Læsetid 6 min.

Marxismens religiøse rødder

Kan et marxistisk inspireret parti rumme aktive udøvere af kristendom, islam eller andre religioner som Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid? Ser man på kristendommen og kommunismens idéhistoriske rødder, vil man opdage, at marxismen og kristendommen ikke står i modsætning til hinanden, tværtimod
Ejendomsfællesskabet i den første kristne menighed lignede til forveksling det kommunistiske ideal om at ophæve den private ejendomsret.

Ejendomsfællesskabet i den første kristne menighed lignede til forveksling det kommunistiske ideal om at ophæve den private ejendomsret.

Engelsk illumination af pinseunderet fra det 13. eller 14. århundrede
12. oktober 2007

Karl Marx er ateist. Mange tror på, at Marx foragter eller hader al religiøsitet. Det gør han ikke. Religion er ikke pr. definition skadelig for klassekampen ...

Karl Marx' ærinde med at kalde religion for folkets opium er at forklare den religiøse tro som ikke alene et resultat af, men også som et modstykke til denne verdens elendighed med al dens undertrykkelse og udbytning.

"Den er et udtryk for den virkelige elendighed og samtidig protesten mod den virkelige elendighed. Religion er den betrængte skabnings suk - Den er folkets opium," skriver han i Kritik af den hegelske retsfilosofi.

Marxismen er et resultat af oplysningstiden, Den Franske Revolution og industrialiseringen, men har også rod i den kristendom, der på godt og ondt har præget europæisk åndsliv siden middelalderens begyndelse. Det er faktisk vanskeligt at forestille sig marxismen og den socialistiske vision uden dens religiøse ophav.

Den oprindelige kristne kults tilhængere lever i de sidste dage. De står over for deres frelse og historiens slutning på dommedag. Dommedag følges af en paradisisk tilværelse hos Gud og frelseren. Den opfattelse har lige siden med vekslende styrke sat sit præg på kristendommen og de kulturer, den har præget.

Det gælder for eksempel islam, hvor dommedag har en central placering i forkyndelsen, og Allah er dommedags hersker.

Men det gælder så sandelig også for Marx og Engels' tanker om historiens afslutning med det kommunistiske samfund, hvor den private ejendomsret er ophævet til fordel for ejendomsfællesskabet, og staten i form af et undertrykkelsesinstrument i hænderne på den herskende klasse dør.

Fremmed- og frigørelse

Karl Marx beskriver i sine unge dage i Økonomisk-filosofiske manuskripter kommunisme som ophævelsen af den private ejendomsret. Kommunismen fjerner med denne grundlæggende forandring af samfundet fremmedgørelsen. Mennesket "vender bevidst tilbage til sig selv som et samfundsmæssigt, altså menneskelig menneske, som er resultatet af hele den tidligere udviklings rigdom".

Fremmedgørelse betyder, at mennesket er fremmed for sig selv forstået som de menneskelige egenskaber og behov.

Fremmedgørelsen under kapitalistiske samfundsforhold udvikles under en skarp arbejdsdeling og af de roller, vi bliver påført med den måde, samfundet fungerer på. F.eks. fungerer arbejdskraft som en vare, der købes, sælges og kasseres, hvis mennesket bag den ikke er lønsom. Fremmedgørelsen trænger ind i sprogbrugen, hvor man som en anden vare sætter pris på nogen, og piger kan være billige.

Kommunismen kan set i dette lys, beskrives som menneskenes frigørelse eller frelse. Med denne frigørelse forsvinder folkets opium også, for med afskaffelsen af den virkelige verdens elendighed ophæves suk over og protesten imod den i form af kommende eller hinsides himmeriger.

Urkristne idealer

I det kommunistiske samfund er den private ejendomsret ophævet og erstattet af et fællesskab, "hvor enhver yder efter evne og enhver får efter behov", således som Karl Marx formulerer det i sin Kritik af Gothaprogrammet.

Det ligner formuleringen af ejendomsfællesskabet i den første kristne menighed, "hvor ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt," som det står i Apostlenes gerninger i Det Ny Testamente.

Det fortsætter med: "Og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende blandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind ... pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov".

Fordelingen efter behov og ejendomsfællesskabet er i den urkristne menighed en pligt, som ikke alle har det lige godt med.

Ananias sælger sin ejendom, og med sin kones vidende stikker han nogle af pengene til side. Apostlen Peter mener, at Satan har fyldt deres hjerter og skælder dem ud for at lyve for Gud, hvorefter de falder døde om.

"Og hele menigheden og alle, som hører det, bliver grebet af stor frygt."

Moralen er et fælles anliggende, og egoismen forsvinder ikke som dug for solen med revolutionen. Det vil Marx og Engels også kunne skrive under på, men måske ikke dødsstraffen for at snyde fællesskabet.

Rædselsregimer

Man kan have to indvendinger mod at drage en parallel mellem den kristne og marxistiske ende på historien.

Politiske og religiøse herskere anvender gennem hele historien kristendom, islam og anden religiøsitet til undertrykkelse og udbytning. At finde belæg for dette er ikke vanskeligt.

Vi kan erindre os apostlen Paulus formaninger i sit Brev til romerne i Det Nye Testamente om at føje statsmagten. Paulus skriver endvidere i sit Brev til efeserne:

"Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje".

Omvendt må marxister erkende, at udlægninger af Marx og Engels' inspirerende skriverier ofte er stivnet i en art religiøs overtro med en overmenneskelig partitop eller diktator som en urørlig frelser, der har patent på historien og dens udlægning. Magtens mænd i Sovjet og andre steder misbrugte Marx og Engels som et våben vendt mod folket og skabte rædselsvækkende regimer.

En anden indvending mod en sidestilling af den klassiske kristne og den klassiske socialistiske opfattelse af historiens mål er, hvem der behersker vores skæbne: Gud eller arbejderklassen. Arbejderklassens historiske mission bygger her både på nogle bestemte samfundsmæssige forudsætninger og skabes af mennesker forenet i et politisk arbejde for en socialistisk omvæltning.

Adam og Eva

Hvis vi ser på, hvordan kristendommen gennem historien også er blevet anvendt, fortoner denne forskel sig.

Hundredårskrigen (1337-1453) skaber social uro i både England og Frankrig, og i Frankrig er alle krigsparters regulære plyndringer katastrofale. Voldsomme bondeoprør bryder i lys lue ud i Nordfrankrig i 1358 og i England i 1381.

Oprørernes problem er organiseringen i forhold til de krigsvante modstandere, deres vægring mod at plyndre klassefællerne, og at bønder er bundet af deres jord. Svigter de arbejdet i de vigtige sæsoner, kommer der ikke mad på bordet det næste år. Udsæd og avlsdyr sættes på spil. Bønder er uhyre bevidste om de katastrofale følger af ikke at passe arbejdet.

Utilfredsheden med den herskende klasse fører til udbredt satire og kritik og er hos nogle formuleret i en revolutionær ideologi. Tankegangen bevæger sig naturligvis inden for de kristne rammer, når det drejer sig om europæisk middelalder, og den engelske oprørsleder og præst John Balls stiller det retoriske spørgsmål:

"Da Adam gravede og Eva spandt, hvem var da en adelsmand?"

Der er bevaret et referat fra en enkelt af hans prædikener:

"Godtfolk! Intet kan gå godt i England, før der bliver ejendomsfællesskab, og før der hverken er livegne eller adelsmænd, men vi alle er lige. Hvad har de, som vi kalder lord'er, gjort, siden de skal være højere herrer end vi? Hvordan har de gjort sig fortjent til det? Hvorfor holder de os i livegenskab? Og hvis vi alle har samme stamfader og stammoder, Adam og Eva, hvorfor kan de så påstå, at de er bedre herrer end vi, medmindre det er, fordi de lader os pløje deres jord og indtjene det, som de bruger? De går klædt i fløjl og silke med bræmmer af egernskind, og vi går klædt i usselt tøj. De har vin og krydderier og godt brød, og vi har rugbrød og klid og drikker vand. De har gode huse og fine herregårde, og vi har sved og møje og pløjer marken i regn og blæst. Det er fra os og vort arbejde, alt det kommer, som de opretholder deres pragt med."

Religiøst rod

At klassekampen er John Balls budskab, er ikke til at tage fejl af. Det koster ham livet i 1381. Kamp mod udbytning, for social lighed og socialisme er sat på dagsordenen og lever videre i den efterfølgende historie. Det gælder husitternes oprør i Tjekkiet i 1400-tallet og Den Tyske Bondekrig i 1500-tallet for blot at nævne to efterfølgende eksempler.

Om marxistisk inspirerede partier har vanskeligt ved at rumme aktive udøvere af kristendom, islam eller andre religioner, kan muligvis ikke afgøres af en klarlæggelse af marxismens og socialismens historiske rødder, men det kan være nyttigt i det religiøse rod, sagen om Asmaa Abdol-Hamids opstilling har ført med sig for venstrefløjen i almindelighed og Enhedslisten i særdeleshed.

Per Bregengaard er medlem af Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Per er helt galdt paa den og gaar meget langt tilbage i historien.
I 30erne bortspraengte kommunisterne en meget stor katedral i midten af Moskva. Praester blev forfulgt paa mulige og umulige leder og kanderi det gamle sovjet.

At Asmaa er med i EL er en meget stor misforstaaelse. Den kan Per B ikke tale sig ud af. Der maa vaere sket en fejl paa EL's moede i maj 2007, som medfoerte den liste som EL har nu og som har smidt listen til taelling.

EL er grundliggende et ateistisk orienteret parti.
Det kan Per B ikke skrive sig ud af.

Brugerbillede for Anonym

Måske er spørgsmålet ikke, om socialismen kan rumme religion, men om det hjælper noget at holde religionen ude. Selv en strengt ateistisk socialisme er fanget i den samme ufrugtbare opfattelse af næstekærlighed (eller solidaritet eller hvad man nu vil kalde det), som kristendommen - eller Islam, for den sags skyld.

På den ene side har vi næsten, der altid ses som et offer, der skal hjælpes. På den anden side har vi den moralsk handlende, der har fået stillet en abstrakt belønning i udsigt for at være moralsk. Hvad enten den belønning kaldes "paradis" eller blot at være et "ægte", "sandt" eller "autentisk" menneske, er det jo en håbløst forkert beskrivelse af værdien af at gøre andre godt - en beskrivelse, der uværligt må føre til frelsthed eller kampe for at komme fri af eller benægte frelsthed, og som desuden reducerer næsten til at være anledning for den moralsk handlendes selvrealisering. Altså både en ufrugtbar opfattelse af, hvorfor det er godt for mig at gøre næsten godt og en ufrugtbar opfattelse af, hvordan jeg bør gøre næsten godt - hvad der ikke mindst ses af tendensen hos både kristendom og socialisme til at fastholde næsten i en offerrolle.

Brugerbillede for Anonym

Kære per... du har da lidt ret,men tag lige og læs/genlæs "samfundspagten" af rousseau................så ville du ikke forvirre dig selv og andre så meget..........

Brugerbillede for Anonym

Hej Per

Tak for den fine og nødvendige arftikel, som fokuserer på, netop hvor den religiøse medmenneskelighed møder socialismens ditto. Din kronik bygger på smukkeste vis en mental bro mellem to traditionelt modsatte synsvinkler på menneskelivet. Hvis du ikke allerede har gjort det, vil jeg opfordre dig til at sprede budskabet i alle socialistiske kredse, for jeg vurderer, at den kan være en øjenåbner mange steder i selv dit eget bagland. Her er virkelig mulighed for at åbne for et "forsoningsarbejde" mellem "materialister" og "spiritualister". Forskellige præmisser kan jo godt lede til samme konklusion - som du selv har bevist.
Jeg ønsker dig god vind fremover med dit store arbejde.