Den 9. oktober 1967 blev den internationalt kendte guerillakriger og revolutionshelt Ernesto 'Che' Guevara henrettet i Bolivia efter at være blevet taget til fange. Hans lig blev lagt til offentligt skue på et hospital i Vallegrande, hvor byens befolkning og nonner defilerede forbi. Enkelte af nonnerne mente, han lignede Kristus og sikrede sig lokker af hans hår. Liget blev derefter smidt i en hemmelig grav sammen med andre myrdede guerillaer. De bolivianske officerer ønskede ikke, at Ches grav skulle blive et valfartssted, og de håbede, at myten om Che herefter ville svinde ind.
Det er den amerikanske journalist og forfatter Jon Lee Anderson, der i bogen Che Guevara - biografien om mennesket og myten fortæller om Ches endeligt. Oplysningerne fik han af en af de deltagende officerer under et interview til sin bog, som han brugte fem år på at skrive.
Men hvem var denne Che Guevara, som havde så stor udstråling og tiltrækningskraft?
Han blev født den 14. maj 1928 i Argentina af forældre, der begge havde adelige aner uden dog at have nævneværdig formue. At dømme ud fra den astmasyge Ernestos barndom og tidlige ungdom var der ikke meget, der pegede på, at han skulle blive en af verdens mest kendte revolutionshelte. Han beskæftigede sig meget lidt med politik og holdt mere af at strejfe rundt med sin børnebande og senere at tage på rejser rundt i Latinamerika - jævnfør bogen og filmen Motorcykeldagbog. Han læste meget, skrev digte, dagbøger og filosofiske notater. Han manglede altid penge, og han og rejsekammeraterne måtte ofte platte sig frem.
Det var under disse rejser - som lægestuderende og læge - hans sociale bevidsthed for alvor blev vakt. Det var især mødet med den peruvianske, kommunistiske spedalskhedslæge Hugo Pesce, der satte Che i gang med at finde sin egen plads i verden. Pesce anvendte sine evner på latinamerikanske, endemiske problemer og førte i Ches øjne et principfast liv. Det håbede Che også selv at komme til at gøre.
Han bevægede sig langsomt hen mod kommunismen, og det amerikansk-støttede kup mod den demokratisk valgte præsident Arbenz i Guatemala 1954 hjalp til.
'En skør idé'
Under et ophold i Mexico By, som var det sted, flygtede revolutionære tog hen i 1950'erne, kom Che sammen med en gruppe cubanere. I 1955 ankom Fidel Castro, der lige var sluppet ud efter et fængselsophold, til byen. Han og Che mødtes, talte sammen over en god middag, og Castro opfordrede bagefter Che til at slutte sig til sin guerilla-bevægelse.
Det gjorde Che gerne - han fortalte sin samlever og senere første kone, Hilda Gadea, at Fidel "vil gennemføre revolutionen. Vi er fuldstændig enige". Men han indrømmede, at Fidels plan om at gå i land i Cuba med en bådfuld guerillaer var "en skør idé".
Men den skøre idé blevrealiseret. Fidel Castro havde skaffet en del penge på en hemmelig rejse til Texas, hvor han mødtes med Cubas tidligere præsident, Carlos Prío Socarrás, der havde interesse i at støtte nogen, der ville bekæmpe diktatoren Batista. Castro tog fra mødet med 50.000 dollar plus løfte om flere penge.
Alt går galt
For pengene købte Castro en ramponeret motoryacht - Granma. Om morgenen den 25. november 1956 gik Che sammen med 81 andre bevæbnede guerillaer om bord for at sejle til Cuba og indlede en opstand.
Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. De skulle modtages af en gruppe på 100 mand og sammen med dem starte en opstand. Rejsen tog to dage længere end beregnet, de søsygesvækkede rebeller landsatte båden det forkerte sted, og mens folkene spejdede efter det fyrtårn, hvor de skulle mødes med den anden gruppe, faldt navigatøren over bord, de ramte en sandrevle og måtte vade i land og efterlade ammunition, mad og medicin. Den anden gruppe var blevet slået ned, og nu ventede de cubanske soldater på Granma-folkene, der faldt i baghold. Che blev overfladisk såret og forberedte sig på at dø. Efter bagholdsangrebet blev gruppen spredt for alle vinde, ud af de 82 mand nåede kun de 22 ud i bjergene - Sierra Maestra - der skulle blive deres tilholdssted og operationsbase, og hvor de langsomt vandt støtte fra bønderne, rekrutterede guerillaer og opbyggede småproduktion m.m. Dette var ikke mindst den karismatiske Ches fortjeneste. Efter to år var guerillahæren blevet stærk nok til at rette det endelige angreb mod Batistas diktatur, og i begyndelsen af januar 1959 gik rebellerne ind i hovedstaden Havana.
Efter sejren
Efter sejren fik Che først den relativt tilbagetrukne post som kommandant ved fortet La Cabaña. Der var nogen undren over, at revolutionens nummer to ikke fik en mere fremtrædende stilling, men sagen var, at Che var kendt som kommunist, og Fidel ønskede ikke at skubbe andre støtter fra sig. Desuden havde han brug for Che til at udrense den gamle hær og befæste sejren ved at udøve revolutionær justits over for forrædere. I tiden i bjergene havde Che udvist hårdhed over for både guerillaer, der svigtede, og tilfangetagne informanter for styret. Han havde personligt henrettet folk.
Ches aktivitetsniveau var overvældende. Mens Fidel koncentrerede sig om at fremstille revolutionen som et moderat foretagende, arbejdede Che og Raúl Castro hemmeligt på at cementere forholdet til de cubanske kommunister. Desuden planlagde han undervisning for soldaterne og grundlagde aviser. Han forberedte Cubas landbrugsreform, blev industriminister og nationalbankdirektør og foretog lange rejser i udlandet.
Farvel til Cuba
Mens Che udførte disse og mange andre opgaver, tænkte han hele tiden videre end Cuba. Han citeres for at have sagt:
"Der er et højland i Sydamerika - i Bolivia, i Paraguay - et område, der støder op til Brasilien, Uruguay, Peru og Argentina - hvis vi indsatte en guerillastyrke, kunne vi udbrede revolutionen til hele Sydamerika."
Han var meget rundhåndet med at støtte fremtidens latinamerikanske revolutionære og begyndte at sondere mulighederne for at indlede en guerillakrig i hjemlandet Argentina. Men samtidig med disse mere eller mindre skjulte aktiviteter skete der noget i Afrika. FN intervenerede mod de belgiske og sydafrikanske lejesoldater, der støttede oprørere i Congo.
Che så, at han måske kunne spille en rolle der. Che og en gruppe cubanere opholdt sig et halvt års tid i Congo, men opnåede ingen succes og rejste igen med uforrettet sag.
Den forfejlede revolution i Congo gjorde, at Che ikke havde lyst til at rejse til Cuba og vise sig offentligt. Inden han var taget af sted, havde han afleveret et afskedsbrev til Fidel, hvori han skrev, at han følte, at "jeg har opfyldt den del af den pligt, der bandt mig til den cubanske revolution, og jeg siger farvel til dig og kammeraterne, til dit folk, som nu er mit". Herefter meddelte han, at han trak sig fra alle poster i partiet, sin ministerpost, sin status som commandante, og han frasagde sig sit statsborgerskab. "Andre nationer har nu brug for mine beskedne evner".
Det forekommer ganske tydeligt, at han ikke forventede at komme levende tilbage - han nævner det i brevet til Castro, i et brev til forældrene ("dette kan være den sidste kamp"), i et brev til de fem børn, der skulle have det læst op efter hans død.
Efter Congo-katastrofen blev han, formentlig på opfordring fra Fidel, bedt om at tage til Bolivia. I sin analyse af fiaskoen i Congo var Che nået frem til, at en af hans største fejl havde været at komme uden at være inviteret af rebellerne. Det havde gjort dem mistænksomme. Nu gentog han fejlen i Bolivia i november 1966. Han troede fejlagtigt, at de bolivianske kommunister ville støtte guerillakrigen, når han kom.
Che havde ellers store visioner med sit nye projekt, han ville skabe et nyt Vietnam, der skulle trække amerikanerne ind for at få dem til at sprede deres styrker og således blive svækket på alle fronter. Nu skulle det afgøres, om planeten skulle være socialistisk eller kapitalistisk.
Ches drøm gik mildest talt ikke i opfyldelse, han kom ikke i kontakt med befolkningen, og guerillaerne blev opsporet og nedkæmpet. Da Che ankom til Bolivia, havde han sagt:
"Jeg er kommet for at blive, og den eneste måde, jeg tager af sted på, er som død, eller mens jeg går skydende over en grænse."
Che forlod Bolivia som død. Men først 30 år senere.
Steen Sohn er oversætter og har netop oversat 'Che Guevara - biografien om mennesket og myten', der udkommer i dag
