Kronik

Mani - en gudernes gave

Hvis vi tror at tabuet omkring sindslidelser mistrives, kan vi godt tro om. I et samfund, hvor effektivitet, politisk korrekthed, strømlinethed og succes i almindelighed er på agendaen har sindslidelse dårlig status, men altså på trods heraf kan den være en gudernes gave til de udvalgte
Mine erfaringer med at skabe kunst i manien er mangesidige og varierende. Den lettere mani synes at være ideel som fremmer af processen. Den moderate mani kaster mindre kvalitet af sig. Ofte må der kasseres og smides ud, men ideer og notater kan anvendes ved senere lejligheder. Under den svære mani, hvor selvkontrollen ikke er til stede, kan man ikke holde styr på noget som helst.

Mine erfaringer med at skabe kunst i manien er mangesidige og varierende. Den lettere mani synes at være ideel som fremmer af processen. Den moderate mani kaster mindre kvalitet af sig. Ofte må der kasseres og smides ud, men ideer og notater kan anvendes ved senere lejligheder. Under den svære mani, hvor selvkontrollen ikke er til stede, kan man ikke holde styr på noget som helst.

Cecilia Lorenz-Palma

29. oktober 2007

For fire år siden - en sommermorgen ved fire-tiden - kom jeg kørende i bil lidt uden for Klitmøller i Thy. Solen var ved at forberede sit daglige arbejde. Mosekonen var ved at trække sig tilbage. Derfor var temperaturen allerede oppe på 18 grader. Foran mig på vejen får jeg øje på en ræv midt på kørebanen og bremser. Forsigtigt trillede jeg nærmere. Nu kunne jeg se, at den ikke var alene, men mor til seks orangefarvede unger, som stod lidt spredt og var synligt forvirrede.

Jeg steg ud og gik langsomt nærmere og fik nu øje på årsagen til at familien ikke for længst havde opsøgt et mere sikkert sted. En unge lå livløs på siden og havde trukket et meterlangt spor af indvolde og blod. Der gik nogle sekunder, hvor jeg glemte at trække vejret. En paparazzi-agtig følelse vældede op i min krop, og jeg begyndte at trække mig tilbage. Mine ben ville blive, men viljen sejrede.

Min far havde 50 år før skrevet en fabelsang, som handlede om en hare, som på grusom vis blev likvideret af en ræv. Jeg begyndte at synge sangen højt, mens jeg kørte til Klitmøller. Da sangen var omme, skiftede jeg mening. Jeg havde et par år tidligere lavet en fotoserie, som blev antaget på en censureret udstilling - og syntes derfor, at jeg burde fotografere det unikke møde mellem natur og kultur. Jeg kørte tilbage. Familien var der stadig, og jeg brugte to film på motivet. Uden at familien flygtede kom jeg på få meters afstand.

Næste formiddag fik jeg fremkaldt filmen. En perlerække af helt enestående fotografier gav mig en følelse af at have gjort ikke mindre end et kup. Jeg havde fundet en skat. Uden for en cafe gravede jeg om eftermiddagen skatten ned i det, der erstatter planter på de egne. Nemlig ral. Med en brusende boblen vendte jeg næste dag tilbage til skatten. Med de bare næver begyndte jeg at blotlægge mine fotografier for at kunne arbejde videre på dem med hensigten om at sende dem ind til Efterårudstillingen på Charlottenborg. Men forgæves. Jeg havde møjsommeligt målt stedet op, så jeg nøjagtig ville kunne huske, hvor de lå. Målene var noteret på cigaretpapir, husker jeg. Jeg havde engang været landmåler hos en landinspektør, så det var mig ikke fremmed at bruge den metode. Men ak. Hvorfor gravede jeg fotoserien ned? Svaret blæser i vestenvinden.

Perioder med turbo på

I ovenstående eksempel har det koncentrerede fokus været et fremmende element for den kunstneriske proces. Synssansen er skærpet. Man ser klarere og tænker hurtigere i en mani. Energien er højspændt. Ingen træthed. Når eksemplet her omtales, er det, fordi det var det sidste, jeg foretog mig inden jeg mistede kontrollen og gled ind i en mere virtuel verden.

I den verden har jeg sikkert haft en bestemt hensigt med at grave fotografierne ned. Efter at jeg blev rask, besøgte jeg igen cafeen for at høre om fotografierne var dukket op. Men uden held. Kunne jeg da bare have bremset manien, mens legen var god. Udnyttet dens fordele uden at det hele floppede. Min mani blev først diagnosticeret da jeg var i 50'erne. Og det er den eneste mani, der er blevet diagnosticeret.

Nu ved jeg, at jeg en gang før har været gennem en manisk periode. Dengang så jeg det blot som en periode med ekstra turbo på. Afstedkommet af et par epokegørende beslutninger, som ændrede mit liv. For mig var det en dejlig periode med megen kunstnerisk aktivitet og almindelig glæde. For mine nærmeste var det et helvede (!).

Med retrospektiv optik har jeg haft mange oplevelser med lettere manierede perioder. Billeder herfra står klart tilbage.

Jeg erindrer en søndag i hvid skjorte og butterfly, hvor jeg 12 somre gammel spankulerer hen ad vejen med en særligt brusende og boblende lykkefølelse i kroppen. Til dagligt var jeg ofte genert og kejtet og gik tit sådan lidt ved siden af mig selv. Men her rettede jeg ryggen og tænkte store og positive tanker om mig selv og fremtiden.

Som barn malede jeg lystigt oliemalerier derhjemme. Mine forældre støttede mig heldigvis i det. Men udadtil malede jeg ikke, men legede som en almindelig, normal, jysk dreng med biler og spillede tennis og klaver. Nogle år senere udstillede jeg lystigt og gerne for hurtigt igen at lukke mig inde i lønkammeret med mine tilbøjeligheder.

Jeg var glad for at gå i skole, indtil der en dag stod i min karakterbog stod, at jeg var distræt. Jeg troede først, at det betød diarre, men fik at vide at jeg ofte sad og kiggede ud af vinduet og blev glad af at drømme om alle de digte, malerier og musik jeg ville skabe, og alle de piger jeg ville blive ringforlovet med.

Er du stadigvæk tosset?

Var disse oplevelser et forvarsel om, at jeg havde af en bipolar lidelse, som skulle bryde ud et halvt århundrede senere - kan det have været tegn på latente manier og depressioner, som var genetisk bestemte. Eller var jeg bare en helt ordinær dansk purk, der blot stundom var sådan lidt til en side?

Ingen kan vide det. Selv tror jeg, at det er lidt af hvert. Jeg har altid lige siden min barndom fået at vide, jeg indimellem var fjollet, lidt skør og aparte. Det generede mig egentlig kun sjældent. Som oftest brugte jeg det til at indtage min plads i det nære samfund. Og i øvrigt senere i samfundet i almindelighed. Men til tider gjorde det ondt at føle sig anderledes og udenfor. Da en god ven, som er psykiater, hørte at jeg havde haft en mani, så han mig dybt i øjnene og sagde:

"Nu må du sgu ikke holde op med at være skør, Morell."

Senere skulle jeg erfare, at den kommentar skulle komme mig til stor gavn. Ofte oplever jeg, at jeg siger til mig selv, at nu skal jeg ikke komme for godt i gang, for så tror omgivelserne bare, at jeg har fået mani eller at der en på vej.

Jeg holder meget af at foretage mig overraskende indslag, når jeg er i godt selskab. Det har fået velmenende og i øvrigt højtuddannede venner til - ikke at spørge mig - men min hustru, om jeg var manisk. Spørgsmålet som kan melde sig hos mig er: Er det manien eller det min personlighed, der gør, at jeg agerer, som jeg gør. Sådanne tanker kan godt lægge låg på min udfoldelse og mit velbefindende og give mig en følelse af så at sige at sidde fast i diagnosen. En ven, som er håndværker med begge træsko i gulvet spurgte mig en gang om jeg stadigvæk var tosset. Sådan skal det være.

Maniens faser

Et andet eksempel handler om min kunst. Jeg maler i perioder mange billeder, men har nogle gange taget mig i at underdrive antallet af produktioner. Så jeg må bruge min psykiatervens ord om at blive ved med at være skør som et mantra, når jeg føler at Morell staves m-a-n-i.

Mine erfaringer med at skabe kunst i manien er mangesidige og varierende. Den lettere mani synes at være ideel som fremmer af processen. Den moderate mani kaster mindre kvalitet af sig. Ofte må der kasseres og smides ud, men ideer og notater kan anvendes ved senere lejligheder. Under den svære mani, hvor selvkontrollen ikke er til stede, kan man ikke holde styr på noget som helst og man kan f.eks. ikke finde sine fantastiske fotografier. Shit. Imidlertid kan stærke fragmenterede indtryk omsættes i lyriske metaforer i den senere normaltilstand.

Da jeg så at sige gled over i den virtuelle verden efter ræveoplevelsen, bevarede jeg en rest af realitetsopfattelse. Jeg befandt mig på stranden mellem de små fiskebåde. I en af dem lå en rådden rødspætte. Jeg fandt også en kniv og rensede rødspætten. Her fik jeg en fornemmelse af, at jeg var langt ude og havde brug for hjælp. Men hvordan skulle jeg få den. Jeg tog ankeret (som jo bekendt kan redde menneskeliv) og kiggede på det. Båden hed imidlertid SØS. Med ankeret ridsede jeg stregen gennem ø'et væk. Nu stod der SOS. Jeg kunne se turister hundrede meter henne ad stranden. Naturligvis så de ikke mit nødsignal. Tjah. Måske er der i verden en verden som vi ikke kender og ser, men som manien kan generere, synliggøre og aktivere. Eller rettere: Det er der.

Når jeg har fundet tastaturet frem, skyldes det flere ting. Manier omtales sjældent. Og når de endelig omtales er det udelukkende for det onde. Det er nemmere med depressionen. Herregud. Vi ved jo alle, at vi kan være meget, meget kede af det. Der findes for få beskrivelser af fænomenet.

Hvis vi tror, at tabuet omkring sindslidelser mistrives, kan vi godt tro om. I et samfund, hvor effektivitet, politisk korrekthed, strømlinethed og succes i almindelighed er på agendaen har sindslidelse dårlig status, men altså på trods heraf kan den være en gudernes gave til de udvalgte.

Jan Morell er multikunstner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Af hensyn til min person og min sindssyge forbliver denne kommentar anonym. Men jeg havde lyst til at takke dig Hr. Morell for at minde mig om hvad jeg selv tænkte da jeg fik diagnosen Bipolar II... En vis form for styring af manien er ønskeligt; retningsbestemte tæmninger af en vanskelig skruet presbold om man vil! Men den ydmygende selvkontrol med efterfølgende hæmning ville jeg drible til kampens ende for at undgå. Jeg taler ikke her imod medicinering som en generalitet. En psykisk lidelse kan være en hård tackling og til tider skal man have hjælp til at komme op på benene, i sjældne tilfælde en båre der bærer en væk fra spillet en tid. Men man kan også filme sig til et for billigt straffe, selvom man måske ved man selv kunne have løbet bolden i mål. Jeg siger ikke det ene er mere ærefuldt end det andet. Et mål er vel et mål, og den der står op er vinderen og vinderen har altid ret. Men der er vel sejre man husker og sejre man glemmer.... Fodboldmetaforikken ligner nu mere og mere den maniske bølge der griber og løfter sig selv, kaster sig ned i dybet for at rejse sig igen i en endeløs bevægelse over oceanerne rundt og rundt over cirklens kvadrat i håbløs striden.
I morgen vil den moderate mani i teksten være pinlig tilstede i dunkle billeder og svær tilgængelig tale. Måske vil den lette have frembragt et billede til den næstes glæde.
Jeg tror det er svært for den svære vægter at hæve sværdet mod sig selv.
Lad os digte om normalitet.

Jeg må tilstå at jeg ikke genkender den smukke og indlevede beskrivelse, som Jan Morell giver.

Dagligdagen med en bipolær sindslidelse er ikke nogen dans på roser og drømmen om den lette, kontrollerede mani er svær at opretholde, hvis man som jeg har kæmpet et langt liv for at holde fast på arbejde, familie og venner.

Ja, der er ind imellem også storslåede oplevelser som kan lignes ved quasireligiøse åbenbaringer med overjordisk lykkefølelse.

Men prisen er høj.

Helvedes kvaler. Depressioner og angstanfald. Indlæggelser og medicinske bivirkninger. Selvmordstanker og selvmordsforsøg.

Nej. Det er ikke sjovt at være sindsyg. Min daglige bøn igennem årene har altid været: skænk mig ro i sjælen. Giv mig længere perioder med ligevægt.

Så kan jeg klare det daglige arbejde, bevare min selvrespekt og slippe for den ydmygende kontrol, som omsorgssamfundet tilbyder. Uafhænghed og personlig integritet er vigtigere end små maniske trips.

Før man som Jan Morell kan tilføje det maniske stadie nogen form for æstetik eller grusomhed, må man forstå det essentielle i bipolariteten. Det handler jo i bund og grund om ekstreme udsving, som afviger bemærkelsesværdigt fra et normalt humørstadie.

Ingen eller umådeligt få fungerende mennesker har et totalt statisk lejde, men udsvingene er naturligvis markant mindre, end hos os som lever bipolært. Jo kortere frekvens der er mellem udsvingene, jo kraftigere føler jeg, de virker.

Som kommentar til ”mangeårige maniker” vil jeg medgive, at det ikke er nogen dans på roser. Men essensen er jo netop, at manierne et eller andet sted tilfører os den energi og opstemthed, som skal udligne vore depressioner. Det handler jo ikke om, at bibeholde den kontrollerede mani.
Det handler om, at afdæmonisere fænomenet ”manisk”, som af mange opfattes som udelukkende odiøst.

Jeg synes, at det er flot og livsbekræftende, at se det givtige og positive, som manierne kan give os. For hvis ikke man tager det bedste med fra manierne, hvad er så forskellen, på en depression og en mani? Og hvor forsvinder udviklingen hen?

Mange af os som har denne diagnose, bliver aldrig raske. Og selvom vi skal tage medicin i resten af vores liv, vil vi stadig opleve depressioner og manier. Så hvis ikke man anerkender eksistensen af disse udsving og giver den berigelse, så bliver kampen hårdere, end den på forhånd er.

De fleste bipolære ved, at de ukontrollerede manier ikke er sjove, fordi begreberne konsekvens og ansvarlighed sløres til og i værste fald forvinder. Men så længe medicinen begrænser disse til sub-maniske stunder med længerevarende mellemrum, så er der håb forude!

Så slutteligt vil jeg løfte fanen for manierne sammen med Morell:
Mal dine manier, skriv dem, syng dem, dans dem, græd dem. Men vigtigt af alt – Accepter dem og få det bedste ud af dem.

Ærbødigst,

En optimistisk bipolær

Jesper Hegelund Bertelsen

Meget interessant artikel. Jeg kan fuldstændig følge det, som du skriver (og i øvrigt alle de andre kommentarer). Jeg mener dog at have fundet noget af vejen til komme ud af de problemstillinger, som du taler om:

"Spørgsmålet som kan melde sig hos mig er: Er det manien eller det min personlighed, der gør, at jeg agerer, som jeg gør":

Find i første omgang en måde til at teste dig selv!! For mig er det simpelt: Kan jeg læse i en bog i en halv time og virkelig nyde processen uden tankerne flyver i tusinde retninger, så er det glæde og ikke mani. Men det er blot min måde - jeg tror det er individuelt, hvad der "afslører" manien.

"Jeg holder meget af at foretage mig overraskende indslag, når jeg er i godt selskab. Det har fået velmenende og i øvrigt højtuddannede venner til - ikke at spørge mig - men min hustru, om jeg var manisk."

Din beskrivelse er fuldstændig parallel til min egen situation. Jeg kan fuldstændig følge det med at lægge bånd på sig selv i denne sammenhæng. For mig handler det om balance. Nogle mennesker har brug for, at man tager diskussionen med dem når de bliver bekymret. Hvis man forklarer og er åben, så finder de også frem til en forståelse, men nogle gange er tålmodighed en nødvendighed. Fx sagde min kone til mig: "jeg lagde mærke til at du brød ind og talte henover folk da vi var hos besøg hos nogle venner forleden - det er jo tegn på begyndende mani" Hertil svarede jeg: Hvor mange gange gjorde jeg dette - ja 1 gang på en time og hvor mange gange gjorde du det samme?" Da min kone tænkte over det, gjorde hun faktisk det samme 3-4 gange, og så var den diskussion begravet. Og som bekendt er det bedre at begrave ting, end at putte dem i en kasser hvor de kan rumstere og vokse sig større!!! Andre skal blot bruge lidt tid til at overvinde sig selv og indgroede tankegange omkring sindslidelser. Her er det ikke altid så givtigt at tage diskussionen.
Det jeg har meldt til min omgangskreds og arbejde er, at jeg taler gerne om bipolar lidelse, men jeg accepterer også at folk ikke har det store behov for at spørge. Og det vigtigste for mig er, at folk gør lige nøjagtig det, de har det bedst med.

Effekten har været ekstrem: Ikke en eneste negativ ytring, ikke et eneste tabt venskab. Jeg er blevet tættere med størsteparten i min nære og mere perifære omgangskreds. Samtaler handler ikke længere om standard nu-spørger-vi-til-hinanden-men-lytter-ikke-rigtigt-emner. Der er kommet flæsk på bordet. Åbenhed gengældes altid, og der er et snært af bipolaritet i alle, så der er altid noget at tale om.

Heri ligger også mit svar på følgende:

"Hvis vi tror, at tabuet omkring sindslidelser mistrives, kan vi godt tro om. I et samfund, hvor effektivitet, politisk korrekthed, strømlinethed og succes i almindelighed er på agendaen har sindslidelse dårlig status"

Hvis jeg skulle være lidt hård, så vil jeg sige: "Det er din fordom - jeg har prøvet den af og kun fundet den i meget ringe grad, hvis man giver folk en chance".

Og hvordan giver man så folke en chance? - Ja, ved at være åben uden samtidig at være belemrende. Meld klart ud - anything goes - spørg til lidelsen eller lad være - det er helt i orden. Forventningsafstemning - mere kompliceret er det ikke hvis man vil overvinde tabuer.

Lukkethed er ofte kun med til at tabuisere et emne yderligere.

Hvis der er nogen der interesseret i min historie, kan noget af den læses på:

http://www.affektiv.dk/materialer/depressionstidende

og følg linket til Depressionstidende 2. udg. 2008. Min artitikel er på side 6-7.

Med venlig hilsen

Jesper Hegelund Bertelsen

Martin Kjeldsen

Min dagnose er 'bipolar affektiv', men jeg kender ikke meget til mani'en.

Derimod kender jeg kun alt for godt depressionen, som er grunden til, at jeg i en rimelig tidlig alder udviklede et alkohomisbrug, der har gjort, at mit liv mildt sagt ikke udartede sig som mine forældre havde forestillet sig. I en alder af 39 har jeg nu så meget styr over min alkoholisme, at jeg kan begynde at træffe fornuftige, fremadrettede beslutninger uden at risikere at hele baduljen ryger i lokummet fordi der kom en flaske vodka i vejen.

Min lidelse er ikke så svær, at det har været nødvendig at erstatte alkohol med medicin. En regelmæssig livsførelse er min 'helbredelse'.

Men det vigtigste for mig er ærlighed. At jeg står ved, at jeg er sindslidende og kommunikerer det ud til folk. Det fungerer bedst for mig. Folk forstår. Der er ikke mange mennesker i Danmark, der ikke har enten venner eller slægtninge, der er diagnosticerede.

Og dem, som ikke forstår? Fuck dem!