Kommentar

Nationalparker er en forspildt mulighed for selvforvaltning

Oprettelse af nationalparker er blevet lanceret under overskrifter som 'mere natur' og 'borgerinddragelse'. Realiteten er en anden
Debat
23. oktober 2007

Oprettelsen af nationalparker bliver lanceret som et stort naturpolitisk fremskridt. Vi får 'mere natur'. Og i modsætning til tidligere naturfrednings- eller genopretningsprojekter nu oven i købet baseret på borgerinddragelse og 'lokal enighed'. De steder, hvor der bliver oprettet nationalparker, beskrives enigheden som mere eller mindre helhjertede kompromiser mellem 'naturens folk og landmændene' (F.eks. Information 28. august om nationalparken i Thy).

Hvad er realiteterne?

Naturbeskyttelse (og miljø- og klimaproblemer) er en del af det mere omfattende spørgsmål om bæredygtighed. Bæredygtigt bliver samfundet først, hvis dets borgere i væsentlig grad får ansvaret for at forvalte deres fælles anliggender.

Vi har selv arbejdet med demokrati og naturforvaltning og stod for en del af borgerinddragelsen i pilotprojektet om en mulig nationalpark på Møn. Nationalparkerne kunne have været en gylden mulighed for at ansvarliggøre borgerne, men sådan skulle det imidlertid ikke gå. Borgerne er ikke lig med 'naturens folk og landmændene'. Og at man 'serverer informationerne på en spiselig måde over for beboerne' er på ingen måde udtryk for et 'ultra lokaldemokrati', sådan som det har været beskrevet i Information. Mulighederne for en reel ansvarliggørelse blev ikke taget alvorligt.

Menighedsrådsmodellen

I pilotprojektet på Møn fremlagde borgergruppen på Nyord et enkelt, men anderledes vidtrækkende forslag: Menighedsrådsmodellen. De sagde: Vi har en lang tradition for, at borgerne lokalt selv kan forvalte det åndelige liv. Menighedsrådet varetager kirkens anliggender, vælger præsten, forvalter tildelte pengemidler. Alt sammen under ansvar og tilsyn af en biskop. Hvorfor ikke forvalte naturen på samme vilkår? I dialog med og under tilsyn af offentlige myndigheder. Uden problemer kunne der etableres sådanne forsøg, hvor der er en tilstrækkelig basis for det. Forslaget kom med i den Mønske styregruppes indstilling. Men røg ud, da den nationale følgegruppe skulle formulere sine anbefalinger til ministeren. Og Connie Hedegaard er vist også helst den slags demokrati foruden.

Men nationalpark eller ej. Ingen forhindrer lokale myndigheder i at iværksætte og understøtte en sådan ansvarliggørelse af borgerne. På Nyord gik man faktisk i gang med en række initiativer. Og da man blev en del af den ny Vordingborg storkommune, henvendte man sig til den med ønske om en dialog. Kommunen sendte en mand ud for at fjerne en række skilte, som Nyordborgerne havde sat op på deres ø for flere år siden. Så kan de lære det. Men måske er der håb endnu. Og der er jo også de planlagte forsøg med lokalråd. De tegner dog til at blive en bureaukratisk øvelse, hvor man intet har lært af nationalparkerfaringerne. Så også i forhold til naturforvaltningen ser strukturreformen foreløbig ud til at føre til øget centralisme og ansvarsforflygtigelse.

Samtidig lægges der så op til at fejre de nye nationalparker. Men selv om borgerinddragelsen fortaber sig i snak, fører de måske til en forbedret naturkvalitet?

Næppe. De kommer stort set til at omfatte statslige arealer, der allerede er underlagt beskyttelsesregulativer. Så der er ikke tale om, at væsentlige naturområder får en ny 'særstatus' , som der stod i Information 28. august og 4. september. Lokalt sætter man sin lid til den branding, som en nationalpark muliggør. Det kan måske give nogle markedsføringsgevinster for området og dets produkter. Og hvem ved, måske vil thyboerne tage lidt bedre vare på deres natur fremover?

Men som helhed er nationalparkprojektet en forspildt mulighed. Virkelig nytænkning og mod til demokrati er det, der skal til.

Birger Steen Nielsen og Kurt Aagaard Nielsen er hhv. lektor og professor på RUC. De har netop udgivet bogen Demokrati og naturbeskyttelse på Frydenlund.

Fredag d. 26. oktober afholdes der på RUC en konference om 'Demokrati og naturforvaltning' (www.ruc.dk/nyheder).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som christianit rammer denne diskussion lige i hjertet på den politiske linedans vi står midt i ude på Københavns volde.

Slots- og Ejendomsstyrelsen har i deres planer for området undgået at inddrage vores selvforvaltning, da de åbenbart er for politisk trængte til at kunne samarbejde med os.

I stedet har man med en forældet brug af fredningsloven forsøgt at fremstille de militærhistoriske lag som værende de eneste kulturlag der skulle bevares, og som i statens optik står i modsætning til den vildtvoksende, men plejede natur der sammen med de små selvbyggerhuse er et særkende for Christiania.

Dette modsætningsforhold eksisterer naturligvis ikke, og selvforvaltningen fungerer faktisk på Christiania. Vi kan ikke tjene penge på ejendomsudvikling i fristaden, da vi ikke har handel med fast ejendom, og betaler brugsleje pr. næse. Denne model har kunnet balancere alt det vi og vore gæster er glade for, naturen, den ældre militærhistorie og den yngre christiania-kultur. Alle tre lag er til stede samtidigt og udgør med sine kontraster et billede på den stolthed christianitterne har over at have omdannet et bart militært 'wasteland' til en frodig oase midt i storbyen.

Inden for rammerne af denne, politisk kontroversielle, men velfungerende Selvforvaltning har prioriteterne fra starten været opsyn, pleje og vedligehold af naturen på voldene og den historie de kunne fortælle. Uden den militærhistoriske baggrund ville Christiania ikke være halvt så fantastisk en metamorfose som det er i dag.

Vores model bygger på 14 områder, der selv står for renholdelse og indbetalinger til den fælles økonomi. Fra denne økonomi bruges en forholdsvis stor del til Gartnergruppens pleje af naturen på og omkring voldene. Og det på et område, der rangerer som et af de kraftigst forurenede i København. Det er, udover de tidligere militære bygninger, det væsentligste historiske efterladenskab fra 1700-tallets militarisme.

Når man, som vi, bor i et naturskønt område, og er heldige at spekulation i fast ejendom er umuligt, er det en selvfølge at forvalte det grønne ansvarligt, til glæde for gæster og besøgende fra hele verden.

Derfor er vi med i Agenda-21 - og det behøver ikke koste staten eller kommunen en krone.

Vi glæder os til at det på den ene eller anden måde bliver muligt for vore fjorten områder at byde nye christianitter velkommen, der ønsker at arbejde i vores selvforvaltningsmodel, hvor flest mulige beslutninger træffes decentralt og samles i fællesmødet.

Dette kræver at regeringen ophæver det nuværende byggestop, som vi så håndhævet forrige sommer, hvor et cirkus blev pillet ned fra fredens eng. ('cirkuskrigen' på youtube).

I modsætning til den plan Slots- og Ejendomsstyrelsen har på bordet arbejder vi med at få plads til 300 nye christianitter med spredt jævn bebyggelse, i en skala, der kan håndteres forsvarligt af den enkelte, uden det koster miljø eller samfund.

Vores model viser at et stærkt engagement nedefra kan være i stand til effektivt at balancere naturlige og menneskelige behov, og forhindre at et naturområde bliver skamferet af biler og industri, samtidig med at det holdes åbent og tilgængeligt for alle.

Tak for et godt indspark.