Læsetid: 3 min.

Manden i bilen

Mikhail Gorbatjov var en Hamlet-skikkelse, der troede, at han kunne give en halv frihed og stadig bevare Partiets enevældige kontrol. Nu er han model for Louis Vuitton
Mikhail Gorbatjov var en Hamlet-skikkelse, der troede, at han kunne give en halv frihed og stadig bevare Partiets enevældige kontrol. Nu er han model for Louis Vuitton
13. oktober 2007

Jeg kan ikke få et billede ud af mit hoved. Jeg så det første gang den 26. august i år i Herald Tribune. Det var en helsides annonce for taskefirmaet Louis Vuitton. Normalt siger annoncer mig ikke meget, men den kunne jeg ikke undgå at betragte længe. Annoncen fascinerede mig så meget, at jeg rev den ud. Siden har jeg set den i flere udenlandske medier.

Det var ikke den dyre taske, der fangede min opmærksomhed. Det er manden på billeddet, der giver billedet dets store symbolværdi. Annoncen afspejler, at den verden, som jeg kendte i de første 41 år af mit liv, endegyldigt er forandret. Omvæltningerne fra 1989 til 1991 var så store, at alt andet lige siden forekommer mig at være krusninger på verdens overflade.

Men tilbage til manden på billedet. Han var en gang verdens næstmægtigste mand, der herskede over et imperium, der strakte sig kloden rundt, havde indflydelse og førte stedfortræderkrige i Afrika, Mellemøsten og Asien, holdt de baltiske lande besatte og pumpede enorme pengesummer ind i sin forpost Cuba, der befinder sig kun 150 km fra Imperiets daværende hovedfjende USA.

Når man skal lokkes til at købe en dyr taske, gælder det åbenbart om at være diskret i sine virkemidler. Vulgaritet sælger ikke dyre varer. Så tasken er anbragt nede i højre hjørne på bagsædet i den Mercedes, som manden sidder i. Der ligger en avis på tasken under et tidsskrift. Annoncens farver er fortrinsvis grå eller blåtonede, men mandens ansigt er i douce farver ligesom hans ene hånd, som vi kan se, fordi den ligger på hans knæ. Pressefolderne er også i orden, ligesom slipset er statsmandens blå med diskret mønster.

Skeptisk og sørgmodig

Vuitton er ikke en markedsskriger. Vorherrebevares nej. Annoncens eneste tekst står nederst: "A journey brings us face to face with ourselves." Derefter med mindre skrift: "Berlin Wall. Returning from a conference." Og endelig med endnu mindre skrift er der et link til Vuittons hjemmeside og følgende ord, som det kræver gode øjne at læse: "Mikhail Gorbachev and Louis Vuitton are proud to support Green Cross International."

Manden på billedet er Mikhail Gorbatjov. Ud ad bilens bag- og siderude kan man se en stump af den Berlin-mur, som han var med til at fejre så sent som i oktober 1988, blot et år inden østtyskerne gennembrød den. Der er meget graffiti på det lille stykke museumsmur. For der er ikke meget tilbage af Muren i Berlin, som fra 1961 til 1989 delte vor verden og flere gange var et konfrontationspunkt, der kunne have udløst ragnarok.

Gorbatjov ser skeptisk ud bag de kendte stålindfattede briller. Der er et lidt sørgmodigt drag om hans mund, som om at denne rejse bringer ham ansigt til ansigt med den Gorbatjov, der den 11. marts 1985 fik magten i Moskva og håbede på at reformere Sovjetunionen, så det kunne bevare sin plads som en af verdens mest magtfulde nationer.

Det var ikke hans plan at lægge det kommunistiske parti, som han tjente loyalt fra sin pure ungdom, eller sit land i den historiske grav, men han blev offer for det samme mundheld, han foreholdt den sidste leder af det land, der byggede den mur, han kører forbi med sin dyre taske: Den, der kommer for sent, straffer historien.

Alt kan forandres

Jeg fulgte ham tæt fra marts 1985 til han trådte tilbage i julen 1991. Fulgte hans desperate kamp for at overleve politisk. Han var en Hamlet-skikkelse, der troede, at han kunne give en halv frihed og stadig bevare Partiets enevældige kontrol. Det er måske det, han tænker på i bilen: "Jeg fejlede, fordi jeg som den første sovjetiske leder gik uden for Partiet efter hjælp og dermed afslørede, at Partiet ikke var ufejlbarligt." Eller måske tænker han blot på livets forgængelighed og historiens uforudsigelighed.

Jeg kan ikke slippe billedet. Måske fordi det viser, at mennesket må erkende, at selv det, man tror er mest uforanderligt, kan forandres eller forandre sig. Måske synes jeg bare, at Gorbatjov ser lidt trist ud og måske savner sin afdøde kone og tænker på, hvad han skal bruge de mange rare penge fra Vuitton til. For billedet viser først og fremmest, at han blot er et menneske. Måske fascinerer billedet mig allermest, fordi jeg aldrig i Moskva i 80'erne selv i min vildeste fantasi havde forestillet mig at se Gorbatjov som model på et reklamefoto.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

I 1989 skrev jeg et Cand Phil speciale med den noget ambitiøse titel ”Magtens væsen”. Det var udtryk for et fuldstændigt urealistisk forsøg på at bevise at magt ikke er ret. Den eneste grund til at jeg bestod med UG, var at jeg fikserede mig i en side ved den vestlige verdens filosofiske tradition, nemlig dualiteten i magtens logik, som jeg overførte til den ontologiske dualisme, dvs. skellet mellem den udstrakte verden og den åndelige.
Mit speciale var afleveret før sommerferien i 1989, og jeg ventede på bedømmelsen ind til februar 1990. I mellemtiden brød muren sammen. I netop denne periode mistede hele det politiske system de sidste mange års sikre tilholdssted i sin selvbeskrivelse. De traditionelle modstillinger og fjendebilleder brød sammen. Gorbatjov er i den sammenhæng det mest direkte eksempel på en politiker, som mistede sin selvforståelse i denne periode, men grundlæggende blev hele det globale politiske system rodløst.
Jeg kan huske hvordan jeg i perioden var overbevist om, at nu ville man kunne tillade sig at se helt anderledes på mange problemstillinger og at den klassiske distinktion mellem højre og venstre side i det politiske system ville blive afløst af nye problemstillinger. Man kunne nu ikke længere tillade sig at fokusere på den ideologisk ydre fjende, fjendebilledet var væk. Man var nødt til at se på sig selv, sin egen indflydelse på sig selv.
Men det er desværre klart at det politiske system stadigt er domineret af de gamle koldkrigeriske tankestrukturer. Man orienterer sig endnu som om de største udfordringer er af ideologisk art, som om det var spørgsmålet om højre venstre polariteten, der var den store udfordring for civilisationen.
Det er hamrende idiotisk at tænke på, hvordan hele verden nu har haft tiden siden 1989, (17 år ) uden nogen som helst form for reel undskyldning for at se bort fra det, at den sejrende livsform er det eneste, der virkeligt udgør en trussel. Den frie verden har sejret af helvede til, og det eneste der er sket siden, er at hele det politiske systems gamle koldkrigere har vadet rundt i manegen og trampet på de virkelige problemer, som nu også indikeres med deres sociale implikationer af Nobel komiteen med tildeling af fredsprisen til IPCC og Al Gore for deres arbejde med at påvise civilisationens påvirkning af dens mulighedsbetingelser, sådan som de ligger i den ydre uciviliserede omverden.
Det at den frie verden og de globalt herskende succeskriterier er det der udgør den største trussel for den frie verden og civilisationen har uendeligt svært ved at trænge ind i koldkrigermentaliteten. Man foretrækker den ydre fjende i forsøget på at definitionen sig selv som det gode. Fjenden vendte så tilbage i form af terror, dvs. som den længe ventede undskyldning for at bekræfte den forældede tankestruktur. Dualiteten i magtens logik fik den ene af de nødvendige identifikationspoler tilbage. Logikken burde have overlevet sig selv, men lever nu igen og truer med at overleve alt andet, stærkere end nogensinde, blind for sig selv som sin egen største trussel.
Magtens logik er grundlæggende i sin struktur bygget op om illusionen om det herskendes evne til at hæve sig over det beherskede. Men civilisationen kan ikke hæve sig over sin omverden. Den bemægtigede genstand er konstituerende for det herskendes beherskelse, lige som magtens logik blot er en logik blandt andre. Man kan blot forestille sig billedet på den almægtige gud. Hvis han er almægtig, er der intet og ingen lovmæssighed, som ikke står at ændre uden om den almægtiges arbitrære selvdeterminerende lovmæssighed. Tilfredsstillelse i den sammenhæng må bestå i at begære sig selv og intet andet, at have det største begær og være alt hvad der er af genstandsmæssighed for begæret. Set i magtlogikkens lys er der tale om en noget fattig og ikke særligt tilfredsstillende situation. Man er nødt til at se logikken som set for at afsløre den i dens principielle mulighedsbetingelser. Når man konkret lever i magtens logik, og dens genstandsmæssighed er sat i dens betydning som genstand for beherskelse, eller behagesyge fungerer den. Men magtens logik er her blind for sig selv. Den kan ikke fungere og se sig selv samtidigt. Den kan ikke omfatte og konstituere sig selv samtidigt. Den kan ikke forstå sin egen begrænsede gyldighed. Men den tilsidesætter andre former for logik i sin funktionelle lukkethed. At den potentielt truer med at blive offer for sig selv, kan den ikke forklare. Dertil skal der andre tankestrukturer til. Koldkrigerne kan heller ikke begribe gyldigheden af deres egen tankestruktur. Men deres virke har sine effekter, sine ofrer. Fx blokerer fikseringen i bekæmpelsen af terroren tilsyneladende for indsigten i at de gode bliver onde når de tillader sig selv at udøve tortur mod sine fjender. USA har fjernet legitimiteten i sin kamp mod terror ved selv at blive torturbøddel. I fortabelsen i fjendebilledet glemmer man det performativt selvnegerende i sin adfærd, og bliver sin egen største fjende, den største forbryder af alle.

Steen Rasmussen skriver:

"Men det er desværre klart at det politiske system stadigt er domineret af de gamle koldkrigeriske tankestrukturer. Man orienterer sig endnu som om de største udfordringer er af ideologisk art, som om det var spørgsmålet om højre venstre polariteten, der var den store udfordring for civilisationen."

Man kan ikke sige, at terrorismen har erstattet Sovjetunionen som det store fjendebillede. Terrorismen er, så vidt jeg kan se, et produkt af vesten og fejl begået af vestlige politikere. Men man kan ikke på samme måde påstå, at Sovjet var et produkt af vesten. Den russiske revolution kunne måske have været undgået med politiske reformer i Rusland i det 19. århundrede, men så er det fejl begået i Rusland og ikke af vesten.

Men med det man kalder terrortruslen er det noget helt andet. Mens truslen fra Sovjet var meget reel og Sovjet en reel magtfaktor stiller det sig helt anderledes med det man kalder terrortruslen. Hvor reel er terrortruslen i det hele taget? Vi ved det faktisk ikke, men meget kan tyde på at den er stærkt overdrevet eller overvurderet. Men noget helt andet er, og måske meget vigtigere, er at mens man under den kolde krig respekterede sin fjende og modstander, der sad f.eks. Sovjetvenlige kommunister i det danske folketing, så er fjenden og modstanderen i dag blot en der skal bekæmpes og nedkæmpes. Det ville f.eks. være utrolig vanskeligt at forestille sig at der sad Osama Bin Laden fortalere i folketinget, sidder der nogen af disse nogen steder overhovedet sidder de allerhøjst i fængsel.

Jan H. Hansen, Århus N.

Steen Rasmussen

Hvis ikke man kan se at terror er blevet erstatningen for den store fjende i de fungerende koldkrigeres adfærd kan man ikke se en skid.

Sovjet var en reel og meget konkret trussel. Truslen fra terror er mere diffus og flydende. Ideologierne er også bleven erklæret for døde, kan man ikke se det er man i høj grad blind. Politik i dag drejer sig højest om administration af de politiske fællesskaber. Dermed fortrænger man også en anden definiton af det politiskes væsen, nemlig politik som konflikt. Og dermed evnen til at skelne mellem ven og fjende.

En islamisk fundamentalist bliver ikke blot udråbt til at være fjende i almindelig forstand, som f.eks. en sovjettro partikommunist der blev opfattet som en ligeværdig modspiller med krav på anerkendelse. Nej, en sådan bliver i stedet udråbt til selve menneskehedens fjende. Og demed mister man de rettigheder, som man ellers er i besiddelse af som anerkendt modspiller. I stedet bliver man eksempelvis udråbt som "illegal kombatant", og kan dermed placeres uden for lands lov og ret. Man mister paradoksalt nok netop de rettigheder man ellers er i besiddelse af som anerkendt modspiller og som det liberale demokrati bygger på. Det er i det store og hele den store forskel på den kolde krig og "krigen mod terror".

Steen Rasmussen

Gentagelse: USA har fjernet legitimiteten i sin kamp mod terror ved selv at blive torturbøddel.

USA kan ikke hæve sig over enhver form for moralsk fordømmelse i kraft af sin egen illusionen om at terrorrister ikke er mennesker og dermed ikke har krav på beskyttelse. USA og enhver der udøver terror og tortur underminerer legitimiteten i sin handling, uanset at man begrunder ugerningerne med henvisning til at de er rettet mod det absolut onde. USAs fiksering og identifikation af det onde fungerer som den dårlige undskyldning for selv at gøre det onde. Eks. Irakkrigen som handlede om olie, kunne ikke være gennemført, havde det ikke været for 9/11.

Jeg vil slet ikke anfægte Steen Rasmussen i hans sidstnævnte meninger. Jeg hævder blot, at "den kolde krig" og "Krigen mod terror" har vidt forskellig baggrund. Og at de dermed ikke er bestemt at den samme koldkrigeriske tankestruktur som han hævder.

Derudover måske blot det at Irakkrigen nok havde været gennemført alligevel 9/11 eller ej. Det er jo for længst kommet frem at planen for Irakkrigen lå klar langt tilbage i 90´erne hvor den blev præsenteret for Bill Clinton. 9/11 var blot årsagen der manglede.