Kronik

Militær indsats kan ikke stå alene

Hvis opiumsdyrkningen i Helmand-dalen og resten af Afghanistan skal reduceres og pengestrømmene til Taleban begrænses, bør den civile repræsentation optrappes
Det er vanskeligt at se, hvordan man skal skille kampen mod Taleban som militær trussel fra Taleban som den største aktør på det illegale marked for opium og heroin. Hvis man bekæmper og måske rydder Helmand-dalen for Taleban-oprørere, flytter man blot problemet.

Det er vanskeligt at se, hvordan man skal skille kampen mod Taleban som militær trussel fra Taleban som den største aktør på det illegale marked for opium og heroin. Hvis man bekæmper og måske rydder Helmand-dalen for Taleban-oprørere, flytter man blot problemet.

Rahmat Gul

Debat
15. oktober 2007

To danske soldaters tragiske død i Helmandprovinsen har igen rejst diskussionen om den danske indsats i denne del af Afghanistan og mere principielt om vores deltagelse i internationale fredsskabende missioner. Den folkelige opbakning til krigen i Afghanistan er vigende, Canada har signaleret, at det vil trække sine tropper ud i 2009, og udsigten til en øget militær styrke, som Danmark længe har gjort sig til talsmand for, synes langsomt at svinde. En yderligere forværring er indtrådt, efter at Taleban har skiftet fra en offensiv 'åben' krigsførelse til en guerillataktik, som man i bedste fald kan forsvare sig mod, men sjældent vinde over.

Til dette ikke særligt opmuntrende scenario føjer sig indholdet af en omfattende rapport (Afghanistan Opium Survey, august 2007) om den drastiske stigning i opiumsproduktionen i Afghanistan. I 2007 blev der høstet hele 8.200 ton opium eller 37 procent mere end i 2006. Hvis man ser bort fra Kina i 1800-tallet, som havde en befolkning, der var 15 gange større end Afghanistan, har intet land i verden nogensinde høstet så meget opium. Mens produktionen i den centrale og nordlige del af landet er gået tilbage, er produktionen i de fem sydvestlige provinser steget og udgør i år 70 procent af hele årets høst.

Stigningen i Helmand- provinsen er størst og har gjort dette lille område med en befolkning på 800.000 til verdens største producent af illegal opium. For at sætte problemet i et økonomisk perspektiv beregner FN, at den totale værdi af den afghanske høst udgør omkring en milliard dollar eller 32 procent af landets nationalprodukt beregnet på afregningsprisen.

Dette enorme beløb reviderer myten om de fattige bønder, som vil dø af sult, hvis de ikke kan dyrke opium. Den centrale og nordvestlige del af Afghanistan, hvor reduktionen er størst, er klart den fattigste del af landet. Helmand på den anden side er en af de relativt set rigeste provinser og var tidligere Afghanistans største hvedeproducent. Det betyder ikke, at der ikke findes fattige bønder i Helmand, men langt den overvejende del er fæstebønder (sharecroppers), som er tvunget til at dyrke opium for at klare deres fæsteafgifter. De finansierer deres produktion gennem lån til tårnhøje renter fra en uhellig alliance af jordejere og opiumshandlere, som de ofte er bundet til af gammel gæld. Der er derfor tale om et komplekst problem omkring organiseringen af produktionen i et feudalt bondesamfund i Helmand. Presset på fæstebønderne kommer især fra to sider.

Taleban og opium

Den første og mest afgørende beror på Talebans tilstedeværelse. Siden deres erobring af Afghanistan i 1994-96 har de ført en svingende kurs over for opiumsdyrkningen. I perioden 1996-2000 producerede de områder, der var kontrolleret af Taleban, omkring 15.000 ton opium eller i gennemsnit 3.000 ton om året. Indtægterne var stort set de eneste eksportindtægter, styret havde.

I juli 2000 proklamerede Mullah Omar, Talebans leder, imidlertid, at opiumsdyrkning var uislamisk og udstedte en fatwa mod den. Denne holdning er nu ændret, og det er den vigtigste årsag til den massive eskalering i produktionen.

Den anden faktor er Helmand-provinsens beliggenhed ved grænsen til Baluchistan, den vestligste delstat i Pakistan, som er Talebans vigtigste opmarchområde. Over den grænse passerer - foruden tropper og våben - opium og kemikalier til fremstilling af heroin, som nu i modsætning til tidligere bliver fremstillet på laboratorier i Afghanistan.

Hvad gør NATO og den kreds af lande, som dels binder omkring 37.000 tropper og leverer bistand for omkring 22 milliarder kr. ved dette problem? Det korte svar er, at de gør en hel del, men måske ikke nok og måske ikke på den mest hensigtsmæssige måde. Når dette er sagt, må det tilføjes, at hverken det internationale samfund og heller ikke Danmark nogensinde har været sammen om en så kompliceret opgave, hvor en militær operation med en humanitær og udviklingsmæssig udfordring skal kædes sammen med en politiindsats af helt usete dimensioner.

Det har krævet nytænkning fra alle de involverede parter, et resultat man kan aflæse i den store og omfattende plan for indsatsen i Helmand. Mens det er åbenbart, at militærets indsats med rette tildeles en forrang som ledende organisation, er det ligeså klart, at DANIDA har haft stor indflydelse på udformningen både af den strategiske tilgang og de mere operationelle tiltag.

Opiumsøkonomien

Opiumsøkonomien bliver i baggrundsanalysen (Styrkelse af Engagementet i Afghanistan - Fokus på Helmand April 2007) med rette tildelt en væsentlig rolle for de sikkerhedsproblemer, som Afghanistan har. De alternative magtstrukturer, som den skaber på alle niveauer i det afghanske samfund, og den kvalitative svækkelse, det har på en stadig skrøbelig statsmagt, bliver fremhævet, men dens indvirkning på befolkningen bliver forbigået. Kun i et tilfælde dukker opiumsbonden frem. Det gælder i spørgsmålet om ødelæggelse af opiumsmarker, som har været i fokus som et effektivt middel til bekæmpelse af dyrkningen. Det er fint at se, at Danmark her forsvarer, at ødelæggelse af afgrøder kun er effektivt, hvis det følges op af en støtte til dyrkning af alternative afgrøder og indkomstmuligheder, markeder og andre generelle udviklingsaktiviteter. Derimod er det nedslående, når man konkluderer, "at intet projekt eller program kan imødegå de myriader af årsager", der opretholder produktionen og dens bagmænd, og at narkosmuglerne fortsætter deres forretning.

Her er kæden hoppet af. Det er vanskeligt at se, hvordan man skal skille kampen mod Taleban som militær trussel fra Taleban som den største aktør på det illegale marked for opium og heroin. Hvis man bekæmper og måske rydder Helmand-dalen for Taleban-oprørere, flytter man blot problemet. I fagsproget kalder man det 'balloneffekten'. Hvis man trykker den flad et sted, buler den ud et andet sted. Vanskeligheden ligger i, at strategien for indsatsen i Helmand trods forsikringer om det modsatte arbejder ud fra en lineær plan: I første fase nedkæmper vi fjenden, derefter bygger vi den sociale og fysiske infrastruktur op, og i sidste fase starter vi den egentlige udvikling af området. Men sådan kan man ikke spille på klaveret, man må bruge alle tangenterne fra starten.

Strategien kendes fra det internationale nødhjælpsarbejde og går under navnet PRD ( Planning Relief for Development). Hovedprincippet er, at ingen aktivitet må iværksættes, uden at dens virkning i de fremtidige faser af indsatsen nøje bliver afvejet. Overført til situationen i Helmand-dalen betyder det, at alle militære og ikke-militære tiltag planlægges og gennemføres under hensyn til de konsekvenser, det vil få for den videre udvikling i området. Reduktionen af opiumsdyrkningen må med andre ord begynde nu.

Sikkerhed og udvikling

Dette fører så igen til sidst til nogle overvejelser om den operationelle del af Helmand-planen. Den består af tre typer projekter, som skal udføres af de såkaldte PRteams (Provincial Reconstruction Teams) som har været brugt i både Irak og Afghanistan. De består af både militært og civilt personale og har fra starten været omgærdet af megen mistro fra de internationale hjælpeorganisationers side. Kritikken har især gået på den signalværdi, som mennesker i uniform har på landsbyfolk og især, hvis man ikke kan forstå deres sprog. Det er vanskeligt at skabe et gensidigt samarbejde, hvis for meget militært isenkram griber forstyrrende ind i samtalen. Spørgsmålet om effektiviteten af PRT's i reduktionen af opiumsdyrkningen er et lidt mere komplekst problem, fordi dyrkningen formelt set er ulovlig og derfor kan kræve tilstedeværelse af en ordensmagt. Den internationale erfaring er dog nogenlunde klar på dette punkt. Der skal være samarbejde og koordinering både strategisk og operationelt, men ikke nogen sammenblanding. På simpelt dansk betyder det, at man holder sit arbejde i felten adskilt. Denne samarbejdsform har således stort set udryddet opiumsdyrkningen i Thailand.

Hvis opiumsdyrkningen i Helmand-dalen og mere generelt i Afghanistan skal reduceres og pengestrømmene til Taleban begrænses, skal den civile repræsentation i PRT optrappes. Med den nuværende fordeling med et militært personale på ca. 700 personer og ca. 20 civile, hvoraf kun en er professionel, er en civil indsats yderst begrænset. Det er den ikke blot i forhold til en mulig indsats i narkotikabekæmpelse, men også i den betragtelige opgave det er at styre de opgaver, som planen indeholder. Hvis muligheden for yderligere at undgå skader på dansk personale både på den korte og lange bane skal øges, er det den civile indsats, der skal optrappes. At overse at det er den side af indsatsen, der skal vinde befolkningens tillid, er alt for kortsigtet.

Jørgen Gammelgaard er tidligere seniorrådgiver for UNODC (United Nations Office for Drugs and Crime) og har været udstationeret i Pakistan, Burma, Indien, Thailand og Vietnam. Desuden har han været konsulent for Danida, EU og Verdensbanken

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her