage, men der findes faktisk værktøjer, som kan styrke menneskers evne til at overvinde frygten og i højere grad selv overtage styringen af deres liv. Det kræver, at man tager sig tid og ro til at se situationer, som de er. Det kræver, at man mærker frygten og lærer at håndtere den fysisk og psykisk. Og så kræver det, at man øver sig. Der er tale om en kompetence som kan udvikles, og denne kompetence er en af dem, som virkelig kan være til nytte for både individet og samfundet.

Jóna Ingólfsdóttir er indehaver af konsulent- og kursusvirksomheden Den kreative muskel. Jakob Steensig er lektor ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ak, ja. Frygt gennemsyrer folks handlinger eller mangel på samme.

Således berettede min kollega i går for mig at forældre i Allerød modsatte sig skoleekskursioner til Zoologisk museum, hvis det involverede passage af Nørreport St.

Så er man altså kommet langt ud i frygtens vold!

Jeg noterer mig også at de Konservastives valgkampagne går på sikring mod terrorisme. Har de ikke andet fornuftigere og mindre irrationelt at tage sig til?

De konservastive og Allerød forældrene kunne gå i gang med at udbygge den kollektive trafik, så vi ikke alle skal kaste os ud i individuel biltrafik, med større, dokumenteret, risiko for at blive involveret i et trafikuheld, end at blive ramt af en bombe.