Læsetid: 5 min.

Når præster bliver en mangelvare

Trods en stor interesse for religiøse spørsmål må vi det kommende år forudse en mangel på præster. Et brud på det hidtidige uddannelsesmonompol kunne være vejen frem
Debat
26. oktober 2007

Hvem skal uddanne pæsterne? Det er et spørgsmål, som blev aktuelt i sidste uge på grund af et interview, jeg gav i P1's orientering. Her gjorde jeg opmærksom på, at vi måtte forudse en præstemangel i de kommende år. Dels er der store årgange fra 1940'erne, der går af, og dels ser det ud til, at tilgangen til de teologiske fakulteter i København og Århus er dalende. Og endelig ser vi et nyt mønster, hvor man ikke er så lang tid i jobbet som tidligere. Kandidatalderen for teologer ligger vel omkring 32 år og afgangsalderen er 60-65 år. Det giver kun en aktiv arbejdstid på ca. 30 år.

Flere veje til embedet

Alle disse faktorer kan ændre sig. Man kan forsøge at lokke nogle til at blive længere på jobbet. Det vil hjælpe, hvis man er født i 1946, at man ikke går af i 2009, men i 2016. Fakulteterne kan måske lokke flere ind igen. Indtil nu har man ikke gjort ret meget og har heller ikke behøvet det, for der har været en stor interesse for studiet og derfor nok at tage af. Endelig kan man jo søge at forkorte studietiden, men det har vist sig vanskeligt i både teologi og humaniora, hvor studietider på 10-15 år stadig ikke er ualmindelige. Mange går ikke på universitetet, men ligger ved det.

Måske kunne det også hjælpe, at man udvidede adgangsvejene til at blive præst. Siden reformationen og indtil 1940'erne havde Københavns Universitet monopol på at uddanne præster. På dette tidspunkt kom Aarhus Universitet ind i billedet med sit eget teologiske fakultet. Tilgangen til studiet har været stærkt svingende. I 1920'erne var den lille, mens den i 30'erne var meget stor, med stor arbejdsløshed som følge. Af uforklarlige grunde dalede den dramatisk i 60'erne og 70'erne, men steg igen voldsomt i 80'erne og 90'erne. De store udsving, fra 15 som udgjorde min årgang i 1960'erne ved Aarhus Universitet til op mod 200 på hvert i 90'erne, er svære at forklare.

Behovet er konstant

I 60'erne var situationen for kirken ved at være katastrofal, og man fandt, at to tiltag var nødvendige. Det ene var at give adgang for andre akademikere, ligegyldigt hvilke, hvis de supplerede deres uddannelse med et års teologiske studier. Det anden var at tilbyde en to-årig uddannelse til folk uden studentereksamen, men dog med nogle fag herfra. Godt 400 blev uddannet på denne måde, og det afhjalp den værste mangel.

Denne udvikling illustrerer meget godt, hvor svært det er at planlægge og dimensionere uddannelser. Aftagerinstitutionernes, her kirkens, behov er nogenlunde konstante og stabile, mens antallet af uddannede er mere end usikkert.

Dette søger universiteter og højere læreanstalter at råde bod på ved mere eller mindre pågående markedsføring. Man reklamerer i presse og andre medier, man ansætter en prorektor ved Aarhus Universitet, som skal stå for formidling. Ved samme universitet havde man en medarbejder, der for nogle år siden blev tildelt nobelprisen, hvilket naturligt nok fik en betydelig vægt i universitetets selvpromovering.

Varen skal sælges

Situationen for universiteterne er nemlig også af andre grunde en helt anden end tidligere. Nu får man en meget væsentlig del af sine indtægter fra de såkaldte studietrinstilvækster, hvorfor det gælder om, at de studerende tager eksamen og kommer igennem deres studium. Ellers bliver den offentlige støtte til institutionen stærkt reduceret. Hver student giver 25-50.000 om året, alt efter studiegren.

Kort sagt, får man 'solgt' sine varer, tjener man penge, og hvis man ikke gør det, får man ingenting - eller i hvert fald meget mindre. Det er derfor, man ser univeriterne blive stadig mere aggressive og amerikaniserede i deres markedsføring.

Religionsfjender

Det gælder dog ikke de to teologiske fakulteter, som øjensynligt med stoisk ro affinder sig med, at nogle gange går det op, andre gange går det ned. Men virkeligheden ser ud til at være den, at hvis ikke man skaffer sig omtale, så får man ingen studerende. Netop i disse år er der en voldsom interesse for religion i de vestlige samfund, til dels affødt af konflikterne med islam, men især på grund af indflydelsen fra østlige religioner. Danskere er som andre vesterlændinge meget optaget af religion. Her ser man det mærkelige, at de, der virkelig ved noget om vores egen religion, kristendommen ikke siger ret meget i offentligheden. Bortset fra navne som Hans Raun Iversen (der er Kristeligt Dagblads 'ekspert' på det kirkelige) fra København, Peter Lodberg og Viggo Mortensen fra Århus og måske et par til, overlader man debatten om religion til religionshistsorikere som Michael Rothstein og Tim Jensen og andre, som i reglen hader religion af et godt hjerte og ser det som deres opgave at bekæmpe tro af enhver art som overtro og opium for folket.

Mig bekendt støtter fakulteterne ikke initiativer til at bringe teologi ud i en større offentlighed, eller til at delagtiggøre folk i, hvilke nye indsigter der er kommet frem i bibelforskningen. Eller i hvordan man religionsfilosofisk tænker om Gud i dag og mange andre utroligt spændende ting. Teologien er nemlig et umådeligt skatkammer, som omspænder hele vor vestlige kultur og kulturhistorie, og som endnu mere end f.eks. både historie og kunsthistorie er nøglen til Europas sjæl. Hvilke teologiske bøger har vakt almen opmærksomhed i dette efterår? Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om andre end Carsten Breengaards originale omtolkning af kristendommens historie i de første århundreder efter Kristus. Forhåbentligt husker jeg fejl.

Et bredere perspektiv

Tilbage til den nære virkelighed. Min synsvinkel som leder i kirken er nemlig ikke det overordnede perspektiv, men det mere enkle: hvordan får kirken præster. Der skal jo holdes gudstjeneste på søndag. Og hvis de teologiske fakulteter ikke kan levere varen, er jeg sikker på, at kirken ikke bliver siddende på sine hænder og venter. Og en af de få handlemuligheder, kirken har, er at undersøge, om andre undervisningsinstitutioner mener sig i stand til at lave en uddannelse, som sikkert ikke behøver at være identisk med de nuværende teologiske fakulteters, men som dog må indeholde en tydelig faglig tyngde. Måske vil det også være interessant for de hidtidige udbydere at få lidt konkurrence. Ligesom som Journalisthøjskolen, der nu må konkurrere med Syddansk Universitet og RUC. I mange år endnu vil det sikkert hedde sig, at en 'rigtig' journalist skal komme fra Århus, men derfor kan man jo godt udvide perspektivet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Præster kan næppe være en mangelvare. Hvis man sørger for at gøre ligesom med fx. biblioteker og hospitaler: Nedlægge de lokale og samle publikum i nogle få, er der såmænd nok rigeligt med præster - og så kan de tl en forandring prædike for fulde huse.

De overflødige kirker kan så passende indrettes til museer, koncertsale og medborgerhuse - selvfølgelig under skyldig hensyntagen til evt. historisk eller kunstnerisk interiør.

"Folkekirken er blevet kristendommens fjende".
Umiddelbart at se er det eneste der taler for dens bevarelse denne funktion som en beholder der opfanger og så vidt muligt uskadeliggør befolkningens "åndelighed" og metafysiske længsel. Derfor kan man kun bifalde at dens indhold gøres endnu mere diffust, hvilket en slækkelse af dogmatik, krav til præster etc. fint kunne afstedkomme. Dog må man være opmærksom på ikke udvande det religiøse element så meget at man ender med at drive de dermed utilfredsstillede brugere i armene på mere skarpt definerede kirkesamfund.

Det er påfaldende at Jan Lindhart slet ikke nævner præsten fra Taarbæk som debattør. Som Jacob Schmidt-Rasmussen også fremhæver så tror jeg ikke ligefrem folkekirkens håndtering af den sag har vækket meget sympati.
For I må se i øjnene at flertallet ikke længere tror på en skabende gud, men trods det stadig definerer sig som kristne.
Det er ikke kun universiteterne der skal 'sælge sine varer', det skal kirkerne og dermed folkekirken som institution også hvis de skal være attraktive arbejdspladser, hvor man ikke risikerer at blive hængt ud og få mundkurv på fordi man gør sit arbejde lidt anderledes (og i øvrigt til menighedens tilfredsstillelse).
Tør øjnene og tag en kiks! -I er stadig voldsomt priviligerede, så brug dog jeres kæmpe fordele fornuftigt. Det er ikke andre end institutionen folkekirken der er ansvarlig for hvordan det kører -I ligger som I har redt jeres seng i hundreder af år, hvor mange institutioner kan sige det samme?

Jakob Schmidt-Rasmussen:
"Folkekirken er blevet kristendommens fjende, lige som den anglikanske kirke. Det er en parodi på en religiøs o[r]ganisation."

Alle religiøse organisationer kunne beskrives efter ønske som parodier af et eller andet, specielt moonies eller scientology.