Læserbrev

Ole Wivel var ikke nazist

Knud W. Jensen og Ole Wivels livslange indsats for dansk litteratur og kunst nedvurderes. når det på løst grundlag hævdes, at de var nazister, fordi de i deres ungdom tilhørte den litterære kreds 'Ringen'
Knud W. Jensen og Ole Wivels livslange indsats for dansk litteratur og kunst nedvurderes. når det på løst grundlag hævdes, at de var nazister, fordi de i deres ungdom tilhørte den litterære kreds 'Ringen'
11. oktober 2007

I anledning af en nyligt udkommet bog har adskillige aviser valgt at trykke anmeldelser, hvori det - som en fastslået kendsgerning - påstås, at Knud W. Jensen og Ole Wivel var nazister, fordi de i deres tidlige ungdom tilhørte den litterære kreds 'Ringen' under ledelse af den 20 år ældre østrigske litterat Fritz Waschnitius.

Hele deres livslange indsats for dansk litteratur og kunst nedvurderes i dette lys. Det var slemt nok, at de var nazister, men at de ikke gik til bekendelse, var en endnu værre forbrydelse, siges det i artiklerne.

For os, der er døtre af Ole Wivel, er dette en uberettiget anklage. Vores fars forfatterskab og liv må selvsagt udsættes for kritisk bedømmelse - også hans handlinger som ganske ung. Men disse stærke anklager på et falsk grundlag er ikke acceptable.

Vi undrer os over, at journalister, der skriver så grove ting om andre, udviser så lidt omhu i deres omgang med kilderne. De går ikke selv til de primære kilder men citerer hinanden, så det ene mere letfærdige postulat efter det andet bliver bragt som om, der var tale om kendsgerninger.

Ukorrekte påstande

Det er ikke overkommeligt at tilbagevise alle de ukorrekte påstande, men når det f.eks. igen og igen hævdes, at Ole Wivel i erindringsbogen 'Romance for Valdhorn' (1972) skal have slettet sine fem første digtsamlinger og dermed skjult sine "nazistiske tilbøjeligheder", kan man blot konstatere, at journalisterne ikke selv kan have ulejliget sig med at læse disse erindringer.

Ole Wivel udgav 'Digte 1940' som privattryk i femoghalvfjerds eksemplarer på eget forlag. De fire efterfølgende digtsamlinger 'Udvalgte Digte' 1942, 'Den Hvide Rose' 1942, 'Digte', første samling 1943 og 'Digte', anden samling 1944 udkom hos Thanning & Appel. (Alle sendt til anmeldelse og solgt gennem boghandelen).

Dette kan man - hvis man gider - læse i 'Romance for Valdhorn' side 105, 114 og 129. Men så er historien selvfølgelig ikke så dramatisk længere.

Var Ole Wivel overhovedet nazist? Tilhørte han DNSAP eller lignende nationalsocialistiske partier? Var han Hitlertilbeder? Var han antisemit? Var han voldstilhænger? Var han antiintellektualist? Gik han ind for censur? Foranstaltede han bogafbrændinger?

Svaret på disse spørgsmål er absolut nej. Ole Wivel var ikke nazist. Han var aldrig med i nogen nazistisk organisation, og der er intet vidnesbyrd om nogen Hitlerdyrkelse fra hans side. Litteraturkredsen 'Ringen' var en rent æstetisk øvelse - ikke nogen politisk organisation. Ole Wivel var den yngste deltager (født 1921), Fritz Waschnitius (født 1901) den ældste. Ole Wivel var således kun 18 år, da den begyndte og endnu ikke fyldt 21, da den sluttede.

Sværmerisk foretagende

'Ringen' var et sværmerisk foretagende under ledelse af Fritz Waschnitius, bohemen, litteraten, ateisten og døgenigten, stærkt inspireret af den tyske digter og mystiker Stefan George, som var et af datidens mange eksempler på højreromantisk, antidemokratisk, hero - og renhedstilbedelse.

Von Stauffenberg, som var hovedmanden i attentatet mod Hitler i 1944, var en overbevist Stefan George-discipel og tilhørte i sin ungdom en lignende kreds som 'Ringen'. Nazisterne prøvede at indrullere Stefan George, men han nægtede og rejste til Schweiz til Goebbels store ærgrelse. Fritz Waschnitius havde en meget ældre broder, Viktor W., (født 1887), der ubestrideligt var nazist. Men det var Fritz W. ikke. Lad os lige se på disse to brødre Waschnitius.

Fritz W. blev i sommeren 1941 udskrevet til civil tjeneste på Østfronten og sendt til Rumænien som pressesekretær. Defter kom han tilbage til Danmark, hvor han fra 1942 arbejdede som censor i den tysk kontrollerede DR. Efter krigen blev han brugt af de amerikanske tropper i Østrig som tolk, og senere arbejdede han i Danmark som oversætter af tysksproget litteratur.

Viktor W., der havde rang af Oberleutnant i den tyske værnemagt, kom til Danmark den 9.april 1940 som tolk for general Kaupitsch. Ham har Ole Wivel intet haft med at gøre. Viktor W. blev efter krigen idømt to års fængsel i Danmark for landsskadelig virksomhed, hvorimod Fritz W. ikke blev dømt for noget og efter krigen i øvrigt opnåede dansk statsborgerskab.

Politisk er det - os bekendt - det eneste man ved om Ole Wivels engagement, at han var Finlandssympatisør og varmt støttede det finsk/tyske angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941. Det gjorde mange i hans samtid - ikke kun nationalromantiske, antikommunistiske unge mennesker, men Scavenius regeringen og det store flertal i Folketinget. Det var for os en stor fejl, og Ole Wivel skrev problematisk poesi i den anledning, men det gør ham selvfølgelig ikke til nazist.

Selvkritisk

Veg Ole Wivel uden om at konfrontere sin egen fortid? Nej, tre kapitler i 'Romance for Valdhorn', udgivet i 1972, er en selvkritisk beskrivelse af 'Ringen' og hans deltagelse i den. Han veg altså ikke uden om at fortælle selvransagende om denne korte periode i sin tidlige ungdom.

Men hvorfor indrømmede Ole Wivel så ikke bare, at han var nazist? Det gjorde han ikke, for det var han ikke. Han var aldrig nazist. Han sværmede som mange andre unge for sære guder og problematiske idealer, men han var ikke nazist, og det er dyb uret at lade hans og hans ven Knud W. Jensens indsats sværte af denne uhyrlige anklage.

Dorrit Wivel og Anne Wivel er døtre af den nu afdøde forfatter Ole Wivel, der blandt andet var direktør for Gyldedal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er naturligvis meget sympatisk, at to døtre forsvarer deres far, men dette indlæg burde ikke være trykt. For det første er det en opgave for en faghistoriker at kulegrave Ole Wivels fortid, og ikke en opgave for familien, der af indlysende årsager ikke kan være objektive.

For det andet indeholder det en række faktuelle fejl. F.eks. er det helt forkert at kalde angrebet på Sovjetunionen for finsk/tysk. Det var et angreb fra Hitler-Tyskland, som Finland senere deltog i på samme side som Tyskland. Det samme gjorde Italien, Rumænien, Ungarn etc. Men altså først senere. Og Finland spillede kun en beskeden rolle. Flertallet i Folketinget støttede naturligvis ikke denne angrebskrig, men efter tysk pres tillod man dog oprettelse af Frikops Danmark, der deltog på tysk side. Men flertallet i Folketinget fik efter befrielsen medlemmerne af Frikorps Danmark dømt for landsskadelig virksomhed. Medlemmer af "Ringen" meldte sig også til Frikorps Danmark på Wivels opfordring, og begik derved altså landsskadelig virksomhed til fordel for nazisterne.

Jeg kunne nævne flere andre punkter, men slutter her af pladshensyn.

Det er en desperat men sympatisk aktion, som døtrene forsøger at gennemføre her. Man ænser knapt, at de først forsøger at tale sig helt ud af nazi-associationerne, og dernæst dog erkender at Wivel selv forsøgte et "selvkritisk" opgør med sin fortid i Ringen.

Hvilken ulykkelig forvirring.

Det er så knap så sympatisk, at døtrene helt ignorerer et af Wivels sidste breve til Ole Wiedemann Høst, hvor Wivel tordner imod denne, når Høst vakler i sin beslutning om at kæmpe på Østfronten på nazistisk side.

Så er det ligegyldigt, hvorvidt han officielt deltog i DNSAP møder eller i bogafbrændinger. Man kan ikke vaske hænder blindt, blot ved højtravende erklæringer om "aldrig at være blevet bevist" skyldig gennem handlinger og forfatterskab, når personlige beretninger fortæller en helt anden historie.

Der er en væsentlig mængde offentlige personer idag, der væsentligt vagere end Wivel "sværmer for problemtatiske idealer", hvilket dog er langt fra ensbetydende med at disse offentlige personer kan vaske deres hænder så simpelt; Her tænkes endda på kandidater og MF'ere fra begge de yderste politiske fløje.

Man dømmes på handlinger og ord. Selvom Wivel senere forsøger at vaske fortidens synder af sig, så taler hans ord bevisligt helt om sig selv. Wivel var udemærket klar over hvad hans "sværmerier" indebar af politiske konsekvenser, konsekvenser som hans barndomsven Høst bl.a. på Wivels opfordring så ullykeligvis betalte for med sit liv.

I håbet om en debat væsentligt mere præget af fakta end patos;

Vh

Daniel

Ud over Ole Høst, der på opfordring fra Ole Wivel meldte sig til Frikorps Danmark (og faldt på Østfronten), så gjorde et andet medlem af gruppen, Erik Johansen, det også. Men han ombestemte sig i sidste øjeblik, og blev af den grund alvorligt skoset af Wivel. Ole Wivel var meget herorisk - men på andre menneskers bekostning.

Ole Wivel kan ikke have været i tvivl om, at han ved at opfordre andre til at melde sig til militærtjeneste hos den magt, der havde besat Danmark, begik landsskadelig virksomhed. Han kan heller ikke have været uvidende om, at SS (som overordnet stod for hvervningen til Frikorps Danmark) var ekstremt anti-jødisk.

O.Abilgaard:

... Og det var Wivel naturligvis heller ikke i tvivl om.

Døtrene har vel ret så vidt, at det må antages at være sandt at Wivel ikke var "nazist" i den forstand, at han med eftertidens præcise definition kunne erkende sig datidens bevægelse med alle dens gerninger og al dens væsen.

Men Wivel har udemærket været bevidst om mange af nazismens komponenter og har både teoretisk og praktisk - gennem sit engagement med Johansens og Høsts hvervninger - vedkendt sig disse.

Og dét er jo den definition, hvorefter man ellers idag definerer både nazister og andre grupper i historisk kontekst.

Men som det også var fremme da Hansaage Bøggilds skrift om Høst udkom, så kan denne erkendelse være særdeles svær at sluge, for folk der ser sig selv i et helt andet politisk lys nutildags. Dette er en direkte og uheldig konsekvens af nutidens subjektivisering af den samfundsmæssige debat, hvor alle åbenbart selv skal have lov at definere hvad de selv er og ikke er.

Såvidt min henvisning til begrebet "at vaske hænder". Nutidens dyder sletter ikke fortidens synder. I hvert fald ikke når synderne er noget vi alle burde lære af.

Der er vist ikke ret meget tvivl om at store dele af det etablerede Danmark mere end flirtede med vækstpotentialet i det tredje rige...

At det er et moralsk forkasteligt standpunkt som så yderligere sanktioneres af at Nazi'erne rent faktisk tabte den militære konfrontation og dermed retten til at skrive historien gør ikke positionen enklere

Men det nytter vel ikke specielt meget at løfte en pegefinger over for for længst begåede amoralske og måske endda direkte forbryderriske handlinger - ....

P samme måde som det er patetisk at forsøge at forsvare disse hvor tæt knyttet man end var på de personer og hvor meget indsigt man i ævrigt har i deres øvrige sikkert udmærkede menneskelige egenskaber.

Lad os da kunne kalde en spade for en spade her snart 70 år efter .

Fint nok at vi kan diskutere kvaliteten af opgøret med den danske nazi'stisk inspirerede bevægelse og de enkeltpersoner der ikke formåede at sige nej til den fordel Det tredje Rige's organisatoriske "kompetence" evt kunne bringe dem.......

Men lad nu ikke et opgør ende med gold fordømmelse ... forsøg i stedet for at lære af den proces og se på den konkrete sociale og politiske praksis vores nuværende regring og establishment ekselerer i -

Iraq invasionen og AP -Møllers engagement in mente ---

Det er ikke stor kunst -- så det burde være til at forholde sig til

@ Winding

"forsøg i stedet for at lære af den proces og se på den konkrete sociale og politiske praksis vores nuværende regring og establishment ekselerer i -

Iraq invasionen og AP -Møllers engagement in mente ---

Det er ikke stor kunst -- så det burde være til at forholde sig til"

Det var dog et løjerligt sted at skære kagen ? Regeringen ? AP Møller ?

Hvorfor ikke tage pointen af hele Wivel affæren, og samtidigt se på hele det miljø af intellektuelle og kunstnere, der i den grad - som Wivel - sværmer med totalitarismen, men som gang på gang vasker hænder , når historien i den grad sætter deres skamfulde værdivalg til skue.

De virkeligt skræmmende personager er sgu ikke begrænset til at være magthavere og kapitalister. Som Wivel affæren beviser, kan råden gå langt, langt dybere i samfundet, og af de brodne kar kan intellektia'en være een af de mest hykleriske af slagsen.

Hele diskussionen er vanvittig. Wivel ville vel ikke være en dårligere kunstner, hvis han virkelig havde været nazist, hvad han altså ikke var. Socialdemokraten Harald Bergstedt var en udmærket forfatter og skribent, også efter at han gik over til nazismen, og der kunne nævnes utallige andre. Det er barnligt at bedømme en litterær indsats på baggrund af forfatterens politiske holdninger, for man må kunne skelne mellem kunst og politik, og kan man ikke dette, så er man ikke i stand til at bedømme kunst.

Det er en påfaldende historieløshed, som de selvretfærdige højrefløjsskribenter i denne tråd giver udtryk for - en historieløshed, de desværre deler med bl.a. vores (jeres) statsminister.

Det er en grundliggende fejl at bedømme fortiden ud fra nutidens viden og målestok. Virkeligheden i 1941 var, at en masse danskere var yderst harmfulde over Sovjets overfald på Finland og så angrebet på Sovjet som en lejlighed til at hævne dette. Ligesom mange venstreorienterede dengang godt kunne se Stalins fejl, men opfattede Hitler som et større onde og derfor gjorde fælles sag med kommunisterne, havde mange højreorienterede (fx ingen ringere end Churchill, indtil han kom på bedre tanker) det lige omvendt.

En del frikorpsfolk var tidligere frustrerede finlandsfrivillige (de færreste af de danskere, der meldte sig til den første krig, nåede at komme i kamp) og mange ville hellere have meldt sig til den finske hær.

Jeg skal ikke her granske Wivels dybere motiver, men blot fastholde, at unge mennesker somme tider kvajer sig. Når de bliver klogere med alderen - som Wivel jo tydeligt nok gjorde - der der ingen grund til at træde mere i det - hverken når det gælder Wivel, Glistrup, Simon Spies eller Gert Pedersen - eller for den sags skyld Kaj Munk.

Det er uværdigt - men en god, stalinistisk doktrin - at omskrive historien, så den passer i nutidens kram.

"hvis han virkelig havde været nazist, hvad han altså ikke var"

... mjo, og det indrømmer døtrene sådan set også. Han havde nazistiske "sværmerier" og opfordrede til nazistiske gerninger. Selvfølgelig kan han herudfra nemt dømmes som nazist.

Der er jo ingen der siger, at manden er stemplet for livet. Og jo han er en udemærket forfatter. Men der må være plads til åben debat om historien, også de dystre sider, også når det drejer sig om "vores egne".